Ældste Neal A. Maxwell
De Tolv Apostles Kvorum
Laman og Lemuel blev oprørere i stedet for ledere, hadefulde i stedet for retskafne alt sammen, fordi de hverken forstod Guds karakter eller hensigter.
Som præsident Hinckleys profetiske ord lige har vist, er vi rigt velsignet ved at have ham som vores profet.
Brødre og søstre, på meget tynde sider med meget dyb mening findes nogle næsten skjulte skriftsteder. Derfor skal vi søge, mætte os med og overveje (se Joh 5:39; Alma 14:1; Alma 33:2; Moroni 10:3; 2 Nephi 9:51). Men vi skal især gøre mere af det, som Nephi gjorde, nemlig at anvende »al hellig skrift på os« selv (1 Nephi 19:23).
Som eksempel ser vi, at de ord, som vi bør »anvende« således, optræder to gange i forbindelse med Laman og Lemuel, som af nogle fejlagtigt betragtes som rene »karikaturer«. Tænk derfor over, hvordan de følgende ord kan anvendes på mange andre end blot de to: »Og således knurrede Laman og Lemuel . . . fordi de ikke kendte den Guds handlemåde, som havde skabt dem« (1 Nephi 2:12; se også Mosiah 10:14).
En manglende forståelse af Herrens »handlemåde« med sine børn hvilket vil sige hans forhold til og behandling af sine børn rører ved noget helt grundlæggende. Knurren er kun ét af symptomerne og heller ikke den eneste konsekvens. Ja, faktisk, brødre og søstre, påvirker denne brist alt andet!
At misforstå noget så vigtigt viser, at man ikke kender Gud, som så bliver betragtet som en uopnåelig, uengageret, ukærlig og utilstrækkelig, hæmmet og indskrænket Guddom, hvis antagede begrænsninger nogle ironisk nok er hurtige til at beklage sig over.
Meget tidligt forkastede Laman den rolle, som han skulle have spillet og ville i stedet være »den stærkeste førerhund i koblet« og modsatte sig hele tiden Nephis åndelige lederskab. Lemuel var ikke blot Lamans trofaste kumpan, han gav ham også magt ved at tillade sig selv at blive hidset op af Laman (se 1 Nephi 16:3738). Hvis Laman i stedet helt var blevet overladt til sig selv, kunne meget have set helt anderledes ud. Der er også folk i vores samfund, som lader sig hidse op mod det, der er godt. De er ikke mere uskyldige end Lemuel var. De holder ligesom ham en lav profil, men deres hykleri når store højder!
De formaninger, som blev givet til Laman og Lemuel var » . . . vanskelig(e) at forstå, medmindre man adspurgte Herren, men eftersom de var forhærdede i deres hjerter, søgte de ikke Herren, som de burde« (1 Nephi 15:3).
Denne manglende tro på en Gud, der åbenbarer sig, var især fundamental. Nogle mennesker i dag, der ønsker at distancere sig fra Gud, forsøger at placere ham solidt i fortiden. Ved at tro på en så indskrænket Gud kan disse mennesker gøre stort set, som det passer dem. Og derfra er der ikke langt til at sige: Der findes ingen Gud, og derfor heller ikke nogen lov eller synd! (se 2 Nephi 2:13; se også Alma 30:28).
Ligesom Laman og Lemuel vil mange i dag henvise Gud til fortiden, hvorved han ophører med at være den samme Gud i går, i dag og i morgen (se 2 Nephi 27:23). Men faktisk har Gud stedse fortiden, nutiden og fremtiden for øje, idet de for ham udgør et »evigt nu« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 264; se L&P 130:7).
Kort sagt var det Lamans og Lemuels egen karakterbrist, der afholdt dem fra at forstå Guds fuldkomne natur! Det er ikke underligt, at profeten Joseph Smith sagde: »Dersom menneskene ikke fatter Guds karakter, fatter de ikke sig selv« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 414).
Laman og Lemuel indså heller ikke, at en kærlig Gud uundgåeligt også er en belærende Fader, som ønsker, at hans børn skal være lykkelige og vende hjem. Så ved ikke at forstå Guds »handlemåde« i tilstrækkelig grad, overså Laman og Lemuel Guds vigtigste karaktertræk, nemlig hans kærlighed! Deres knurren var derfor et symptom på åbenbar åndssvækkelse.
Laman og Lemuel forstod heller ikke, at Guds »handlemåde« omfattede anvendelsen af profeter til at advare folk. Herren havde kaldet Lehi til dette, men Laman og Lemuel skammede sig åbenbart over deres fars upopulære rolle og over hans strenge udfald mod Jerusalems daværende tilstand.
De åndeligt følelsesløse Laman og Lemuel mente ikke, at folk i Jerusalem fortjente profeternes kritik af dem (1 Nephi 2:13). Men et omsiggribende åndeligt forfald var faktisk allerede i gang, og det skete, som det så ofte gør, »i løbet af ganske få år« (Helaman 4:26). Et lignende og fremadskridende forfald i vore dage bliver også overset af mange. Ironisk nok er de, der deltager i den lemmingagtige march mod havet, ofte stolte af deres individualisme! Råd betragtes som en krænkelse og vejledning som en indskrænkning af deres handlefrihed.
Laman og Lemuel forstod heller ikke, at en belærende Gud muligvis kræver vanskelige ting af sine børn. Modgangens rolle ses tydeligt i denne strenge, men inspirerede udtalelse: »Alligevel finder Herren det tjenligt at revse sit folk, ja, han prøver deres tålmodighed og tro« (Mosiah 23:21). Deres triste forventning om magelighed ses tydeligt, når de stiller sig på bagbenene over at skulle hente pladerne fra Laban, udholde ørkenens trængsler, bygge et skib og sejle over et vidtstrakt hav (se 1 Nephi 34). Sløvede og ufølsomme, som Laman og Lemuel var, delte de ikke Nephis tro på, at Herren aldrig ville befale sine børn at udføre noget vanskeligt, medmindre Herren først havde beredt vejen for det (se 1 Nephi 3:7).
Deres enorme vildfarelse førte til næsten komiske selvmodsigelser, som f.eks. når Laman og Lemuel tror på, at Gud kunne knuse den mægtige farao og Egyptens store hær ved Det Røde Hav, men ikke den lokale Laban! Hvor mange underkaster sig i dag helt inkonsekvent og forsøger at indynde sig hos dødelige tyranner?
Læg mærke til, at i den endelige adskillelse af lamaniterne og nephiterne gik den åndelige adskillelse forud for den geografiske: ». . . jeg, Nephi, tog min familie . . . og alle dem, der ville gå med mig . . . der troede på Guds advarsler og åbenbaringer, hvorfor de lyttede til mine ord« (2 Nephi 5:6).
Laman og Lemuel spiste ikke af livets træ, som er Guds kærlighed (se 1 Nephi 11:25). Guds kærlighed til sine børn kommer stærkest til udtryk ved, at han skænkede Jesus som vores Forløser: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn« (Joh 3:16). At få del i Guds kærlighed er at få del i Jesu forsoning og den frigørelse og glæde, som det kan medføre. Laman og Lemuel havde tydeligvis ikke en sådan tro især ikke på en Kristus, som først skulle komme senere! (se Jarom 1:11).
Nephi derimod havde »stor kundskab om Guds godhed«, derfor kunne han fast erklære: »Jeg ved, [Gud] elsker sine børn, men jeg fatter ikke alle tings betydning« (1 Nephi 1:1; 11:17). Hvis vi nærer kærlighed til Gud og kender hans godhed, vil vi stole på ham, selv når vi er forvirrede.
Laman og Lemuel forstod således ikke forholdet mellem mennesket og Gud, og hvad værre var, de havde ikke noget rigtigt ønske om at forstå det. De søgte at holde afstand til Gud. Og fordi de var intellektuelt dovne, talte de ikke deres velsignelser, når taknemlighed kunne have mindsket afstanden. Men Laman og Lemuel fandt aldrig tid til at gøre status.
Laman og Lemuel udviste kun ringe varig åndelig nysgerrighed. En gang, det er rigtigt, stillede de direkte spørgsmål om betydningen af drømmen om livets træ, floden og jernstangen. Men deres spørgsmål gik mere på at få styr på nogle lærdomsmæssige punkter, end på at få styr på deres forhold til Gud og hans hensigter med dem. De »anvendte« bestemt ikke svarene på sig selv (se 1 Nephi 19:23).
Deres anger varede aldrig ret længe, som det ses af tidsintervallet mellem, at englen viste sig for Laman og Lemuel, og til de atter begyndte at knurre (1 Nephi 3:31). Hårdt presset kunne de endda en gang overfladisk erkende, at de vidste, »at Herren er med dig [Nephi]«, men kort efter opførte de sig »usømmeligt« om bord på skibet (se 1 Nephi 17:55; se også 1 Nephi 18:8, 9). Deres periodiske voldelighed antydede, at deres vrede ikke blot skyldtes abstrakte, intellektuelle uoverensstemmelser.
Laman og Lemuel følte sig truet af Labans magt, men deres frygt for magt illustrerer blot frygtens magt. Eftersom »fuldkommen kærlighed driver al frygt ud«, træder deres begrænsede evne til at vise kærlighed derfor tydeligt frem (se Moroni 8:16; se også 1 Joh 4:18). Skønt de var umoralske, er det mest triste dog, at de også var ukærlige!
Således hårdhjertede reagerede Laman og Lemuel sjældent på andres ømhed. De var fremmede over for medfølelse, denne evige egenskab. Når Lehi formanede dem med en øm eller skælvende faders kærlighed, reagerede de som regel med yderligere vrede og onde udfald mod deres forældre og søskende (se 1 Nephi 8:37). Da Nephi sørgede over deres opførsel, »glædede« Laman og Lemuel sig over hans sorg (se 1 Nephi 17:19). Det var slemt nok at skulle høre på formaninger, men at de så oven i købet kom fra Nephi!
De var så hurtige til at fare op og beklage sig, at de knap kunne huske deres sidste redning længe nok til at møde deres næste udfordring. Fordi de manglede evangeliets perspektiv, overskyggede i stedet dagligdagens små bekymringer, som f.eks. den brækkede bue, det, der hører evigheden til. Vi lever også i en tid med enhver-må-sejle-sin-egen-sø-holdninger, etik afhængig af omgivelserne, som om de ti bud var udtænkt af en tværpolitisk komite!
Ved ankomsten til de to Overflødighedens lande, troede Laman og Lemuel så virkelig, at den gode navigation var en ren tilfældighed? Måske havde Nephi bare »gættet rigtigt« (se Helaman 16:16). Deres utaknemlighed for Liahona rejser spørgsmålet: Hvad mente Laman og Lemuel egentlig om dette utrolige instrument? Var det bare en nyttig anordning eller blot standardudstyr på alle skibe?
Ironisk nok er der mange, der som Laman og Lemuel er de første til at kræve tegn, men også de første til at afvise dem. Nogle kræver flere mirakler, selv mens de spiser daglige måltider af manna og glemmer dets Kilde.
Derfor, brødre og søstre, frem for lejlighedsvise mirakler er det bedre at have Helligånden som en »stadig ledsager« (se L&P 121:46). Men vi må altid huske på, at Helligånden trøster, men ikke trænger sig på!
Lamans og Lemuels forkastelse af profeterne og skrifterne betød, at der for dem ikke ville blive tale om nogen nyttig anvendelse af skrifterne eller ihukommelse og heller ingen fornyelse i personlig åbenbaring til dem om deres tid. De fattede simpelthen ikke, at Herrens veje er højere end menneskets veje (se Es 55:9). De nød deres intellektuelle forfald i deres transportable udgave af den stolte »store og rummelige bygning« (1 Nephi 8:26, 31).
Derfor blev Laman og Lemuel oprørere i stedet for ledere, hadefulde i stedet for retskafne alt sammen, fordi de hverken forstod Guds karakter eller hensigter eller hans »handlemåde« med sine børn.
Med hensyn til åndelig betydning var Laman og Lemuel et par triste intetheder. Det er sandt nok, at vi godt kunne have fået mere at vide om dem, men det havde ikke ændret på slutresultatet. Hvis de fremstår som uudviklede personer, skyldes det deres skræmmende tomhed, som kunne være blevet fyldt af »Guds kærlighed«. Vi hører om en scene i et syn, hvor Lehi ivrigt kiggede sig omkring og ledte efter Laman og Lemuel, »så [han] måske kunne få øje på dem«. Til sidst så Lehi dem, »men de ville ikke . . . spise af frugten« (1 Nephi 8:1718; se også 1 Nephi 11:25; 8:35; 2 Nephi 5:20). Af alle selvpåførte straffe beskriver denne gravskrift dog den frygteligste og mest omfattende!
Heldigvis, brødre og søstre, giver den glædelige genoprettelse os yderligere hjælp til at forstå »Guds handlemåde med sine børn«, deriblandt med hver enkelt af os personligt. Vi kan få del i hans kærlighed ved at anvende Jesu herlige forsoning til at blive mere som han. Ved at anvende de dyrebare skrifter på os selv, fremskynder vi denne dyrebare proces! Må vi gøre så. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
