»Han er ikke her, han er opstået« Præsident Gordon B. Hinckley Disse enkle ord ­ »Han er ikke her, han er opstået« ­ er blevet de mest dybsindige i hele litteraturen . . . De er opfyldelsen af alt det, som han har talt om sin opstandelse. Mine brødre og søstre. Jeg er så dybt taknemmelig for at stå her foran jer. Af alle mennesker føler jeg mig så rigt velsignet. Jeg velsignes gennem jeres kærlighed. Hvorend jeg kommer hen, er I så venlige imod mig. Jeg velsignes gennem jeres tro. Jeres overordentlig store tjeneste, jeres opofrelse og jeres trofasthed bliver alt sammen en del af min egen tro. I er virkelig vidunderlige. Det er helt indlysende, at evangeliet, når det efterleves, gør folk bedre, end de ellers ville være. I er så uegennyttige med jeres tid og jeres midler. Over hele denne store verden tjener I for at opbygge vor Faders rige og for at få hans rige til at vinde frem. Jeg ringede til en mand i sidste uge. Han er pensioneret. Han har tjent som missionspræsident, og han og hans hustru tjener nu som missionærer. Jeg spurgte ham, om de ville være villige til at præsidere over et nyt tempel. Han blev yderst bevæget. Han var overvældet. Han kunne ikke sige noget. Han og hans hustru vil forlade deres børn og børnebørn i endnu en lang periode for at tjene Herren i en anden stilling. Vil de savne deres børnebørn? Selvfølgelig vil de det. Men de vil tage afsted, og de vil tjene trofast. Hvor er jeg dybt taknemmelig for Kirkens medlemmers opofrelse og trofasthed over hele jorden, medlemmer som tager imod enhver kaldelse, uanset hvilken ulejlighed det måtte medføre, og uanset hvilke bekvemmeligheder de må give afkald på. Men af alle de ting, som jeg er taknemmelig for, er jeg denne påskemorgen mest taknemmelig for min Herre og Forløsers gave. Det er nu påske, hvor vi sammen med alle andre kristne mindes Jesu Kristi opstandelse. Dette var ikke nogen almindelig begivenhed. Det var den største begivenhed i menneskehedens historie. Det tøver jeg ikke med at sige. »Kan en, der er død, få liv«? spurgte Job (Job 14:14). Der findes ikke noget spørgsmål af større vigtighed end dette. De af os, som lever i komfort og sikkerhed, skænker sjældent døden en tanke. Vores sind er optaget af andre ting. Og dog findes der ikke noget, som er mere sikkert, intet der er mere universelt, intet der er mere definitivt end afslutningen af det jordiske liv. Intet menneske kan undgå den, ikke ét. Jeg har stået ved Napoleons grav i Paris, ved Lenins grav i Moskva og ved mange andre af verdens store lederes grave. I deres tid kommanderede de hære, de herskede med næsten almægtig magt, blot deres ord skabte rædsel i folks hjerte. Jeg har ærbødigt gået gennem nogle af verdens store kirkegårde. Jeg har stille og alvorligt tænkt, når jeg har stået på militærkirkegården i Manila i Filippinerne, hvor omkring 17.000 amerikanere, som gav deres liv i Anden Verdenskrig, ligger begravet, og hvor der står mindesmærker over andre 35.000, som døde i de frygtelige slag i Stillehavet, og hvis jordiske rester aldrig er fundet. Jeg har med ærbødighed gået gennem den britiske kirkegård i udkanten af Rangoon i Burma og bemærket navnene på hundredvis af unge mænd, der kom fra landsbyer, provinsbyer og storbyer på De Britiske Øer og gav deres liv i varme og fjerne egne. Jeg har spadseret gennem gamle kirkegårde i Asien og Europa og andre steder og tænkt på deres liv, som engang var livsglade og lykkelige, som var kreative og ansete, og som har givet meget til den verden, som de levede i. De er alle gået i glemslens grav. Alle, der har levet på jorden før os, er nu borte. De har forladt alt, når de er gået over den stille døds tærskel. Ingen er gået fri. Alle er vandret til »det ubekendte land, som ingen vandrer er vendt tilbage fra« (Hamlet, 3. akt, 1. scene, linie 79­80). Således beskrev Shakespeare det. Men Jesus Kristus ændrede det hele. Kun en Gud kunne gøre det, som han gjorde. Han brød dødens lænker. Han måtte også dø, men på den tredje dag efter sin begravelse opstod han fra graven, »førstegrøden af dem, der er sovet hen« (1 Kor 15:20), og ved at gøre dette bragte han opstandelsens velsignelse til hver og en af os. Da Paulus overvejede denne vidunderlige begivenhed, erklærede han: »Død, hvor er din brod?« (1 Kor 15:55). For to uger siden var jeg i Jerusalem, den store og gamle by hvor Jesus gik for 2.000 år siden. Da jeg stod på et højtliggende sted, så jeg ned over den gamle by. Jeg tænkte på Betlehem, som ligger nogle få kilometer mod syd, hvor han blev født i en beskeden stald. Han, som var Guds Søn, Guds Enbårne Søn, forlod sin Faders celestiale bolig for at iklæde sig et jordisk legeme. Ved hans fødsel sang englene, og de vise mænd kom for at give gaver. Han voksede op som andre drenge i Nazaret i Galilæa. Der »gik [han] frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52). Han besøgte Jerusalem sammen med Maria og Josef, da han var 12 år gammel. På deres hjemrejse blev han væk. De tog tilbage til Jerusalem og fandt ham i templet, hvor han talte med de lærde lærere. Da Maria bebrejdede ham for ikke at have været sammen med dem, svarede han: »Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (Luk 2:49). Hans ord var et forvarsel om hans kommende tjenestegerning. Denne tjenestegerning begyndte med hans dåb i Jordanfloden, og blev udført af hans grandfætter, Johannes. Da han kom op af vandet, dalede Helligånden ned over ham i en dues skikkelse, og hans Faders stemme hørtes sige: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag« (Matt 3:17). Denne udtalelse blev bekræftelsen på hans guddommelighed. Han fastede i 40 dage og blev fristet af djævelen, som søgte at fjerne ham fra hans fastlagte mission. Han besvarede modstanderens opfordring således: »Du må ikke udæske Herren din Gud« (Matt 4:7), hvorved han atter erklærede, at han var Guds Søn. Han vandrede på Palæstinas støvede veje. Han havde ikke noget hjem, som han kunne kalde sit eget, og ikke noget sted at hvile sit hoved. Hans budskab var fredens evangelium. Han belærte om ædelmodighed og kærlighed. »Vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen« (Matt 5:40). Han underviste ved hjælp af lignelser. Han udførte mirakler, som hverken før eller siden nogen sinde er blevet udført. Han helbredte dem, som længe havde været syge. Han fik de blinde til at se, de døve til at høre og de lamme til at gå. Han oprejste de døde, og de levede atter for at kunne lovprise ham. Det var der bestemt ikke noget menneske, der nogen sinde før havde gjort. Der var nogle få, som fulgte ham, men de fleste hadede ham. Han talte om de skriftkloge og farisæerne som hyklere, der lignede kalkede grave. De lagde råd op mod ham. Han jog vekselererne ud fra Herrens hus. De sluttede sig uden tvivl til dem, der planlagde at slå ham ihjel. Men han lod sig ikke afskrække. Han »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38). Var alt dette ikke nok til at udødeliggøre hans minde? Var det ikke nok til at give hans navn en plads blandt, og endda over de store mænd, som har vandret på jorden, og som er blevet husket for det, som de har sagt og gjort? Han ville helt sikkert have fået en plads blandt alle tidsaldres store profeter. Men alt dette var ikke nok for den Almægtiges Søn. Det var kun et forspil til de større ting, som skulle ske. De skete på en besynderlig og frygtelig måde. Han blev forrådt, anholdt, dømt til døden ­ til at dø i voldsom smerte ved korsfæstelse. Han blev levende naglet til et kors af træ. I ubeskrivelig smerte ebbede hans liv langsomt ud. Mens han stadig trak vejret, råbte han: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34). Jorden rystede, og hans Ånd forlod ham. Officeren, som havde set det hele, sagde højtideligt: »Sandelig, han var Guds Søn« (Matt 27:54). De, der elskede ham, tog hans legeme ned fra korset. De klædte det og lagde det i en ny grav, som Josef fra Arimatæa havde givet. Gravens indgang blev lukket til med en stor sten, og der blev sat vagt ved den. Hans venner må have grædt. De apostle, som han elskede, og som han havde kaldt som vidner om hans guddommelighed, græd. De kvinder, der elskede ham, græd. Der var ingen, som havde forstået, hvad han sagde om at opstå på den tredje dag. Hvordan skulle de kunne forstå det? Det var aldrig sket før. Det var helt uden fortilfælde. Det var utroligt, endda for dem. Der må have været en forfærdelig følelse af modløshed, trøstesløshed og fortvivlelse, da de tænkte på deres Herre, som var blevet taget bort fra dem i døden. Men det var ikke enden. Om morgenen den tredje dag gik Maria Magdalene og den anden Maria ud til graven igen. Til deres store forbavselse var stenen rullet bort, og graven stod åben. De kiggede derind. To personer i hvidt sad i hver sin ende af begravelsesstedet. En engel viste sig for dem og sagde: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag« (Luk 24:5­7). Disse enkle ord ­ »Han er ikke her, han er opstået« ­ er blevet de mest dybsindige i hele litteraturen. De er erklæringen om den tomme grav. De er opfyldelsen af alt det, som han har talt om sin opstandelse. De er det sejrrige svar på det spørgsmål, som opstår for alle mænd, kvinder og børn, som nogen sinde er født på jorden. Den opstandne Herre talte til Maria, og hun svarede. Han var ikke et genfærd. Dette var ikke indbildning. Han var virkelig, så virkelig som han havde været i sit jordiske liv. Han tillod hende ikke at røre ved sig. Han var endnu ikke steget op til Faderen i himlen. Det ville snart ske. Hvilken genforening det må have været at blive omfavnet af den Fader, som elskede ham, og som også må have grædt for ham i hans smertens stund. Han viste sig for to mænd, der var på vej til Emmaus. Han talte med dem og spiste sammen med dem. Han mødte sine apostle bag lukkede døre for at belære dem. Thomas var ikke til stede ved den første lejlighed. Ved den anden lejlighed indbød Herren ham til at mærke på hans hænder og i hans side. I ren og skær forundring udbrød han: »Min Herren og min Gud!« (Joh 20:28). Jesus talte engang med 500 mennesker. Hvem kan bestride beviset på disse kendsgerninger? Der findes ingen optegnelser over nogen fornægtelse af vidnesbyrdet fra dem, der oplevede dette. Der er talrige beviser på, at de vidnede om disse begivenheder hele deres liv og endda gav deres liv i bekræftelse af realiteten i disse ting, som de havde oplevet. Deres ord er tydelige, og deres vidnesbyrd er sikkert. Millioner af mænd og kvinder har gennem århundrederne antaget dette vidnesbyrd. Et utal af mennesker har levet og er døde som bekræftelse af det vidnesbyrds rigtighed, som de har modtaget gennem Helligåndens kraft, og som de ikke kunne benægte. Der er ingen begivenhed i menneskehedens historie, som i højere grad er blevet sat på prøve for at bevise dets ægthed. Og der findes endnu et vidnesbyrd. Denne ledsager til Bibelen, Mormons Bog, vidner om, at han ikke blot viste sig for dem i den gamle verden, men også for dem i den nye. For havde han ikke sagt engang: »Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde« (Joh 10:16)? Efter sin opstandelse viste han sig for dem, der boede på denne halvkugle. Da han steg ned gennem himlens skyer, hørtes Gud den evige Faders stemme atter højtideligt sige: »Se, min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn, hør ham« (3 Nephi 11:7). Her blev der også kaldet 12 apostle, som blev vidner om hans navn og guddommelighed. Han belærte folket og velsignede og helbredte dem, ligesom han havde gjort i Palæstina, og der herskede fred i landet i 200 år, fordi folket søgte at efterleve det, som han havde lært dem. Og som om alt dette ikke var nok, så er der denne uddelings store profet Joseph Smiths vidnesbyrd, som står fast og er tydeligt. Han gik som dreng ud i skoven for at bede for at søge lys og kundskab. Og to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, viste sig for ham stående over ham i luften. En af dem talte til ham, idet han kaldte ham »ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede Søn. Hør ham!« (Se JS-H 1:17). Den selv samme Joseph sagde ved en senere lejlighed: »Og vi så Sønnens herlighed, ved Faderens højre hånd, og modtog af hans fylde . . . Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever!« (L&P 76:20, 22). Og denne vidunderlige påskemorgen opløfter vi som den Almægtiges tjenere og som profeter og apostle i hans store sag vore stemmer som et vidnesbyrd om vor udødelige Frelser. Han kom til jorden som den evige Faders Søn. Han gjorde det, som Esajas sagde, at han måtte gøre. »Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; . . . han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53:4­5). På den tredje dag opstod han i evig udødelighed fra klippegraven. Han talte med mange. Hans Fader gentog flere gange, at han var hans Søn. Den Almægtige være lovet. Hans herliggjorte Søn brød dødens lænker, den største af alle sejre. Som Paulus sagde: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22). Han er vores sejrrige Herre. Han er vor Forløser, som sonede for vore synder. Gennem hans sonoffer skal alle mennesker opstå fra graven. Han har banet vejen, hvorved vi ikke blot kan opnå udødelighed, men også evigt liv. Som Herren Jesu Kristi apostel bærer jeg denne påskemorgen vidnesbyrd om disse ting. Jeg taler i højtidelighed, ærbødighed og taknemmelighed; i Herren Jesu Kristi navn. Amen.