Undervisning i evangeliet Ældste Dallin H. Oaks De Tolv Apostles Kvorum I vores hellige kaldelser som lærere i evangeliet er ingen indsats for god til Herrens værk og til hans børns udvikling. En landskendt forfatter har skrevet en bog om sin bedste lærer. Årsagen til denne collegelærers stærke indvirkning på sin elev var elevens overbevisning om, at denne lærer virkelig interesserede sig for ham og ønskede, at han skulle lære og gøre det, som ville hjælpe ham med at finde glæde. Forfatteren sluttede sin hyldest med dette spørgsmål: »Har du nogen sinde virkelig haft en lærer? En, der så dig som en uforarbejdet, men værdifuld ting, en juvel, som med forstandighed kunne poleres og komme til at skinne flot? Hvis du er heldig nok at finde sådanne lærere, vil du altid kunne komme tilbage til dem.«1 I. Ethvert medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er eller vil blive en lærer. Hver enkelt af os har en afgørende del i den evangeliske undervisnings indhold og effektivitet. Vi ønsker, at alle skal have storslåede lærere til at undervise dem i evangeliet, og vi ønsker, at disse lærere skal hjælpe os alle med at komme tilbage, ikke kun til dem, men til vor himmelske Fader. Vores bekymring over undervisningen i evangeliet begrænser sig ikke til dem, der er kaldet til at undervise i præstedømmets kvorummer, Primary, Hjælpeforeningen, Søndagsskolen, Unge Piger og i andre opgaver. I Herrens store frelsesplan er der ikke nogen mere betydningsfulde lærere end forældre, som konstant underviser deres børn ved eksempel og ved forskrift. Hver enkelt af os underviser dem omkring os ved vores eksempel. Selv børn underviser hinanden. Alle missionærer er lærere. Og alle ledere er lærere. Som præsident Hinckley belærte om for mange år siden: »Effektiv undervisning er selve kernen i lederskab i Kirken.«2 Undervisning i evangeliet er altomfattende og vigtigt. »Intet større ansvar kan hvile på nogen [af os] end at være lærer for Guds børn.«3 Vor Frelser beskæftigede sig med at undervise. Han var Mesterlæreren, og han indbyder os hver især til at følge ham i denne store tjeneste.4 For adskillige år siden udfordrede Det Første Præsidentskab De Tolv Apostles Kvorum til at sætte nyt liv i undervisningen i Kirken. De Tolv Apostle tog imod udfordringen med hjælp fra De Halvfjerds. Efter mange års forberedelser har Det Første Præsidentskab nu med hjælp af udsøgte lærere, lærde, forfattere og andre udsendt et brev, der har iværksat en indsats i hele Kirken for at gøre en »fornyet indsats for at skabe nyt liv i og forbedre undervisningen i Kirken.« I dette brev står der: »Denne fornyede fremhævelse har til hensigt at forbedre undervisningen i evangeliet i hjemmene og til Kirkens møder samt hjælpe medlemmerne med at få næring gennem Guds gode ord.«5 Vi har lige udgivet et hæfte på ti sider, Bedre undervisning i evangeliet: En vejledning for ledere. Eksemplarer bliver udsendt til lederne i alle enhederne og til alle ledere i Kirkens kvorummer og hjælpeorganisationer. Som det forklarer, omfatter vores interesse for »undervisning i evangeliet i Kirken« forældres daglige undervisning i hjemmet såvel som læreres arbejde i kvorummer og hjælpeorganisationerne. Denne betydningsfulde bestræbelse for at gøre en »fornyet indsats . . . og forbedre undervisningen i Kirken« omfatter tre elementer. For det første lægges der vægt på ledernes væsentlige ansvar for at arbejde på at forbedre undervisningen i evangeliet i deres organisationer. Vi ønsker, at alle ledere motiverer og hjælper de lærere og elever, som de præsiderer over. Dernæst indfører bestræbelsen kvartalsvise lærerudviklingsmøder for lærere i tre forskellige grupper ­ børn, unge og voksne ­ for at »belære og opbygge hinanden« (L&P 43:8) på grundlag af principper, metoder og færdigheder, som vil forbedre den evangeliske undervisning og indlæring. Til sidst vil der mindst en gang om året blive afholdt et kursus på 12 lektioner i »Undervisning i evangeliet«, almindeligvis i søndagsskoletiden. Kursusmaterialet hertil vil komme fra en ny forkortet og forbedret udgave: Undervisning, den største kaldelse: Hjælpemateriale til undervisning i evangeliet. Denne bog bliver sendt ud til alle ward og grene i Kirken. Vi har også genudgivet Vejledning i undervisning til brug i hjemmet og til mindre enheder under udvikling, som ikke har medlemmer nok til hele Kirkens program. II. Der er måske nogle, som undrer sig over, hvorfor vi gør så stor en indsats for at forbedre undervisningen i evangeliet. De, der undrer sig, skal velsignes med dygtige lærere, og vi har mange af disse i Kirken. Andre vil forstå, hvorfor der er behov for en så stor indsats og vil bede for, at det lykkes. Jeg har i mange år prøvet at lære mere om undervisningens beskaffenhed og kvalitet i diverse kvorummer og hjælpeorganisationer i Kirken. Dette har jeg gjort ved at møde uanmeldt op i klasser i forskellige ward og i forskellige områder af Kirken. Indtil nu har jeg besøgt hundredvis af klasser. Jeg beklager, hvis nogen af mine besøg har skræmt nogen lærere. Det er mit indtryk, at næsten alle de lærere, som jeg har iagtttaget ved disse overraskelsesbesøg har sat pris på at have en gæst, som var der for at lære og for at vise påskønnelse for deres indsats og interesse for deres elever. Det, som jeg overvejende har set under disse besøg, har været opmuntrende og beroligende. Jeg har set inspirerede lærere, hvis kærlighed til evangeliet og deres elever var så tydelig, at indvirkningen af deres undervisning bragte virkelig begejstring. Jeg har også set elever, som nærede eftertænksomhed og respekt og var modtagelige for budskabet og hungrede efter at lære. Til trods for de store eksempler, som jeg har set, er jeg overbevist om, at vi som Kirke generelt ­ og som enkeltpersoner ­ altid kan gøre tingene bedre. Udfordringen til udvikling er en naturlig del af vor himmelske Faders plan med sine børn. Og i vores hellige kaldelser som lærere i evangeliet er ingen indsats for god til Herrens værk og til hans børns udvikling. III. Der er mange forskellige måder at undervise på, men al god undervisning er baseret på visse grundlæggende principper. Uden at foregive at uddybe emnet helt ønsker jeg at nævne og kommentere seks grundlæggende principper for undervisning i evangeliet. Det første er kærlighed. Den giver sig til udtryk på to måder. Når vi bliver kaldet til at undervise, bør vi tage imod kaldelsen og undervise på grund af vores kærlighed til Gud den evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Derudover bør en lærer i evangeliet altid undervise med kærlighed til eleverne. Vi lærer, at vi bør bede »af [vores] ganske hjerte, at [vi] må være fyldt med [denne] kærlighed« (Moroni 7:48). Kærlighed til Gud og kærlighed til hans børn er den største grund til at tjene. De, der underviser af kærlighed, vil blive brugt som redskaber i hans hånd for dem, som de tjener. For det andet vil en lærer i evangeliet, ligesom Mesteren som vi tjener, koncentrere sig udelukkende om dem, der bliver undervist. Hele hans eller hendes koncentration vil dreje sig om fårenes behov ­ elevernes vel. En lærer i evangeliet fokuserer ikke på sig selv. En, som forstår dette princip, vil ikke betragte sin kaldelse som at skulle »afholde eller fremlægge en lektion«, fordi denne definition ser undervisningen ud fra lærerens standpunkt, ikke elevens. Ved at fokusere på elevernes behov vil en lærer i evangeliet aldrig tilsløre deres opfattelse af Mesteren ved at stå i vejen for eller ved at skygge over lektionen ved at fremhæve sig selv eller ved egennytte. Dette vil sige, at en lærer i evangeliet aldrig må beskæftige sig med præstelist, hvilket betyder, »at mennesket prædiker og fremstiller sig selv som et lys for verden for at opnå vinding og verdens ros« (2 Nephi 26:29). En lærer i evangeliet forkynder ikke »for at være anset« (Alma 1:3) eller »for rigdoms og æres skyld« (Alma 1:16). Han eller hun følger eksemplet i den vidunderlige Mormons Bog, hvor »præsten [ikke] hævede sig . . . over sine tilhørere, thi taleren var ikke bedre end tilhørerne« (Alma 1:26). Begge vil altid se hen til Mesteren. For det tredje vil en dygtig lærer i evangeliet undervise på baggrund af det anviste kursusmateriale med størst vægt på at undervise i Jesu Kristi evangeliums lære, principper og pagter. Dette er befalet i nutidig åbenbaring, hvor Herren sagde: »Kirkens ældster, præster og lærere skal forkynde mit evangeliums grundsætninger, som de findes i Bibelen og Mormons Bog, hvori evangeliets fylde findes. De skal iagttage pagterne og kirkeforskrifterne og holde dem, og det skal være deres belæring, som Ånden indgiver dem« (L&P 42:12­13). Lærere, der får befaling om at undervise i »evangeliets principper« og »i rigets lære« (L&P 88:77), bør generelt holde sig fra at undervise i bestemte regler eller anvendelsesformer. De bør for eksempel ikke undervise i regler, der afgør, hvad der er fuld tiende, og de bør ikke give en liste over, hvad man må og ikke må gøre for at holde sabbatten hellig. Når først en lærer har undervist i læren og de tilhørende principper fra skrifterne og fra de levende profeter, bliver sådanne bestemte anvendelsesformer eller regler generelt den enkeltes og familiens ansvar. Lærdomme og principper, som der undervises grundigt i, har en stærkere indvirkning på opførselen end regler. Når vi underviser i evangeliske lærdomme og principper, kan vi kvalificere os til at have Åndens vidnesbyrd og vejledning i vores undervisning, og vi sikrer vores elevers tro på at kunne søge den samme Ånds vejledning gennem anvendelse af disse lærdomme i deres personlige tilværelse. Det emne, der undervises i i Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummer og i Hjælpeforeningen i Kirken den anden og tredie søndag hver måned, er Kirkens præsidenters lærdomme. I de sidste to år har vi studeret præsident Brigham Youngs lærdomme. I de næste to år vil vi studere præsident Joseph F. Smiths lærdomme. De bøger, som indeholder disse lærdomme, og som udleveres til alle Kirkens voksne medlemmer til at have permanent i deres bogsamling, indeholder lærdomme og principper. De er værdifulde og relevante for vores behov i vor tid, og de er fortrinlige til undervisning og samtale. Når jeg har besøgt kvorummer og hjælpeforeninger, har jeg generelt været glad for at se, hvordan disse Kirkens præsidenters lærdomme fremlægges og modtages. Men jeg har nogle gange set lærere, som kun overfladisk gjorde en bemærkning om det angivne kapitel og derpå fremlagde en lektion og opfordrede til samtale på baggrund af andet materiale, som læreren havde valgt. Det er ikke acceptabelt. En lærer i evangeliet er ikke kaldet til at vælge lektionens emne, men til at undervise i og tale om det, der er angivet. Lærere i evangeliet bør være yderst omhyggelige med at undgå favoritemner, personlige formodninger og kontroversielle emner. Herrens åbenbaringer og hans tjeneres vejledning er tydelige på dette punkt. Vi bør alle tænke over præsident Spencer W. Kimballs store belæring om, at en lærer i evangeliet er en »gæst«: »Han har fået en myndighedsstilling og et godkendelsesstempel på sig, og de, som han underviser, har ret til at antage, at da han er blevet valgt og opretholdt efter den rette orden, repræsenterer han Kirken, og at de ting, som han underviser i, er godkendt af Kirken. Uanset hvor fremragende han måtte være, og hvor mange sandheder han måtte mene, at han har fundet frem til, har han ingen ret til at bevæge sig ud over Kirkens program.«6 For det fjerde vil en god lærer i evangeliet forberede sig flittigt og bestræbe sig på at bruge de mest effektive midler til at fremlægge de foreskrevne lektioner på. Det nye kursus »Undervisning i evangeliet« og de nye lærerudviklingsmøder har selvfølgelig til hensigt at hjælpe lærerne i denne indsats. Det femte grundlæggende princip for undervisning i evangeliet, jeg ønsker at understrege, er Herrens befaling, som tidligere er citeret, om at lærere i evangeliet bør »forkynde mit evangeliums grundsætninger . . . som Ånden indgiver dem . . . og dersom I ikke modtager, skal I ikke undervise« (L&P 42:12­14). En lærer i evangeliet har privilegiet og pligten til at søge det niveau, hvor hans eller hendes undervisning vil blive ledet og bekræftet af Ånden i stedet for at blive strengt udvalgt og ordnet på forhånd efter personligt behag eller kvalifikationer. De vidunderlige principper for »Evangelisk undervisning og ledelse« i Kirkens Instruktionshåndbog indeholder følgende: »Lærerne og eleverne bør søge Ånden under lektionen. En person er måske i stand til at undervise i dybsindige sandheder, og eleverne vil måske deltage i nogle motiverende drøftelser, men medmindre Ånden er til stede, vil disse sandheder ikke gøre noget stærkt indtryk på sjælen . . . Når Ånden er til stede i evangelisk undervisning, ›overfører Helligåndens kraft [budskabet] til menneskehjertet‹ (se 2 Nephi 33:1).«7 Præsident Hinckley har nævnt et vigtigt resultat af befalingen om at undervise ved Ånden, da han kom med denne udfordring: »Vi må . . . få vore lærere til at tale fra hjertet og ikke ud fra deres bøger for at viderebringe deres kærlighed til Herren og til dette dyrebare værk, og på en eller anden måde vil det fænge an i hjertet på dem, som de underviser.«8 Det er vores mål ­ at have Guds kærlighed og være engageret i, at Jesu Kristi evangelium »fænger an« i hjertet på dem, som vi underviser. Det fører til det sjette og sidste princip, som jeg vil omtale. En lærer i evangeliet interesserer sig for resultaterne af sin undervisning og vil således måle succesen af sin undervisning og vil vidne om indvirkningen på elevernes tilværelse.9 En lærer i evangeliet vil aldrig blive tilfreds med blot at komme med et budskab eller holde en prædiken. En god lærer i evangeliet ønsker at hjælpe i Herrens værk med at bringe hans børn evigt liv. Præsident Harold B. Lee sagde: »Kaldelsen som lærer i evangeliet er en af de mest ædle i verden. Den gode lærer kan gøre en verden til forskel ved at inspirere drenge og piger og mænd og kvinder til at ændre deres tilværelse og virkeliggøre deres højeste skæbne. Daniel Webster beskrev smukt en lærers betydning, da han sagde: ›Hvis vi arbejder i marmor, vil det forgå; hvis vi arbejder i messing, vil tiden udviske det; men hvis vi arbejder med vores udødelige ånd, hvis vi mætter den med principper og med en tilbørlig gudsfrygt og kærlighed til vore medmennesker, indgraverer vi noget på disse små tavler, som vil lyse i al evighed.‹«10 Jeg bærer vidnesbyrd om, at dette er Guds værk, og at vi er hans tjenere med det hellige ansvar at undervise i Jesu Kristi evangelium, det største budskab gennem alle tider. Vi har brug for flere lærere til at være værdige til dette budskab. Jeg beder til, at vi alle vil blive fremragende lærere i evangeliet. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Mitch Albom, Tuesdays with Morrie, 1997, s. 192. 2. »How to Be a Teacher When Your Role as a Leader Requires Your to Teach«, General Authority Priesthood Board Meeting, 5. februar 1969; se også Jeffrey R. Holland, »En lærer, der er kommet fra Gud«, Stjernen, juli 1998, s. 27. 3. David O. McKay, Gospel Ideals, 1953, s. 175. 4. Se Boyd K. Packer, Teach Ye Diligently, 1975. 5. Brev fra Det Første Præsidentskab af 15. sep. 1999. 6. The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 533. 7. Kirkens Instruktionshåndbog, Bog 2: Ledere i præstedømmet og hjælpeorganisationerne, 1998, s. 300. 8. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 619­620. 9. Se Henry B. Eyring, »Styrken ved at undervise i lærdommene«, Liahona, juli 1999, s. 85. 10. The Teachings of Harold B. Lee, red. Clyde J. Williams, 1996, s. 461.