BISKOP RICHARD C. EDGLEY
Førsterådgiver i Det Præsiderende
Kirkens styrke ligger i de millioner af ydmyge medlemmer, som hver dag
bestræber sig på at gøre Frelserens vilje.
Under et møde i højpræsternes gruppe for nogen tid siden
indledte læreren undervisningen ved at bede hver enkelt af os om at
svare på, hvem der er vores helt og hvorfor. Hvert medlem svarede efter
tur, og svarene var ret forudsigelige. Selvfølgelig ham, som vi kalder
Frelseren, verdens Forløser. En anden nævnte Abraham Lincoln,
som befriede slaverne, førte USA gennem en borgerkrig og til sidst
samlede landet. Andre valgte profeten Joseph Smith og vores kære profet
Gordon B. Hinckley. Mens hver enkelt højpræst nævnte deres
helt, samtykkede jeg stille og erkendte, at de alle var værd at betragte
som forbilleder, og at jeg ville være et bedre menneske, hvis jeg besad
nogle af de egenskaber, som gjorde disse mænd til noget særligt.
Da det blev min tur til at svare, vendte jeg mig mod en bror, som sad til
højre for mig, et par stole længere henne i rækken, og
sagde: »Mine helte er Ken Sweatfield og hans hustru Jo Ann.« I
20 år havde jeg set, hvordan Ken og Jo Ann med al den kærlighed
og tålmodighed, en far og mor overhovedet kunne udvise, havde plejet
deres søn, som var i koma. Jeg havde ofte tænkt på de
bristede håb og uopfyldte drømme, som de uden tvivl må have
næret for Shane, før han kom til skade ved en forfærdelig
trafikulykke blot to uger før, han skulle påbegynde sin mission
i Leeds i England. Jeg har set, hvordan Ken og Jo Ann kører Shane
ud i solskinnet eller kører ham en tur rundt i nabolaget, mens de
forklarer, hvad de ser, i håb om at han måske kan høre
og fornemme, og i håb om at den friske luft og solen måske kan
opmuntre en meget stille sjæl. I 20 år har de ikke kunnet holde
ferie og har kun få gange kunnet gå ud en aften, men de har altid
udvist tro, optimisme og taknemlighed – aldrig givet udtryk for vrede,
fortvivlelse eller sat spørgsmålstegn ved Guds hensigter.
Derpå vendte jeg mig mod en broder til venstre for mig og sagde: »Mine
er Jim Newton og hans hustru Helen.« Kort efter at Jim og Helens søn
Zach var blevet kaldet til at tage på mission i Peru, kom han ud for
en trafikulykke. Da jeg hørte om ulykken, skyndte jeg mig at køre
til sygehuset, idet jeg håbede at få at vide, at Zach var i live
og ville komme til hægterne. På en meget værdig og fredfyldt
måde forklarede forældrene, at Zach nu kom til at udføre
sin mission på den anden side af sløret. Da jeg så, hvor
rolige og fattede disse to stærke forældre var, forstod jeg,
at der bag smerten og sorgen fandtes en fred, som man kun kunne opleve ved
en dyb og vedholdende tro på en kærlig Fader og en forsonende
Frelser. Min tro blev styrket, og ved deres inspiration blev min beslutning
om at følge deres eksempel, skulle jeg komme ud for lignende prøvelser
og tragedier, fornyet.
Jeg kunne også have svaret, at mine helte er Tom Abbott og hans søn
John, mine trofaste hjemmelærere, som aldrig har sprunget et hjemmelærerbesøg
over, skønt vi er en familie, som er svær at træffe hjemme.
Jeg kunne nævne mange andre, som jeg beundrer og kunne kalde mine helte.
Mange har ikke såkaldte høje eller fremtrædende stillinger
i Kirken, men de ville alle være værdige til at besidde en hvilken
som helst stilling. Kirkens medlemmer i almindelighed kender dem ikke, men
jeg er sikker på, at vor Himmelske Fader kender dem alle ved navn.
De gange jeg har haft lejlighed til at komme til nadvermøde i mit
eget ward, kan jeg ikke undlade at lade tankerne vandre, når jeg ser
ud over forsamlingen og ser de samme ansigter søndag efter søndag.
Nogle af dem har jeg set komme regelmæssigt til nadvermøde i
over 20 år. De fleste befinder sig ikke i Kirkens rampelys, men alle
deltager regelmæssigt i deres møder og kæmper privat med
livets udfordringer.
Dét er de mange medlemmer, som jeg ser, beundrer og er taknemlig
for. De stræber ikke efter stillinger, ære eller berømmelse,
men hver især gør sig fortjent til en plads i vor Faders rige
ved at udføre deres daglige opgaver. I ydmyghed og retfærdighed
gør de ufortrødent det, som ingen lægger mærke
til, og som ikke tiltrækker sig nogen opmærksomhed, men som er
vigtigt. De har også deres udfordringer, men i deres bitre kampe finder
de også den trøst, som så ofte er modgangens tavse ledsager.
Sådan former livet sig for hundredvis af medlemmer i tusindvis af menigheder
over hele verden. De udgør Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Ja, Kirkens styrke ligger i de millioner af ydmyge medlemmer, som hver dag
bestræber sig på at gøre Frelserens vilje – dag
efter dag ét skridt ad gangen. Disse ydmyge medlemmer kommer fra alle
nationaliteter, alle sociale lag og alle økonomiske forhold. Det er
de mest veluddannede såvel som de mest ydmyge, som bor i
de mindste landsbyer i verdens fjerneste afkroge. I hver enkelt medlems bankende
hjerte findes et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus og et ønske om
at tjene Herren.
Når jeg tænker på disse trofaste medlemmer, lægger
jeg mærke til to egenskaber, som de alle synes at have til fælles.
For det første fører deres ydmyghed – uanset social eller økonomisk
stilling eller status – til underkastelse af Herrens vilje. Og for
det andet er de – på trods af livets vanskeligheder og prøvelser – i
stand til at være taknemlige for Guds velsignelser og livets glæder.
Ydmyghed og taknemlighed er i sandhed de to egenskaber, som kendetegner lykken.
Der fortælles en historie om engang, hvor profeten Joseph Smith og
Brigham Young havde et sammenstød. I overværelse af en stor
gruppe brødre gav profeten broder Brigham en alvorlig irettesættelse
for et eller andet, han havde forsømt. Alle var sandsynligvis noget
lamslåede og afventede Brighams reaktion. Brigham, som senere blev
kendt som Herrens Løve, var jo på ingen måde nogen bly
viol. Brigham rejste sig langsomt og med ord, som afspejlede hans sande karakter
og hans ydmyghed bøjede han hovedet og sagde: »Joseph, hvad ønsker
du, at jeg skal gøre?« Efter sigende løb Joseph grådkvalt
ned fra forhøjningen, tog Brigham i sin favn og sagde: »Du har
bestået, broder Brigham! Du har bestået« (se Truman G.
Madsen, »Hugh B. Brown – Youthful Veteran«, New Era,
april 1976, s. 16).
Mange af os bor eller arbejder i omgivelser, hvor man ofte misforstår
ydmyghed og betragter det som en svaghed. Der er ikke mange virksomheder
eller institutioner, som medtager ydmyghed som en kvalifikation eller som
en af de egenskaber, de ønsker at ledelsen skal besidde. Men når
vi lærer, hvordan Gud virker, bliver det indlysende, hvor stor kraft
en ydmyg og underdanig ånd besidder. I Guds rige begynder storhed med
ydmyghed og lydighed. Disse to dyder er de første forudsætninger
for, at Gud åbner døre for sine velsignelser og præstedømmets
magt. Det har ingen betydning, hvem vi er, eller hvor gode vore anbefalinger
ser ud. Ydmyghed og lydighed over for Herren er sammen med et taknemligt
hjerte vores styrke og vores håb.
Da Herren kundgjorde, hvad der kræves for at blive medlem af hans
kirke, sagde han: »Alle, der ydmyger sig for Gud og ... kommer med
et sønderknust hjerte og en angergiven ånd ... [det er dem,
som] skal optages i kirken ved dåb« (L&P
20:37).
Og således ser vi blandt Kirkens medlemmer mænd og kvinder alle
med forskellige baggrunde, som ydmygt underordner sig Guds råd. Vi
ser en fremtrædende virksomhedsleder, som underdanigt og ydmygt bliver
undervist af en ydmyg og til tider sågar beklemt hjemmelærer.
Vi ser de højtuddannede ydmygt tage imod råd fra deres biskopper,
som nogle gange ikke har fået megen formel uddannelse. Vi ser tidligere
biskopper og stavspræsidenter, som taknemligt og ydmygt tager imod
et kald til at undervise i Primary, hjælpe til i børnehaven
eller pakke nødhjælp, som skal sendes til nødlidende
over hele verden. Vi ser tusindvis af modne ægtepar, som forlader deres
trygge hjem for at bo under forhold, som de ikke er vant til, og ydmygt tjener
verdens fattige – og derefter tjener igen og igen og igen. Vi ser,
hvordan verdens fattige ydmygt ofrer for at dele den smule, de har, med dem,
som ejer endnu mindre. Og de tjener alle i ydmyghed og giver med et taknemligt
hjerte og lovpriser Gud.
Kong Benjamin sagde, at vi må blive »som et barn, underdanig,
sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at
underkaste [os] alt det, Herren finder tjenligt at pålægge [os]« (Mosiah
3:19).
Ved ydmygt at underkaste os Faderens vilje får vi Guds kraft – ydmyghedens
kraft. Det er kraften til at overvinde livets modgang, fredens kraft, håbets
kraft, den kraft, der ligger i et hjerte, som slår for kærligheden
til og et vidnesbyrd om Frelseren Jesus Kristus, ja, kraften til forløsning.
På dette område er Frelseren vores ypperligste forbillede på ydmyghedens
og underkastelsens kraft. Når alt kommer til alt var det hans underkastelse
af Faderens vilje, som førte til den største og mest betydningsfulde
begivenhed i verdenshistorien. Nogle af de måske helligste ord i den
hellige skrift er ganske enkle: »Ske ikke min vilje, men din« (Luk
22:42).
Således findes der tusindvis, måske millioner af medlemmer med
bankende hjerte. Vi kunne kalde dem helte, men en mere rammende beskrivelse
er nok snarere Frelserens, Jesu Kristi ydmyge disciple. Og de gør,
ganske som præsident Hinckley har bedt os alle om, deres bedste – en
dag ad gangen.
Måtte Gud skænke os et ydmygt og underdanigt hjerte med alle
de ledsagende velsignelser er min ydmyge bøn. I Jesu Kristi navn.
Amen.
Previous
