Kærlighed og tjeneste Ældste David B. Haight De Tolv Apostles Kvorum Lad mig blot minde jer alle om det store behov vi har . . . for missionærægtepar . . . Hvis I er pensioneret og spekulerer på, hvad I skal gøre med de ekstra år, så er der en spændende verden derude. Mine kære brødre og søstre, sikken dejlig dag. Hvor er det en vidunderlig dag, sikken vidunderlig tid at være i live, og hvilken vidunderlig tid at være medlem af Kirken. Selv om mit syn ikke er så godt, som det plejede at være, så ser jeg bedre med alderen. Jeg ser det større billede klarere, som tiden går. Jeg ser på Ruby, der sidder derovre, må Gud velsigne hende. I år fejrer vi vores 69 års bryllupsdag. Og derfor er mit hjerte på denne dag fyldt med taknemmelighed for de velsignelser, som jeg har modtaget, og for den indflydelse, som Kirken har haft på mig og mit liv ­ med Ruby ved min side, og for de sønner, som vi har fået, Bruce og Robert, og for vores datter Karen og deres familier. Jeg kan også for mit indre lige nu se ­ ikke kun her i Utah, men i Californien, i Texas, i North Carolina og i Boston ­ børnebørn sidde foran fjernsynet. Og de siger sikkert: »Den gamle fyr deroppe er bedstefar. Han ser lidt gammel ud, ikke? Men han er vores bedstefar.« Og til alle dem ønsker jeg at give udtryk for min kærlighed og taknemmelighed. Når jeg bliver ældre og ser tilbage på verden og på det liv, jeg har haft, så fornemmer jeg, at det er den kærlighed, vi viser, og den tjeneste, vi yder, der i virkeligheden er hele udbyttet. For nogle år siden mod slutningen af en flyrejse, som jeg var ude på i forbindelse med en opgave, kom stewardessen og spurgte, hvad vi ønskede at drikke. Og jeg fortalte hende, at jeg gerne ville have en 7-Up eller en citrusdrik. Da hun kom med den og gav mig sodavanden, lagde hun mærke til min slipsenål. Og på min slipsenål, som jeg har her i min hånd ­ vi brugte dem i Den Skotske Mission for mange år siden ­ ser man den engelske kongefamilies våbenskjold. Men midt i dette våbenskjold havde vi placeret templet i London. Og derfor så man på denne slipsenål templet med dette våbenskjold rundt omkring. Da stewardessen gav mig min sodavand, sagde hun: »Næh, det er da en usædvanlig slipsenål. Hvad forestiller det?« Og jeg svarede: »Det er et tempel.« Og denne unge kvinde sagde: »Et tempel? Hvad slags tempel?« Og jeg sagde: »Et Herrens tempel.« Og hun sagde: »Et hvad?« Og jeg svarede: »Det er et Herrens tempel.« Og jeg kunne se en vis interesse hos hende, og hun sagde: »Hvilken kirke tilhører du?« Jeg fortalte hende om vores Kirke, og derpå sagde jeg til hende, fordi jeg kunne se en vis interesse: »Hvis du vil give mig dit navn og din adresse, så vil jeg få nogle unge mænd til at komme forbi og besøge dig, og de vil fortælle dig om dette tempel og om templer.« Hun så lidt forundret på mig og gik væk. Så efter nogle få øjeblikke kom hun tilbage og gav mig et lille stykke papir med hendes navn, Penny Harryman, og en adresse i Los Angeles. Jeg ringede til missionspræsidenten og sagde til ham, som vi altid gør: »Send to af dine bedste. Jeg beder om, at I går ud og besøger denne unge kvinde,« for jeg har sagt til hende, at »jeg får nogle unge mænd til at komme og besøge dig, og hvis du gør det, som de beder dig om at gøre og lytter til dem, så lover jeg dig, at du vil få de største velsignelser, du kan opnå i dette liv.« Lidt over et år senere ringede telefonen en dag på mit kontor, og en kvindestemme sagde: »Jeg hedder Penny Harryman. Kan du huske mig?« Og jeg svarede: »Selvfølgelig kan jeg det.« Hun spurgte: »Kan du arrangere det, så du kan vie min forlovede og mig i templet i Salt Lake City, hvis vi kan finde et tidspunkt?« Jeg svarede: »Selvfølgelig vil jeg det.« Og mens jeg beseglede denne unge kvinde til denne unge mand, som hun havde mødt i mellemtiden, fandt jeg ud af, at hendes mor gik rundt på Tempelpladsen og spekulerede på, hvad vi gjorde ved hendes datter i templet, for hun kunne ikke få lov til at komme ind. Som tiden går, er det den kærlighed, vi viser, og den tjeneste, vi yder, der bliver så betydningsfuld i vores tilværelse. Vi kender alle til de gange, hvor Herren viste sig efter opstandelsen ­ en af dem var dengang, da han mødte Peter og fiskerne på bredden af Genezaret Sø. Det var helt klart meget tidligt om morgenen, og Herren kaldte og spurgte dem, om de fangede nogle fisk. De sagde nej, og han sagde til dem, at de skulle kaste nettet ud på den anden side. Og som der står i beretningen, der så smukt er nedskrevet i Johannesevangeliet, trak de nettet ind, og der var masser af fisk. Frelseren var der. Der var et bål, ifølge Johannes' beretning, og de spiste fisk og brød. Ved den lejlighed sagde Frelseren til Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« (Joh 21:15; se v. 1­17). Han havde utvivlsomt peget på de fisk, der sikkert stadig sprællede i nettet. »Elsker du mig mere end de andre?« De var fattige. De kunne tage fisken og sælge dem, sælge dem for penge, gøre noget med dem. Peter sagde ­ idet han tilkendegav, at Frelseren vidste alt ­ »du ved, at jeg har dig kær.« Og Frelseren sagde til Peter: »Vogt mine lam« (v. 15). Da sagde Frelseren for anden gang til Peter: » . . . elsker du mig?« og Peter blev bedrøvet, fordi Frelseren havde spurgt ham for anden gang, og Frelseren sagde: »Vær hyrde for mine får« (v. 16). Da spurgte Herren ham tredje gang: » . . . har du mig kær? . . . Vogt mine får« (v. 17). Hvad gør vi? Når vi forsøger at bevise over for Frelseren på denne dag, som er så dyrebar for os alle, når vi fejrer, underviser i og forkynder om opstandelsen og om, at Frelseren brød dødens bånd, hvad gør vi så, og hvordan viser vi Frelseren vores kærlighed til ham? Er det ikke ved vores lydighed og ved vores tjeneste og ved, hvad vi gør med den tid, vi har? Jeg fik et interessant brev den anden dag fra en stavspræsident nede i Phoenix-området i Arizona. Han spurgte, om jeg kunne komme derned engang. Så ville han arrangere en fireside. Han ønskede, at jeg talte til »trækfuglene«. Han påpegede, at hundreder af mennesker, »trækfugle«, flyver til Arizona om vinteren. De kommer fra forskellige egne af USA for at slå sig ned der om vinteren. Og han sagde: »De er pensioneret nu, vidunderlige mennesker, dygtige. De kommer og bor nu i wardene.« Hvis I er en trækfugl, så ved I, at I kan tilbringe en del af året i Arizona og en del af året et andet sted, så man er faktisk fri til at gøre det, man gerne vil. Lad mig blot minde jer alle om det store behov vi har ude i verden for missionærægtepar til at styrke grenene og stavene over hele verden, efterhånden som missionsprogrammet går fremad, og vi bringer flere mennesker ind i Kirken. I har sikkert alle hørt meget til historien om, hvad der skete i Mongoliet, da Ken Beesley var der og hjalp staten med at oprette en højere læreanstalt, lærte dem om læseplaner og administration, og derved fik han åbnet døren for Kirken. I har sikkert også hørt om præsident Gary Cox og hans hustru, søster Joyce Cox, som blev kaldet til at rejse dertil som missionærer og senere som missionspræsident, og om den vidunderlige indsats, som de ydede. Og så kom dr. John Bennett og hans hustru Carolyn, som havde tjent i Mongoliet, og som fortalte om, at de troede, at de skulle kaldes til De Kanariske Øer, fordi nogen dér havde inviteret dem, men da deres missionskaldelse kom, var det til Mongoliet. De var målløse. Jeg læste nogle af deres kommentarer senere, om hvad der var sket for dem i Mongoliet ­ alle de mennesker, som de havde påvirket, og den indsats, som de ydede. Og selv om der herhjemme var en bror, der døde, og de havde børn, som blev gift og havde receptioner, så sagde de: »Vi kunne bevare kontakten til dem gennem telefonen, mens alt dette skete.« Tænk på, hvad der er sket i Mongoliet indtil nu, hvor vi har omkring 1.300 medlemmer og ni grene. Jeg tænker også på bror Ken Woolstenhulme og hans hustru, søster Karren Woolstenhulme, fra Oakley i Utah, som ønskede at komme et sted hen, hvor der skete noget, og de blev sendt til Perth i Australien. De er nu i en lille gren over 500 km nord for Perth i et område, hvorfra de skriver og fortæller om alt det spændende, de oplever, nu hvor de betragter og er en del af Kirkens udvikling i den del af verden. Hvis I er pensioneret og spekulerer på, hvad I skal gøre med de ekstra år, så er der en spændende verden derude. Jeg tænker på Talmage Nielsen her i Salt Lake City, en pensioneret læge og hans hustru, som har været på mission i både Sydamerika og i Frankfurt i Tyskland, hvor de har hjulpet os med medicinske spørgsmål såvel som med medicinske spørgsmål i Rusland. Da de havde været hjemme længe nok til at kysse børnebørnene og sige goddag og farvel, blev de kaldet til at tjene i Hawaii, hvor han var leder af besøgscentret. Jeg har hørt om den vidunderlige tid, deres oplevelser og velsignelser, mens de har tjent sammen på disse tre missioner. Da jeg for nylig talte med ham, sagde jeg: »Nå, hvad skal du nu gøre med resten af dit liv?« Han svarede: »Tja, jeg er 72.« Og så sagde jeg: »Du er 72? Så er jeg 20 år foran dig! Og når jeg tænker på, hvad der er sket for mig i de sidste 20 år, Talmage, så tænk på, hvad du stadig kan gøre, når du drager ud i verden.« Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd om, at evangeliet er sandt, at Gud lever, at han er vores Fader, og at han på en mirakuløs måde når ind til vores hjerte og sind med sandheden af dette værk. Vi fornemmer det, vi mærker det, og vi kan føle hans kærlighed og nåde for os alle. Må vi efterleve evangeliets principper. Må vi bruge vores tid effektivt, al den tid, vi har; det beder jeg ydmygt om, idet jeg efterlader jer min kærlighed og mit vidnesbyrd om sandheden af dette værk i vor Herre og Frelser Jesu Kristi navn. Amen.