Vores allerbedste jeg Præsident Thomas S. Monson Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab Når vi [stoler på Herren], indser vi, at vi har været ude i hans hellige ærinde, at hans guddommelige hensigter er blevet opfyldt, og at vi har haft del i opfyldelsen af dem. For længe siden, langt herfra belærte vor Herre og Frelser Jesus Kristus folkeskarerne og sine disciple om »vejen og sandheden og livet«.1 Han gav vejledning med sine hellige ord. Han var et eksempel for os med sit eksemplariske liv. Til tider kunne Herren stille en anden dette spørgsmål: » . . . hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve?«2 Under sit virke på det amerikanske kontinent føjede han betydningsfulde ord til, da han besvarede det samme spørgsmål: »Hvad slags mænd burde I da ikke være? Sandelig siger jeg jer: Som jeg er.«3 I løbet af sit jordiske virke skitserede Mesteren, hvordan vi bør leve, hvordan vi bør undervise, hvordan vi bør tjene, og hvad vi skal gøre, for at blive vores allerbedste jeg. Vi finder en belæring om dette i Johannesevangeliet i Bibelen: »Filip møder Nathanael og siger til ham: ›Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.‹ Nathanael spurgte: ›Kan noget godt komme fra Nazaret?‹ Filip sagde til ham: ›Kom og se!‹ Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: ›Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.‹«4 Apostlen Paulus' ord giver os himmelsk vejledning på vores jordiske rejser: » . . . alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde.« Og så fulgte den afsluttende formaning: »Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre. Og fredens Gud vil være med jer.«5 Når vi søger at nå ind til vores allerbedste jeg, kan flere spørgsmål styre vore tanker: Er jeg, som jeg gerne vil være? »Er jeg tættere på Frelseren i dag, end jeg var i går? Er jeg endnu tættere på ham i morgen? Har jeg mod til at ændre mig til det bedre?« Det er på tide at vælge en ofte overset vej, en vej, som vi kunne kalde »Familievejen«, så vores børn og børnebørn kan udvikles og nå deres fulde potentiale. Der er en national ­ ja, faktisk en international ­ tidevandsbølge i gang. Den bærer et uudtalt budskab med sig: »Vend tilbage til dine rødder, til din familie, til det, du har lært, til livserfaringer, til andres eksempel og til dine familieværdier.« Ofte er det blot et spørgsmål om at vende hjem ­ hjem til et loft, vi ikke har besøgt længe, til dagbøger, vi sjældent læser i, til fotoalbums, som vi næsten har glemt. Den skotske digter James Barrie skrev: »Gud har givet os minder, for at vi kan opleve junis roser i vort livs december.«6 Hvilke minder har vi om mor? Far? Bedsteforældre? Familie? Venner? Hvad har vi lært af vore fædre? For mange år siden spurgte en far ældste ElRay L. Christiansen, hvad han skulle kalde sin nyerhvervede båd. Bror Christiansen foreslog: »Hvad med at kalde den Sabbatsbryderen?« Jeg er sikker på, at den kommende sømand funderede over, hvorvidt hans stolthed skulle blive en sabbatsbryder eller en sabbatsholder. Uanset hvad han besluttede, så er der ingen tvivl om, at det gjorde et varigt indtryk på hans børn. En anden far gav sin søn en lektie om lydighed, som han aldrig glemte, da han ved sit eksempel holdt sabbatten hellig. Jeg hørte om det ved den ædle generalautoritet H. Verlan Andersens begravelse. En af hans sønner holdt en hyldesttale for ham. Han sagde noget, der har betydning for os, uanset hvor vi er og hvad vi foretager os. Det gjaldt den personlige erfarings eksempel. Ældste Andersons søn fortalte, at han mange år tidligere skulle til et særligt arrangement på skolen en lørdag aften. Han lånte bilen af sin far. Da han havde fået bilnøglerne og var på vej hen mod døren, sagde hans far: »Der skal mere benzin på bilen inden i morgen. Husk at fylde den op, inden du kommer hjem.« Ældste Andersons søn fortalte, at aftenens aktivitet var pragtfuld. Han var sammen med vennerne, fik forfriskninger og havde det sjovt. Men i sin glæde glemte han sin fars formaning om at fylde benzin på bilen, inden han kørte hjem. Søndag morgen gryede. Ældste Andersen opdagede, at benzinmåleren viste, at tanken var tom. Sønnen så sin far komme ind i huset igen og lægge bilnøglerne på bordet. I familien Andersens hjem var sabbatten en dag, hvor man tilbad og priste Gud, ikke en dag, hvor man handlede. I sin begravelsestale sagde ældste Andersens søn videre: »Jeg så min far tage frakken på, sige farvel og gå den lange vej hen til kirkebygningen for at deltage i et tidligt møde.« Pligten kaldte. Sandheden blev ikke holdt gidsel af nødvendigheden. Som afslutning på sin begravelsestale sagde han: »Ingen søn er blevet mere effektivt undervist af sin far, end jeg blev ved den lejlighed. Min far ikke alene kendte sandheden, han efterlevede den også.« Det er i hjemmet, vi danner vores holdninger, vores dybtliggende overbevisninger. Det er i hjemmet, at håbet opelskes eller knuses. Vores hjem skal være mere end fristeder. De skal være steder, hvor Guds Ånd kan dvæle, hvor uvejret stopper ved hoveddøren, hvor kærligheden hersker og freden dvæler. For ikke så længe siden skrev en ung mor til mig: »Til tider spekulerer jeg på, om jeg øver nogen indflydelse på mine børns liv. Som enlig mor, der er nødt til at have to jobs for at få pengene til at slå til, kan jeg nu og da komme hjem til den helt store forvirring, men jeg opgiver aldrig håbet. Mine børn og jeg sad og fulgte en transmission af generalkonferencen, og du talte om bøn. Min søn sagde så: ›Mor, det der har du jo allerede lært os.‹ Jeg sagde: ›Hvad mener du?‹ Og han svarede: ›Du har lært os at bede og vist os, hvordan man gør, men forleden kom jeg ind på dit værelse for at spørge om noget. Og da lå du på knæ og bad til vor himmelske Fader. Hvis han betyder så meget for dig, så betyder han også meget for mig.‹« Brevet sluttede: »Man ved nok ikke, hvor stor indflydelse man har, før et barn ser én gøre det, som man siger, at han skal gøre.« Sikke en storslået lektie den dreng lærte af sin mor. Som dreng gjorde jeg en forbløffende opdagelse i søndagsskolen en Mors Dag, og jeg har husket det lige siden. Melvin, en blind dreng i wardet, som havde et stort sangtalent, rejste sig og vendte ansigtet ud mod forsamlingen, som om han så på dem alle sammen. Så sang han: »Min vidunderlige mor.« Erindringens klare gløder oplyste alle hjerter. Mændene rakte efter deres lommetørklæder. Kvindernes øjne var fulde af tårer. Vi diakoner gik rundt blandt forsamlingen med små potter med en lille pelargonie til hver mor. Nogle af mødrene var unge, nogle var midaldrende, nogle var kun lige akkurat i live i deres høje alder. Jeg lagde mærke til, at alle mødrenes øjne var rare. Hver af mødrene sagde: »Tak.« Jeg følte ånden i bemærkningen: »Når nogen giver et andet menneske en blomst, bliver blomstens duft hængende på giverens hænder.« Jeg har ikke glemt den lektie, jeg lærte, og jeg vil aldrig glemme den. Nogle mødre, nogle fædre, nogle børn, nogle familier kaldes til at bære tunge byrder i dette liv. En sådan familie var familien Borgstrom i det nordlige Utah. Det var under anden verdenskrig. Der rasede voldsomme kampe forskellige steder i verden. Tragisk nok mistede familien Borgstrom fire af de fem sønner, som gjorde tjeneste i hæren. I løbet af et halvt år gav alle fire sønner deres liv i hver sin del af verden. Efter krigen blev de fire Borgstrom-brødres lig bragt hjem til Tremonton, og der blev afholdt en passende højtidelighed i det fyldte tabernakel i Garland i Utah. General Mark Clark overværede højtideligheden. Senere udtrykte han varmt disse ord: »Jeg fløj til Garland om morgenen den 26. juni. Mødtes med familien, der omfattede moderen, faderen og de to tiloversblevne sønner . . . hvoraf den ene var en teenageknægt. Jeg havde aldrig truffet en mere tapper familie. Da de fire flagomsvøbte kister blev opstillet foran os i kirken, og mens jeg sad ved siden af disse tapre forældre, blev jeg dybt bevæget over deres tro og deres stolthed over disse dejlige sønner, som havde ydet det største offer for de principper, som de siden barndommen var blevet belært om af deres ædle forældre. Under den efterfølgende frokost vendte Mrs. Borgstrom sig til mig og sagde med dæmpet stemme: ›Tager I også min yngste?‹ Jeg svarede hviskende, at så længe jeg sad som øverstbefalende for hæren på Vestkysten, ville jeg, i tilfælde af, at hendes søn blev indkaldt, gøre mit bedste for at få ham stationeret herhjemme. Midt under denne hviskende samtale med moderen, lænede faderen sig frem og sagde til Mrs. Borgstrom: ›Lillemor, jeg har hørt din samtale med generalen om vores yngste søn. Vi ved, at hvis hans land har brug for ham, så drager han af sted.‹ Jeg kunne knap skjule min bevægelse. Her stod nogle forældre, hvis fire sønner lå døde af de sår, de havde pådraget sig i krigen, og dog var de villige til at yde det sidste offer, hvis deres land krævede det.« Det var Jesu Kristi evangelium, der rørte hjem og hjerte på den uforglemmelige dag. Årene er kommet og gået, men behovet for et vidnesbyrd om evangeliet er stadig af største betydning. Mens vi bevæger os mod fremtiden, må vi ikke glemme fortidens lektioner. Vor himmelske Fader gav sin Søn. Guds Søn gav sit liv. De har på en måde bedt os om at give vores liv i deres tjeneste. Vil du det? Vil jeg det? Vil vi det? Der er lektioner, der skal undervises i, der er gode gerninger, som skal udføres, der er sjæle, som skal frelses. Lad os huske på kong Benjamins råd: » . . . når I er i jeres medmenneskers tjeneste, tjener I blot Gud.«7 Ræk ud og hjælp dem, der har brug for din hjælp. Løft dem op til den højere og bedre vej. Som vi synger i Primary: »Led mig, før mig, gå du med mig, hjælp mig finde vej, lær mig hvad jeg gøre må, for hjem til Gud at nå.«8 Sand tro er ikke begrænset til barndommen, men kan udøves af alle. Vi lærer fra Ordsprogenes Bog: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«9 Når vi gør det, indser vi, at vi har været ude i hans hellige ærinde, at hans guddommelige hensigter er blevet opfyldt, og at vi har haft del i opfyldelsen af dem. Tillad mig at illustrere denne sandhed med et personligt eksempel. For mange år siden, mens jeg tjente som biskop, følte jeg mig tilskyndet til at besøge Augusta Schneider, en enke fra Alsace-Lorraine i Europa. Hun talte meget lidt engelsk, men talte flydende fransk og tysk. I mange år efter den første tilskyndelse besøgte jeg hende hvert år til juletid. Ved en sådan lejlighed sagde Augusta: »Biskop, jeg har noget, der betyder meget for mig, og som jeg nu vil give til dig.« Hun gik så hen til et særligt møbel i sin beskedne lejlighed og fandt gaven frem. Det var et smukt stykke filt, omkring 15x20 cm, hvorpå de medaljer sad, som hendes mand var blevet tildelt for sin indsats i de franske styrker under den første verdenskrig. Hun sagde: »Du skal have denne skat, som betyder så meget for mig.« Jeg protesterede høfligt og sagde, at der måtte være et medlem af hendes familie, som burde få den gave. »Nej,« svarede hun bestemt, »gaven er din, for du har sjæl som en franskmand.« Kort efter at Augusta havde givet mig denne gave, forlod hun det jordiske liv og vendte hjem til den Gud, som havde givet hende livet. Ofte spekulerede jeg på hendes udtalelse om, at jeg havde »sjæl som en franskmand«. Jeg anede ikke, hvad hun mente med det. Det ved jeg stadig ikke. Mange år senere nød jeg det privilegium at ledsage præsident Ezra Taft Benson til indvielsen af templet i Frankfurt, som skulle betjene både tysk-, fransk- og hollandsktalende medlemmer. Da jeg pakkede til turen, følte jeg mig tilskyndet til at tage medaljerne med, uden at jeg vidste, hvad jeg skulle bruge dem til. Jeg havde haft dem i adskillige år. Under det franske indvielsesmøde var templet helt fyldt. Sangene og budskaberne var smukke. Taknemlighed for Guds velsignelser herskede i alle hjerter. Af mine noter kunne jeg se, at der var flere medlemmer fra Alsace-Lorraine til stede. Mens jeg ledte mødet, opdagede jeg, at organisten hed Schneider. Derfor fortalte jeg om mit bekendtskab med Augusta Schneider, hvorefter jeg gik hen til orglet og rakte organisten medaljerne med en formaning om, at siden han hed Schneider, var det nu hans ansvar at udføre slægtshistorie for slægten Schneider. Herrens Ånd bekræftede for os, at dette var et særligt møde. Bror Schneider havde svært ved at samle sig om at spille afslutningssalmen, så bevæget var han af Ånden, som vi følte der i templet. Jeg vidste, at den dyrebare gave ­ selve enkens mønt, for det var alt, hvad Augusta ejede ­ nu lå i hænderne på en, som ville sørge for, at mange franske sjæle kunne modtage de velsignelser, som det hellige tempel byder på, både for de levende og for dem, der er gået hinsides. Jeg bærer vidnesbyrd om, at med Gud er alt muligt. Han er vores himmelske Fader. Hans Søn er vores Forløser. Når vi stræber efter at lære hans sandheder at kende og efterleve dem, vil vores og andres liv blive rigt velsignet. Jeg erklærer med stor alvor, at Gordon B. Hinckley er vor tids sande profet, og at han vejledes i det store værk, der skrider frem under hans lederskab. Må vi altid huske på, at lydighed mod Guds befalinger medfører de lovede velsignelser. Må vi hver især gøre os fortjent til at modtage dem, det beder jeg om, i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Joh 14:6. 2. 2 Pet 3:11. 3. 3 Nephi 27:27. 4. Joh 1:45­47. 5. Filip 4:8­9. 6. Omskrivning af James Barrie, i Peter's Quotations: Ideas for Our Time, red. Laurence J. Peter (1977), s. 335. 7. Mosiah 2:17. 8. Randell, Naomi W., »Jeg er Guds kære barn«, Salmer og sange, nr. 195. 9. Ordsp 3:5­6.