Inspireret velfærd i Kirken Ældste Joseph B. Wirthlin De Tolv Apostles Kvorum Frelseren, som har vist os fremgangsmåden, har behag i dem, der »i alle ting [kommer] de fattige, trængende, syge og lidende i hu« [L&P 52:40]. Mine søskende, hvor har det været en vidunderlig påskedag. Nu hvor vi tænker på Frelserens liv og hans opstandelse, dukker der billeder op i mit sind af dem, der bad ham om hjælp. Jeg kan let forestille mig de deforme ben på en mand, der aldrig havde kunnet gå, eller tårerne, der strømmede ned ad enkens kinder, da hun følger sin eneste søns legeme til graven. Jeg kan se de sultnes tomme blikke, de syges rystende hænder, forestille mig de fordømtes tryglende stemme, de udstødtes trøstesløse blik. De rækker alle ud efter én enkelt mand, en mand uden rigdom, uden hjem, uden status. Jeg kan se denne mand, den levende Guds Søn, se på dem hver især med uendelig medlidenhed. Med hans hellige hånds berøring bringer han trøst til de nedslåede, helbredelse til de syge og frihed til de fordømte. Med et par ord rejser den døde mand sig fra sin båre, og enken omfavner sin genoplivede søn. Disse og andre mirakuløse handlinger af barmhjertighed og godhed, nogen kendt vidt og bredt, andre ubemærkede og i det stille, forklarer for mig et af Frelserens fremtrædende karaktertræk: Hans kærlighed til og medlidenhed med de undertrykte, de bedrøvede, de svage og de lidende. Disse barmhjertighedsgerninger er i sandhed synonyme med hans navn. Selv om der er gået næsten 2.000 år efter Guds Søns tjenestegerning på jorden, forbliver hans kærlige eksempel og hans lærdomme en uadskillelig del af, hvem vi er som folk, og hvem vi er som kirke. Gennem Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges inspirerede velfærdsprogram stræber Kirken og dens medlemmer i dag efter at gøre hans eksempel efter, idet vi søger at yde de lidende lindring og fremme uafhængigheden. OMFANGET AF KIRKENS VELFÆRD Kirkens velfærdsprogram er velkendt i hele verden. Folk fra alle samfundslag rejser til Kirkens hovedsæde for selv at se, hvordan Kirken tager sig af de fattige og trængende uden at gøre modtagerne afhængige eller skabe bitterhed hos giverne. En præsident for et land aflyste efter et besøg på Welfare Square resten af sine aftaler den dag. »Der er noget her, som er vigtigere end det, som jeg har planlagt«, sagde han. »Jeg må blive og lære mere«. I årenes løb har Kirkens velfærdsprogram udviklet sig til at kunne opfylde en voksende kirkes konstant stigende behov. Der er i dag i Nordamerika 80 gårde, der ejes af Kirken, som producerer nærende mad til de trængende. 80 konservesfabrikker konserverer og pakker denne livsnødvendige mad. Flere end 100 forrådshuse står klar til at hjælpe over 10.000 biskopper og grenspræsidenter i udførelsen af deres hellige pligt til at finde og hjælpe de fattige og nødlidende i deres ward og grene. 50 Deseret Industries virksomheder giver tusinder arbejde og uddannelse. På verdensplan hjælper over 160 arbejdsanvisninger hvert år flere end 78.000 mennesker med at finde arbejde. 65 sidste dages hellige socialtjenester hjælper ægtepar i Kirken med at adoptere børn og tilbyder rådgivning til dem, der har behov for det. Jeg er sikker på, at de store ledere, som Herren oprejste til at være pionerer for vor tids velfærdsindsats, ville være godt tilfreds med velfærdsprogrammets udvikling i vore dage. HERRENS MÅDE »Det har altid været en vigtig lærdom blandt de sidste dages hellige«, skrev præsident Joseph F. Smith, »at en religion, der ikke har magt til at frelse folk timeligt og give dem fremgang og lykke her, ikke kan frelse dem åndeligt og ophøje dem i livet herefter«.1 Det timelige og det åndelige hænger uadskilleligt sammen. Når vi giver af vores tid, vore talenter og midler for at dække de syges behov, give de sultne mad og lære de afhængige at klare sig selv, beriger vi os selv åndeligt i en grad, som vi ikke kan fatte. Herren sagde i en åbenbaring til profeten Joseph Smith: »Det er min hensigt at sørge for mine hellige . . . Dog skal det ske på min egen måde, og se, på denne måde har jeg, Herren, besluttet at sørge for mine hellige, ved at de fattige må ophøjes derigennem, at de rige bliver ydmyge.«2 Herrens måde består i at hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv. De fattige ophøjes, fordi de arbejder for den timelige hjælp, som de modtager, de belæres om de rette principper, og de kan løfte sig selv op fra fattigdom til uafhængighed. De rige gøres ydmyge, fordi de ydmyger sig for at give gavmildt af deres midler til dem i nød. Vi lærer medlemmerne at være uafhængige, at gøre alt, hvad de kan for at klare sig selv og at søge hjælp hos deres familie for at få den fornødne bistand. Når medlemmer og deres familie gør alt, hvad de kan for at skaffe til det fornødne, men alligevel ikke kan opfylde de grundliggende behov, er Kirken rede til at hjælpe. I Kirken har biskoppen det specifikke ansvar for at tage sig af »de fattige, de nødlidende, den enlige forælder, den ældre, den handikappede, den faderløse, enken og enkemanden samt andre, der har særlige behov.«3 Jeg er vidende om, hvordan en biskop samlede sine ressourcer for at hjælpe en mand, som kom til ham for at få hjælp. Manden havde været lykkelig gift i mange år, men på grund af senere opstået alkoholmisbrug stod han uden arbejde, hjem og familie. Flere strenge år, hvor han havde levet på gaden, havde nedbrudt og ydmyget ham. Med tårerne trillende ned ad kinderne bønfaldt han sin biskop om hjælp. Wardets velfærdskomité talte om denne udfordring. En mand kendte en tandlæge, som måske ville være villige til at lave mandens brækkede fortænder. Hjælpeforeningspræsidentinden gjorde opmærksom på, at nærende mad fra biskoppens forrådshus kunne forbedre hans helbred. En anden antydede, at denne mand havde brug for nogen, som ville tilbringe tid sammen med ham hver dag og hjælpe ham med at finde styrke til at overvinde sit misbrug. Efterhånden som forslagene strømmede ind, indså biskoppen, at der stod et helt ward af bekymrede brødre og søstre parat til at hjælpe. Biskoppen begyndte snart at se forbedringer. Brødrene i præstedømmet gav manden en velsignelse. En godgørende tandlæge lavede hans brækkede tænder. Maden fra biskoppens forrådshus forbedrede hans helbred. Et trofast ældre ægtepar sagde ja til at være særlige hjemmelærere. De var hos ham hver dag for at hjælpe ham med at holde fast i hans beslutning. Denne gode bror fulgte de fastlagte principper og tilbød at hjælpe andre i wardet. Lidt efter lidt blev desperationen og elendigheden i hans blik afløst af lykke og glæde. Selv om det var en pinefuld proces, kunne han gøre sig fri af sit misbrug. Han blev et aktivt medlem af Kirken. Et liv i armod og elendighed vendte sig til et liv i håb og glæde. Dette er Herrens måde at tage sig af de nødstedte. KIRKEN OG HUMANITÆRT HJÆLPEARBEJDE Kirken begrænser ikke sit hjælpearbejde til sine medlemmer, men den følger profeten Joseph Smiths formaning, hvor han sagde: »En [mand], der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med sin families velsignelser alene, men tjener i hele verden og er ivrig efter at velsigne hele menneskeslægten.«4 Han belærte medlemmerne om at »give den sultne mad, klæde den nøgne, sørge for enken, tørre den forældreløses tårer og trøste den lidende«.5 I lidt over et årti har Kirken sendt over 27.000 ton tøj, 16.000 ton mad og 3.000 ton medicin og undervisningsmidler samt udstyr til at lindre lidelserne for millioner af Guds børn i over 146 lande i mange dele af verden. Vi spørger ikke: »Er I medlemmer af vores Kirke?« Vi spørger kun: »Lider I?« Vi har alle hørt om orkanen Mitch, som hærgede Nicaragua og Honduras sidste oktober og november. Med en enorm styrke oversvømmede den huse og forårsagede jordskred. Over 10.000 døde, og yderligere to millioner menneske blev hjemløse. Denne meget stærke orkan ødelagde hjem og dækkede gader med mudder, som syntes at være hård som cement. Kirken begyndte næsten med det samme at sende livsvigtig mad, tøj, medicin og tæpper for at hjælpe både Kirkens medlemmer og folk fra andre trosretninger. Så snart sendingerne ankom til deres bestemmelsessted, mødte Kirkens medlemmer op i hundredevis for at aflæsse lastbilerne og samle forsyningerne i kasser. Tingene i hver kasse kunne opretholde livet for en familie i en uge. Vores kære præsident Gordon B. Hinckley, der var formand for Kirkens Velfærdskomité, var bekymret over lidelserne i Mellemamerika. En søvnløs nat følte han sig tilskyndet til at tage afsted og tilbyde sin kærlighed og støtte til dem, som havde lidt dette store tab. Profetens besøg opløftede ånden og gav tusinder håb. »Så længe at [Kirken] har nogen midler«, sagde han til dem, »vil vi stå jer bi i svære tider.«6 Og jeg bærer vidnesbyrd for jer, søskende, om at han virkelig er Guds profet. Og jeg støtter ham af hele mit hjerte. Udover at tilvejebringe de nødvendige forsyninger under ulykker og katastrofer har næsten 1.300 medlemmer af Kirken taget imod kaldelser fra Herren til at betjene de nødlidende i mange nationer. Lad mig give jer to eksempler. Bror David og søster Dovie Glines fra Irvins i Utah bor for tiden i Ghana i Afrika, hvor de underviser dem, der søger at få bedre arbejde, i handel, computere og kontorledelse. Bror Mark Cutler er en pensioneret kirurg fra Clayton i Californien. Han og hans hustru, Bonnie, tjener i Vietnam. Bror Cutler er konsulent og lærer for lokale læger. Søster Cutler underviser hospitalslæger og -ansatte i engelsk og medicinsk terminologi. VELFÆRD OG MEDLEMMET Udover at hjælpe andre gør familier og det enkelte medlem klogt i at vurdere deres egen uafhængighed. Vi kan stille os selv nogle få spørgsmål: Forvalter vi vore penge klogt? Bruger vi mindre, end vi tjener? Undgår vi unødvendig gæld? Følger vi brødrenes råd om at »oplagre tilstrækkeligt med mad, tøj og om muligt brændsel til mindst et år«?7 Lærer vi vore børn at værdsætte og ikke bortødsle det, de har? Lærer vi dem om arbejde? Forstår de, hvor vigtig den hellige tiendelov er? Har vi en tilstrækkelig uddannelse og et fyldestgørende arbejde? Opretholder vi et godt helbred ved at efterleve visdomsordet? Holder vi os fri af bivirkningerne fra skadelige stoffer? Hvis vi med ærlighed svarer »nej« til nogen af disse spørgsmål, bør vi forbedre vores plan for uafhængighed. Profeterne har givet os grundlæggende retningslinier. For det første er en af vor tids onder begærlighedens synd. Overdrevne ønsker om materielle goder kan blive en besættelse, som opsluger vore tanker, udtømmer vore midler og fører til ulykke. Nogle af Kirkens medlemmer bliver mere og mere bebyrdet af unødvendig gæld på grund af denne synd. Præsident Heber J. Grant sagde: »Hvis der er noget, som vil bringe fred og tilfredshed i menneskenes hjerte og i familien, så er det at sætte tæring efter næring. Og hvis der er noget, som er tyngende, nedslående og beklemmende, er det at have gæld og forpligtelser, som man ikke kan indfri.«8 »Flid, sparsommelighed, uafhængighed vedbliver som de ledende principper i denne indsats«, har præsident Thomas S. Monson, formand for Kirkens velfærdskomité, mindet om. »Som et folk bør vi undgå urimelig gæld . . . ðBetal din gældÐ (2 Kong 4:7) og lev. Hvilket klogt råd til os i dag!«9 For det andet har Gud fra begyndelsen befalet os at arbejde10 og har advaret os imod dovenskab.11 Desværre er der meget i verden i vore dag, som ansporer til dovenskab, især i form af tom underholdning, som ikke kræver tankevirksomhed, hvilkent findes på Internettet, på TV og i computerspil. For det tredje kan jeg anbefale jer det råd, som præsident Hinckley gav, da han sagde: »Få al den uddannelse, som I kan . . . Forædl tankernes og hændernes dygtighed. Uddannelse er mulighedernes nøgle«.12 Ja, uddannelse er den katalysator, der vil skærpe og slibe vore talenter, færdigheder og evner og få dem til at blomstre. For det fjerde kan de, der vælger at følge Frelserens eksempel og at lindre andres lidelser, se på, hvor meget de kan give i fasteoffer. Disse hellige midler anvendes til ét, og kun ét, formål: At velsigne de syge, dem der lider og andre i nød. At bidrage med gavmilde fasteofre velsigner giverne rigt og gør dem til Herrens og biskoppens medarbejdere i at hjælpe med at lindre lidelser og fremme uafhængigheden. Under vore gunstige forhold bør vi måske evaluere vore ofre og afgøre, om vi er så gavmilde over for Herren, som han er over for os. KONKLUSION Hvis Frelseren var iblandt os på jorden i dag, ville man se ham betjene de nødlidende, de lidende og de syge. At følge dette eksempel kan være en af årsagerne til, at præsident Spencer W. Kimball sagde: »Når velfærdstjenesten betragtes i dette lys, kan vi forstå, at det ikke er et program, men selve kernen i evangeliet. Det er evangeliet i funktion. Det er det kristne livs fornemste princip«.13 Da velfærdsprogammet blev til i dets beskedne begyndelse midt under den store depression, var der kun få, som kunne forestille sig, at det 60 år senere ville blomstre og trives i en sådan grad, at det bogstavelig talt velsigner millioner af verdens nødlidende. Den smukke salme »Fordi du gi'r mig alt« omhandler en inspireret lektie om at give: »Fordi du mig beskytter, giver mad og klæ'r, så vil jeg også hjælpe dem, der står mig nær. Ja, alle vil jeg dele med, i rette tid, på rette sted, så jeg i hjertet finder din fred.«14   Søskende, Frelseren, som har vist os fremgangsmåden, har behag i dem, der »i alle ting [kommer] de fattige, nødlidende, syge og lidende i hu«.15 Han har behag i dem, der lytter til hans formaning om at »[styrke] de svage, støt[te] de nedhængende hænder og styrk[e] de matte knæ.«16 Det er min bøn, at vi vil følge hans eksempel. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. »The Truth about Mormonism,« Out West magazine, sep. 1905, s. 242. 2. L&P 104:15­16. 3. Kirkens instruktionshåndbog, Bog 1: Stavspræsidentskaber og biskopråd, 1998, s. 14. 4. Stjernen, jan. 1998, s. 80. 5. Times and Seasons, 15. mar. 1842, 732. 6. Tale holdt i Honduras, 21. nov. 1998; se også President Hinckley: »We Will Not Forget You«, Church News, 28. nov 1998, s. 3, 6­7. 7. Brev fra Det Første Præsidentskab, 24. juni 1988. 8. Gospel Standards, saml. G. Homer Durham, 1941, s. 111. 9. Stjernen, jan. 1989, s. 40. 10. Se 1 Mos 3:19. 11. Se L&P 88:124. 12. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 172. 13. Den danske Stjerne, april 1978, s. 118. 14. Salmer og Sange, nr. 141. 15. L&P 52:40. 16. L&P 81:5.