»Vær et eksempel«

Præsident Thomas S. Monson
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

»Fyld jeres sind med sandheden. Fyld jeres hjerte med kærlighed. Fyld jeres liv med tjeneste.«

President Thomas S. Monson

Vi er i aften blevet inspireret af Hjælpeforeningens hovedpræsidentskabs gribende budskab. Deres opfordring til, at vi alle skal være standhaftige og urokkelige, er et klogt råd, så vi kan møde vor tids forvirring og virkelig være urokkelige midt i et væld af forandringer.

Lad os gennemgå de visdomsord, som er skrevet af apostlen Paulus til sin elskede Timotheus.

»Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme,

som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed.«¹

Dernæst lød apostlen Paulus' inspirerende opfordring – der i lige så høj grad gælder os alle: »Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.«²

Med jer kære søstre, som er forsamlet i Konferencecentret og i forsamlinger verden over, vil jeg dele en trepunkters formel, som skal tjene som en ufejlbarlig vejledning for at kunne leve op til apostlen Paulus' udfordring:

1. Fyld jeres sind med sandheden.

2. Fyld jeres hjerte med kærlighed.

3. Fyld jeres liv med tjeneste.

For det første,fyld jeres sind med sandheden. Vi finder ikke sandheden ved at omgive os med vildfarelse. Vi finder sandheden ved at granske, studere og efterleve de ord, som Gud har åbenbaret. Vi tilegner os vildfarelse, når vi beskæftiger os med vildfarelse. Vi lærer sandheden at kende, når vi omgås sandheden.

Verdens Frelser befalede: »Søg visdom i de allerbedste bøger, søg efter kundskab ved læsning og ved tro.«³Han tilføjede: »I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.«⁴

Han opfordrer os alle: »Lær af mig og lyt til mine ord. Vandre i min Ånds sagtmodighed, så skal du have fred i mig.«⁵

Catherine Curtis Spencer, som levede i pionertiden, var et eksempel på opfordringen til at være standhaftig og urokkelig, hvilket fyldte hendes sind, hjerte og sjæl. Hendes mand, Orson Spencer, var en følsom, dannet mand. Hun var vokset op i Boston og var kultiveret og dannet. Hun havde seks børn. Hendes skrøbelige helbred var svækket af udmattelse og prøvelser, efter de havde forladt Nauvoo. Ældste Spencer skrev til hendes forældre og spurgte, om hun måtte komme og bo hos dem, mens han byggede et hus til hende i vesten. Deres svar lød: »Lad hende fornægte sin nedværdigende tro, så kan hun komme tilbage, men ikke før.«

Søster Spencer ville ikke fornægte sin tro. Da man læste hendes forældres brev op for hende, bad hun sin mand om at hente hans bibel og læse følgende i Ruths Bog for hende: »Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud.«⁶

Stormen rasede uden for, teltdugen over vognen var utæt, og nogle venner holdt gryder over søster Spencers hoved for at holde hende tør. Under disse forhold og uden den mindste beklagelse lukkede hun sine øjne for sidste gang.

Selv om det ikke nødvendigvis måtte kræves af os, at vi fornægter vores tro, så lad os huske på, at han hører vore stille bønner. Han, som ser vore gerninger i det stille, vil belønne os åbenlyst, når der bliver behov derfor.

Vi lever i urolige tider. Fremtiden er ofte uvis. Derfor er det nødvendigt, at vi forbereder os på det usikre. Statistikken viser, at I på et eller andet tidspunkt kan komme til at stå i rollen som økonomisk forsørger pga. jeres mands sygdom eller dødsfald eller pga. økonomiske problemer. Jeg opfordrer jer kraftigt til at få en uddannelse og lære noget, så I kan skaffe jer et job og være udstyret til at forsørge familien i nødstilfælde.

I vil udvikle jeres talenter, når I studerer og lærer. I vil bedre kunne hjælpe jeres børn med at lære, og I vil have fred i sindet, når I ved, at I har forberedt jer til ting, som måtte indtræffe i livet.

For at illustrere den anden del af vores formel, nemlig:Fyld jeres hjerte med kærlighed, vil jeg gå tilbage til den smukke beretning i Apostlenes Gerninger, som fortæller om en discipel ved navn Tabitha, som boede i Joppe. Hun beskrives som en kvinde, der var »fuld af gode gerninger og gav almisser«.

»På den tid skete det, at hun blev syg og døde. De vaskede hende og lagde hende i et værelse ovenpå.

. . . og da disciplene hørte, at Peter var dér, sendte de to mænd hen til ham, og de bad ham: ðSkynd dig at komme til os!Ð

Peter brød så op og gik med dem. Da han kom derhen, viste de ham op i rummet ovenpå, og alle enkerne kom grædende og viste alle de kjortler og kapper frem, som Tabitha havde lavet, mens hun var hos dem.

Peter sendte alle udenfor, faldt på knæ og bad; så vendte han sig mod liget og sagde: ðTabitha, stå op!Ð Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.

Og han rakte hende hånden og rejste hende op. Så kaldte han på de hellige og enkerne og viste dem, at hun levede.

Det blev kendt over hele Joppe, så mange kom til tro på Herren.«⁷

For mig definerer skriften beretningen om Tabitha – som beskriver hende således: »Hun gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser« – noget af Hjælpeforeningens grundlæggende tro, nemlig at lindre lidelser, tage sig af de fattige og alt, hvad det indebærer. Kvinder i Hjælpeforeningen: I er virkelig barmhjertige engle. Dette ses i høj grad i det humanitære arbejde for de forkomne, sultne og nødlidende over alt. Jeres arbejde ses også tydeligt i vore ward, stave og missioner. Alle biskopper i kirken kan bekræfte denne sandhed.

Jeg husker, da jeg som ung diakon om morgenen fastesøndag gav en del af wardet en lille kuvert til hver familie og ventede, mens de lagde deres bidrag i kuverten, hvorefter jeg gav biskoppen den. Ved en sådan lejlighed bød et ældre medlem, bror Wright, som boede alene, mig velkommen ved døren og fumlede med sine gamle hænder ved kuvertens åbning og lagde et lille beløb i. Hans øjne strålede, da han gav sit bidrag. Han bad mig sidde ned og fortalte mig om engang for mange år siden, da han ikke havde noget mad i spisekammeret. Han var sulten og bad til vor himmelske Fader om at få mad. Ikke længe efter så han ud ad vinduet og så en nærme sig døren og trække en rød vogn bag sig. Det var søster Balmforth, hjælpeforeningspræsidentinden, som havde trukket vognen næsten en kilometer over jernbaneskinnerne til hans dør. Vognen bugnede med mad, som søstrene i wardets hjælpeforening havde indsamlet, og søster Balmforth fyldte de tomme hylder i bror Wrights køkken. Han beskrev hende for mig som »en engel sendt fra himlen.«

Søstre, I er indbegrebet af kærlighed. I lyser op i jeres hjem. I leder jeres børn med venlighed, og selv om jeres mænd nok er hjemmets overhoved, så er I bestemt hjemmets hjerte. Sammen og med respekt for hinanden og ved at deles om ansvarene, udgør I et uovervindeligt hold.

Det har stor betydning for mig, at børn henvender sig til jer, deres mor, når de har brug for omsorg og opmærksomhed. Selv den vildfarne søn eller skødesløse datter kommer, når han eller hun indser, at det er nødvendigt at vende tilbage til familiens skød, næsten altid til sin mor, som aldrig har opgivet sit barn.

En mors kærlighed får det bedste frem i et barn. I bliver den model, som jeres børn skal følge.

Det første ord, som et barn lærer at sige, er som oftest det smukke ord, »Mor«. For mig er det af stor betydning, at når døden på slagmarken i krig eller fred indhenter en søn, er hans sidste ord gerne »Mor.« Søstre, I har en ædel rolle. Jeg bærer vidnesbyrd om, at jeres hjerte er fyldt med kærlighed.

Om den tredje del af vores formel, nemlig:Fyld jeres liv med tjeneste, nævner jeg to særskilte eksempler. Det ene drejer sig om en lærerinde og den store indflydelse, som hun har haft på sine elever, og det andet drejer sig om et missionærægtepar, hvis tjeneste hjalp med at bringe evangeliets lys til dem, som havde levet i åndeligt mørke.

For mange år siden var der en ung kvinde, Baur Dee Sheffield, som underviste i GUF. Hun havde ikke selv børn, selv om hun og hendes mand længtes meget efter at få børn. Hendes kærlighed var et bevis på pligttroskab over for hendes unge piger hver uge, når hun underviste dem i de evige sandheder og forskellige forhold i livet. Så indtraf der sygdom fulgt af død. Hun var kun 27 år.

Hver morgen på Memorial Day gik hendes piger fra GUF hen til deres lærerindes grav og bad og satte blomster og et kort, hvorpå der stod: »Til Baur Dee fra dine piger.« Først var der ti piger, som tog derhen, dernæst fem, så to og til sidst kun én, som stadig tager derhen på Memorial Day og altid sætter en buket blomster på graven og et kort, hvorpå der altid står: »Til Baur Dee fra dine piger.«

Et år, næsten 25 år efter Baur Dees død, fandt den eneste af »hendes piger«, som stadig besøgte graven, ud af, at hun ville være bortrejst på Memorial Day, og hun besluttede sig for at tage hen til sin lærerindes grav nogle dage før. Hun havde plukket nogle blomster, bundet et bånd om, sat et kort ved og var ved at tage sin jakke på, da det ringede på døren. Hun lukkede op og blev hilst af en af sine besøgslærerinder, Colleen Fuller, som sagde, at hun havde haft svært ved at mødes med sin besøgslærerindekammerat, så hun havde besluttet sig for at komme alene og uanmeldt for at forsøge at udføre sit besøgsundervisning inden månedens udgang. Da Colleen blev budt indenfor, lagde hun mærke til jakken og blomsterne og undskyldte, at hun var kommet ubelejligt.

»Det gør ikke noget,« lød svaret. »Jeg er bare på vej hen til kirkegården for at sætte blomster ved min GUF-lærerindes grav; hun havde stor indflydelse på mig og de andre piger, som hun underviste. I begyndelsen besøgte ti af os hendes grav hvert år for at give udtryk for vores kærlighed og taknemmelighed for hende, men nu repræsenterer jeg gruppen.«

Colleen spurgte: »Din lærerinde hed vel ikke Baur Dee?«

»Jo,« lød svaret. »Hvor vidste du det fra?«

Med en klump i halsen sagde Colleen: »Baur Dee var min tante – min mors søster. Hver Memorial Day efter hun døde har min familie set en buket blomster på hendes grav og et kort, hvor der stod fra Baur Dees piger. De har altid ønsket at vide, hvem disse piger var, så de kunne takke dem for at huske Baur Dee. Det kan jeg fortælle dem nu.«

Den amerikanske forfatter Thornton Wilder sagde: »Den største hyldest til de afdøde er ikke sorg, men taknemmelighed.«

Det andet eksempel på mennesker, hvis liv var fyldt med tjeneste, som jeg vil slutte af med, er Juliusz og Dorothy Fussek, som blev kaldet til at tage på mission i Polen i halvandet år. Bror Fussek blev født i Polen. Han talte sproget. Han elskede folket. Søster Fussek var født i England og vidste kun lidt om Polen og den polske befolkning.

De stolede på Herren og gik i gang med deres opgave. Boligforholdene var primitive, arbejdet var ensomt og deres opgave enorm. På det tidspunkt var man ikke færdig med at oprette en mission i Polen. Bror og søster Fusseks opgave var at berede vejen, så en mission kunne etableres og blive permanent, så flere missionærer kunne kaldes til at tjene, mennesker kunne blive undervist og døbt, grene kunne blive oprettet, og der kunne blive opført kirkebygninger.

Fortvivlede ældste og søster Fussek på grund af deres enorme opgave? Ikke et øjeblik. De vidste, at deres kaldelse kom fra Gud, de bad om hans guddommelige hjælp, og de hengav sig helhjertet til deres arbejde. De blev ikke i Polen i halvandet år, men i fire år. Alle deres oprindelige mål blev nået. Det skete efter et møde, hvor ældste Russell B. Nelson, Hans B. Ringger og jeg sammen med ældste Fussek mødtes med ministeren Adam Wopatka fra den polske regering, og han sagde: »Jeres kirke er velkommen her. I må opføre bygninger, og I må sende missionærer. I er velkomne i Polen. Denne mand«, sagde han og pegede på Juliusz Fussek, »har tjent jeres kirke godt, og hans hustru ligeså. I kan være taknemmelige for deres eksempel og deres arbejde.«

Lad os ligesom bror og søster Fussek gøre det vi bør i vores arbejde for Herren. Så kan vi sammen med Juliusz og Dorothy Fussek sige som i Salmernes Bog: »Min hjælp kommer fra Herren.«⁸

Kære søstre, I er virkelig »et forbillede for de troende.« Må vor himmelske Fader velsigne hver enkelt af jer, gift eller ugift, i jeres hjem, i jeres familie, ja, i jeres tilværelse – at I må fortjene verdens Frelsers storslåede hilsen: »Godt, du gode og tro tjener.«⁹Jeg beder derom og velsigner jer i Jesu Kristi navn. Amen.

NOTER

1. 1 Tim 4:1-2.
2. 1 Tim 4:12.
3. L&P 88:118.
4. Joh 5:39.
5. L&P 19:23.
6. Ruth 1:16.
7. ApG 9:36-42.
8. Sl 121:2.
9. Matt 25:21.