Præstedømmet og hjemmet Ældste D. Lee Tobler De Halvfjerds Det er muligt for hvert eneste ward gennem jeres råd at række hånden ud til . . . familier (som ikke har en præstedømmebærer) og åbne vejen til templet for dem. Mine kære brødre i Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme, det er en særlig velsignelse at stå på denne talerstol, hvor Guds profeter og apostle samt retskafne og dygtige mænd og kvinder i mange årtier har undervist og rådgivet denne Kirkes medlemmer. I aften er det mit ydmyge ønske at kunne være en opmuntrende røst til præstedømmets ledere, og især til stavs- og wardsråd, om at øge deres opmærksomhed over for Kirkens familier, som endnu ikke har den velsignelse at have Det Melkisedekske Præstedømme i deres hjem. Det er familier, hvor faderen endnu ikke har modtaget det præstedømme, som er så vigtigt for at kunne velsigne og vejlede hans familie. Disse familier har ikke blot brug for egen indsats i deres venten på evangeliets fylde ­ især templets velsignelser ­ men også for en kærlig indsats fra kirkemedlemmer, som allerede forstår, hvad templets ordinancer betyder for familien. Som børn blev vi opdraget i et hjem med en klar forståelse af, at præstedømmet var lige så afgørende nødvendigt for livet som det vand, som vi drak for at stille vores tørst. Min mor oplevede den glæde i sin egen store familie, at de alle blev aktive i Kirken og derpå som familie drog til templet i Salt Lake City. Min bedstefar Shoell havde fået præstedømmet som 47-årig og havde oplevet alle de deraf følgende velsignelser. Efter min mor havde fuldført en fuldtidsmission, søgte hun en særlig præstedømmevelsignelse for at bede om at blive ledt til en værdig præstedømmebærer, som ikke alene ville være hendes ægtemand, men også en værdig præstedømmefar for hendes børn. Efter denne præstedømmevelsignelse blev alle disse retfærdige ønsker virkelige for hende og for os som familie i det sydlige Nevada. Vores familie var fra begyndelsen grundlagt i præstedømmet og især i det genoprettede evangeliums ordinancer. Dette gav os som børn en følelse af at være hel og fuldstændig ikke blot som vores egen familie, men også sammen med vores mors og fars familie. Meget tidligt lærte vi om præstedømmets helbredende kraft, når far, somme tider alene og til andre tider sammen med andre mænd fra wardet, udøvede dette præstedømme i vores hjem. Der var ingen læger i den lille pionerby i Nevada i 1930'erne. Den nærmeste læge var i Las Vegas eller St. George. Når der skete en ulykke eller nogen blev syg, så var den første tanke at få en velsignelse, der nedkaldte dette præstedømmes kraft. Jeg husker, at mor fra tid til anden sagde: »Vi har ingen læger her i Bunkerville, men vi har præstedømmet til at velsigne os, og det er nok.« Og store var de velsignelser, som beroligede og trøstede både ung og gammel. Vi var aldrig magtesløse, når præstedømmet var der. Jeg har altid været taknemlig for denne tidlige forståelse af kraften i Guds præstedømme i vores hjem. Vore hjem står i dag over for udfordringer, som aldrig har været set før, og som søger at ødelægge familien ­ og som fjerner følelsen af fred og tillid til fremtiden fra hjemmet. De onde kræfter opfordrer åbent i stigende grad til umoralsk opførelse, uærlighed og til det slaveri, som narkotika medfører. Disse moralske spørgsmål og udfordringer vil helt sikkert ikke forsvinde af sig selv. Vi vil også opleve, at de timelige udfordringer i forbindelse med det daglige liv vil intensiveres. Vi er alle blevet klar over, at man ikke er så tryg i ansættelsen som før i tiden, når forretninger og institutioner over hele verden slår sig sammen og konsoliderer sig for at kunne opnå en bedre konkurrenceevne. Familien, som en uafhængig enhed, bliver i stigende grad udsat for det verdensomspændende marked og de generelle økonomiske forhold og ikke længere kun fra lokale eller nationale forhold som førhen. De hurtigt skiftende forhold i verden vil bogstavelig taget på alle punkter ramme familierne. De forårsager en følelse af uro hos forældre og børn. Disse forhold kombineret med den stadige svækkelse af moralske værdier kan bedst takles i familien. Det opnås, når retfærdighedens kræfter benyttes effektivt i hjemmet under faderens værdige præstedømmeledelse i samarbejde med en god og retskaffen mor. Det Første Præsidentskab har i et brev af 11. februar 1999 til alle medlemmer i hele verden igen opfordret fædre og mødre til at gøre deres bedste i undervisningen og opdragelsen af deres børn i evangeliets principper. De sagde endvidere, at hjemmet er grundlaget for et retskaffent liv, og at intet andet kan erstatte eller udfylde hjemmets grundlæggende funktioner. Hvor præstedømmet danner grundlaget i familien til at klare disse udfordringer, således som det var i mit hjem som barn, behøver vi ikke frygte resultatet i fremtiden. Vi kan opleve modstand og udfordringer, men resultatet vil være af den højeste evige værdi. Familier, hvor præstedømmet æres og udøves, vil være i stand til at udholde det nuværende pres og blive evige familier. Og i denne proces vil det enkelte medlem af familien være blevet fuldkommen og forberedt til de trofastes belønninger. Der findes i hvert eneste ward og gren mange familier, som ikke har præstedømmet. Der findes i disse familier ægtemænd og fædre, som kun venter på en kærlig invitation til at blive rede til at bære Det Melkisedekske Præstedømme. Deres hustruer beder og venter på en udstrakt hånd. Det er mænd, som gennem vores undervisning og støtte kan blive i stand til at bære det præstedømme. De kan blive fædre, som modtager åbenbaring og vejledning for deres familie. De kan blive fædre, som giver deres egne børn velsignelser, som døber dem og bekræfter dem. Mand og hustru vil drage til templet og tage deres børn med til templet for at blive beseglet for tid og al evighed. De vil ordinere deres sønner til præstedømmet og vil velsigne deres sønner og døtre ved sygdom og andre lejligheder. De fleste af dem er allerede gode forsørgere for deres familie i det timelige. De må nu lære, hvordan de skal sørge for deres familier på en evig og åndelig vis. Det er muligt for hvert eneste ward gennem jeres råd at række hånden ud til alle disse mænd og kvinder og deres børn og åbne vejen til templet for dem. Hvordan vil vi eller de ellers kunne modtage ophøjelse eller kunne klare de udfordringer, som ligger forude. Må jeg appellere til biskopperne og grenspræsidenterne og til kvorummerne i Det Melkisedekske Præstedømme og til wards- og grensrådet om at prioritere det højt at række ud til disse familier på en bønsom og omsorgfuld måde. Kristi Kirke vil leve op til sit fulde format, når disse familier får lagt præstedømmets kappe beskyttende omkring sig. Jeg vidner om ham og hans store værk i Jesu Kristi navn. Amen.