Venskab ­ Et evangelisk princip Ældste Marlin K. Jensen De Halvfjerds' Præsidium Hvis vi virkelig ønsker at være redskaber i vor himmelske Faders hånd til at kunne tilvejebringe hans evige hensigter, skal vi blot være en ven. God morgen, brødre og søstre. Selv om man oprigtig talt aldrig føler sig fuldstændig bekvem ved en opgave som denne, så er jeg virkelig glad for muligheden for at tale til jer alle denne smukke påskemorgen. Min kloge far fortalte mig engang, at hvis jeg lyttede omhyggeligt til det, som folk taler om fra talerstolen i Kirken, ville jeg vide, hvilke af evangeliets principper der lå dem på sinde, og hvilke de måske kæmpede med på det tidspunkt. Gennem årene har min fars iagttagelse fået mig til at være meget omhyggelig med valget af emner, som jeg taler om! Ikke desto mindre har jeg en tilståelse at aflægge i dag. Lige siden præsident Gordon B. Hinckley fortalte os om de tre grundlæggende behov, som hvert nyt medlem af Kirken har for en ven, et ansvar og næring gennem Guds gode ord, har jeg været personligt optaget af, hvordan jeg er som ven. Profeten Joseph Smith belærte om, at »venskabet er et af de store fundamentale principper i ðmormonismenЫ.1 Denne tanke burde inspirere og motivere os alle, for jeg føler, at venskab er et af de fundamentale behov i vores verden. Jeg tror, at der i hver enkelt af os er en længsel efter venskab, en dyb, inderlig længsel efter den tilfredsstillelse og tryghed, som kun nære og vedvarende forhold kan give os. En mulig årsag til, at skrifterne nævner venskab så lidt, kan være, at det skulle komme helt af sig selv, når vi efterlever evangeliet. Ja, hvis den fuldendte kristne egenskab kærlighed har en kusine, så er det venskab. For at omskrive apostlen Paulus' ord en smule så er venskabet tålmodigt, venskabet er mildt, det misunder ikke, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Venskabet hører aldrig op.2 Ligesom så meget andet af det, der er noget værd i livet, så tilgodeses vore behov for venskab ofte bedst i hjemmet. Hvis vore børn føler venskab i familien, indbyrdes og med forældrene, vil de ikke være desperate efter at føle accept uden for familien. Jeg mener, at noget af det, der har givet min hustru og mig størst glæde i livet, er at have levet tilstrækkeligt længe til at se vore børn blive gode venner. Det er i hvert fald et mirakel, at de i vores familie, der som yngre af og til truede hinanden med lemlæstelse, nu opsøger og virkelig nyder hinandens venskab. På samme måde tror jeg ikke, at nogen forældre kan få større ros end at høre deres børn sige, at deres forældre er blandt deres bedste venner. Venskabet er også en væsentlig og vidunderlig del af kæresteriet og ægteskabet. Et forhold mellem en mand og en kvinde, der begynder med venskab og derpå udvikler sig til romantik og til sidst ægteskab, vil sædvanligvis blive et vedvarende, evigt venskab. Intet er mere inspirerende i vore dages verden af hurtige skilsmisser end at se en ægtemand og hustru, der stille værdsætter og nyder hinandens venskab år efter år, mens de sammen oplever jordelivets velsignelser og prøvelser. I en rapport, der for nylig blev udgivet, og som bygger på 25 års forskning i ægteskabet, står der, at »det, som hele ægteskabet står og falder med . . . er et enkelt begreb med vidtrækkende betydning: Venskab.«3 I et gribende brev, som profeten Joseph Smith skrev til sin hustru Emma under adskillelserne og modgangen i Missouri, trøstede han hende ved at sige: »O, min hengivne Emma, jeg ønsker, at du skal huske på, at jeg er en ægte og trofast ven for dig og børnene, for evigt.«4 Kirkens inspirerede organisation skaber også venskaber. Lige fra vore første år til vore sidste befinder vi os i situationer, hvor venskab og selskabelighed kan blomstre. I interview, møder, klasser, kvorummer, råd og i mange andre muligheder for selskab kan vi få venner og finde forståelse. Den hilsen, der var foreskrevet, når ældsterne i profeternes skole i Kirtland skulle hilse på hinanden, udtrykker den venskabelige ånd, der meget vel kunne være en trosbekendelse for hver enkelt af os: »Jeg optager jer til samfund med den faste, urokkelige og uforanderlige beslutning at være jeres ven . . . ved Guds nåde i kærlighedens bånd.«5 Al vores samvirke i Kirken bliver mere fornøjeligt og frugtbart, når det ledsages af ægte venskabsfølelser. For eksempel vil en lærer i evangeliet, som ikke gør sig til venner med sine elever, sjældent undervise, således at det får vedvarende betydning og virkning. Jeg sætter stadig pris på en enkelt sætning i min årbog fra high school, hvori en seminarlærer, som jeg elskede og lærte meget af, fortalte mig, at han var taknemmelig for at være min ven. En biskop må, hvor dygtig han end er til det administrative, være en ven for børn, unge og voksne, hvis han skal kunne hjælpe dem med at udvikle sig fuldt ud åndeligt. Jeg blev rørt engang, da en ung pige, som jeg kendte, gik til sin biskop for at bekende en temmelig alvorlig overtrædelse. Hun havde været bekymret for, hvordan biskoppen mon ville reagere på hendes afvigelse fra evangeliets sti og havde kun henvendt sig til ham efter indtrængende anmodninger. Da jeg bagefter spurgte hende, hvad hans reaktion havde været, fortalte hun mig med stor sindsbevægelse, at hendes biskop havde grædt sammen med hende, og at hun nu betragtede sin biskop som en af sine bedste venner efter at have arbejdet sammen med ham for at få Herrens tilgivelse. Der er en særlig udfordring, som vi som sidste dages hellige står over for, når vi knytter og bevarer venskaber. Eftersom vores forpligtelse over for ægteskab, familie og vores kirke er så stærk, føler vi os ofte hæmmet af manglende tid og energi til i venskab at række ud til andre uden for denne kernegruppe. Jeg oplevede personligt dette dilemma for nylig, da jeg forsøgte at finde et par minutter derhjemme til at forberede denne tale. To gange kom nogle venner fra fortiden ­ som jeg elsker højt, men kun ser af og til ­ forbi på besøg. I løbet af det, som burde have været nogle dejlige stunder, hvor vi var genforenet og kunne mindes gamle dage, blev jeg pudsigt nok mere og mere utålmodig indvendig efter at få en ende på besøget, så jeg kunne fortsætte med at skrive min tale om venskab! Jeg har siden følt mig skamfuld. Hvor kan vi være egoistiske. Hvor uvillige til at blive ubelejliget, til at give, til at velsigne og blive velsignet. Hvilken slags forældre, naboer eller tjenere for Herren Jesus Kristus kan vi være uden at være venner? Er venskab i denne informationstidsalder ikke stadig den bedste teknologi til at dele sandheden og den levevis, som vi værdsætter så højt? Er vores modvillighed til frivilligt at række ud til andre i venskab mon ikke en væsentlig hindring i at hjælpe Gud med at opnå hans evige hensigter? For mange år siden, da jeg tjente som biskop, flyttede en nyomvendt familie til vores lille by i Utah. Disse gode mennesker havde sluttet sig til Kirken i det østlige USA og var blevet ført hjerteligt ind i fællesskabet og sat i sving i en lille gren der. Da de kom til vores større og mere veletablerede ward, smuttede de på en eller anden måde gennem nettets masker. Nogle af familiemedlemmerne, især faderen, blev utilfreds med Kirken og dens medlemmer. En søndag morgen, da jeg lagde mærke til, at faderen manglede ved præstedømmemødet, tog jeg fra kirken og kørte til hans hjem. Han inviterede mig ind, og vi havde en meget åbenhjertig samtale om den kamp, han havde med sin nye tro og naboerne. Efter af have gennemdrøftet forskellige muligheder, der kunne afhjælpe hans bekymringer, hvoraf ingen dog syntes at tiltale ham synderligt, spurgte jeg ham lidt frustreret, hvad vi kunne gøre for at hjælpe ham. Jeg glemmer aldrig hans svar: »Jo, biskop,« sagde han (og jeg bliver nok nødt til at omformulere dette lidt), »for himlens skyld, hvad end du så gør, så tildel mig ikke en ven.« Jeg lærte noget meget vigtigt den dag. Ingen har lyst til at blive et »projekt«. Vi ønsker alle helt spontant at blive elsket. Og hvis vi skal have venner, vil vi gerne have, at de er ægte og oprigtige, ikke »tildelte«. Brødre og søstre, mit budskab i dag er meget enkelt: Hvis vi virkelig ønsker at være redskaber i vor himmelske Faders hånd til at kunne tilvejebringe hans evige hensigter, skal vi blot være en ven. Tænk på den kraft, som hver eneste af os, i alt 10 millioner medlemmer, har til efter egen fri vilje og eget ønske at forsøge med ubetinget venskab at nå ud til dem, der endnu ikke tilhører vores tro. Vi ville ikke længere blive beskyldt for at tilbyde dem varmt brød og en kold skulder. Forestil jer det gode, der kunne blive resultatet, hvis hver aktiv familie i Kirken drog vedvarende omsorg for og var venner med en mindre aktiv familie eller en nyomvendt familie. Vi har hver især evnen til at være en ven. Gammel og ung, rig og fattig, lærd og ydmyg, på alle sprog og i hvert land ­ vi har alle evnen til at være en ven. Vor Frelser sagde kort før sin korsfæstelse til sine disciple: »Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner.«6 Vi er blevet så velsignet af Kristi venskab, og jeg beder derfor til, at vi nu vil være for andre, hvad han er for os: En ægte ven. På intet tidspunkt vil vi være mere kristuslignende, end når vi er en ven. Jeg vidner om den uvurderlige værdi af gode venner i mit eget liv og udtrykker min taknemmelighed for dem alle denne morgen. Jeg ved, at når vi tilbyder vores eget venskab, så yder vi det mest betydningsfulde bidrag til Guds værk og til hans børns lykke og fremgang. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Profeten Joseph Smiths lærdomme, 1954, s. 380. 2. 1 Kor 13:4­8. 3. John Gottman, som citeret i Karen S. Petersons »Friendship Makes Marriages a Success«, USA Today, 1. april 1999, s. 1D. 4. Citeret i Daniel H. Ludlows Encyclopedia of Mormonism, 5 bind, 1992, s. 1345. 5. L&P 88:133. 6. Joh 15:13­14.