Vores arv Ældste Stephen B. Oveson De Halvfjerds Hvad gør vi for at sikre, at denne arv gives videre til vores kære børn og til vore børnebørn? Mine brødre og søstre, hvor er jeg taknemmelig for at være sammen med jer i dette historiske tabernakel i dag. For 74 år siden stod min bedstefar Lars Peter Oveson på denne talerstol og bar sit vidnesbyrd, indbudt dertil som stavspræsident fra Emery County i Utah. Selv om min bedstefar døde, da jeg var dreng, har han altid været en af mine helte. Jeg har læst hans dagbog, som igen og igen fortæller om hans villighed til at modtage de kaldelser, han blev præsenteret for gennem hele livet. Han og hans forældre blev omvendt til evangeliet i Danmark, emigrerede til dette land og kom over sletterne for at slutte sig til de hellige i Utah. En af de kaldelser, der kom til ham, krævede, at han forlod sin unge brud i seks måneder for at arbejde på opførelsen af templet i St. George. Han forlod atter hende og deres lille familie for at tjene 2 år på mission i sit fædreland Danmark. Senere nødvendiggjorde kaldelser som biskop og stavspræsident, at de flyttede og genopbyggede deres hjem og gård ved tre forskellige lejligheder. I alle disse vanskelige situationer forblev han taknemmelig, glad og trofast over for evangeliets principper, og han efterlod en stor arv af tro til os, der bærer hans navn. Denne arv er videregivet til mig fra min far, Merrill M. Oveson, som var den yngste i en familie med 13 børn. Han og min mor, Mal Berg Oveson, som også kom fra en trofast slægt, blev beseglet i templet i Salt Lake City, steg på et tog og drog til Oregon, for at min far der kunne få sin uddannelse. De forblev der i over 40 år, hvor de de fleste år boede i et lille landbrugssamfund, hvor vi var de eneste medlemmer af Kirken. Jeg har ofte tænkt på, hvor let det ville have været for mine forældre at skifte tro og slutte sig til deres mange venner i lokalsamfundets kristne kirke. En sådan handling ville have gjort livet langt enklere for dem, især i årene under 2. verdenskrig, hvor rationeringen af benzin og dæk gjorde det umuligt for dem at køre de 60 km til den nærmeste organiserede gren af Kirken. I stedet fik de tilladelse til at afholde en Søndagsskole i hjemmet, som de trofast afholdt hver uge i alle disse år. Der modtog vi sammen nadveren som familie. Der lærte min bror, mine søstre og jeg evangeliets principper og lyttede til historierne fra Bibelen og Mormons Bog helt bogstaveligt ved vore forældres fødder. Min far, en anden af mine helte, døde for flere år siden, men min mor, der snart er 96 år, kommer trofast i sit ward hver uge og er en inspiration for alle, der kender hende. Min hustru har en tilsvarende arv i sin slægt. Vi er meget taknemmelig for dette. Vi ved, at vi til dels er blevet betroet vores nuværende kaldelse på grund af trofasthed hos dem, der er gået forud for os. Spørgsmålet er, hvad gør vi for at sikre, at denne arv gives videre til vores kære børn og til vore børnebørn? Uanset om vi nedstammer fra generationer i Kirken, eller om vi er det første led i generationernes kæde, så har vi et ansvar for at videregive til vores efterkommere en arv af tro, der afspejles i vore daglige gerninger. De, der netop er kommet ind i Kirken, har især en stor mulighed for at blive »pionerer« for deres forfædre og for deres efterkommere. For at opfylde denne forpligtelse er vi alle nødt til at stille os selv nogle direkte spørgsmål: Er vi ved at skabe et liv, der bygger på ærlighed og retskaffenhed? Følger vi vore profeters vejledning, både fortidens og de nuværende? Holder vi pagterne? Afholder vi familieaftener og studerer skrifterne, og forsøger vi at efterleve de principper, som vi lærer derved? Overholder vi visdomsordet? Er vi gavmilde med vores tiende og offerydelser? Faster og beder vi regelmæssigt og med oprigtigt hjerte? Lytter vi efter svar på vore bønner, og forsøger vi at følge Åndens tilskyndelser? Er vi gode naboer og loyale venner? Er vi med til at opbygge riget ved at ære præstedømmet, ære vore kaldelser og dele evangeliet med andre? Er vi sene til vrede og hurtige til at tilgive? Kan vi ærligt sige, at vi ikke blot omvender os fra vore fejl, men også lærer af dem? Sætter vi Frelseren og hans evangelium først i vores liv? Eller som det engang er sagt: »Hvis vi i en retssal blev beskyldt for at være sidste dages hellige, ville der så være tilstrækkeligt med beviser til at dømme os?« Brødre og søstre, hvis vi ikke har det helt godt med svarene på sådanne spørgsmål, er vi nødt til i dag at begynde at skabe et mere eksemplarisk liv, således at vore kære ser vore »gode gerninger og priser [vores] fader, som er i himlene« (Matt 5:16). Jeg må bekende, at hver gang mit liv ikke har levet op til mine forfædres standarder, så skyldes det, at jeg har tilladt verdslige mål at overskygge mine åndelige. Men jeg har lært, at det er muligt, at rette vore mål og hæve blikket mod evige værdier. Min hustru og jeg har set mange nye medlemmer i Kirken foretage de nødvendige forandringer for at få evangeliet som det centrale i deres liv. Vi har set hundredvis af unge fuldtidsmissionærer i Buenos Aires i Argentina yde ofrene for virkeligt at blive Herrens indviede tjenere. Det kræver blot ønske, lydighed, vilje og udholdenhed. Herren sørger for resten! Vi er hans børn. Han elsker os og kender os hver især ved navn. Han ønsker, at vi skal vende tilbage til hans nærhed og bo hos ham for evigt. Dette er den store arv i Jesu Kristi evangelium. På grund af vor Frelsers sonoffer har vi en forsikring om liv herefter og mulighed for at arve alt det, som Faderen har. Med denne viden og arv må vi »stræbe fremad med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb« (2 Nephi 31:20). Vi må følge vores elskede profet, præsident Hinckley, som for nylig fortalte de studerende på Ricks College: »Til jer siger jer med al den styrke, jeg er i stand til, bliv ikke et svagt led i jeres generationers kæde. I kommer til verden med en vidunderlig arv. I stammer fra gode mænd og kvinder . . . Svigt dem aldrig. Gør aldrig noget, der kunne svække den kæde, som I er en afgørende del af.« For mig betyder det, at vi må gøre alt i vores magt for at sikre, at vi indgyder vore kære den store arv bestående af et varigt vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Som min bedstefar så elegant formulerede det for 74 år siden: »Jeg fryder mig over at bære mit vidnesbyrd om sandheden af dette Herrens værk for verden, for jeg ved, at det er sandt; jeg ved, at det er ment til at opløfte og føre Guds børn fremad, og jeg beder til, at Herren vil hjælpe . . . os, at vi må forblive oprigtige og trofaste, at vi må blive regnet som trofaste arbejdere for retfærdighedens sag og være med til at opbygge hans rige på jorden« (Lars Oveson, i Conference Report, apr. 1925, s. 127). Til disse sandheder føjer jeg mit eget vidnesbyrd. I Jesu Kristi navn. Amen.