Den anden fortabte søn

Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum

Ingen af os er elsket mindre eller værdsat mindre af Gud end en anden. Jeg vidner om, at han elsker os hver især – med usikkerheder, bekymringer, selvværd og alt.

Ældste Jeffrey R. Holland

Blandt de mest mindeværdige af Frelserens lignelser, som nogen sinde er fortalt, er historien om en tåbelig yngre broder, som gik til sin far og bad om den del af formuen, som tilkom ham, og dernæst forlod hjemmet for at forøde sin arv, som skrifterne siger i et »udsvævende liv«.¹ Hans penge og hans venner forsvandt hurtigere end han mente muligt – det gør de altid – og tiden for det frygtelige regnskab kom dernæst – det gør den altid. I denne nedtur blev han en som passede svin, en som led sult og i den grad berøvet livets underhold og ære, at han »ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd«. Men selv denne trøst var ham ikke tilladt.

Så siger skrifterne på opmuntrende vis: »Da gik han i sig selv.« Han besluttede at tage hjem, idet han håbede at blive accepteret i det mindste som tjener i sin fars hus. Det kærlige billede af denne drengs bekymrede, trofaste far, der løb hen for at møde ham og overdængede ham med kys, er et af de mest rørende og barmhjertige scener i alle de hellige skrifter. Det fortæller alle Guds børn, hvad enten de er faret vild eller andet, hvor meget Gud ønsker os tilbage i sine beskyttende arme.

Men i vores opmærksomhed på denne yngre søns historie kan vi, hvis vi ikke er omhyggelige, overse beretningen om den ældre søn, for i begyndelsen af Frelserens beretning står der: »En mand havdetosønner« – og han kunne have tilføjet: ». . . som begge var fortabte, og som begge havde behov for at komme hjem.«

Den yngre søn er vendt tilbage, en kappe er lagt på hans skuldre og en ring sat på hans finger, da den ældre søn kommer ind i billedet. Han har været pligtopfyldende, har arbejdet loyalt på marken og kommer nu hjem. Det begreb, om at komme hjem, selv om det er fra meget forskellige steder, er vigtig i denne historie.

Da han nærmer sig huset, hører han musik og latter.

»Og han kaldte på en af karlene [læg mærke til, at han havde tjenere] og spurgte, hvad der var på færde.

Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.

Da blev han [den ældre bror] vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind.«

I kender den samtale, der derpå fulgte. Denne fars smerte over et vildfarent barn, som er løbet hjemmefra og har boet sammen med svinene, er helt sikkert nu blandet med erkendelsen af, at denne ældre, klogere bror, den yngre brors barndomshelt, som ældre brødre altid er, er vred over, at hans bror er kommet hjem.

Nej, lad mig rette det. Denne søn er ikke så vred over, at den anden er kommet hjem, men i højere grad over, at hans forældre er så glade for det. Denne pligtopfyldende søn – og han ervidunderligpligtopfyldende – føler sig ikke værdsat og føler måske mere end blot en smule selvmedlidenhed og glemmer et øjeblik, at han aldrig har kendt til snavs og fortvivlelse, frygt eller selvlede. Han glemmer et øjeblik, at alle kalvene på gården allerede er hans og ligeledes er alt tøjet i skabene og alle ringene i skufferne. Han glemmer et øjeblik, at hans trofasthed altid er blevet og altid vil blive belønnet.

Nej, han som har så godt som alt, og som med hårdt arbejde og på vidunderlig vis har fortjent det, mangler det ene, som kunne gøre ham til den fuldendte Herrens mand, som han næsten er. Han har endnu ikke opnået den barmhjertighed og nåde, den kærlige indlevelse, det tilgivende overblik, hvor han indser, atdette ikke er en rival, der vender tilbage. Det er hans bror. Som hans far bad ham om at forstå, at det er en, som var død og nu er levende. Det er en som var fortabt, og nu er fundet.

Denne yngre bror havde i sandhed været fange – fange af synd, tåbelighed og en svinesti. Men den ældre bror lever også i en slags fangenskab. Han har endnu ikke været i stand til selv at bryde ud af fængslet. Han hjemsøges af skinsygen med dens katteblikke.² Han føler, at han bliver taget for givet af sin far og skubbet til side af sin bror, selv om intet af det er tilfældet. Han er blevet offer for en opdigtet krænkelse. Som sådan er han som Tantalos i den græske mytologi – han står i vand op til halsen, men forbliver alligevel tørstig. En, som indtil nu tilsyneladende havde været lykkelig i sin tilværelse og tilfreds med sin gode skæbne, føler sig nu dybt ulykkelig blot fordi, det også går en anden godt.

Hvem er det, der så listigt hvisker i vores øre, at en gave, som blev givet til en anden, på en eller anden måde forringer de velsignelser, som vi har modtaget? Hvem er det, der får os til at føle, at hvis Gud smiler til en eller anden, så må han helt sikkert på en eller anden måde rynke pande ad os? Både I og jeg ved, hvem der gør dette – det er faderen til al løgn.³ Det er Lucifer, vores fælles fjende, hvis råb ned gennem alle tiderne altid har lydt og er henvendt til alle: »Giv mig din ære.«⁴

Det er blevet sagt, at misundelse er den synd, som ingen villigt tilstår, men hvor omfattende denne tendens kan være, antydes i det gamle svenske ordsprog: »Hvis misundelse var en feber, så var hele verden syg.« Præsten i ChaucersCanterbury Talesbegræder den, fordi den er så altomfattende – den kan harmes over alt, deriblandt enhver dyd og ethvert talent, og den kan fornærmes over alt, deriblandt enhver godhed og glæde.⁵ Når andre synes at vokse sig større i vore øjne, tror vi, at vi derfor selv er mindre. Derfor opfører vi os af og til på den måde.

Hvordan sker det, især når vi nu ønsker så højt, at det ikke sker? Jeg tror, at en af årsagerne er, at vi hver dag ser en eller anden form for fristelse, som fortæller os, at det, vi har, ikke er nok. Nogen eller noget fortæller os hele tiden, at vi skal være smukkere eller rigere, mere roste eller mere beundret, end vi anser os selv for at være. Vi får at vide, at vi ikke har samlet nok ejendele eller rejst til nok sjove steder. Vi bombarderes med budskabet om, at i verdens øjne er vi blevet vejet og fundet for let.⁶ Nogle dage er det, som om vi er blevet låst inde i et aflukke i en stor og rummelig bygning, hvor det eneste, der er i fjernsynet, er en uendelig sæbeopera med titlen »Forfængelige forestillinger«.⁷

Men Gud handler ikke på denne måde. Faderen i denne historie piner ikke sine børn. Han sammenligner dem ikke ubarmhjertigt med deres medmennesker. Han sammenligner dem endog ikke med hinanden. Hans tegn på barmhjertighed mod den ene, gør det ikke nødvendigt med tilbagetrækning eller nægtelse af kærlighed til den anden. Han er guddommeligt gavmild over for begge disse sønner. Han er barmhjertig over for begge sine børn. Jeg tror, at Gud er over for os på samme måde, som min dyrebare hustru, Pat, er med hensyn til min sang. Hun er en talentfuld musiker, noget af et musikalsk geni, men jeg kunne ikke engang holde en node fast med velcro. Og dog ved jeg, at hun elsker mig på en ganske særlig måde, når jeg forsøger at synge. Jeg ved det, fordi jeg kan se det i hendes øjne. Det er kærlighedens øjne.

En iagttager har skrevet: »I en verden, som hele tiden sammenligner mennesker, rangerer dem som mere eller mindre intelligente, mere eller mindre tiltrækkende, mere eller mindre succesfulde, er det ikke nemt at tro på en [guddommelig] kærlighed, som ikke gør det samme. Når jeg hører nogen blive rost,« siger han, »er det svært ikke at se på mig selv som mindre rosværdig, når jeg læser om andre menneskers godhed og venlighed, er det svært ikke at spekulere på, om jeg er lige så god og venlig, som de er, og når jeg ser trofæer, belønninger og præmier blive uddelt til særlige mennesker, kan jeg ikke undgå at spørge mig selv om, hvorfor det ikke var mig.«⁸ Hvis dette ikke modarbejdes, kan vi se, hvordan denne tilbøjelighed, der således prises af verden, til sidst vil medføre harmfuldt, nedværdigende syn på Gud og et forfærdeligt ødelæggende syn på os selv. De fleste »du må ikke-befalinger« er beregnet til at afholde os fra at krænke andre, men jeg er overbevist om, at befalingen om ikke at begære skal afholde os fra at krænke os selv.

Hvordan kan vi overvinde sådan en tendens, der er så almindelig i næsten os alle? For det første kan vi gøre det, disse to sønner gjorde og begynde at gå på vejen tilbage til Faderen. Det skal vi gøre med al den hast og ydmyghed, vi kan samle. Langs vejen kan vi tælle vore mange velsignelser, og vi kan rose andres bedrifter. Bedst af alt kan vi tjene andre, hvilket er den bedste øvelse for hjertet, der nogen sinde er foreskrevet. Men i sidste ende er dette ikke nok. Når vi er fortabte, kan vi »gå i os selv«, men vi er måske ikke altid i stand til at »finde os selv«, og vi er aldrig i stand til at »frelse os selv«. Kun Faderen og hans Enbårne Søn kan gøre det. Frelse er udelukkende i dem. Derfor beder vi om, at de vil hjælpe os, at de vil komme os i møde og omfavne os og bringe os ind til den fest, de har beredt.

De vil gøre det! Skrifterne er fyldt med løftet om, at Guds nåde er tilstrækkelig.⁹ Dette er et område, hvor ingen behøver at kæmpe eller konkurrere. Nephi erklærer, at Herren »elsker [hele] verden« og giver frelsen frit til alle.

»Har [han] skrevet, at nogen ikke skulle få del i hans godhed?« spørger Nephi. Nej! »Alle . . . har ret dertil, det ene så vel som det andet, og ingen bliver forment [af ham].«

»Kom hid til mig, alle I jordens ender«, beder han, og køb uden penge og uden betaling mælk og honning.¹⁰ Alle er privilegerede, den ene som den anden. Gå i fred. Gå tillidsfuldt. Gå uden frygt og uden misundelse. Vær altid overbevist om, at du vil nyde godt af vor himmelske Faders overflod.

Når vi gør dette, kan vi hjælpe andre, nedkalde velsignelser over dem, også mens de går i forbøn for os. Vi kan opmuntre ethvert talent og enhver evne, uanset hvem der har fået den, og derved gøre livet her mere, som det vil blive i himlen.

Det vil hjælpe os med altid at huske Paulus' rammende prioritering af dyderne: »Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.«¹¹ Han minder os om, at vialleer af Kristi legeme, og atallemedlemmer, uanset om de er kønne eller svage, er yndige, nødvendige og betydningsfulde. Vi føler inderligheden af hans bøn om, at der ikke skal være »splid i legemet, men lemmerne [må] være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig . . .«¹² Dette uforlignelige råd hjælper os med at huske, at ordetgenerøsitethar samme rod som ordetgenealogi. De kommer begge af det latinskegenus, hvilket betyder af samme fødsel eller art, samme familie eller køn.¹³ Det er altid lettere for os at være generøse, når vi husker at den person, som favoriseres i sandhed er en af vore egne.

Brødre og søstre, jeg vidner om, at ingen af os er skattet eller værdsat mindre af Gud end en anden. Jeg vidner om, at han elsker os hver især – med usikkerheder, bekymringer, selvværd og alt. Han måler ikke vore talenter eller udseende, han måler ikke vores profession eller vore ejendele. Han opmuntreralleløberne, råber, at væddeløbet er imod synd,ikkeimod de andre. Jeg ved, at hvis vi vil være trofaste, er der en fuldkommen skræddersyet kappe af retfærdighed, som venter på enhver af os¹⁴, »klæder . . . gjort . . . hvide i Lammets blod.«¹⁵ Må vi opmuntre hinanden i vores indsats for at vinde den belønning. Det er min oprigtige bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.

NOTER

1. Se Luk 15:11-32.
2. Se William Shakespeare,Købmanden i Venedig, 3. akt, scene 2, linie 110.
3. Se 2 Nephi 2:18.
4. Moses 4:1.
5. Se Geoffrey Chaucer,The Canterbury Tales,red. Walter W. Skeat (1929), s. 534-535.
6. Se Dan 5:27.
7. Se 1 Nephi 12:18.
8. Henri J. M. Nouwen,The Return of the Prodigal Son[1992], s. 103.
9. Se Ether 12:26; Moroni 10:32; L&P 17:8.
10. Se 2 Nephi 26:24-28, fremhævelse tilføjet.
11. 1 Kor 13:13.
12. Se 1 Kor 12:25-26.
13. Jeg skylder Henri Nouwen tak for at påpege denne etymologiske forbindelse.
14. Se Es 61:10; 2 Nephi 4:33; 9:14.
15. Åb 7:14.