PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY
Hvis vi skal være et banner for folkene og et lys for verden, skal
vi udstråle Kristi liv mere.
Mine elskede brødre og søstre, jeg vil gerne give udtryk for
min taknemmelighed for jeres opretholdende tro og bønner. Herren har
givet denne kirkes lederskab et stort og alvorligt tillidshverv, og I har
støttet os i dette ansvar. Vi ved, at I beder for os, og vi ønsker,
at I skal vide, at vi beder for jer.
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke takker Herren for trofaste sidste
dages hellige. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke beder om, at han
vil velsigne jer, hvorend I er, og hvad end jeres behov er.
Jeg vil gerne minde jer om, at vi er sammen om dette. Det drejer sig ikke
om generalautoriteter på den ene side og medlemmer af Kirken på den
anden. Vi arbejder sammen som ét for en storslået sag. Vi er
alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke.
I jeres ansvarsområder er der en lige så alvorlig forpligtelse,
som der er i mit ansvarsområde. Vi bør hver især være
besluttet på at opbygge Guds rige på jorden og fremme retfærdighedens
værk.
Jeg mener, at jeg ærligt kan sige, at vi ikke har nogen selviske ønsker
vedrørende dette værk, andet end at det skal lykkes.
Vi i Det Første Præsidentskab har konstant at gøre med
mange forskellige problemer. De kommer til os hver dag.
Ved afslutningen af en særlig vanskelig dag, så jeg op på et
portræt af Brigham Young, som hænger på min væg.
Jeg spurgte: »Bror Brigham, hvad skal vi gøre?« Jeg syntes,
at jeg så ham smile en smule, og så var det, som om han sagde: »På min
tid havde jeg selv rigeligt af problemer. Spørg ikke mig om, hvad
I skal gøre. Dette er jeres vagt. Spørg Herren, hvis værk
dette i virkeligheden er.« Og dette, forsikrer jeg jer om, er det,
vi gør, og altid må gøre.
Mens jeg overvejede disse sager på denne vanskelige dag for nylig, åbnede
jeg min bibel på det første kapitel i Josva og læste disse
ord:
»Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær
ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med
dig« (Jos 1:9).
Jeg sagde til mig selv: »Der er aldrig grund til at fortvivle. Dette
er Guds værk. Uanset anstrengelserne fra dem, som er imod det, vil
det gå fremad, som Gud i himlen har bestemt, det skal gøre.«
Jeg bladrede i Det Gamle Testamente hen til det andet kapitel i Esajas og
læste disse ord:
»Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt,
højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal
strømme dertil,
talrige folk skal drage af sted og sige: ›Kom, lad os drage op til
Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil
gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og
Herrens ord fra Jerusalem‹« (Es 2:2-3).
Lige siden templet i Salt Lake City blev indviet har vi tolket dette skriftsted
i Esajas, som er gentaget i Mika (se Mika 4:1-2) som gældende dette
hellige Herrens hus. Og om dette sted har et stadigt større antal
fra hele verden siden dets indvielse i virkeligheden sagt: »Kom, lad
os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine
veje, og vi vil gå på hans stier.«
Jeg tror og bærer vidnesbyrd om, at det er denne kirkes mission at
stå som et banner for folkene og et lys for verden. Vi har fået
en storslået, altomfattende befaling, hvorfra vi ikke kan vige eller
vende os bort. Vi accepterer denne befaling, og vi er fast besluttet på at
opfylde den, og med Guds hjælp vil vi gøre det.
Der er kræfter rundt omkring os, som vil afskrække os fra at
yde denne indsats. Verden trænger sig konstant ind på os. Fra
alle sider føler vi presset til at opbløde vores holdning,
give efter, lidt her og lidt der.
Vi må aldrig tabe vores mål af syne. Vi må altid foran
os have det mål, som Herren har sat for os.
For at citere Paulus: »I øvrigt, vær stærke i Herren
og i hans mægtige styrke.
Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens
snigløb.
Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder
og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter
i himmelrummet« (Ef 6:10-12).
Vi skal stå fast. Vi skal modstå verden. Hvis vi gør
dette, vil den Almægtige være vores styrke og vores beskytter,
vores vejleder og vores åbenbarer. Vi vil have den tryghed at vide,
at vi gør det, som han ønsker, vi gør. Andre er måske
ikke enige med os, men jeg er overbevist om, at de vil respektere os. Vi
vil ikke blive efterladt alene. Der er mange, som ikke er af vores tro, men
som føler, som vi gør. De vil støtte os. De vil styrke
os i vores indsats.
Vi må ikke være arrogante. Vi må ikke være selvretfærdige.
Selve den situation, som Herren har sat os i, kræver, at vi er ydmyge
som modtagere af hans vejledning.
Selv om vi ikke kan være enige med andre på visse punkter, må vi
ikke være ubehagelige. Vi skal være venlige, blide, omgængelige
og forstående.
Nu fremhæver jeg et tema, som allerede har været omtalt ved
denne konference. Til vore unge, denne generations herlige ungdom, siger
jeg: Vær tro. Hold fast ved troen. Stå fast på det, I ved
er rigtigt.
I står over for enorme fristelser. De kommer til jer i de populære
underholdningshaller, på internettet, i film, i fjernsynet, i billig
litteratur og på andre måder – listigt, pirrende og vanskeligt
at modstå. Kammeraters pres kan være næsten overvældende.
Men, mine kære unge venner, I må ikke give efter.
I skal være stærke. I må se fremad i stedet for at give
efter for den forførende fristelse i nuet.
Besynderligt udseende underholdere tiltrækker store mængder
af vore unge. De bliver rige af deres høje entrépriser. Deres
sange, mange af dem, er vovede af natur.
Pornografi er overalt med dens fristende indbydelse. I skal vende jer bort
fra den. Den kan gøre jer til slaver. Den kan ødelægge
jer. Erkend den for det, den er – billige og snuskede ting, der er
skabt og distribueret af personer, som bliver rige på bekostning af
dem, som ser det.
Helligheden af sex bliver fuldstændig ødelagt af dens slibrige
fremstilling i medierne. Det, som ifølge sin natur er smukt, bliver
fordærvet i sin populære præsentation. Jeg var glad for
at se, at vores kirkeejede fjernsynsstation her i Salt Lake City nægtede
at udsende et program af slibrig karakter. Det var også interessant
at bemærke, at den eneste anden station, der tilhørte dette
netværk, som annullerede denne udsendelse, lå i South Bend i
Indiana, hvor University of Notre Dame ligger. Det er godt at vide, at der
er andre, som har lige så stærke følelser, som vi har,
og er villige til at gøre noget ved det.
Livet er bedre end det, der ofte bliver skildret. Naturen er bedre end det.
Kærligheden er bedre end det. Denne form for underholdning er kun en
ond karikatur af det gode og smukke.
I unge mænd og unge piger, som hører mig i dag, I universitetsstuderende
på mange universiteter ved, at et af de store problemer på disse
universiteter er drikkegilder. Det formindsker evner. Det ødelægger
liv. Det spilder penge og tid og konstruktiv indsats. Hvor er det et ynkeligt
syn at se fine unge mennesker skade sig selv og ødelægge deres
muligheder på grund af for meget drikkeri.
Det var en stor hyldest til de studerende på Brigham Young University,
da Princeton Review fandt dem som værende »de mest fuldstændige ædru« studerende
i Amerika. De fleste af jer kan selvfølgelig ikke gå på BYU,
men uanset hvor I er, kan I efterleve de samme standarder, som kræves
på BYU's område.
Jeg læste for nyligt i vores blad, New Era, en artikel om unge
sidste dages hellige i Memphis i Tennessee. I nogle tilfælde er de
de eneste sidste dages hellige på deres skole. En af dem blev citeret
for at sige: »Måske er jeg det eneste medlem på min skole,
men ... selv når jeg er fysisk alene, er jeg aldrig åndeligt
alene« (i Arianne B. Cope, »Smiling in Memphis«, New
Era, okt. 2003, s. 23-24).
En anden er citeret: »Jeg kender en masse teenagere, som spekulerer
på , om de virkelig ved om evangeliet er sandt. Men ... her skal du
på den ene eller anden måde vide det, for folk spørger
dig om det hver dag. Hver gang man besvarer et spørgsmål, bærer
man sit vidnesbyrd« (New Era, okt. 2003, s. 25).
Disse unge mennesker, spredt over denne store by, har lært at stå sammen,
at støtte hinanden.
Må Gud velsigne jer, mine kære unge venner. I er den bedste
generation, vi nogen sinde har haft. I kender evangeliet bedre. I er mere
trofaste i jeres pligter. I er stærkere, når I møder de
fristelser, der kommer til jer. Lev efter jeres standarder. Bed om vejledning
og beskyttelse fra Herren. Han vil aldrig lade jer være alene. Han
vil trøste jer. Han vil støtte jer. Han vil velsigne og gøre
jer bedre samt gøre jeres belønning sød og smuk. Og
I vil opdage, at jeres eksempel vil tiltrække andre, som vil få mod
ved jeres styrke.
Og som det er med de unge, er det med jer voksne. Hvis denne kirke skal
være et banner for folkene og et lys for verden, skal vi udstråle
Kristi liv mere, individuelt og i vores personlige situation. Når vi
står for det rette, må vi ikke frygte konsekvenserne. Vi må ikke
være bange. Paulus sagde til Timotheus:
»For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med
kraft og kærlighed og besindighed.
Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8).
Denne kirke, siger jeg, er langt mere end en social organisation, hvor vi
samles for at nyde hinandens selskab. Den er mere end Søndagsskolen
og Hjælpeforeningen og præstedømmemødet. Den er
mere end nadvermødet, endog mere end tempeltjeneste. Det er Guds rige
på jorden. Det påhviler os at handle på en måde,
der er passende for medlemskab af dette rige.
I mænd, der bærer præstedømmet, har sådan
et stort ansvar. I skal undgå verdens dårlige og lokkende stemmer.
I skal rejse jer over det. I skal stå frem med Guds præstedømme.
I skal sky ondskab i alle dets former og påtage jer godhedens og anstændighedens
natur, lade lyset, det guddommelige lys, skinne i jeres handlinger.
Et hjem kan på ingen måde være et tilflugtssted og fredfyldt,
hvis den mand, som bor der, ikke er en forstående og hjælpsom ægtemand
og far. Den styrke, der kan fås i vores hjem vil gøre os bedre
i stand til at møde verden, gøre os mere acceptable i det samfund,
vi bevæger os i, mere værdifuld for dem, som ansætter os – bedre
mænd.
Jeg kender masser af sådanne mænd. Det er tydeligt, at de elsker
deres hustru og deres børn. De er stolte af dem. Og det vidunderlige
er, at de er fantastisk succesfulde i deres valgte profession. De bliver
bedre og ærede og respekterede.
Og til jer kvinder. Jeg talte længe til kvinderne i Hjælpeforeningen
for en uge siden. Den tale udtrykte mine inderlige synspunkter vedrørende
jer. I kan også udstråle Kristi lys. I kan også være
stærke og opmuntrende og smukke og hjælpsomme.
Jeg minder os alle om, at vi er sidste dages hellige. Vi har indgået
pagt med vor himmelske Fader, hellige og bindende pagter. Disse pagter vil,
hvis vi holder dem, gøre os til bedre fædre og mødre,
bedre sønner og døtre.
Jeg tror, at andre vil samles omkring os, hvis vi gør det. Vi kan
stå for sandhed og godhed, og vi vil ikke stå alene. Desuden
vil vi have himlens usete kræfter til at hjælpe os.
Jeg tager jer tilbage til Det Gamle Testamente:
»Da gudsmandens tjener tidligt næste morgen gik ud, opdagede
han, at en hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. Den unge
mand spurgte ham: ›Ak, herre, hvad skal vi gøre?‹
Men han sagde: ›Frygt ikke, der er flere på vores side end
på deres!‹
Så bad Elisa: ›Herre, åbn øjnene på ham,
så han kan se!‹ Herren åbnede den unge mands øjne,
og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa« (2
Kong 6:15-17).
Herren har sagt til os: »Frygt derfor ikke, lille hjord! Gør
godt! Lad jord og helvede forene sig imod dig; thi dersom I er bygget på min
klippe, kan de ikke få overhånd ...
Vend alle jeres tanker mod mig. Tvivl ikke, frygt ikke« (L&P 6:34,
36). I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
