Ældste Ben B. Banks
De Halvfjerds' Præsidium
Jeg tror, at ethvert aktivt medlem af Kirken kender et mistet får, som har brug for en god hyrdes omsorg og kærlighed.
For en del år siden rejste min hustru Susan og jeg rundt i missionen i New Zealand sammen med præsident Melvin Tagg og søster Tagg. Præsident Tagg foreslog, at vi lod rejsen omfatte en forberedelsesdag, hvor vi kunne tage en bustur ud til det smukke Milford Sound. Vi standsede flere steder undervejs for at nyde det smukke landskab. Da vi gik tilbage til bussen efter et af disse stop, blev min nysgerrighed vakt af en gruppe passagerer, som stod i en rundkreds på vejen og tog billeder. Da jeg kiggede hen over deres hoveder, fik jeg inde i kredsen øje på et skræmt, lille lam på vaklende ben. Det så ikke ud til at være mere end nogle få timer gammelt. Jeg har set en del får i min tid, eftersom min svigerfar var fåreavler. Jeg var derfor ikke interesseret i at tage billeder af et lille lam, så jeg satte mig ind i bussen og ventede.
Da alle passagererne havde sat sig ind i bussen, tog chaufføren det skræmte lille lam op i sine arme, trykkede det ind mod sit bryst og bar det op i bussen. Han satte sig ned, lukkede døren, tog sin mikrofon og sagde til os: »Der må være kommet en fåreflok forbi her i morges, og det lille lam er blevet væk fra dem. Hvis vi tager lammet med, møder vi måske fåreflokken senere, så lammet kan komme tilbage til sin mor.«
Vi kørte flere kilometer gennem smukke skove og nåede til sidst frem til en smuk eng med højt, bølgende græs. Og der på engen gik ganske rigtigt en fåreflok og græssede. Chaufføren standsede bussen og undskyldte sig. Vi regnede alle sammen med, at han ville sætte fåret ned ved siden af vejen og komme tilbage, men det gjorde han ikke. Med lammet i favnen gik han forsigtigt og stille gennem græsset hen mod fåreflokken. Da han kom så tæt på, som han kunne uden at skræmme dem, satte han forsigtigt fåret ned og blev stående på marken, indtil han var sikker på, at lammet var tilbage i folden.
Da han vendte tilbage til bussen, tog han igen mikrofonen og sagde: »Kan I næsten ikke høre moderfåret sige: ›Åh, tak, tak, tak fordi I bragte mit vildfarne lam hjem til mig!‹«
Når jeg tænker på chaufførens vidunderlige belæring, går mine tanker til Herrens lignelse om det mistede får.
»Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham,
og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ›Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.‹
Men han fortalte dem denne lignelse:
›Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de ni og halvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre,
og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet.
Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse‹« (Luk 15:17).
Vores nuværende profet, Gordon B. Hinckley, har også udtrykt sin bekymring for de mistede får:
»Der er så mange unge, som vandrer formålsløst omkring og følger det tragiske spor af narkotika, bander, umoral og hele den sværm af dårligdomme, der ledsager disse ting. Der er enker, som længes efter venlige stemmer og en ånd af ivrig interesse, som afspejler kærlighed. Der er nogle, som engang var varme i troen, men hvis tro er blevet kold. Mange af dem ønsker at komme tilbage, men ved ikke helt, hvordan man gør. De har brug for venlige hænder, som rækker ud til dem. Med en lille indsats kan mange af dem igen blive ført tilbage til festmåltidet ved Herrens bord.
Mine brødre og søstre, jeg vil håbe, jeg vil bede om, at vi alle . . . vil beslutte os til at søge dem, som har brug for hjælp, som er i desperate og vanskelige situationer, og opløfte dem i en kærlig ånd ind i Kirkens favn, hvor stærke hænder og kærlige hjerter vil varme dem, trøste dem, støtte dem og lede dem hen til vejen til lykkelige og produktive liv« (»Ræk ud med en hjælpende hånd«, Stjernen, jan. 1997, s. 83).
I lyset af vores profets bekymring burde vi spørge os selv: »Hvordan kan det være, at nogle, som engang var varme i troen, er blevet kolde i troen?«
Hvis vi skal opfylde det profetiske påbud om at fuldkommengøre de hellige, skal vi også have større held med at styrke dem, hvis tro er blevet kold. For at kunne give os i kast med denne indsats, må vi kende lidt til de følelser og årsager, der gør, at de ikke længere overværer møderne og tager del i fællesskabet med de hellige.
De fleste aktive medlemmer tror, at mindre aktive medlemmer opfører sig anderledes, fordi de ikke tror på Kirkens lære. En undersøgelse foretaget af Kirkens research- og informationsafdeling går imod denne opfattelse. Den viser, at næsten alle de mindre aktive medlemmer, der blev adspurgt, troede på, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at Joseph Smith var en profet og at Kirken er sand.
I en anden undersøgelse blev en gruppe aktive medlemmer, der tidligere havde været mindre aktive, spurgt om, hvorfor de ikke var kommet i Kirken. De mest almindelige årsager var:
En følelse af uværdighed.
Personlige eller familiemæssige problemer.
Forældre eller ægtefæller, som var mindre aktive.
Oprørskhed eller dovenskab hos teenagere.
Problemer med arbejdstider.
Kirken lå for langt væk, manglende transportmuligheder.
De blev derefter spurgt, hvad der havde fået dem til at vende tilbage til Kirken. De mest almindelige svar var:
En alvorlig krise.
Overvindelse af personlige problemer.
En ægtefælles eller kærestes eksempel.
Påvirkning fra familie.
Et ønske om at nyde evangeliets påvirkning i familien.
Støtte fra wardets medlemmer, flytning til nyt ward, hvor folk tog sig af dem.
(Research Information Division Comparison, sep. 1999).
Jeg tror, at ethvert aktivt medlem af Kirken kender et mistet får, som har brug for en god hyrdes omsorg og kærlighed.
Præsident Hinckley har fortalt os, hvad ethvert nyt medlem har brug for, hvis de skal forblive aktive i Kirken: En ven, et ansvar og vedvarende næring gennem Guds gode ord. De mistede får har brug for nøjagtig den samme omsorg og støtte for at vende tilbage til folden.
Jeg kender en familie, hvis søn forsvandt under en campingtur. Da de ikke kunne finde ham, blev der sendt bud efter hjælp, og flere hundrede ledte, indtil drengen blev fundet og bragt tilbage til sine forældres trygge favn. Her til morgen vil jeg bønfalde om, at vi må have samme oprigtige omsorg og kærlighed og gøre alt, hvad vi kan for at føre disse dyrebare sønner og døtre, som ikke længere er aktive, tilbage til Kirken.
Det er en stor udfordring for os. Det kræver, at vi udviser større tro, energi og hengivenhed for at nå ud til disse brødre og søstre. Men vi skal gøre det. Han regner med, at vi gør det. Vi må huske på, at al forandring tager tid. Vi må alle være tålmodige, tilbyde dem vores venskab, lytte oprigtigt, udvise kærlighed og lade være med at dømme.
I ethvert ward og gren er der gode, hæderlige mænd og kvinder. Mange ved ikke, hvordan de skal vende tilbage til Kirken. Der er gode fædre og mødre iblandt dem. Mange har en ting til fælles: De er ikke åndelige ledere i deres hjem. Når troende mænd og kvinder besøger disse mennesker og gør sig til venner med dem og elsker dem og underviser dem i evangeliet, så tror jeg, at de og deres familier vil komme tilbage.
I de næste par minutter vil jeg tale til dem, som er vandret væk fra folden. Jeg håber, at nogle af jer, som ikke er fuldt aktive i Kirken, måske lytter til dette konferencemøde. I har i mange tilfælde fået nye venner og holder ikke længere fast ved Kirkens standarder. Mange af jeres børn følger i jeres spor og efterlever jeres eksempel. Børn er ikke blot afhængige af fysisk og følelsesmæssig støtte fra deres forældre, men også åndelig støtte.
Det var et får, ikke et lam, der vandrede bort
sådan lignelsen lød,
et voksent får, der vandrede bort
fra foldens trygge skød.
Hvorfor bør vi søge efter disse får
og inderligt håbe og bede?
For når fårene kommer på afveje
vil også lammene bort de lede.
For lammene følger jo fårene,
uanset hvor de så vandrer hen,
og så varer det ikke længe,
før lammene farer vild, min ven.
Så vi anråber nu fårene
for lammene, de små og søde
får når fårene går tabt
så er det lammene, som må bøde!
(Hugh B. Brown, The Abundant Life [1965], s. 166167, »The Echo« af C. C. Miller).
Herren har sagt: »Mine får hører min røst« (Joh 10:27). På samme måde vil jeres børn reagere på jeres røst. Der er ingen andre, som kan tage jeres plads som fædre og mødre. Der er en historie om en seks-årig dreng, der blev væk fra sin mor i et stort supermarked [og] desperat begyndte at råbe: »Martha, Martha.« Da moderen blev fundet, og de var sammen igen, sagde hun: »Du skal ikke kalde mig Martha, lille skat. Du skal kalde mig mor.« Men den lille fyr svarede: »Det ved jeg godt, men butikken var fuld af mødre, og jeg ville bare have min« (Spencer W. Kimball, Faith Precedes the Miracle [1972], s. 117).
Hvilken stor velsignelse ville det ikke være for jeres familie, hvis I bragte jeres liv i harmoni med evangeliet. Beslutningen om at ændre jeres liv og blive aktive igen og komme til Kristus er den vigtigste beslutning, som I kan træffe i dette liv.
Til sidst et par ord til dem, der er hyrder for flokken. I en åbenbaring til profeten Joseph Smith fortæller Frelseren os, hvor stor værdi hver enkelt sjæl har:
»Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne.
Thi se, Herren, jeres Forløser, led døden i kødet og led for alle mennesker, for at alle mennesker måtte omvende sig og komme til ham.
Og han er igen opstanden fra de døde, for at han kunne føre alle mennesker til sig på betingelse af, at de ville omvende sig.
Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig!
Derfor er I kaldet til at råbe omvendelse for dette folk.
Og om det skulle ske, at I måtte arbejde hele jeres liv med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre een sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være med ham i min Faders rige!« (L&P 18:1015).
Den Gode Hyrde gav villigt sit liv for fårene, for dig og mig, ja, for os alle, for at vi kunne leve evigt med vor himmelske Fader. Jeg beder til, at vi vil følge den formaning, som vor Frelser, Jesus Kristus, tre gange gav til Peter: »Vogt mine lam . . . Vær hyrde for mine får . . . Vogt mine får« (se Joh 21:1517). I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
