Lig Guds Søn Ældste Ray H. Wood De Halvfjerds Der bør ikke være noget tilfældigt, nonchalant eller ligegyldigt ved at bære præstedømmet. Når man først har antaget det, bør det ikke ignoreres, forsømmes eller henkastes. Det er en kappe af ære og kraft. Efter at Israels børn var gået over Jordanfloden, og Jeriko var blevet lagt øde, stod de over for byen Aj. Aj var en by, der var mindre end Jeriko, og som havde færre mænd til at forsvare byen, og Josva mente, at han kunne erobre den med blot 3.000 soldater. Men mændene i Aj slog Israels hær og drev dem på flugt. Josva kastede sig til jorden for Herren og spurgte, hvorfor de var blevet slået. Så gav Herren ham svaret og en lærestreg. Da Jeriko var blevet ødelagt, forbød Herren dem at tage nogen af de kostbare ting, de fandt i byen.Men én mand, Akan, tog noget af krigsbyttet og forsøgte at gemme det. »Jeg begærede det og tog det,« sagde han. »Nu ligger det i mit telt, gemt i jorden« (Jos 7:21). Herren befalede, at byttet skulle tilintetgøres og Akan blev stenet til døde. Det kan være svært for os at forstå, hvordan én mands uærlighed kunne have så vidtrækkende følger, at Israels hær blev slået, og at 36 mænd døde. Ældste James E. Talmage har skrevet: »En retfærdig lov var blevet overtrådt, og ting, som var under forbandelse, var blevet indført i Herrens folks lejr; denne overtrædelse foranledigede brud på den guddommelige kraftstrøm, og først da folket havde helliggjort sig, blev kraften igen fornyet« (Trosartiklerne, 1953, s. 99; se også Jos 7:10­13). Når en person overtræder en af Guds befalinger, og der ingen omvendelse finder sted, trækker Herren sin beskyttende og støttende kraft tilbage. Når vi mister Guds kraft, ved vi med sikkerhed, at problemet ligger hos os og ikke hos Gud. »Jeg, Herren, er forpligtet, når I gør, hvad jeg siger, men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte« (L&P 82:10). Vore misgerninger bringer fortvivlelse. De bedrøver og udslukker det fuldkommen klare håb, som Kristus giver (Se 2 Nephi 31:20). Uden Guds hjælp, er vi overladt til os selv. Præstedømmet er myndighed til at virke som en bemyndiget repræsentant for Herren for at udføre ordinancer, der bringer alle mennesker visse åndelige velsignelser. Præstedømmet er magt til at formidle Guds sind og vilje med hensyn til Kirkens ledelse, til at få hans ord ved åbenbaring, til at prædike evangeliet og til at forrette ophøjelsens ordinancer for både levende og døde. Det er i sandhed et stort privilegium at bære Guds præstedømme. Vi har fået at vide, at »præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, og at himlens kræfter ikke kan kontrolleres eller bruges uden ved retfærdighedens grundsætninger« (L&P 121:36). Præsident Spencer W. Kimball minder os om dette: »Der er ingen begrænsning i præstedømmets kraft, som I har. Begrænsningen ligger i jer, hvis I ikke lever i harmoni med Herrens Ånd, og I begrænser jer selv i den kraft, I udøver« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 498; fremhævelse tilføjet. Se også Stjernen, jan. 1994, s. 37). Som bærere af Guds præstedømme må vi huske, at vi »er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk« (1 Pet 2:9). Vi er blevet befalet at komme ud og udskille os fra de ugudelige og ikke røre deres urene ting (se Alma 5:57). Når en mand, hvad enten han er ung eller gammel, antager og modtager præstedømmet, medfølger der et helligt ansvar for at ære det præstedømme. Dette kræver, at vi alle tjener med flid, underviser med tro og vidnesbyrd, løfter og styrker dem, som vi kommer i kontakt med. Dette betyder, at vi ikke må have nok i os selv, men at vi også har et ansvar for andres fremgang, udvikling og velfærd. Ingen bør automatisk ordineres til et embede i præstedømmet, blot fordi vedkommende har den rette alder eller på grund af vedkommendes forhold. Velsignet være den præstedømmeleder, der samvittighedsfuldt interviewer hver enkelt kandidat i forbindelse med ordination i præstedømmet, og som fra denne kandidat får beretning om vedkommendes tidligere ærefulde tjeneste, en forsikring om, at vedkommende er ren og værdig, og en bekræftelse på, at vedkommende har gjort sig stadig større bestræbelser og i fremtiden har til hensigt villigt at bære og leve op til det store ansvar, der følger med præstedømmeembedet. Der bør ikke være noget tilfældigt, nonchalant eller ligegyldigt ved at bære præstedømmet. Når man først har antaget det, bør det ikke ignoreres, forsømmes eller henkastes. Det er en kappe af ære og kraft, der kan være vores for evigt. Ved at antage et kald til at bære præstedømmet binder hver eneste mand sig ved sin egen hæderlighed til at handle på en bestemt måde. Dette giver en følelse af at have et ansvar, der i os alle frembringer en øget kraft til at gøre godt og afskrækker os fra at være lade. Hvad angår dem, der tager let på disse hellige kaldelser, advarer ældste George Q. Cannon os: »Vi må ære det præstedømme, som vi bærer, ellers vil det præstedømme i stedet for at ophøje os være det middel, hvorved vi forbandes . . . Det er frygteligt, at modtage Guds præstedømme og ikke ære det« (Gospel Truth, udv. Jerreld L. Newquist, 2 bind, 1957, 1:229). Når vi nu taler om præstedømmet, lad os da ikke glemme dets rigtige navn: Det hellige præstedømme efter Guds Søns orden. Jesus Kristus er Guds store ypperstepræst. Han er kilden til al myndighed og magt i præstedømmet på denne jord. Som vor Frelser, Mellemmand og Forløser er han vores store eksempel på den vej, som vi skal følge ­ i ord, i gerning, i trossætninger, i lære, i tro, i ordinancer og i vores personlige retskaffenhed. »Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor« (1 Pet 2:21). Han har lovet os herlighed, evigt liv, ophøjelse, ja, alt hvad han har, hvis vi trofast vil bære hans præstedømme og ære alle vore kaldelser. Vi bliver medarvinger med ham i Faderens rige. Apostlen Paulus sagde det på en god måde: »Og alle de, der ordineres til dette præstedømme, gøres lig Guds Søn og forbliver præst for bestandig« (Joseph Smiths oversættelse; Heb 7:3). Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd om, at dette kan ske, idet jeg helt forlader mig »på hans fortjenester, som er i stand til at frelse« (2 Nephi 31:19), nemlig vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. I hans hellige, Jesu Kristi, navn. Amen.