Vores skæbne Ældste L. Aldin Porter De Halvfjerds' Præsidium Centrum for planen er Herren Jesus Kristus. Hvis I afviser eller ignorerer ham, kan saliggørelsens plan ikke virke for jer. For nogle måneder siden talte en sød ung pige i sine sidste teenageår med mig efter en stavskonference og udtrykte bekymring over nogle aspekter ved familieproklamationen. Hendes holding var ikke afvisende, hun havde et oprigtigt ønske om at forstå. Jeg har tænkt meget over hendes spørgsmål. Skabelsens Gud talte til Moses for at hjælpe ham med at forstå verdens skæbne. »Utallige verdener har jeg skabt, og jeg skabte også dem i mit eget øjemed, og jeg skabte dem ved Sønnen, som er min Enbårne« (Moses 1:33). Bemærk Herrens ord: » . . . jeg skabte også dem i mit eget øjemed.« Herren havde et formål med at grundlægge verdener, og på blot nogle få vers forklarede han, hvad det var: »Thi se, dette er min gerning og herlighed ­ at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Det er tydeligt, at Herren havde lagt en plan for at kunne opfylde sine hensigter. I skrifterne kan vi læse om de mange navne for planen: »Saliggørelsens store plan«, »forløsningsplanen«, »den store Skabers nåderige plan«, »frelsesplanen«, »nådens plan« og »den evige Guds store plan«. Hvert navn understreger et eller andet aspekt ved planen. Men i virkeligheden er der kun én plan, der kaldes ved mange navne, hvorved Gud vil tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket. Tænk på et fly, der forlader lufthavnen med den fuldstændige rejse kortlagt i detaljer. Piloterne og besætningen ved, hvor de skal hen, og de kommer ikke ud af kurs eller tager fejl af deres bestemmelsessted én eneste gang ud af 50.000 ture, med mindre vejret eller mekaniske fejl griber ind. Forestil jer nu et andet fly med en kaptajn og besætning, men ingen flyveplan. Motorerne bliver startet, og flyet kører ned ad startbanen. Men da det begynder at lette, ved besætningen ikke, om de skal dreje mod øst eller dreje mod vest. Hvis I er i dette fly, vil I næsten ingen mulighed have for at nå til jeres bestemmelsessted. Det er klart for enhver af os, at en flybesætning har brug for en flyveplan. Sådan er det også med vores liv. Man kan ikke sætte kloge, langsigtede mål, med mindre man forstår, at der er et formål her og erkender, at man i det mindste skal forstå nogle aspekter ved den store Skabers nåderige plan. Herren har givet os instruktioner og befalinger for at hjælpe os med at opfylde den skæbne, som han har forestillet sig for os. Befalinger forstås bedst, når man ved noget om planen. Alma underviste i dette princip, da han sagde: »Og efter at have kundgjort dem forløsningsplanen, gav Gud dem befalinger, at de ikke skulle gøre ondt, da straffen derfor var den anden død, som var en evig død med hensyn til de ting, der henhører til retfærdighed; thi over sådanne kunne forløsningsplanen ikke have nogen magt; thi retfærdighedens gerninger kan ikke tilintetgøres ifølge Guds uendelige godhed« (Alma 12:32; fremhævelse tilføjet). En meget vigtig del af planen er den personlige ret til at vælge. Herren kalder det handlefrihed. Vi kan vælge, som vi ønsker, men vi kan ikke undgå konsekvenserne af vore valg. Tænk over det. Vi har lov til at foretage vore egne valg i livet, men vi skal ikke bagefter kalde planen uretfærdig, fordi vi skal acceptere resultaterne af vore valg. Centrum for planen er Herren Jesus Kristus. Hvis I afviser eller ignorerer ham, kan saliggørelsens plan ikke virke for jer. Hans liv blev, i hans førjordiske tilstand, gennem jordelivet og endog videre ind i de evige verdener, viet til at tilvejebringe Faderens plan til velsignelse og gavn for os. Prisen for Mesteren var kolossal. Tænk på smerten i Getsemane og på hans lidelse på Golgata. Dette bør give os et begreb om den enorme betydning forløsningsplanen har. Stolthed, søgen efter verdens forgængelighed, ukyskhed, misforståelse af kønsroller, grådighed og ligegyldighed over for det menneskelige livs hellighed er blot nogle få af jordelivets hindringer. De han hindre eller afholde os fra at nå vores bestemmelsessted. Planen giver mulighed for omvendelse, men den tillader ikke accept af selvdestruktiv adfærd. »Thi jeg , Herren, kan ikke se på synd med den ringeste eftergivenhed. Dog skal den, der omvender sig og holder Herrens befalinger, tilgives« (L&P 1:31­32). Forståelse for planen kan give os stor trøst i de alvorlige prøver, som kommer til menneskeheden. Desuden vil den forståelse styrke vores tro. En af vores sværeste prøver er adskillelsen fra vore kære på grund af død. Planen er en stor trøst, hvis vi forstår følgende ord fra skrifterne: »Thi ligesom døden rammer alle mennesker, må der nødvendigvis også være en kraft til opstandelse for at opfylde den store Skabers nåderige plan, og opstandelsen må nødvendigvis blive mennesket til del, fordi det er faldet, og faldet kom på grund af overtrædelse, og da menneskene faldt, blev de forstødt fra Herrens åsyn« (2 Nephi 9:6). Vi er bogstavelige sønner og døtre af Gud. Denne kendsgerning bør gennemtrænge hver fiber i vores krop. Kundskab om denne ene sandhed vil i høj grad påvirke de beslutninger i livet, som enten giver os stor glæde eller bitter anger. Mange af dem, der udformer menneskenes filosofier, kender lidt eller intet til Guds hensigter. Deres timelige begreber er ofte forfærdelig mangelfulde til evige formål. Hvis nogen f.eks. tror, at menneskets eksistens på jorden er et af naturens luner ­ vil deres dømmekraft være ufuldkommen. Disse nutidige filosoffer kender ikke til menneskehedens førjordiske tilværelse, og de er heller ikke opmærksomme på menneskets evige skæbne. Hvordan skulle de på nogen måde kunne opbygge principper, som vil kunne klare århundredernes prøver. Præsident Gordon B. Hinckley bekendtgjorde proklamationen om familier ved at sige: »Med så mange spidsfindigheder, som prakkes os på som sandhed, med så meget bedrag i forbindelse med standarder og værdinormer, med så mange tillokkelser og fristelser til langsomt at påtage sig verdens smuds, har vi følt, at vi bliver nødt til at advare. For at fremme denne advarsel udsender vi, Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd, hermed en proklamation til Kirken og til verden, som både er en erklæring og en bekræftelse af de standarder, lærdomme og levemåder i forbindelse med familien, som profeterne, seerne og åbenbarerne i denne kirke gentagne gange har erklæret i løbet af historien« (Gordon B. Hinckley: »Stå fast mod verdens list«, Stjernen, jan. 1996, s. 100­101). Nogle klager over, at når profeterne taler med tydelighed og fasthed, tager de vores handlefrihed fra os. Vi har stadig frihed til at vælge. Men vi skal acceptere konsekvenserne af disse valg. Profeterne tager ikke handlefriheden fra os. De advarer os ganske enkelt om, hvad konsekvenserne af vore valg vil blive. Det er tåbeligt at forkaste profeterne på grund af deres advarsler. Vi må udvikle tro på profeterne og deres formaninger. Søg bekræftelse fra Ånden på, at de er inspirerede. Når de så taler, og I reagerer positivt på deres råd, vil I finde trøst, fred og endog glæde. Alma, en fordums profet, var meget bekymret for sine medmennesker, da han sagde: »Ja, jeg ville forkynde omvendelse og forløsningsplanen til hver eneste sjæl som med en tordenrøst, at de skulle omvende sig og komme til vor Gud, at der ikke mere skulle være nogen sorg på hele jorden« (Alma 29:2). Når vi forstår den evige Guds store plan, bringer familieproklamationen fred og sikkerhed. Selve værket bærer vidnesbyrd om sig selv, for Guds Ånd ledsager det. Proklamationens budskab vil trøste forældre, som måske stiller spørgsmål ved deres roller i hjemmet. Den vil bringe sikkerhed til børn, når de bliver opdraget af forældre, som elsker dem og forstår deres guddommelige skæbne. Og det vil bringe vedvarende lykke til den unge pige, som talte til mig, når hun forstår og opfylder den rolle, der er tildelt hende af en altvidende og kærlig himmelsk Fader. I Jesu Kristi navn. Amen.