SYDNEY S. REYNOLDS
Førsterådgiver i Primarys hovedpræsidentskab
Herren ... ved hvem vi er, og hvor vi er, og han ved, hvem der har brug
for vores hjælp.
Joseph Smith som 14årig må have været en af de mindst
iøjnefaldende personer på jorden, og alligevel kendte Gud i
Himlen ham og kaldte ham ved navn i den hellige lund. Jeg tror, at Herren
kender mit navn og også jeres navn.
I Primary lærer vi børnene, at ethvert barn er Guds barn, og
at deres himmelske Fader kender dem og elsker dem. Primary og præstedømmeledere
viser, hvad Frelseren ville gøre, når de kalder et barn ved
dets navn. Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får,
og mine får kender mig.«1 Skrifterne vidner: »...
han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud.«2
Herren ikke alene ved, hvem vi er, han ved også, hvor vi er, og han
leder os til at gøre det rette. En dag følte en mor, jeg kender,
sig tilskyndet til at ringe til sin datter. (Den slags sker for mødre
hele tiden). Det var midt på dagen, og moderen var på arbejde,
hvilket gjorde opringningen lidt usædvanlig. Til hendes overraskelse
svarede hendes svigersøn telefonen – han var sædvanligvis
heller ikke hjemme på en arbejdsdag. Da han gav sin hustru telefonen,
sagde han: »Det er din mor med sin sædvanlige inspiration.«
De havde lige været hos lægen. Hun tog telefonen og sagde grådkvalt: »Ultralyden
viser, at navlestrengen
er to gange rundt om babyens hals. Lægen siger, at vi ikke har noget
andet valg end at foretage et kejsersnit og det snart.« Så kom
den virkelige grund til hendes bekymring: »Og lægen siger, at
jeg ikke må løfte noget, der er tungere end den nye baby i fire
uger!« Hun havde brug for beroligelse, inden hun skulle på operationsbordet,
at Herren kendte hendes behov og elskede hende – og at der ville være
hjælp til at tage sig af de tre små derhjemme, der knap nok var
mere end babyer selv. Når mødre – og fædre – beder
om, at Herren vil velsigne og styrke deres familie, så viser han dem
ofte vejen.
Søster Gayle Clegg fra Primarys hovedpræsidentskab og hendes
mand boede i en årrække i Brasilien. For nylig var hun på en
opgave for Primary i Japan. Da hun kom ind i kirkesalen om søndagen,
lagde hun blandt alle de japanske hellige mærke til en brasiliansk
familie. »De så bare brasilianske ud,« sagde hun. Hun havde
kun et øjeblik til at hilse på dem og syntes, at moderen og
børnene var meget entusiastiske, men hun lagde mærke til, at
faderen var meget stille. »Jeg får mulighed for at tale med dem
efter mødet,« tænkte hun, da hun hurtigt blev vist op
på forhøjningen. Hun sagde sit budskab på engelsk, som
så blev oversat til japansk, og så følte hun sig tilskyndet
til også at bære sit vidnesbyrd på portugisisk. Hun tøvede,
da der ikke var nogen oversætter for portugisisk, og 98% af personerne
ville ikke forså, hvad hun sagde.
Efter mødet kom den portugisiske fader hen til hende og sagde: »Søster,
skikkene er så anderledes her, og jeg har været ensom. Det er
svært at komme i kirke og ikke forstå noget. Nogle gange tænker
jeg på, om det ville være bedre, hvis jeg bare læser
i mine skrifter derhjemme. Jeg sagde til min hustru: ›Jeg giver det én
chance til,‹ og jeg kom i dag for det, jeg troede ville blive min
sidste gang. Da du bar dit vidnesbyrd på portugisisk, rørte Ånden
mit hjerte, og jeg vidste, at det var her, jeg hørte til. Gud ved,
at jeg er her, og han vil hjælpe mig.« Og så hjalp han
de andre med at sætte stolene til side.
Var det et tilfælde, at det eneste medlem af primarypræsidentskabet,
som talte portugisisk, blev sendt til Japan i stedet for til Portugal? Eller
var det fordi Herren kendte en, der havde brug for det, som kun hun kunne
give – og hun havde modet til at følge en tilskyndelse fra Ånden.
En af de store velsignelser ved at have en kaldelse i Kirken er, at Herren
gennem sin Ånd vil inspirere os til at hjælpe dem, som vi er
kaldet til at tjene.
Enhver af os, der betaler fuld tiende kan vidne om, at Herrens velsignelser
kommer til os personligt og dækker vore individuelle behov. Herren
har lovet, at hvis vi betaler vores tiende, så vil han åbne himlens
vinduer og udøse velsignelser uden mål over os.3
For mange år siden arbejdede John Orth i et støberi i Australien
og i en forfærdelig ulykke sprøjtede der varmt, smeltet bly
på hans ansigt og hans krop. Han blev salvet, og han fik noget af sit
syn tilbage på sit højre øje, men han var fuldstændig
blind på sit venstre. Fordi han ikke kunne se så godt, mistede
han sit job. Han prøvede at få noget arbejde hos sin hustrus
familie, men deres forretning gik neden om og hjem på grund af depressionen.
Han var tvunget til at gå fra dør til dør og søge
forefaldende arbejde og almisser for at betale for mad og husleje.
Et år betalte han ikke nogen tiende, og gik hen for at tale med sin
grenspræsident. Grenspræsidenten forstod situationen, men bad
John om at bede og faste, så han kunne finde en måde at betale
sin tiende på. John og hans hustru Alice fastede og bad og afgjorde,
at det eneste de havde af værdi var hendes forlovelsesring – en
smuk ring, der var købt i lykkeligere tider. Efter megen kval besluttede
de at tage ringen med til en pantelåner og fandt ud af, at den var
nok værd til at betale for deres tiende og nogle ubetalte regninger.
Den søndag gik han ind til grenspræsidenten og betalte sin tiende.
Da han forlod kontoret mødte han missionspræsidenten, der lagde
mærke til hans tilskadekomne øjne.
Broder Orths søn, der nu tjener som biskop i Adelaide skrev senere: »Vi
tror, at [missionspræsidenten] var øjenlæge, for han
blev sædvanligvis kaldt præsident dr. Rees. Han talte med far
og var i stand til at undersøge ham og komme med forslag til at hjælpe
hans øjne. Far fulgte hans råd
... og efterhånden blev noget af synet genoprettet – 15% syn
på hans venstre øje og 95% syn på hans højre øje – og
med hjælp af briller kunne han se igen.«4 Efter hans
syn var genoprettet, var John aldrig arbejdsløs igen og indfriede
ringen, som nu er et familiearvestykke, og betalte en fuld tiende resten
af sit liv. Herren kendte John Orth, og han vidste, hvem der kunne hjælpe
ham.
»Præsident dr. Rees« var min morfar, og han fik højst
sandsynligt aldrig at vide, hvilket mirakel der blev udrettet den dag. Generationer
blev velsignet, fordi en familie besluttede, at de ville betale tiende, selvom
det var vanskeligt – og de mødte en mand, der »tilfældigvis« var
der og »tilfældigvis« var øjenlæge, som var
i stand til at gøre en stor forskel i deres liv. Mens nogen vil være
fristet til at tro, at det blot er tilfælde, så har jeg tillid
til, at selv en spurv ikke kan falde til jorden uden, at Gud ved det.5
Vores familie kendte ikke denne historie indtil for to år siden, men
vi ved dette om vores morfar – han elskede Herren og prøvede
at tjene ham hele livet. Og vi ved dette om Herren, han ved hvem vi er, og
hvor vi er, og han ved, hvem der har brug for vores hjælp.
Jeg har set jer, der kender Herren og elsker ham, ærligt fortælle
et ungt menneske, der kæmpede for at finde vejen: »Gud elsker
dig. Han ønsker, at det skal gå dig godt. Han største ønske
er at velsigne dig.« Jeg har hørt jer vidne for en sørgende
ven: »Jeg ved, at der er et liv efter dette. Jeg ved, at jeres barn
stadig lever, og at der er en måde, hvorpå I kan se ham igen
og være sammen med ham.« Jeg har set mange af jer fortælle
en modløs, ung mor: »Lad mig hjælpe dig – det du
gør, er det vigtigste arbejde i hele verden.« Jeg har set, at
de, som I rører, ikke alene genkender jeres kærlighed, men føler
Herrens kærlighed og magt, når Ånden bærer vidnesbyrd
for dem, at det, I har sagt, er sandt.
Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Jeg er ligesom Paulus overbevist
om, at hverken prøvelser eller liv eller død eller noget andet
kan have magt til at skille os fra Guds kærlighed.6
Frelseren gav sit liv for hver enkelt af os. Han kender vore glæder
og vore sorger. Han kender mit navn og dit navn. Når vi indgår
pagt med ham ved dåben, lover vi at holde hans bud, altid erindre ham
og påtage os hans navn. I sidste ende, så er det ved hans navn,
at vi ønsker at blive kaldt, for der skal ikke »gives noget
andet navn, ej heller nogen anden vej eller middel, hvorved frelse kan komme
til menneskenes børn, uden i og ved Kristi, Herren, den Almægtiges,
navn.«7 Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at han lever
og elsker os og kalder os ved navn for at komme til ham. I Jesu Kristi navn.
Amen.
NOTER
1. Joh 10:14.
2. Joh 10:3.
3. Se Mal 3:10.
4. Brev fra J. Orth, 13. december 2001.
5. Se Matt 10:29.
6. Se Rom 8:35-39
7. Mosiah 3:17.
Previous
