»Vores eneste chance« Sheri L. Dew Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab Han ved, hvordan han skal hjælpe os alle. Men det er os, der aktiverer forsoningens kraft i vores tilværelse . . . ved at søge ham. I Frelserens sidste tale til sine disciple før Getsemane og Golgata erklærede han, at han var »vejen og sandheden og livet« (Joh 14:6). På denne smukke påskemorgen bærer jeg sammen med profeten Alma vidnesbyrd om, at der »ikke er nogen anden vej . . . hvorved man kan blive salig, uden i og ved Kristus« (Alma 38:9). Frelserens forsoning er bemærkelsesværdigt altomfattende. »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22; fremhævelse tilføjet). Kom alle, hver især, er Herrens opfordring. Jesu Kristi evangelium er for alle mænd og kvinder, drenge og piger. Han ændrer ikke reglerne for rige eller fattige, gifte eller ugifte, portugiser eller kineser. Evangeliet er for os alle, og de åndelige krav og belønninger er universelle. I det, der har med frelse at gøre, er »alle . . . lige for Gud« (2 Nephi 26:33; fremhævelse tilføjet). Herrens motiver står i stærk kontrast til Lucifers, som er helt optaget af at forsøge at få os til at føle os mindre værd, end det vi er som Guds sønner og døtre. Han foragter et indviet folk og glæder sig over at tilsløre vores udsyn og lokke os væk fra den sti, som fører os tilbage til vores himmelske hjem. Som ung studerende på BYU lærte jeg lidt om at forblive på kursen, da jeg rejste hjem. En juleaften tog min bror og jeg af sted for at køre hjem til Kansas. Men i begyndelsen af turen fandt vi ud af, at en voldsom snestorm kom imod os, så vi tog et kort frem, fandt en omvej, som hjalp os med at undgå det værste af uvejret, og kørte ud på ukendte veje. Vores kreative navigation viste sig at være farlig. Vores nye rute var ukendt, og vi kørte alligevel lige ind i snestormen. For at gøre det hele værre gik vores gamle Ford i stå, da vi listede os fremad i den tætte snestorm på en afsides hovedvej. Vi var hjælpeløse. Og vi havde overhovedet ingen idé om, hvor vi var. Til sidst fik vi en kørelejlighed til den nærmeste by, hvor vi fandt ud af, at vi stadig var langt fra vores hjem og efterladt i Last Chance (sidste chance, o.a.) i Colorado. På dette tidspunkt var der kun én ting at gøre. Vi ringede hjem for at få hjælp. Midt om natten tog vores far hjemmefra og kom os til undsætning. Næste eftermiddag var vi alle sikkert hjemme. Jeg glemmer aldrig den juleaften i Last Chance, hvor vi blev hindret i at komme videre af et problem, som vi stort set selv var skyld i, og som vi var ude af stand til at løse. Den dag gjorde vores far noget for os, som vi ikke selv kunne gøre. Vi er hver især på vejen mod vores evige hjem. Og af forskellige årsager har vi alle brug for at blive reddet ­ reddet fra ensomhed og hjertesorg, fra fortvivlelse og desillusion, fra konsekvenserne af uskyldige fejltagelser og grove synder. Hvor går vi hen for at få hjælp? »Men ved at skænke sin søn har Gud beredt en ypperligere vej« (Ether 12:11). Frelseren er ikke vores sidste chance, han er vores eneste chance. Vores eneste chance for at overvinde manglende selvtillid og få en forståelse af, hvem vi kan blive. Vores eneste chance for at omvende os og få vore synder vasket bort. Vores eneste chance for at rense vores hjerte, overvinde vore svagheder og undgå modstanderen. Vores eneste chance for at opnå forløsning og ophøjelse. Vores eneste chance for at finde fred og lykke i dette liv og evigt liv i det kommende. Overladt til sine egne evner vil det naturlige menneske uvægerligt bukke under for Satan (se Mosiah 3:19), som svigter sit bytte, når han først har lokket dem bort fra den lige og snævre sti. Men Frelseren vil føre dem, som følger ham, hele vejen hjem. Lehis familie udholdt, mens de var i ørkenen, voldsomme oplevelser, som skulle undervise dem, prøve dem og helliggøre dem. Ligeledes går stien fra vores tidligere hjem til evigt liv gennem denne jordiske ørken, hvor vi kan forvente lignende udfordringer og vanskeligheder. Men vi er ikke alene på vores rejse, for Herrens løfte til Nephi gælder også os: » . . . jeg vil berede vejen for jer . . . [og] såfremt I holder mine bud, vil I blive ført til det forjættede land . . . Efter at I er kommet . . . skal I vide . . . at jeg, Herren befriede jer« (1 Nephi 17:13­14). Herren kender vejen, fordi han er vejen og er vores eneste chance for at komme gennem jordelivet med succes. Hans forsoning tilvejebringer al den kraft, fred, lys og styrke, vi har brug for, så vi kan klare livets udfordringer ­ alt fra vore egne fejltagelser og synder til prøvelser, hvorover vi ikke har nogen kontrol, men alligevel føler smerte ved. Herren har lovet at hele vores sønderknuste hjerte og frigive dem, som er skadet (Luk 4:18), give kraft til de svage, helbrede den sårede sjæl og gøre vore svagheder til styrke (Es 40:29; Jakobs Bog 2:8; Ether 12:27), at påtage sig vore smerter og sygdomme, at udslette vore overtrædelser, hvis vi omvender os og løse dødens bånd (Alma 7:11­13). Han lovede, at hvis vi vil bygge vores liv på hans klippe, vil djævelen ikke have magt over os (se Helaman 5:12). Og han har lovet, at han aldrig vil lade os i stikken eller svigte os (se Hebr 13:5). Der er ganske enkelt ikke noget lignende på jorden. Intet med hensyn til forpligtelse, magt eller kærlighed. Han er vores eneste chance. Det er vores ansvar at lære at trække på forsoningens kraft. Ellers går vi gennem livet og stoler kun på vores egen styrke. Og at gøre det er det samme som at indbyde fiaskoens frustrationer og afvise den mest strålende gave i tid og evighed. »Thi hvad gavner det et menneske, at der bliver tilbudt ham en gave, når han ikke vil modtage den?« (L&P 88:33). Min bror og jeg ville være tåbelige, hvis vi ikke søgte og accepterede vores fars hjælp, da vi var hjælpeløse. På samme måde er Herren vores forkæmper, og han »kender menneskets svaghed og ved, hvorledes han skal komme dem til hjælp, som fristes« (L&P 62:1). Med andre ord ved han, hvordan han skal hjælpe os alle. Men det er os, der aktiverer forsoningens kraft i vores tilværelse. Vi gør det ved først at tro på ham, omvende os og adlyde hans befalinger, deltage i de hellige ordinancer og holde pagter, samt ved at søge ham i faste, bøn, skrifterne og i templet. Alt dette kræver tro på Herren. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt, at »hvis der er noget bestemt, I og jeg har brug for . . . er det tro.«1 At have tro på Kristus er at have tillid til ham, følge ham og være afhængig af ham. Og det er at være velsignet med fred i samvittigheden og i sindet, som apostlen Paulus talte om, da han sagde: »Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft« (Fil 4:13). For ikke så længe siden blev Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab bedt om at mødes med to journalister fra Østeuropa, som var imponeret af den tjeneste, der blev udført af vore søstre i deres land. Vi forklarede, at fra de første dage har denne storslåede organisation af retskafne kvinder forsøgt ikke alene at »hjælpe de fattige, men frelse sjæle«2. Da de spurgte, om vi hjalp kvinder med deres »følelsesmæssige problemer« og forklarede, at der var mange i deres land, som var fortvivlede, svarede vi, at i Hjælpeforeningen studerer vi evangeliets lærdomme, og at evangeliet lærer os, hvordan vi kan blive lykkelige, selv om livet er hårdt. En af journalisterne var skeptisk: »Er det muligt?« spurgte hun. »Er det muligt at være lykkelig, når livet er hårdt?« Hendes spørgsmål gjorde indtryk på mig, for jeg vidste, at hun ikke vidste, hvor hun skulle finde fred. Er det muligt at være lykkelig, når livet er hårdt? At føle fred midt i usikkerhed og håb midt i kynisme? Er det muligt at ændre sig, at aflægge gamle vaner og blive ny igen? Er det muligt at leve i retskaffenhed og renhed i en verden, som ikke længere værdsætter de dyder, som kendetegner Kristi tilhængere? Ja. Svaret er ja, på grund af Jesus Kristus, hvis forsoning sikrer, at vi ikke behøver at bære jordelivets byrder alene. Der er intet, som denne forvirrede verden har større behov for, intet, som inspirerer til større følelse af velvære, intet, som har større magt til at styrke familier end Jesu Kristi evangelium. Præsident Howard W. Hunter sagde: »Det, Jesus lægger sine hænder på, vil leve. Hvis Jesus lægger sine hænder på et ægteskab, lever det. Hvis han får lov til at lægge sin hænder på familien, lever den.«3 Frelseren vil for os hver især gøre det, som han har lovet at gøre ­ hvis vi har tro på ham og modtager hans gave. Gennem årene har jeg, ligesom jer, oplevet pres og skuffelser, som ville have knust mig, hvis jeg ikke havde været i stand til at drage nytte af en kilde til visdom og styrke, der var langt større end min egen. Han har aldrig glemt eller svigtet mig, og jeg ved nu selv, at Jesus er Kristus, og at dette er hans Kirke. Med Ammon siger jeg: »Hvem kan glæde sig for meget i Herren? Ja, hvem kan sige for meget om hans store kraft og hans barmhjertighed . . . ? Jeg kan slet ikke give udtryk for, hvad jeg føler« (Alma 26:16). Jeg bærer vidnesbyrd om, at i tidernes fyldes uddelings tusmørke, hvor Lucifer arbejder på overtid for at bringe vores hjemrejse i fare og adskille os fra Frelserens forsonende magt, er det eneste svar for enhver Jesus Kristus. Må vi atter forpligte os til at søge denne Jesus, om hvem profeterne har vidnet. Må vi tilslutte os ham, bogstaveligt trække på hans mageløse forsonings kraft og rejse os som Guds sønner og døtre og frigøre os fra verden. Til dem, som »anerkender ham som deres Gud« (1 Nephi 17:40), har Herren udstrakt et storslået løfte: »Jeg vil gå foran jer. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88). Jesus Kristus er vores eneste chance. Han vil vise os vejen, fordi han er vejen. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 186. 2. Relief Society Minutebook, den 9. juni 1842. 3. Den danske Stjerne, maj 1980, s. 100­101.