Ét led, der stadig holder Ældste Vaughn J. Featherstone De Halvfjerds Efterhånden som verden bevæger sig dybere og dybere ned i synd, står denne vidunderlige Kirke som en kæmpemæssig granitblok. Alexander Solsjenitsyn beskrev eftergivenhed således: »En proces, hvor man giver op og giver op og giver op og håber og håber og håber, at ulven på et eller andet tidspunkt har fået nok.«1 Mine vidunderlige, unge venner, jeg kan love jer, at ulven vil aldrig få nok. Oliver Wendell Holmes har sagt: »Når Ånden indtager hjertet, kan der ikke være nogen hvile. For selv i nattens mulm og mørke er der stadig ét led i kæden, der holder, ét lys, som ikke vil slukkes.« Gør det jer ikke dybt taknemmelige at tilhøre en kirke, hvor apostle og profeter står i spidsen ­ og at vide, at ét led vil altid holde, ét lys vil aldrig slukkes? Efterhånden som verden bevæger sig dybere og dybere ned i synd, står denne vidunderlige Kirke som en kæmpemæssig granitblok. Er I ikke stolte af, at Kirken lærer os sandheden? Vi behøver ikke at tænke over øreringe til drenge og mænd, tatoveringer, punkerhår, vulgært sprog og sjofel gestikuleren. Vi har profeter, der udformer standarderne. De belærer om, at de ti bud ikke er forældede. Herrens ord har tordnet ned gennem generationerne: »Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn« (2 Mos 20:7). At misbruge Guds navn er meget anstødeligt for Ånden, og at gøre dette er Satans bedste kneb for at spotte vor Gud. Jehova erklærede ligeledes: »Du må ikke stjæle« (vers 15). At stjæle er en krænkelse mod Gud. Denne befaling er én af blot 10. At snyde, lyve og vidne falsk er alt sammen former for at stjæle. Kære unge, er I ikke Gud taknemmelig for, at apostlene og profeterne aldrig vakler med hensyn til synd? Uanset hvor stærkt stormen fra den offentlige mening måtte blæse, er Kirken urokkelig. »Gud har befalet, at formeringens hellige kraft kun skal anvendes mellem en mand og en kvinde, der er lovformeligt viet som ægtemand og hustru.«1 De, der går ind for fordærvede principper og afvigende opførsel, lever i synd. Love, den almindelige mening, samtykkende voksne, som underviser i ting, der går imod evangeliet, tager fejl, selv om flertallet accepterer det. Synd er synd, og det er Guds sandhed. Apostlen Paulus erklærede: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?« (1 Kor 3:16). Pornografi er af det onde. Jeg elsker den historie, som blev fortalt ved Henry Eyrings fars begravelse. Da han var ung og rejste over grænsen fra de mexikanske kolonier til USA, sagde tolderen til ham: »Sønnike, har du pornografi i din håndtaske eller dine kufferter?« Han svarede: »Nej, sir, vi har ikke engang en pornograf.« Det er vidunderligt at være så ren og naiv. Vi ved, at pornografi er vanedannende og ødelæggende. Den har ledsagere, der følger med: Druk, rygning og stoffer. Den bruger nogle former for musik, dans, Internettet og fjernsynet. De, der fremstiller den, er ugudelige og har ingen samvittighed. De kender konsekvenserne, men de er ligeglade. Ligesom dem, der går rundt og faldbyder narkotika, vil de aldrig være der til at samle stumperne op, når man er brudt helt sammen. Men det vil vi ­ jeres forældre, biskopper og ledere. Vær forsigtig med, hvem I bliver nære venner med. To mænd talte sammen, og den ene sagde: »Du, Joe, jeg gik forbi dit hus den anden dag.« Og Joe sagde: »Tak.« Vær taknemmelige, hvis I ikke er med i de forkerte grupper. Der vil altid på forhånd komme en stærk advarsel til jer. Rudyard Kipling sagde: »For dette er jungleloven, og den er lige så gammel og lige så virkelig som himlen. Og den ulv, der adlyder den, vil få fremgang, mens den ulv, der fornægter den, vil dø.   Ligesom slyngplanten snor sig omkring træstammen, gælder loven begge veje, for ulveflokkens styrke ligger hos ulven, men ulvens styrke ligger i flokken.«2   Jeres venner er et værn. Og et par ord til voksne og forældre. Ældste Bruce R. McConkies far gjorde opmærksom på, at når vi overtræder en hvilken som helst befaling, hvor ubetydelig den end måtte være, vil vore unge måske vælge at overtræde en befaling senere hen i livet, som måske er 10 eller 100 gange værre, og retfærdiggøre det på grundlag af den enkle befaling, som vi overtrådte.3 En af de ting, der påvirker vore unges religiøsitet mest, er spontane samtaler i hjemmet om religion ­ når vi taler om de ting, som vi elsker mest, ikke fordi de er planlagt, som fx familieaften, bøn eller studium af skriften ­ men fordi de er så værdifulde for os, påvirker de vore børn dybt. Grady Bogue, en collegelærer, sagde: »Når undervisning foretages korrekt, er det en værdifuld gerning. Men det er også den menneskelige indsats, der har de mest skadelige følger, når det gøres uden omsorg og dygtighed. At føre en elev ud på usikker grund enten på grund af uvidenhed eller hovmod ­ fordi vi ikke har viden eller er ligeglade ­ er en handling, der er langt værre end lægesjusk. Vore fejltrin vil ikke bløde, i stedet medfører de skjulte sår, hvis betydning og tragiske følger måske ikke vil vise sig, før der er gået mange år, og helbredelse bliver smertefuld og umulig.«4 I unge, føl jer ikke undertrykt af lydighed. Lydighed er et vidunderligt og et stort privilegium. I Abraham 4:18 står der: »Og Guderne vågede over de ting, som de havde befalet, indtil de adlød.« Hvad hvis elementerne ikke havde adlydt? De ville være blevet forbandet eller tilbageholdt. Det er det samme med os. Lydighed mod Gud er helt sikkert den eneste måde at være virkelig fri på og udøve vores handlefrihed. Satan belærer om det modsatte, og for hvert forkert valg binder han os med lænker. Jeg forsikrer jer om, at lydighed er et vidunderligt privilegium. Da jeg var dreng, var min mor nødt til at tage på arbejde på Garfield metalsmelteri og arbejde som en mand for at hjælpe med at forsørge syv børn. Hun arbejdede på natholdet så meget, som hun kunne, og jeg er sikker på, at det var for at kunne være sammen med os om dagen. Jeg ved ikke, hvornår den stakkels kvinde sov. En lørdag morgen fik hun fri fra arbejde omkring klokken syv eller otte. Hun gik i seng i et par timer og stod så op. Hun inviterede alle sine slægtninge til middag. Der må have været 35 eller 40. Hun pyntede bordene og satte stolene på plads og tog al porcelænet og sølvtøjet frem. Hun lavede mad og bagte hele dagen lang. De snavsede potter og pander hobede sig op. Alle kom til middag, og efter middagen blev al den snavsede service båret ud i køkkenet. Maden blev taget ud og stablet sammen på køkkenbordet og i skabe, så blev køkkendøren lukket, og familien begyndte at hygge sig sammen. Klokken var omkring otte om aftenen. Jeg kan huske, at jeg stod alene i køkkenet. I mit barnesind tænkte jeg: »Min mor har arbejdet hele natten. Hun har arbejdet hele dagen for at lave denne middag. Når alle går, skal hun vaske op og sætte maden på plads. Det vil tage to-tre timer, og det er ikke retfærdigt.« Så tænkte jeg: »Jeg vil ordne det.« Jeg vaskede tallerkenerne, sølvtøjet og glassene. Vi havde ikke nogen elektrisk opvaskemaskine; vi havde en manuel opvaskemaskine, og den aften brugte jeg mine hænder. Jeg brugte et halvt dusin viskestykker. Jeg var gennemblødt fra top til tå. Jeg satte maden på plads, tørrede bordet og opvaskebakkerne af og så lagde jeg mig på alle fire og skrubbede gulvet. Da jeg var færdig, syntes jeg, at køkkenet var pletfrit. Det tog omkring tre timer. Så hørte jeg støj fra stolene, og alle gik hjem. Hoveddøren blev lukket, og jeg hørte min mor gå ud imod køkkenet. Jeg var glad og tænkte, at det ville hun også blive. Døren gik op, og selv om jeg kun var 11 år gammel, kunne jeg se, at hun blev helt forbavset. Hun så sig om i køkkenet, så på mig, og gav mig så et blik, som jeg ikke genkendte på det tidspunkt. Det gør jeg nu. Det var noget i retning af: »Tak. Jeg er træt. Jeg tror, at du forstår, og jeg elsker dig.« Og hun kom hen og omfavnede mig. Der var lys i hendes blik og varme i mit hjerte. Jeg lærte, at det er en vidunderlig følelse at tænde lys i vore forældres blik. En anden gang ­ det var søndagen inden Thanksgiving (taksigelsesfesten) måske i 1943 ­ tog jeg til præstedømmemøde. Der var en stor opslagstavle. På den hang der billeder af alle de unge mænd, som gjorde militærtjeneste. Præster, der for nogle få måneder siden havde siddet ved nadverbordet, var nu med i krigen. Den blev opdateret hver uge. De, der faldt i kamp, havde en guldstjerne ved deres billede ­ de, der var blevet såret, en rød stjerne, og de, der var meldt savnet, en hvid stjerne. Som 12-årig diakon så jeg hver uge efter for at se, hvem der var blevet dræbt eller såret. Til kvorumsmødet den morgen sagde et medlem af biskoprådet: »På torsdag er det Thanksgiving. Vi bør alle holde familiebøn i vores hjem.« Dernæst sagde han: »Lad os skrive de ting på tavlen, som vi er taknemmelige for.« Det gjorde vi, og han sagde: »Tag disse ting med i jeres bøn på denne taksigelsesdag.« Jeg blev helt dårlig, for vi gjorde aldrig brug af bøn eller velsignelser. Den aften klokken halv syv gik vi til nadvermøde. Ved mødets slutning rejste biskoppen sig og var meget bevæget. Han fortalte om de unge mænd fra vores ward, som var blevet dræbt eller såret. Han talte om vores frihed, privilegium, vores flag og dette storslåede land og vore velsignelser. Så sagde han: »Jeg vil håbe, at hver eneste familie vil knæle ned og holde familiebøn på taksigelsesdagen og takke Gud for deres velsignelser.« Mit hjerte gjorde ondt. Jeg tænkte: »Hvordan kan vi holde familiebøn?« Jeg ønskede at være lydig. Jeg sov næsten ikke hele søndag nat. Jeg ønskede at bede på taksigelsesdagen. Jeg tænkte endda, at jeg ville bede bønnen, hvis nogen bad mig om det, men jeg var for genert til at tilbyde det. Jeg var bekymret i skolen hele mandagen, tirsdagen og onsdagen. Far kom ikke hjem om onsdagen, men først tidligt torsdag morgen. Vi stod alle op. Der var fem drenge og to søstre. Vi sprang morgenmaden over, så vi ville have godt med appetit til Thanksgiving-middagen. For at få større appetit gik vi ud på en mark i nærheden og gravede et hul på 2 x 2 x 2 meter som gemmested. Vi gravede en grøft, der førte ned til gemmestedet. Jeg kan huske, at for hver skovlfuld jord tænkte jeg: »Himmelske Fader, vil du ikke nok lade os bede bøn.« Endelig klokken halv tre kaldte min mor os ind for at spise. Vi vaskede os og satte os til bords. På en eller anden måde havde mor klaret at skaffe en kalkun med alt tilbehør. Hun satte al maden på bordet, deriblandt kalkunen. Jeg troede, at mit hjerte skulle briste. Tiden var snart gået. Jeg så på min far og derefter på min mor. Jeg tænkte: »En eller anden, hvem som helst, kan vi ikke nok bede en bøn?« Jeg gik næsten i panik, og så begyndte alle pludselig at spise. Hele morgenen og eftermiddagen havde jeg slidt for at få en god appetit, men jeg var ikke sulten. Jeg ønskede ikke at spise noget. Jeg ønskede mere end noget andet i denne verden at bede, og det var for sent. Kære unge, vær taknemmelige for forældre, som beder og læser i skrifterne. Sæt pris på familieaftenen. Vær taknemmelige for dem, der underviser og oplærer jer. Mine unge venner, der er så meget, der er vidunderligt og umagen værd i denne store verden. Jeg elsker præsident Hinckleys konstante omtale af den kærlighed og tillid og den storhed, som han føler hos jer, vore elskede unge. Forbered jer til at tage i templet. Der er et vidunderligt vers, som beskriver det. »Gå ind af denne dør, som om gulvet var det pure guld og hver mur af juveler; det hele af umådelig værdi; som om koret i strålende kapper sang her. Råb ej, hast ej, men stille! For Gud er nær.«5   Og præsident Joseph F. Smith belærte: »Når vi har gjort alt, hvad vi kan for sandhedens sag og modstået det onde, som mennesker har bragt over os, og er blevet overmandet af deres uret, er det stadig vores pligt at holde stand. Vi kan ikke give op; vi må ikke lægge os ned. En stor sag vindes ikke i en enkelt generations tid«.6 Unge mænd og unge piger, hæv standarden, bær faklen for jeres generation. Vi har fuld tillid til, at I vil gøre det. Jeg takker Gud for dét ene led, der stadig holder, det ene lys, som ikke vil slukkes. Husk hvor velsignede I er ved at holde bøn i jeres hjem. Og prøv altid at sætte lys i jeres mors øjne. Det er det mindste, som vi alle kan gøre for dem. Vi elsker jer, vore kære unge, og beder Gud om at velsigne hver enkelt af jer. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. »Familien: En proklamation til verden«, Stjernen, jan. 1996, s. 101. 2. Rudyard Kipling's Verse, 1935, s. 559. 3. Samtale med Brit McConkie. 4. »A Friend of Mine: Notes on the Gift of Teaching«, Vital Speeches, den 15. juli 1988, s. 615. 5. Digt af Orson F. Whitney; citeret i Spencer W. Kimball: »The Things of Eternity ­ Stand We in Jeopardy?«, Ensign, jan. 1977, s. 7. 6. Se Evangeliske lærdomme, 1939, s. 99.