Præsident Gordon B. Hinckley
Kirken går frem på sin fastlagte mission med retning mod sin fastlagte skæbne.
Velkommen til konference! Vi byder jer atter velkommen, mine brødre og søstre, til denne storslåede verdenskonference. Seks måneder mellem konferencerne syntes engang at være lang tid. Nu synes tiden at flyve afsted. Vi samles atter som en stor familie med mere end ti millioner medlemmer for at lytte til og lære af dem, der er kaldet til at lede, for at forny vores tro og styrke vores beslutning om at leve bedre og for at være sammen i behagelig selskabelighed.
Vi er et lykkeligt og velsignet folk, der arbejder på at opbygge Guds sag og rige på jorden. Uanset race eller nationalitet, om vi er fattige eller rige, gamle eller unge, så mødes vi for at dele vores fælles vidnesbyrd om Herren, i hvis navn vi tilbeder.
Jeg er glad for at kunne meddele, at Kirken er i god forfatning. Værket fortsætter med at gå fremad. Jeg vil blot pege på to eller tre områder.
Vi har nu omtrent 60.000 missionærer. Til juli vil der være 333 missioner. Vi forsøger at opfylde Herrens befaling, som lyder: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« (Matt 28:19).
Desuden er 137.629 frivillige og missionærer beskæftiget med andre aktiviteter end at missionere. Disse er for de flestes vedkommende modne personer, der giver deres tid og talenter uden godtgørelse på nogen måde, men med stor kærlighed til rigets værk. Deres samlede indsats svarer til 15.174 fuldtidsansatte og en lønudgift på over 3,5 milliard kroner. Hvilket storslået bidrag dette er.
Vores slægtsforskning skrider frem med øget fart. Der er en kolossal interesse overalt for at finde ens rødder. Efterhånden som årene går, vil alt dette føre til opfyldelsen af det store formål, som dette arbejde udføres med. Børnenes hjerte vendes til deres fædre, således at Herrens hensigter kan blive opfyldt.
Vi opfører templer i et omfang, ingen nogensinde havde drømt om, for at bringe dette værk fremad til dets forudbestemte mål. Siden sidste oktober har vi indviet templer i Anchorage i Alaska, i Colonia Juárez i Mexico og i Madrid. Det forventes, at vi vil indvie endnu 14 inden årets udgang.
Dette er et kolossalt foretagende, der giver mange problemer, men uanset hvilke vanskeligheder vi har, så løser problemerne sig, og jeg er overbevist om, at vi vil nå vores mål.
Vi bygger kirkebygninger i stort antal for at imødekomme vores folks behov. Der er et gammelt ordsprog, der lyder: »Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.« De økonomiske problemer, der har ramt Asien og andre dele af verden, har ført til lavere ejendomspriser, så vi har kunnet købe byggegrunde til lavere priser.
I mange områder af Kirken stiger antallet af tilstedeværende til nadvermøderne, og aktivitetsniveauet vokser.
Jeg nævner disse ting blot for at vise værkets massive vækst over hele verden.
Vi er tilbøjelige til at tale om store tal, så som Kirkens samlede medlemstal. Men vi må aldrig glemme, at vi alle er personer med vore egne behov og problemer, vore egne håb og drømme, vores egen tro og overbevisning. Nogle er stærke, andre er svage, men vi forsøger alle. Vi har problemer at slås med; de er alvorlige og vanskelige. Vi har brug for hinanden til at opbygge og styrke hinanden. Vi må aldrig tabe den kendsgerning af syne, at vi skal styrke de svage, støtte de nedhængende hænder og styrke de matte knæ. (Se L&P 81:5)
Vi må aldrig glemme, at vi lever i en verden med store forskelligheder. Jordens folk er alle vor Faders børn og er af mange og forskelligartede religiøse overbevisninger. Vi er nødt til at udvikle tolerance og påskønnelse og respekt for hinanden. Vi har forskellig lære. Dette behøver ikke at medføre fjendskab eller nogen som helst form for farisæisk indstilling.
I denne stund føler vi med de mishandlede mennesker i Kosovo. Det er svært for os at forstå, hvordan de, som påstår at være kristne, kan behandle mennsker af en anden tro så barbarisk. Jeg er taknemmelig for, at vi i hast kan sende humanitær hjælp til ofrene for disse oprørende grusomhededer.
Jeg er glad for at kunne meddele, at Kirken er blevet bedre kendt, og at den bliver forstået bedre. I almindelighed har medierne været venlige imod os. De har behandlet os retfærdigt. Der er selvfølgelig undtagelser, og det beklager vi. Fortidens gamle billeder trækkes stadig frem af dem, der beskæftiger sig med sensationer og udnyttelse. Men fjernsynets billeder blegner næsten øjeblikkeligt med den kolossale mængde information, der gives. Gårsdagens avis er snart glemt. I mellemtiden går Kirken frem på sin forudbestemte mission med retning mod sin forudbestemte skæbne.
Vi vil arbejde sammen med tålmodighed og aldrig glemme den store mission, der er blevet givet os af ham, som er vor Leder, og hvis Kirke dette er.
Nu opfordrer jeg jer til at lytte til brødrene og søstrene. Alle, der taler, føler et ansvar ved at gøre dette. Der er blevet bedt mange bønner og lagt et stort arbejde i det, der vil blive sagt. Måtte vores tro blive forøget på de vigtigste og mest grundlæggende punkter i vores lære og vore gerninger som medlemmer af denne storslåede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.
