Din celestiale rejse Præsident Thomas S. Monson Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab Der vil komme belærende øjeblikke til jer alle, hvor I vil opleve jeres mors kærlighed, jeres fars styrke og Guds inspiration. Mine kære søstre, det er en stor velsignelse for mig at stå foran jer denne aften og tænke på, at foruden alle, der er samlet her i Tabernaklet, er der mange tusinde, der ser og lytter til det, som foregår, via satellittransmission. Jeg beder om Herrens hjælp. Henry Wadsworth Longfellow beskrev jer og jeres fremtid i et klassisk digt. Han skrev: Hvor smuk er ikke ungdommen! Hvor skinner den klart, med dens illusioner, stræben, drømme! Begyndelsens bog, historie uden ende. Hver kvinde en heltinde, og hver mand en ven.1   Dyrebare unge piger, mødre, lærere og ledere for Unge Piger, må jeg dele nogle tanker og forslag med jer for at vejlede jeres skridt gennem jordelivet og til vor himmelske Faders celestiale rige. Jeg har omhyggeligt valgt fire punkter, I kan handle efter, og som I kan bruge som mål for at vejlede jer og give jer evig glæde. De er: 1. Se opad, 2. Se indad, 3. Ræk ud og 4. Gå fremad. Lad os først tale om udfordringen, at se opad. Vor himmelske Fader har givet os hver især et ønske om at stræbe opad. Ordene i skriften taler klart og tydeligt: »Se frem til Gud og lev.«2 Intet problem er for lille til hans opmærksomhed, ej heller så stort, at han ikke kan besvare troens bøn. Bøn er i sandhed måden, hvorpå man opnår åndelig kraft. I kan bede med formål, når I forstår, hvem I er, og hvad vor himmelske Fader ønsker, I skal blive. I vil ikke finde det svært at nærme jer ham med jeres oprigtige bøn, når I husker apostlen Paulus' ord: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?«3 Hvis I ønsker at behage jeres himmelske Fader, så ær jeres far og mor, som han har befalet. De elsker jer inderligt. Jeres glæde er deres glæde, og jeres sorg er deres sorg. De ønsker, at I skal have den himmelske vejledning, som Herren giver. Jeg har hørt nogle frustrerede forældre tale om deres datter eller søn som værende nogle »forfærdelige teenagere«. Jeg vil meget hellere kalde jer »fortræffelige teenagere«. Det har aldrig været meningen, at livet skulle være lutter smil og lykke. Der vil komme belærende øjeblikke til jer alle, hvor I vil opleve jeres mors kærlighed, jeres fars styrke og Guds inspiration. Jeg bad om tilladelse fra ældste Russell M. Nelson til at fortælle jer om en lektie om sorg, formildet af kundskaben om vor himmelske Faders plan. Ældste og søster Nelson er blevet velsignet med ni døtre, efterfulgt af én søn. De er en lykkelig og tæt knyttet familie. Da børnene var yngre, samledes de omkring mor og far en aften, og far begyndte af undervise dem. Han sagde: »Mange ægtepar bliver kaldet til at tjene som missionærer, og hvis det er som missionspræsident da at tage deres børn med sig til de områder, de skal tjene i.« Så stillede far det kritiske spørgsmål: »Hvis jeres mor og jeg blev kaldet til en sådan opgave, ville I så være villige til at tage med os?« Han ventede på deres svar. En datter sagde: »Far, de ville ikke kalde jer, for jeg er med i heppekoret i skolen!« Et af de ældre børn tilføjede: »Jeg kunne ikke tage med. Jeg studerer på universitetet.« Teenagernes svar fortsatte, indtil lille Emily med hele sin sjæls renhed svarede: »Far, hvis I blev kaldet, ville jeg tage med jer.« I virkeligheden var alle børnene villige til at tage med, men Emily bragte tårerne frem med sit dybsindige og dog enkle svar. Årene gik hurtigt. Børnene giftede sig. Der kom børnebørn til. Så ramte den frygtelige kræft Emily, og efter en tapper og modig kamp, blev hun kaldt hjem. Ældste Nelson talte ved begravelsen. Jeg har aldrig før hørt et smukkere og mere følsomt budskab. Han talte om frelsesplanen og beskrev Guds løfter med hensyn til familiens evige beskaffenhed. Stille sagde han: »Emily har blot taget sin eksamen fra jordelivet lidt tidligt.« Hvilket belærende øjeblik! Da den store familie gik bag kisten, bar ældste Nelson to af Emilys små børn i sine arme. Alle de tilstedeværende blev undervist i sandhed og lærte deraf. Vi blev inspireret til at se op mod himlen. For det andet: Se indad. Må I hver især stille jer selv dette spørgsmål: Ved jeg, hvor jeg ønsker at gå hen, hvad jeg ønsker at være, hvad jeg ønsker at gøre? Herren har besvaret sådanne spørgsmål: »Søg visdom i de allerbedste bøger, søg efter kundskab ved læsning og ved tro.«4 De hellige skrifter, jeres forældres vejledning og den omhyggelige undervisning I får i Primary, Unge Piger, Søndagsskolen, ved nadvermøder og i seminar vil styrke jer i jeres beslutning om at være det bedste, I kan. Studér med et formål, både i Kirken og i skolen. Skriv jeres mål ned samt det, I planlægger at gøre for at opnå dem. Stil højt, for I har mulighed for at få evige velsignelser. I må ikke forvente, at livets vej ligger uden hindringer foran jer, før I begynder på jeres rejse. I må forvente at møde skilleveje og hjørner på vejen. Men I kan ikke regne med at nå det ønskede rejsemål, hvis I planløst spekulerer på, om I skal gå mod øst eller vest. I skal træffe jeres beslutninger målbevidst. Lewis Carroll fortæller os i sin velkendte Alice i eventyrland, om Alice, der fulgte en sti gennem en skov i Eventyrland, da den delte sig i to retninger. Da hun stod der ubeslutsom, spurgte hun Filurkatten, som pludselig viste sig i et træ i nærheden, hvilken vej hun skulle vælge. »I hvilken retning vil du gå?« spurgte katten. »Det er mig ligegyldigt«, svarede Alice. »Så kan det jo være det sammen, hvilken vej du går«, sagde katten.5 Vi ved, hvor vi vil hen. Har vi bestemt os ­ har vi troen ­ til at nå det? »Kom . . . lær af mig«,6 sagde Herren. »Kom . . . og følg mig«,7 formanede han. Ved at reagere bekræftende på hans milde opfordring vil I hver især blive rede til at gå videre til det næste mål, at række ud og tjene. Apostlen Paulus gav jer dette vise råd: »Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men være et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.«8 Unge søstre, jeres muligheder for at række ud og velsigne andre i deres tilværelse er ubegrænsede. Tænk f.eks. på det privilegium, I har, at komme i det hellige tempel for der at række ud til andre, som er gået forud ved at virke som stedfortrædere og give dem dåbens velsignelser. En morgen så jeg, da jeg gik over til templet, en gruppe unge piger, som tidligt den morgen havde deltaget i dåb for dem, som er gået forud. Deres hår var vådt. Deres smil var strålende. Deres hjerter var fyldt med glæde. En af pigerne vendte sig tilbage mod templet og udtrykte sine følelser. »Dette har været den lykkeligste dag i mit liv«, sagde hun. Der er andre muligheder for at tjene de levende. I kan gøre det og give dem usigelig glæde. Plejehjem og lignende bliver et hjem for dem, som er syge eller gamle og har brug for omsorg. De længes efter deres ungdoms dage. De længes efter deres families selskab og deres hjems tryghed. Ved en gudstjeneste, som jeg deltog i på et plejehjem, spillede en ung pige på jeres alder et solostykke på sin violin, efter at beboerne, der sad i kørestol, havde modtaget nadveren. De ældre søstre var påskønnende. De udtrykte højt deres taknemmelighed med kommentarer som: »Smukt«, »Vidunderligt«, »Jeg elsker dig«. Disse forstyrrelser forskrækkede ikke violinisten, de gjorde hende i stedet for i stand til nå nye højder i sin fremførelse. Den dag sagde hun til mig: »Jeg har aldrig spillet bedre i mit liv. Noget syntes at løfte mig op over mig selv og mine egne evner. Jeg følte mig inspireret af min himmelske Faders kærlighed.« Jeg påmindede hende: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, tjener I blot Gud.«9 Hun nikkede enigt, placerede omhyggeligt sin violin i kassen, og med glædestårer løbende ned ad sine kinder, vendte hun tilbage til sin plads. Må vi huske at række ud. Til sidst, gå fremad. Undgå tendensen til at udsætte en tilskyndelse eller en mulighed for at udvikle jer og at tjene. Udsættelse er sandelig en tidstyv. Imødegå jeres tilværelses daglige udfordringer. Hvor længe er det siden, I har set ind i jeres mors øjne og uden at holde noget tilbage sagt disse velkomne ord: »Mor, jeg elsker dig virkelig«? Hvad med jeres far, som dagligt arbejder for at sørge for jer? Fædre værdsætter at høre de samme dyrebare ord fra et barns læber: »Jeg elsker dig.« Det er for let at tage forældre for givet og ikke at forstå, hvor meget de betyder for jer og I for dem. Et eksempel på dette fandt sted i et klasseværelse. Et af spørgsmålene efter et studium af magneter ved Olympus Junior High var: »Hvad er det, der begynder med ðMÐ og kan samle ting op?« Mere end en tredjedel af eleverne svarede: »Mor.« Imødegå midlertidige prøvelser eller afbrydelser, som hindrer jeres fremgang. En velsignelse, som I kan kvalificere jer til at modtage, er jeres patriarkalske velsignelse. Jeres forældre og jeres biskop ved, hvornår det rette tidspunkt for jer kommer til at modtage den. En patriarkalsk velsignelse indeholder kapitler fra jeres livs bog over muligheder. For jer vil den være som et fyrtårn på en bakke, som advarer om farer og fører jer til rolige og sikre havne. Det er en profetisk udtalelse af en, som er kaldet og ordineret til at give jer en sådan velsignelse. Må jeg benytte muligheden til at udtrykke en oprigtigt »tak« fra hver af jer unge piger til jeres forældre, til jeres lærere, til jeres ledere. De er forbilleder for jer. De ved, at der vil komme skuffelser, dage med modløshed og personlige frustrationer i jeres tilværelse. De vil vise jer måden, hvorpå I kan hæve jer over sådanne oplevelser og fortsætte på livets vej, som fører opad og fremad mod celestial herlighed. Husk, at når I en gang har oplevet det allerbedste, vil I aldrig mere være tilfredse med middelmådighed. For nogle år siden blev en yndig ung pige, Jami Palmer, dengang 12 år gammel, kørt ind på mit kontor af sine forældre. Hun havde fået diagnosen cancer. Det var nødvendigt med en operation. Behandlingerne ville blive mange og tidshorisonten for helbredelse lang. Det var et højtideligt øjeblik, da vi mødtes. Far bad mig om sammen med ham at velsigne sin modfaldne datter, som netop havde fået sine drømme, sine håb og planer udsat. Vi græd alle. Vi gav hende en præstedømmevelsignelse. Jeg har holdt kontakt med Jami og hendes familie. Årene er hurtigt gået. Hun har ydet ubegrænset tjeneste til andre ved at være talsmand for Make-a-Wish-fonden, som velsigner unge, der lider af livstruende sygdomme. Jami er blevet en smuk, ung kvinde. Hun studerer nu ved Brigham Young University. Hun er rask. Hun har været gennem smelterens ild og tvætterens lud og har fået sit liv forlænget. Hun takker alle, som hjalp hende gennem disse vanskelige år og især sin himmelske Fader for sit liv i dag. Et vendepunkt i Jamis liv kom tidligt i hendes behandling for cancer. Hun og de unge i hendes ward havde planlagt en gåtur til Timpanogos Cave. I, som har været på denne tur, ved, hvor stejl vejen er, og det synes at tage en evighed at nå hulen. Bedrøvet sagde Jami til sine venner: »Jeg kan ikke tage med jer på turen.« »Hvorfor ikke?« spurgte de. Jami svarede: »Jeg kan ikke gå.« Der var stille et øjeblik, og derpå svarede én: »Jami, hvis du ikke kan gå, så vil vi bære dig.« Og det gjorde de ­ derop og tilbage igen. Unge piger, vil I se opad, se indad, ræk ud og gå fremad? Når I gør det, skal jeres belønning være stor.10 Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer, mine kære søstre, at vor himmelske Fader lever, at Jesus er Kristus, og at vi i dag ledes af en profet for vor tid ­ præsident Gordon B. Hinckley. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. »Morituri Salutamus«, i The Complete Works of Longfellow, (1922), s. 311. 2. Alma 37:47. 3. 1 Kor 3:16. 4. L&P 88:118. 5. Tilpasset fra Alice i eventyrland, 1929, s. 76. 6. Se Matt 11:28­29. 7. Luk 18:22. 8. 1 Tim 4:12. 9. Se Mosiah 2:17. 10. Se L&P 76:6.