Præsident Gordon B. Hinckley
Jeg nærer en dyb taknemmelighed i mit hjerte for vore biskopper. Jeg er inderligt taknemmelig for den Almægtiges åbenbaring, hvorved dette embede blev skabt og fungerer.
Mine kære brødre, det er en vældig stor ære og et stort ansvar at tale til jer. Jeg beder til, at Herren vil velsigne mig.
Hvor er dette et mægtigt broderskab; det består af hundredtusindvis af mænd og drenge, som er blevet ordineret til Guds præstedømme. Hvilken vældig skare dette ville være, hvis vi alle samledes til ét stort møde. Det ville forbløffe verden. Der findes ikke noget lignende, som jeg er vidende om.
I er Kirkens rygrad, mine brødre. Biskopperne og grenspræsidenterne, distrikts- og stavspræsidenterne samt halvfjerdser-områdeautoriteterne og alle generalautoriteterne kommer fra jeres rækker.
Det er jer unge mænd, som missionærprogrammet består af, hvis påvirkning mærkes i hele verden. Alt i alt er I mænd og drenge, der har iført jer Guds fulde rustning for at fremme hans værk på jorden.
Når vi samles til disse møder, er jeg ked af, at vi ikke kan huse alle dem, der ønsker at komme. Fra det øjeblik hvor Tabernaklets døre blev åbnet i aften, kom der en strøm ind af unge mænd og deres fædre. Forhåbentlig vil den nye hal stå klar om et år fra nu af, og vi vil kunne huse alle, som ønsker at komme.
Og til de brødre, som benytter sig af tv-udsendelsen og satellittransmissionen af disse møder, kan vi sige, at vi er ét med jer.
Mine brødre, jeg tror, at vor Fader i Himlen smiler ned til os. Jeg tror, at det må være en stor trøst for ham at se de hundredtusindvis af mænd og drenge, som elsker ham, som i deres hjerte har et vidnesbyrd om ham og hans elskede Søn, mænd som leder og styrer denne Kirken, og som er overhoveder i familier, hvor der hersker retfærdighed, og hvor der belæres om og udvises et eksempel på sandheden.
Vi er blevet en stor gruppe mænd, unge som gamle. Der er næppe noget, som vi ikke kan udrette, hvis vi arbejder forenet sammen med ét sind, ét formål og ét hjerte.
Jeg håber, at vi hver især er klar over den storslåede ting, som vi har fået gennem ordinationen til præstedømmet. Det er Guds myndighed på jorden. Det kommer fra ham som en guddommelig gave. Den omfatter magt og myndighed til at lede i Kirkens anliggender. Den omfatter magt og myndighed til at velsigne i Herrens navn, til at lægge hænderne på de syge og nedkalde himlens kræfter. Den er ukrænkelig og hellig. Den deles med Gud. Dens myndighed anvendes i det jordiske liv og strækker sig til den anden side af dødens slør.
Jeg håber, at vi er værdige til det præstedømme, som vi bærer. Jeg anråber jer, hver enkelt af jer, om at leve jeres liv på en måde, så at I er værdige dertil.
Som vi er blevet mindet om, er dette en tid med stor ondskab i verden. Det behøver ingen at blive mindet om. Vi udsættes konstant for pornografiens snavs og smuds, slibrig og slet opførsel, som er fuldstændig upassende for alle, der bærer Guds præstedømme.
Det er en udfordring at virke i verden og at leve hævet over dens snavs.
Uærligheden breder sig voldsomt. Den giver sig til udslag i det snyderi, der finder sted i skolerne, i udførelsen af snedige planer og i foretagender, der bestjæler og bedrager. Der er fristelser alle vegne omkring os. Der er desværre nogen, der falder for dem.
Brødre, vær stærke. Hæv jer over verdens ondskab. Vi skal ikke være snerpede. Vi behøver ikke at spille hellig. Vi behøver blot at lade vores personlige hæderlighed, vores fornemmelse for rigtigt og forkert, og ren og skær ærlighed lede vore handlinger.
Lad os efterleve evangeliet i vores hjem. Lad der være en oprigtig tilkendegivelse af kærlighed mellem mand og hustru og mellem børn og deres forældre. Behersk vredens stemme. Vær fuldstændig loyale over for hinanden.
For at sige det enkelt: »Gør hvad er ret, [og] lad følgerne komme« (se Salmer og sange, nr. 153). Lev således, at I hver morgen knæler i bøn og søger Helligåndens vejledning såvel som dens beskyttende kraft i jeres daglige gøremål. Lev således, at I hver aften, inden I går i seng, kan gå til Herren i bøn uden skam eller flovhed og uden at måtte anråbe om tilgivelse. Jeg tøver ikke med at sige, at Gud vil velsigne jer, hvis I gør dette. En dag vil I blive gamle og se tilbage på jeres tilværelse. I vil kunne sige: »Jeg har levet retskaffent. Jeg har ikke bedraget nogen, ikke engang mig selv. Jeg har nydt min hustrus kammeratskab, hun som er mine børns mor. Jeg er stolt af mine børn. Jeg er Gud taknemmelig for de velsignelser, han har givet mig.«
Hvis dette kan blive jeres lod, så lover jeg, at når alderdommens tegn melder sig hos jer, vil I have taknemmelighedstårer i øjnene, og jeres hjerte vil banke i taknemmelighed i jeres bryst.
For nogle år siden, for mere end ti år siden, talte jeg fra denne talerstol om biskopperne i Kirken. I aften ønsker jeg kort at vende tilbage til dette emne.
Jeg nærer en dyb taknemmelighed i mit hjerte for vore biskopper. Jeg er inderligt taknemmelig for den Almægtiges åbenbaring, hvorved dette embede blev skabt og fungerer.
Som I alle ved, ramte en frygtelig orkan Mellemamerika. I seks dage og nætter lå orkanen Mitch over området dér, og især over Honduras. Det blæste voldsomt, og det regnede uden ophør. Floderne gik over deres bredder og rev huse, som var bygget langs deres bredder, med sig. Over 200 broer blev skyllet væk i Honduras, hvilket ødelagde transportmulighederne. Jorden fra de højtliggende områder blev skyllet ud imod havet i en syndflod af beskidt mudder. Huse blev fyldt til op over vinduerne. Haver og gader blev fyldt. Folk flygtede i rædsel og forlod alt.
En af vore biskopper skaffede en stor lastbil og gik rundt og samlede medlemmerne i sit ward og bragte dem til et højere beliggende område. Da lastbilen ikke længere kunne komme igennem, fik han på en eller anden måde fat i en båd. Han tog sig af sin hjord.
Jeg tog derned for at se, hvad der var sket, og for at trøste, hvor jeg kunne. Jeg så et mirakel. Jeg bevidnede denne Kirkes enkle og storslåede organisation i aktion.
Alle medlemmer i denne Kirke har en biskop eller en grenspræsident. Jeg har kun ros tilovers for den hjælp, som kom fra den anden side af jorden. Men jeg nærer en uendelig beundring for den vidunderlige måde, hvorpå Kirken ledes. Biskopperne henvendte sig til deres stavspræsidenter, som henvendte sig til områdepræsidentskabet, som så henvendte sig til hovedsædet her i Salt Lake City. Inden for få timer var store mængder af den mest nødvendige form for mad, medicin og tøj på vej fra vore forrådshuse.
Der blev lejet et forrådshus i San Pedro Sula i det område, hvor skaderne var størst. Det var biskopperne, der organiserede deres folk til at arbejde i forrådshuset i skiftehold med at lægge mad i plastikposer, som kunne forpleje en familie i en uge, tøj til at klæde dem og medicin for at beskytte dem mod sygdom. Enhver biskop kendte sine egne medlemmer. Han kendte, sammen med hjælpeforeningspræsidentinden, deres behov. De var ikke ukendte fremmede, der arbejdede som regeringens ansatte. De var venner, som alle var medlemmer af en wardsfamilie, der var lille nok til, at de kendte hinandens behov. Der var ingen diskussion, ingen begærlig griskhed efter mad og tøj. Alt foregik velordnet. Det var systematisk. Det var venligt. Det blev motiveret af kærlighed og omsorg, og det blev gjort hurtigt for at dække et øjeblikkeligt behov. Det var evangeliet i funktion på en stille og pragtfuld måde.
Vandstanden faldt omsider, men mudderet lå tilbage på alt i et tykt og grimt lag. Intet blev mere værdifuldt end skovle og trillebøre. Og sammen rensede man, atter under biskoppernes ledelse, mudderet væk fra husene.
Om lørdagen besøgte vi en kirkebygning. Der var mange dér, sammen med en biskop, der som en kærlig far for sin hjord gav anvisninger. Bænkene, som havde sejlet i vand, blev taget ud og renset omhyggeligt. Mudderet blev skrabet af vægge og gulve. Så blev mopperne og pudsekludene taget frem, og inden mørkets frembrud den pågældende lørdag aften var bygningen gjort klar til kirkegang på sabbatten.
Jeg står i ydmyg taknemmelighedsgæld til og nærer respekt og beundring for biskopperne i denne Kirke. Jeg så dem under de frygteligste omstændigheder i La Lima i Honduras. Jeg talte med dem, vi gav hinanden hånden, og jeg elskede dem. Hvor er jeg taknemmelig for disse mænd, der uden hensyn til deres egen bekvemmelighed giver af deres tid, visdom og inspiration for at præsidere over vore ward verden over. De får ingen godtgørelse udover deres medlemmers kærlighed. Der er ingen hvile for dem på sabbatten, og heller ikke så meget på andre tidspunkter. Det er dem, der er tættest på folket, og som bedst kender deres behov og forhold.
Kravene til deres stilling er i dag de samme, som de var på Paulus' tid, som skrev til Timotheus:
»En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer,
ikke drikfældig eller voldsom [dvs. ikke en tyran eller en voldelig person] . . . ikke stridbar og ikke glad for penge« (1 Tim 3:23).
I sit brev til Peter tilføjer Paulus, at »som Guds husholder må en tilsynsmand må være en, der ikke er noget at udsætte på . . .
han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod« (Tit 1:7, 9).
Gennem hele mine barndom og ungdom og lige til dengang, jeg blev ordineret til ældste og kom hjem fra en mission, havde jeg kun én biskop. Han var en bemærkelsesværdig mand. Han tjente i 25 år. Vi kendte ham, og han kendte os. Vi titulerede ham altid som »biskop Duncan«, og han kaldte os altid ved fornavn. Vi nærede stor respekt for ham, en næsten overvældende respekt. Men vi frygtede ham ikke. Vi vidste, at han var vores ven. Han havde et meget stort ward, og hvor tjente han medlemmerne godt.
Jeg talte ved hans begravelse. Næst efter min egen far havde han nok den største indflydelse på mine første år. Hvor er jeg taknemmelig for ham.
Efter den tid har jeg haft en lang række biskopper. Hver eneste af dem har uden undtagelse været en pligttro og inspireret leder.
Lad mig nu sige et par ord direkte til de biskopper, der er blandt os i aften. Og meget af det, som jeg siger til jer, kan også siges til stavspræsidenterne og andre i lignende stillinger. Jeg håber, at I ved, at jeg i mit hjerte nærer stor kærlighed til jer. Jeg ved, at jeres folk elsker jer. I har et enormt tillidshverv. Gennem vores kaldelse af jer har vi givet jer vores fulde tillid. Vi forventer, at I virker som wardets præsiderende højpræst, folkets vejleder, og at I forsvarer og hjælper dem med deres bekymringer, trøster dem, der sørger, og tager jer af dem, der lider nød. Vi forventer, at I står som vogtere og beskyttere af den lære, der undervises i i jeres ward, og af undervisningens kvalitet og beklædningen af de forskellige stillinger, som er nødvendig.
Jeres personlige opførsel skal være upåklagelig. I skal være ufordærvede mænd, som ikke kan siges noget på. Jeres eksempel vil være toneangivende for den vej, som jeres medlemmer følger. I skal være frygtløse i at fordømme det onde, villige til at stå op for det rette og kompromisløs i jeres forsvar af sandheden. Selv om alt dette kræver fasthed, skal det gøres i venlighed og kærlighed.
I er wardets far og jeres folks beskytter. I skal række ud til dem i deres sorg, under sygdom og i nød. I er præsident for Det Aronske Præstedømme, og sammen med jeres rådgivere skal I lede diakonerne, lærerne og præsterne for at sørge for, at de udvikler sig med »Herrens tugt og formaning« (Ef 6:4).
I er jeres hustrus mand, hendes elskede ledsager, hendes beskytter og forsørger. I er jeres børns far og må nære dem med kærlighed og undervise dem med forståelse.
I kan forvente, at modstanderen vil arbejde på jer. I af alle mænd bør udøve selvbeherskelse og holde jer langt fra enhver form for synd og ondskab i jeres eget liv. I må sky pornografi, lukke for fjernsynet, når det bringer slibrig underholdning, og være rene i tanke og gerning.
I kan ikke bruge jeres stilling til at fremme jeres forretningsmæssige interesser blandt jeres wards medlemmer, og det for at ingen skal kunne beskylde jer for at udnytte jeres stilling som biskop.
I står som en almindelig dommer i Israel. Dette er næsten et skrækindjagende ansvar. I nogle tilfælde må I endda afgøre, om jeres folk kan være medlemmer af Kirken. I skal vurdere deres værdighed til at blive døbt, deres værdighed til at blive ordineret til Det Aronske Præstedømme, om de kan tage på mission og fremfor alt deres egnethed til at træde ind i Herrens hus og tage del i de velsignelser, som man kan få der. I skal sørge for, at der ikke er nogen, som går sultne eller uden mad og husly. I skal kende alle de menneskers situation, som I præsiderer over.
I skal give jeres folk trøst og vejledning. Jeres dør skal altid stå åben i enhver form for krise eller sorg. I skal være stærke nok til at bære deres byrder. I skal række ud i kærlighed, selv til overtræderen.
Mine brødre, jeg nedkalder den Almægtiges velsignelser over jer i det store ansvar, som I har. Må Gud velsigne jer med helbred og styrke. Må han indgyde visdom, forståelse og kærlighed i jeres sind. Må jeres folks interesse være fremherskende i jeres tilværelse, uden at I sætter jeres job og den tilbørlige omsorg for jeres familie på spil.
Jeg takker Herren for hver enkelt af jer. Jeg elsker jer for det, som I gør. Jeg beder for jer, hver og en af jer, hvorend I måtte være. Jeg beder jer indtrængende om at beskytte jer imod modstanderens pile. Jeg råder jer til at iføre jer Guds fulde rustning.
Må himlens velsignelser kommer over jer og jeres hustru og børn. En dag vil I blive afløst. Det vil være en trist dag. Minderne om medlemmerne i jeres ward vil forblive hos jer hele jeres liv. De vil hellige jeres dage og bringe fred, hvile og glæde. Må Gud velsigne jer, mine elskede brødre; det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
