The Christus statueJesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige Søg | Feedback | Site Map | Help | Nationale hjemmesider |
Forside Gospel Library General Conference
Conferences
april 1999
Jeres lys i ørkenen

Jeres lys i ørkenen

Sharon G. Larsen
Andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

Hold jeres øjne fast på jeres mål . . . og gå på den lige og snævre sti, som tilhører Sønnen ­ Guds Søn.

Sharon G. Larsen

Hvis I tænker på det, I ved eller ikke ved, hvad ville I så synes om en campingtur i ørkenen på otte år ­ ingen ture ind til byen, intet lys, endda ikke et bål? Dette beskriver den oplevelse, som Lehi og hans familie havde, da de fik at vide af Herren, at de skulle forlade Jerusalem. Jeg er sikker på, at der var nogle beklagelser i lejren ­ og ikke mange frivillige! Der var utvivlsomt unge piger som jer på denne lange tur.

Herren befalede dem, at de ikke måtte bruge ild. Derpå belærte han dem: »Jeg vil . . . være jeres lys i ørkenen, og jeg vil berede vejen for jer, dersom I holder mine befalinger . . . [I vil] blive ført til det forjættede land, og I skal vide, at det er mig, som fører jer« (1 Nephi 17:13).

I skal alle have forjættede lande, som I gerne vil rejse til, og I kan have jeres eget lys i den ørken, der udfordrer alle unge mennesker i dag. Dette lys kommer med stor kærlighed, Herrens kærlighed til alle sine børn, og især til unge mennesker. Herren ved, at I står over for udfordringer og fristelser, og han sørger for lys, som gør jeres hjerte, jeres sind og jeres ånd lysere. Han har sagt, at hans ord er sandt, og sandheden er lys, og lys er Jesu Kristi Ånd (se L&P 84:45).

Sunny er en udvekslingsstudent fra Korea. Hun bor i et fremmed, nyt land med et nyt sprog og hos en ny familie. Skolen var vanskelig, og hun havde ingen venner at spise sammen med eller tale med eller gå til skoleaktiviteter med. Hun sagde: »Jeg havde det så dårligt. Så begyndte jeg at tænke på at bede. Jeg havde ikke tænkt på at bede til vor himmelske Fader om hjælp og trøst og tro på mig selv. Derpå begyndte jeg at læse i Mormons Bog hver morgen og bede, før jeg gik i skole. Det begyndte at blive lettere at gå i skole. Jeg var så overrasket over, at jeg kunne forstå alting bedre! Jeg følte, at nogen hjalp mig, mens jeg studerede« (brev i Unge Pigers Kontors besiddelse).

I ved, at bøn tænder lyset, ikke også? Når I gør bøn til en regelmæssig del af jeres tilværelse, så begynder I at vandre i lyset på den lige og snævre sti.

Da jeg var på jeres alder, lærte jeg betydningen af en lige og snæver sti, samt hvor vanskeligt det var at koncentrere sig og blive på den. Jeg voksede op i en meget lille by ved foden af de canadiske Rocky Mountains. Min far var landmand, og jeg lærte at arbejde! Hver sommer kørte jeg traktor for ham, slog og rev høet sammen, slæbte høballer og pløjede markerne. Jeg husker, da jeg begyndte at lære at pløje og dyrke en mark. Far forklarede betydningen af at pløje en lige fure eller en lige linie. Hvis man gik skævt, manglede man nogle steder på marken og ukrudtet spredtes hurtigt. Han sagde: »Hvis du fokuserer på en hegnspæl på den anden side af marken og lader den være dit mål, så vil du pløje en lige fure. Lad ikke den ujævne jord forvirre dig. Det er, når du begynder at se på bagenden af traktoren, at disse hullerne og ujævnhederne driver dig ud af kurs, og du begynder at gå skævt.« Så forlod han mig, og lod mig arbejde.

Jeg huskede det med hegnspælene på den anden side af marken, mens jeg pløjede flere omgange. Så begyndte jeg at synge sange for at få tiden til at gå. Jeg sang alle de sange og salmer, jeg kendte, og dem jeg ikke kendte lavede jeg selv. Jeg sang af vilden sky og havde det rigtig godt, da jeg lagde mærke til, at min far kom gående over marken hen imod mig. Jeg standsede traktoren og han sagde: »Kan du se, hvad der er sket med de lige linier?«

Jeg sagde: »Hvad mener du?«

Han sagde: »Se på linien. De første par furer er lige, men tydeligvis holdt du op med at være opmærksom på, hvor du pløjede. Du må være holdt op med at se efter hegnspælene på den anden side af marken ­ dit mål. Kan du se, at du gradvist, hver gang du har pløjet en fure, er kørt en smule skævt, indtil der nu er store pletter på marken, der ikke er pløjet?« Han kom op på traktoren og kørte et par fure for at gøre linierne lige. Da han stod af for at lade mig prøve igen, sagde han: »Sharon, være altid opmærksom på, hvor du kører henad.«

Når verdens pres synes at overvælde os, og vi bliver fristet til at opgive det, vi mest ønsker os, for det, vi ønsker os lige nu, er det svært at være opmærksom, at se ud over øjeblikket, ud over traktoren. Det hullede og ujævne terræn, overtalelse fra venner, som ser ud til at have det så sjovt, kan drive os ud af kurs. Men det lys, som hjælper os med at blive på den lige sti, er som målet i den anden ende af marken. Hvis der er øjeblikke, hvor vi bliver distraheret og fristet, vil Herren være der for at hjælpe os med at gøre vores kurs lige. I kan gå ud af mørket og komme ind i lyset ­ hans lys.

En ung ven, som ikke forstod betydningen af at have lyset, at have Ånden, forsøgte at forklare mig, hvorfor han mente, at det var vigtigt at se nogle af de vulgære og voldelige film, der bliver lavet i dag. Fordi han ikke havde Ånden, sagde han: »Hvis man ikke ser disse ting, vil man være naiv og uoplyst, og verden vil udnytte dig.«

Jeg spurgte min unge ven: »Vil du hellere udsætte dig selv for det, som verden kan tilbyde for at være oplyst, og derpå blive overladt til selv at træffe beslutninger, eller vil du vælge at være vejledt af Herren og leve dit liv og blive fyldt med så meget lys og sandhed og godhed, at der ikke er plads til mørket?« Man kan ikke være i lyset og i mørket på samme tid.

Dette lys symboliseres af Unge Pigers fakkel. Den fakkel, I bærer med jeres profil i flammen, kan styrke jeres ønske om at stå for sandhed og ret. Den minder jer om, at Kristus er jeres lys, og han vil vise jer vejen i lykkelige tider og i mørkets tåger. I behøver aldrig at føle jer alene eller svigtet.

Emily, en klassepræsident for laurbærpigerne, der ønskede at kende Herrens vilje med en af sine rådgivere, beskriver, hvordan dette lys føles. Hun sagde: »Jeg bad vedrørende en bestemt pige, og jeg fik sådan en stærk åbenbaring ­ det er som når dit hjerte og dit sind ser en sammenhæng, og alt er så tydeligt. Jeg vidste uden tvivl, at hun skulle være min rådgiver« (brev i Unge Pigers kontors besiddelse). Bøn er det, som giver forbindelse til Guds magt, som fører til kærlighed og tjeneste, offer og udvikling af ens egne evner.

Jareds bror i Mormons Bog kendte til denne proces. Han havde bygget otte fartøjer, eller skibe, under Herrens ledelse, men der var intet lys i dem. Han bad til Herren om hjælp, (og det kan vi også gøre). Men svaret kom ikke på den måde, han havde forventet. Herren kunne med lethed have sørget for lys i de fartøjer, men han ønskede lys ­ Åndens lys ­ i Jareds bror.

Hvad tror I, at Jareds bror gjorde, da han indså, at Herren ikke ville give ham lygter, og indtil han huggede 16 sten ud og bad Herren om at røre dem og give dem lys? Jeg tror, at han må have gjort en stor del af det, som Sunny Kim og Emily gjorde ­ faste og bede og overveje og læse sine skrifter samt tjene og elske og tilgive og blot forsøge at være lydig, så han kunne have Ånden, lyset til at lede sig.

Selv om Jareds bror gjorde alt det, han kunne, arbejdede hårdt og brugte alle de tilgængelige midler ­ især tro på Herren ­ gik han igen til Herren med sit forslag, og hans indsats var tilstrækkelig. Herren rørte ved disse 16 sten, og der blev lys (se Ether 2:18­25; 3:1­6). Der findes altid svar.

Mange unge piger følger dette lys, og Herren velsigner dem. Lyt til vidnesbyrdene fra nogle, som lader Herren være deres lys.

(Bemærkning: Flere unge piger bar vidnesbyrd på video).

Lad Herren være jeres lys. Lad ham berede vejen for jer til jeres forjættede land. »Der findes intet mørke, som han ikke kan lyse op« (Sam Cardon og Steven K. Jones, »Come Unto Him«, New Era, april 1995, s. 10). Man behøver ikke at være en profet som Lehi eller Jareds bror. Vær blot jer selv ­ med hunger og tørst efter retfærdighed. Stol på ham. Hold jeres øjne fast på jeres mål på den anden side af marken og gå på den lige og snævre sti, som tilhører Sønnen ­ Guds Søn. Jeg bærer vidnesbyrd om lyset og Ånden, som kommer fra Jesus Kristus.

Min Gud er mit lys, jeg frygter ej mer,
ved dag og ved nat han er mig jo nær,
Han er min Forsoner, han frelser fra synd
(»Min Gud er mit lys«, Salmer og sange, nr. 42).

I Jesu Kristi navn. Amen.

 
© 2009 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved.   Rights and use information.  Retningslinjer vedr. privatliv