»Med hvilken magt har I gjort dette?« Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab Guds præstedømme er blevet den fremherskende magt for det gode i verden . . . Vi er blevet betroet denne store magt for det gode, og vi må ikke svække den ved at svigte vore ansvar. Mine kære brødre, jeg vil gerne udtrykke min kærlighed til og påskønnelse af jer for jeres hengivenhed og trofasthed som bærere af Guds præstedømme. Tidligere i år besøgte mine tre sønner og jeg de steder i Frankrig, hvor min far kæmpede i De Forenede Staters Hær under Første Verdenskrig. Lidelserne var store og følgerne var frygtelige for alle, der var involveret i denne krig. Millionvis af mennesker mistede livet. Selv om min far ikke blev dræbt, havde han mentale og fysiske ar lige til sin død. Trods sine gruopvækkende oplevelser, indledte han sin dagbog med dette: »Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg gøre det, fordi det var min pligt.«1 Da vi 80 år senere rejste gennem det smukke landskab, besøgte vi slagmarkerne og kirkegårdene for de kæmpende på begge sider. På militærkirkegården uden for Paris stod jeg med hånden på korset over Stanford Hinckley og ringede på en mobiltelefon til præsident Hinckley for at give udtryk for mine følelser ved denne lejlighed. Første Verdenskrig var særlig tragisk for vores familie, fordi min far havde nogle halvfætre, der var tjenestegørende på den anden side af denne konflikt på nogle af de samme slagmarker. Med tiden kom vi til at kende disse slægtninge og fandt ud af, at det var ordentlige, gudfrygtige kristne. De havde intet med den store geopolitik eller krigens årsag at gøre. De tjente ligesom min far deres land, fordi det var deres pligt. Første Verdenskrig og de krige, som senere brød ud, bragte store lidelser og forårsagede utallige uskyldige menneskers død. For at sige det ligeud, så forårsages krige ofte af et stort magtbegær. Jeg vil i aften gerne tale til jer unge mænd i præstedømmet om magt og den rette anvendelse af den, samt om dens ledsager: pligtopfyldenhed. Magt er yderst tillokkende. Den kan være både god og dårlig. I de år, hvor jeres personlighed udvikles, tiltrækkes I unge mænd af magtfulde personer af en eller anden slags. Det er ofte sportstjerner, entertainere, rige mennesker og folk med politisk magt. Desværre kan nogle unge mænd, især dem der er mindre gode til det boglige, og som ikke kommer med på holdet, eller som ikke bliver valgt til at synge i et særligt kor, føle sig forkastet og lokkes ind i grupper, som de tror vil kompensere for deres utilstrækkelighed. Denne hunger efter accept eller magt tiltrækker dem som et møl til ilden til gadebander og andre foreninger, som kan være voldelige og anspore til vaner, som er farlige for legeme og sjæl. I unge præstedømmebærere har adgang til verdens største kilde til magt. Det er Guds præstedømme. I modsætning til andre former for magt bliver det hellige præstedømme, når det bruges på rette måde, ved med at opbygge åndelig og fysisk styrke, som varer ved gennem evighederne. Det er »udadskilleligt forbundet med himlens kræfter« og kan ikke »kontrolleres eller bruges uden ved retfærdighedens grundsætninger.«2 Profeten Joseph Smith sagde angående præstedømmet: »Det er den kanal gennem hvilken al viden, lære, frelsesplanen og alle vigtige ting åbenbares fra Himmelen . . . Det er den kanal gennem hvilken den Almægtige . . . har fortsat med at åbenbare sig for menneskenes børn indtil vor tid, og gennem hvilken han vil gøre sine formål kendt for evigt.«3 Denne magt kommer i overensstemmelse med, hvor trofaste vi er til at udføre vore pligter. Profeten Joseph Smith bemærkede: »Herren gav os magt i overensstemmelse med det værk, som skulle udføres, og styrke i overensstemmelse med de udfordringer, som lå foran os, og nåde og styrke i overensstemmelse med vore behov.«4 For eksempel kunne profeten Elias ved at anvende sit præstedømme få ild til at falde ned fra himmelen for at vise Guds magt. Inden præsident Hugh B. Brown blev generalautoritet, tjente han i England som officer i den canadiske hær og havde stor magt. Mænd stod ret for ham og kaldte ham »sir.« En dag modtog bror Brown en besked om, at der var brug for ham på hospitalet. Da han kom dertil, blev han vist hen til en lille stue, hvor der lå en syg, ung mand. Bror Brown huskede, at han engang havde været denne unge mands søndagsskolelærer. »Bror Brown,« sagde den unge mand, »vil du udøve din myndighed for mig? Lægerne siger, at jeg ikke overlever. Vil du give mig en velsignelse?« Al den stolthed, som bror Brown havde følt over at bære kongens uniform, forsvandt, da han lagde sine hænder på drengens hoved og gav ham en velsignelse. Den hjælp, som drengen havde brug for, var ikke en kongelig officers myndighed, men præstedømmets myndighed.5 Med præstedømmets magt følger store ansvar. Vi kan i virkeligheden kun nyde præstedømmets magt, når vi gør vores pligt. Denne Kirkes præstedømme har før i tiden fået nogle store lærestreger angående denne pligt. De første brødre var uprøvede og uerfarne. Under profeten Joseph Smith lederskab belærte og sigtede Herren dem. De blev forfulgt og lærte på nådeløs vis at gøre deres pligt. Mange klarede det ikke. Tre gange udholdt de første brødre smertefulde, forædlende prøvelser, før de til sidst fandt et tilflugtssted i disse bjergdale. Den første af disse prøvelser var Zions hær i foråret og sommeren 1834. Den anden kom kun fire år senere, da tusindvis af hellige skulle flyttes fra staten Missouri til Illinois. 12 år senere fulgte den uforglemmelige udvandring fra Illinois til Winter Quarters og året efter til bjergdalene i kontinentets vestlige del. Zions hær blev dannet for at genetablere de hellige i Jackson County i Missouri. I dette »forsøg på at forløse Zion«6 rejste omkring 200 mænd over 1600 km under de hårdest tænkelige forhold, ledet af profeten Joseph Smith. George A. Smith på 16 år blev valgt til at gå med hæren og nedskrev nogle af de lidelser, prøvelser og strabadser, som brødrene led. Han sagde, at den 26. maj 1834 var »dagen utrolig varm, og vi led meget af tørst og var tvunget til at drikke vand fra mudderpøle, der var fyldt med levende væsener. Her lærte jeg at si myggelarver fra med tænderne.«7 Næste dag lagde den udmattede Solomon Humphrey sig ned på jorden og faldt i søvn. Da han vågnede, så han en klapperslange ligge sammenrullet 30 cm fra sit hoved . . . [Den lå] mellem ham og hans hat, som han havde haft i hånden, da han faldt i søvn. Brødrene samlede sig omkring ham og sagde: »ðDet er en klapperslange, lad os slå den ihjel.Ð Men bror Humphrey sagde: ðNej! Jeg vil beskytte den, I må ikke gøre den noget, for den og jeg har fået en god lur sammen.Ы8 Jeg ville nødig snuppe en lur sammen med en klapreslange! Bror George A. Smith skrev: »Profeten Joseph tog fuldt ud del i turens strabadser. Udover at sørge for hæren og præsidere over den, gik han det meste af tiden og havde et hav af vabler og huller på sine ømme fødder, hvilket var en naturligt følge af at gå 40 til 65 km om dagen på årets varmeste tid. Men han klagede sig ikke på hele turen, mens de fleste af mændene i hæren beklagede sig til ham over . . . utilstrækkelig proviant, dårligt brød . . . bacon og ost fuldt af maddiker osv. . . . Og selvom vi var Zions hær bad mange af os ikke, og vi var tankeløse, ligegyldige, ubetænksomme, tåbelige eller ondskabsfulde . . . Joseph måtte bære over med os og belære os, ligesom børn. Men der var mange i hæren, som aldrig beklagede sig, og som altid var rede og villige til at gøre, som vore ledere ønskede.«9 Selv om Zions hær ikke havde heldet med sig i dens erklærede hensigt at få de hellige tilbage til deres jorde i Jackson County i Missouri, var den værdifuld som en streng skoling. De lærte, at tro er vigtigere end selve livet. Ved konferencen, som blev afholdt den 14. februar 1835, blev De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds valgt blandt dem, som havde været med i Zions hær. Disse tapre brødre ledte Kirken i de næste 50 år. Herren belærte om en anden stor præstedømmepligt på dette tidspunkt i Kirkens historie. I afsnit 104 i Lære og Pagter fremsatte Herren Kirkens orden vedrørende de fattige: »Om nogen derfor tager af den overflod, som jeg har beredt, og ikke giver sin del deraf til de fattige og trængende efter evangeliets lov, skal han opløfte sine øjne i helvede i pine sammen med de ugudelige.«10 I overensstemmelse hermed indgik mange af brødrene i januar 1839 under udvandringen fra Missouri pagt om at »vente og hjælpe hinanden . . . indtil der ikke er en eneste tilbage, som ønsker at flytte fra staten.«11 Under den bitre kulde i februar 1839 skrev Daniel Stillwell Thomas: »Inden vi krydsede [Mississippifloden] tømte vi vores vogn og sendte den tilbage for at hjælpe de fattige med at flytte og således redde deres liv, da pøbelen stadig truede dem.«12 Daniel Thomas havde fem børn og kun ét par sko til dem alle tilsammen. Og dog sendte han vognen tilbage til de yderst fattige hellige. Senere, den 6. oktober 1845 mødtes en gruppe præstedømmebærere i templet i Nauvoo og skrev højtideligt deres navn under en nedskreven pagt om at stille de midler til rådighed, som skulle til for at bringe de fattige og nødlidende sammen med hovedgruppen af hellige på den store udvandring mod vest. I 1846 besluttede Rådet, at Kirkens agenter endda kunne sælge templerne i Nauvoo og Kirtland og alle Kirkens ejendomme for at hjælpe de hellige med at flytte vestpå.13 Præstedømmet i Kirken har stadig pligt til at tage sig af alle medlemmer, deriblandt de fattige og nødlidende, enkerne, de forældreløse og de enlige mødre og deres familie. Derudover har vi i vor tid pligt til at øge vores indsats i kærlighed til vore åndeligt fattige brødre, så de og deres familie kan nyde »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende.«14 I unge mænd i Det Aronske Præstedømme har kun fået et glimt af den tilfredshed, som man får ved retskaffen udøvelse af præstedømmet. Dette præstedømme har »nøglerne til engles betjening.«15 Præster kan få lov til at udføre den hellige dåbsordinanse, så vore synder kan renses bort. Det Aronske Præstedømme administrerer og omdeler nadverens hellige symboler. Begge ordinanser står i direkte forbindelse med Frelserens forsoning. Derudover skal I som hjemmelærerkammerater hjælpe med at våge over Kirken og formane medlemmerne til at »bede . . . samt opfylde alle huslige pligter.«16 Der er en anden pligt, som især angår jer vidunderlige, unge mænd. Det er pligten til at følge de råd, som I får af dem, der har større myndighed end jer. Lyt til jeres forældre. Vær lydige over for dem, hvadenten I er enige med dem eller ej. De elsker jer mere end nogen anden og vil jer kun det bedste. Lyt til jeres kvorumspræsident, jeres biskop, jeres stavspræsident, apostlene, seerne og åbenbarerne og især præsident Hinckley og andre af Kirkens generalautoriteter. De vil føre jer ind på retfærdighedens veje. Guds præstedømme er blevet den fremherskende magt for det gode i verden. Vi er ikke længere en håndfuld mennesker uden for samfundet. Vi er blevet betroet denne store magt for det gode, og vi må ikke svække den ved at svigte vore ansvar. Det er vores pligt at være værdige i enhver henseende, så vi kan nedkalde alle præstedømmets store kræfter. Vi må være helt ærlige i alt, hvad vi foretager os. Vi må være moralsk rene. Vi må hjælpe de fattige og nødlidende. Som Guds store hær har vi fået pålæg om at fremme sandhedens og retfærdighedens sag i hele verden. Brødre, vi er den opstandne Kristi bemyndigede tjenere. Med denne myndighed følger pligten til at føre dette hellige værk frem over hele verden. Vi er en del af verdens største broderfællesskab. Vi vil blive holdt ansvarlige for det, som vi gør med de nøgler, den magt og den myndighed, som er skænket os. Vi må være tro mod denne store tillid på enhver måde. Når vi går fremtiden i møde, vil vi fortsat møde forhindringer, problemer, udfordringer og modgang. Satan har flere redskaber til rådighed end nogensinde før til at bedrage, vildlede og demoralisere vores folk. Vi vil fortsat blive lutret. En dag i fremtiden vil vi gennem præsident Hinckley skulle aflægge regnskab til profeten Joseph for det, som vi har gjort med denne store magt, som Herren har overdraget os. Vi er taknemmelige for, at Guds værk vinder så kraftigt frem, som det gør under præsident Gordon B. Hinckleys ledelse. Efter Frelserens død udførte hans apostle store og vidunderlige ting i hans navn. Peter og Johannes blev af Kajfas og ypperstepræsterne spurgt: »Med hvilken magt . . . har I gjort dette?«17 Ligesom Peter erklærer vi for verden, at alt dette sker ved og gennem det hellige præstedømmes magt i »Jesu Kristi, nazaræerens, navn.«18 Dette er mit højtidelige vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. George A. Fausts dagbog, i forfatterens besiddelse, s. 1. 2. L&P 121:36. 3. History of the Church, 4:39. 4. History of the Church, 1:176. 5. Tilpasset efter Hugh B. Brown, »Be What You Will to Be,« Brigham Young University Speeches of the Year, Provo, 14. feb. 1967, s. 8-9. 6. B. H. Roberts, forord til History of the Church, 3:x1. 7. »History of George Albert Smith,« maskinskrevet manuskript, Historical Department, Archives Division, The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, s. 17. 8. »History of George Albert Smith,« s. 18. 9. »History of George Albert Smith,« s. 23. 10. L&P 104:18: 11. History of the Church, 3:251; se også 3:250, 252-55. 12. »To the Editor and Readers of the Lehi Post,« Historical Department, Archives of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, s. 3. 13. Se Brigham Young, Manuscript History of Brigham Young, 1846-1847, saml. Elden J. Watson, 1971, s. 145. 14. L&P 59:23. 15. L&P 84:26. 16. L&P 20:51. 17. ApG 4:7. 18. ApG 4:10.