Grådighed, egoisme og frådseri Ældste Joe J. Christensen De Halvfjerds' Præsidium Jeg er sikker på, at vi bogstaveligt talt vil blive bedt om at aflægge regnskab for Gud for, hvordan vi har brugt vore midler til at velsigne andre og opbygge riget. Det siges, at evangeliet skal behage de plagede og plage de velbehagelige. Mit formål i dag er at tale til de velbehagelige: de rige, de fattige og alle os midt imellem. Herren har sagt: »Ve jer, I rige . . . thi jeres rigdomme vil fordærve jeres sjæle.« Han har også sagt: »Ve jer, I fattige, hvis hjerte ikke er sønderknust . . . hvis øjne er fulde af havesyge.«1 Mange af jer har sikkert hørt denne lille bøn, som en eller anden har skrevet: »Kære Gud Indtil nu har jeg klaret mig godt i dag. Jeg har ikke sladret, har ikke mistet besindelsen, har ikke været grådig, vrissen, led, egoistisk eller frådset på nogen måde. Men om et øjeblik, Herre, står jeg ud af sengen, og så vil jeg sikkert få brug for meget mere hjælp.« Når det drejer sig om at overvinde grådighed, egoisme og frådseri, har vi brug for meget mere hjælp. Præsident Brigham Young har på sin egen frimodige måde sagt: »Den største frygt . . . jeg har vedrørende dette folk, er, at de vil blive rige i dette land, glemme Gud og hans folk, blive lade og smide sig selv ud af Kirken . . . Min største frygt er, at de ikke kan tåle velstand.«2 Vores velstand kan virkelig give os nogle store udfordringer, fordi mange er ved at blive rige, flere af os er ved at blive lade, og som følge af grådighed, egoisme og frådseri kan vi miste Ånden og bogstavelig talt »smide os selv ud af Kirken«. Penge og materielle ting ligger næsten alle mennesker på sinde. Som Morris Chalfant har skrevet: »Det store spørgsmål, der stilles i det tyvende århundrede, er: ðHvordan kan jeg blive rig?Ð Intet spørgsmål optager menneskets sind og hjerte mere i vore dage end dette . . . Dette gælder for alle mennesker uanset status eller beskæftigelse.«3 Penge er ikke i sig selv et onde, men som Paulus belærte Timotheus, er det kærlighed til penge, der er roden til alt ondt.4 Der er nogle af de velhavende, som håndterer deres velstand meget godt og bruger deres midler til at velsigne andre og opbygge riget. For mange giver rigdom dog store vanskeligheder. I vores forsøg på at takle den materialisme, der truer os, kan vi overveje disse fire forslag: For det første bør vi ikke forveksle ønsker med behov. Min mor lærte mig noget vigtigt i denne forbindelse. I mange år plejede min far at skifte vores bil ud med en ny hvert år. Og så kort efter Anden Verdenskrig, da kornpriserne steg, blev vi overrasket en dag, da far kom kørende hjem i en dyrere bil. En morgen spurgte min mor ham: »Hvor meget mere måtte du betale for den nye bil end for den anden?« Da min far fortalte hende det, sagde min mor: »Altså, den anden bil har altid kunnet køre mig, hvor jeg har skullet hen. Jeg synes, at vi skal give prisforskellen til en eller anden, som har mere brug for pengene, end vi har.« Og sådan blev det. Det følgende år gik min far tilbage til at købe billigere biler, og min mor og far fortsatte med at være gavmilde. Hvis vi ikke passer på, bliver vore ønsker let til vore behov. Husk talemåden: »Så, så, lille luksus, vær ikke trist. Du skal nok blive uundværlig til sidst!« For det andet bør vi ikke forkæle vore børn ved at give dem for mange ting. I vore dage vokser mange børn op med fordrejede værdier, fordi vi som forældre forkæler dem. Uanset om I er velhavende, eller som de fleste af os lever i mere beskedne kår, forsøger vi som forældre ofte at give vore børn næsten alt, hvad de peger på, og fratager dem derved forventningens glæde ved at længes efter noget, som de ikke har. Noget af det vigtigste, vi kan lære vore børn, er at fornægte sig selv. Svage sjæle søger at få deres behov tilfredsstillet øjeblikkeligt. Hvor mange virkelig fremragende mennesker kender I, som aldrig har været nødt til at kæmpe? Ældste Maxwell har givet udtryk for denne bekymring, da han sagde: »Nogle få af vore ellers gode unge mennesker i Kirken har aldrig gjort sig nogen anstrengelser, hvad angår arbejde, men har næsten kørt på frihjul. De får mange goder, blandt andet biler med benzin og forsikring ­ som alt sammen betales af deres forældre, der af og til lytter forgæves efter at par høflige og påskønnende ord. Det, der således betragtes som en selvfølge .. har tilbøjelighed til at understrege deres egoisme og deres følelse af at have ret til disse goder.«5 En klog ung mor har sagt: »Jeg har valgt ikke at give vore børn det, som jeg har råd til at give dem. Jeg holder igen for deres egen skyld.« Med Fred Gosmans ord: »De børn, der altid får det, de kræver, vil kræve, så længe de lever.«6 Og på et eller andet tidspunkt er det vigtigt for udviklingen af vore børns karakterstyrke, at de lærer, at »jorden stadig drejer rundt om solen« og ikke rundt om dem.7 Vi bør i stedet lære vore børn at stille sig selv spørgsmålet: På hvilken måde er verden et bedre sted at være, fordi de lever i den? Vi lever i en farverig verden fuld af underholdning og fart over feltet ­ en verden i hvilken mange børn vokser op i den tro, at hvis det ikke er sjovt, så er det kedeligt og spild af tid. Selv i vore familieaktiviteter må vi finde en balance mellem leg og arbejde. Nogle af mine mest mindeværdige oplevelser fra min opvækst har med familieaktiviteter at gøre; lære at lægge tag på et hus, lave et stakit eller at arbejde i haven. I stedet for at alt er arbejde, og intet er leg, oplever mange af vore børn, at næsten alt er leg, og meget lidt er arbejde. Som følge af forkælelse flytter mange børn hjemmefra uden at være ordentligt beredte til at møde den virkelige verden. Præsident Hinckley har sagt: »Selvfølgelig er vi nødt til at tjene til livets ophold. Herren fortalte Adam, at han alle sit livs dage skulle spise brød i sit ansigts sved. Det er vigtigt, at vi dygtiggør os, så vi kan blive uafhængige, og især at hver eneste ung mand, når han skal giftes, er rede og i stand til at påtage sig ansvaret for at sørge for sin ledsager og for de børn, der måtte blive deres«.8 Alt for mange gifter sig uden at have lært at lave mad, sy eller have udviklet andre vigtige færdigheder. Uvidenhed om disse nødvendige færdigheder sammenholdt med den manglende forstand på, hvordan man holder styr på sine penge, sår sæden til mange nederlag i vore børns ægteskaber. Jeg er bange for, at vi i mange tilfælde opdrager børn, som er slaver af dyre modeluner. Husk skriftstedet: »For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.«9 Hvordan finder vi ud af, hvor vores skat er? For at gøre dette er vi nødt til at evaluere den tid, de penge og de tanker, som vi ofrer på noget. Vi bør gøre klogt i at evaluere, hvor meget vi går op i at gå på indkøb og bruge penge. Dette betyder ikke, at vore børn ikke kan gå i noget af det modetøj, der er passende, for det kan være meget vigtigt for dem. Men de behøver ikke have hele skabet fuldt af det. Vi har som medlemmer af Kirken et ansvar for at fremstå på en tiltalende, velplejet og sømmelig måde. Med en god planlægning kan dette lade sig gøre uden at være nødsaget til at bruge urimeligt mange penge på tøj. Mere end ti gange advarer profeterne fra Mormons Bog os om problemerne ved den stolthed, der er knyttet til vores påklædning. Her er et eksempel: »Og . . . kirkens folk [begyndte] at blive stolte på grund af deres store rigdomme, deres fine silketrøjer og deres fine spundne linned . . . og på grund af alt dette var de stolte, thi de begyndte at gå med meget fine klæder.«10 Det ville være klogt af os, hvis vi og vore børn i alle disse materielle henseender ville følge dette motto, som vore pionerforfædre ofte citerede: »Sæt det i stand, slid det helt op, klar dig, som du kan, og giv aldrig op.« For det tredje, som vi så ofte har hørt, lev beskedent og undgå gæld som pesten. Præsident Hinckley mindede os for nylig om præsident Heber J. Grants udtalelse: »Hvis der er en enkelt ting, der vil bringe fred og tilfredshed ind i det menneskelige hjerte og ind i familien, er det at leve, så man ikke bruger mere, end man tjener. Og hvis der er nogen enkelt ting, der slider og skuffer og bringer hjertesorg, så er det at have gæld og forpligtelser, som man ikke kan leve op til.«11 Samuel Johnson har sagt: »Væn dig ikke til at anse gæld for en ulempe. Du vil finde, at den er en ulykke.« Hvor stort et hus har vi i virkeligheden behov for for bekvemt at kunne huse vores familie? Vi bør ikke bringe os selv hverken i åndelig eller økonomisk fare ved at købe et hjem, som er prangende, pirrer vores forfængelighed og langt overstiger vore behov. Hvis vi skal være uafhængige og i stand til at give noget til andre, må vi selvfølgelig skaffe os nogle midler. Men hvis vi sætter tæring eller næring og undgår gæld, kan vi spare op af vore midler. Der findes mennesker med en gennemsnitsindtægt, der gennem et helt liv får samlet sig nogle midler, og der findes mennesker med store gager, som ikke gør det. Hvad er forskellen? Det er simpelthen, at de bruger mindre, end de modtager, at de sparer op efterhånden og drager fordel af renters rente. To finansielle rådgivere fortæller at, »de fleste mennesker har fuldstændig misforstået det med velstand . . . Velstand er ikke det samme som indkomst. Hvis man har en god indkomst hvert år og bruger det hele, bliver man ikke rigere. Man har blot en stor levefod. Velstand er det, man sparer op, ikke det man bruger.«12 Og endelig: Vær gavmild til at give og dele med andre. Jo mere vores hjerte og sind er opsat på at hjælpe dem, der er mindre heldigt stillede end vi, des mere vil vi undgå de åndeligt fordærvende virkninger, der er følger af grådighed, egoisme og frådseri. Vore midler er ikke vore ejendom. Vi skal blot forvalte dem. Jeg er sikker på, at vi bogstaveligt talt vil blive bedt om at aflægge regnskab for Gud for, hvordan vi har brugt dem til at velsigne andre og opbygge riget. Profeten Jakob giver os et fortræffeligt råd om, hvordan rigdomme kan anskaffes, og hvad de bør bruges til: »Men førend I søger efter rigdom, søg Guds rige. Og efter at I har fået håb i Kristus, skal I få rigdomme, om I søger dem i den hensigt at gøre godt, at klæde den nøgne, at føde den sultne, at sætte de fangne fri og at bringe den syge og nødlidende lindring.«13 Ud over at betale en ærlig tiende bør vi være gavmilde i vores hjælp til de fattige. Hvor meget bør vi give? Jeg sætter pris på de tanker, som C. S. Lewis har gjort sig om dette emne. Han har sagt: »Jeg er bange for, at den eneste sikre regel er at give mere, end vi kan undvære . . . Hvis det overhovedet ikke kan mærkes, at vi har givet et bidrag til de fattige . . . er det for lille. Der bør være ting, som vi gerne ville gøre, men som vi ikke kan, fordi vores bidrag til de fattige gør det umuligt for os.«14 Der er mange værdige personer og sager, som vi kan skænke penge til. Vi bør yde gavmilde bidrag til fasteofferfonden og Kirkens humanitære fonde. Hvis vi gerne vil have, at vores familie skal leve et liv med dybde og mening, må vi have mod til ærligt at undersøge, hvor vore skatte er og undgå de faldgruber, der er resultatet af grådighed, egoisme og frådseri. Lad os hver især huske ­ For det første: Ikke at forveksle ønsker med behov. For det andet: At undgå at forkæle vore børn. For det tredje: At leve beskedent og undgå gæld. For det fjerde: At være gavmilde, når vi giver noget til andre. At give er i virkeligheden noget af det mest grundlæggende i vores tro. I denne påske mindes vi igen, at » . . . således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn«15, som kom til jorden, og som kunne have ejet hvad som helst, men som valgte i stedet at være et eksempel for alle os på, hvordan man bør leve et beskedent liv uden nogen som helst form for grådighed, egoisme eller frådseri. Lad os dagligt bestræbe os på at leve mere, som han levede ­ han, der var det ypperligste eksempel på et liv med dybde og mening. Jeg vidner om, at Jesus er Kristus, at dette er hans kirke, der ledes af levende profeter, og at hans grav virkelig var tom på den tredje dag. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. L&P 56:16­17. 2. Citeret i Bryant S. Hinckley, The Faith of Our Pioneer Fathers, 1956, s. 13. 3. Morris Chalfant, »The Sin of the Church«, Wesleyan Methodist; citeret af John H. Vandenberg i Conference Report, okt. 1965, s. 131. 4. Se 1 Tim 6:10. 5. BYU Devotional, 12. jan. 1999. 6. Spoiled Rotten: American Children and How to Change Them, 1992, s. 32. 7. Gosman, Spoiled Rotten, s. 11 og på indersiden af omslaget. 8. »Du må ikke begære«, Stjernen, feb. 1991, s. 4. 9. Matt 6:21. 10. Alma 4:6. 11. Relief Society Magazine, maj 1932, s. 302. 12. Thomas J. Stanley og William D. Danko, The Millionaire Next Door, 1996, s. 1. 13. Jakob 2:18­19. 14. Mere Chistianity, 1952, s. 67. 15. Joh 3:16.