Præsident Thomas S. Monson
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Lad hver enkelt af os lære af ham, tro på ham, stole på ham, følge ham, adlyde ham. Ved at gøre det kan vi blive som ham.
Det er en glæde og et privilegium for mig at stå her foran jer, en så stor forsamling af præstedømmebærere, både her i salen og andre steder. Præstedømmemøderne ved generalkonferencerne har altid været en dejlig oplevelse lige fra jeg var i Det Aronske Præstedømme og op til i dag. At lytte »til profetens røst og ordet sendt fra Gud«
1, som der står i en salme i vores salmebog, er en herlig velsignelse.
Vi opretholder Gordon B. Hinckley som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og som profet, seer og åbenbarer for Kirken i vor tid. I et brev, som jeg modtog fra en stolt far, fortæller denne om sin på det tidspunkt fem-årige søn og sønnens kærlighed til Kirkens præsident samt hans ønske om at følge præsidentens eksempel. Faderen skrev:
»Da Christopher var fem år, kunne han næsten selv gøre sig klar til at gå i kirke. En søndag besluttede han, at han ville have jakkesæt og slips på, noget han aldrig tidligere havde haft. Han rodede selv skabet igennem for at finde et slips, og det lykkedes ham at finde et temmelig brugt slips, som var lige til at sætte fast med en klemme. Han gjorde slipset fast til sin hvide skjorte, og rundede af med at iføre sig den lille, mørkeblå blazer, som i årevis havde hængt i drengenes skab.
Så gik han selv ned på badeværelset og redte omhyggeligt sit lyse hår. Da jeg kom ud på badeværelset for at gøre mig klar, stod Christopher og smilede til sig selv i spejlet. Uden at flytte blikket fra spejlet udbrød han stolt: ðSe, far. Christopher B. Hinckley!Ы Og far forstod, at en dreng havde iagttaget Herrens profet.
Vore børn holder øje med os. De suger evige principper til sig. De former deres fremtid. Hvilket eksempel viser vi dem?
For mange år siden, da vores yngste søn Clark deltog i en institutklasse på Brigham Young University, spurgte læreren Clark: »Hvilken oplevelse med din far husker du bedst?«
Læreren skrev senere og fortalte mig det svar, som Clark havde givet klassen. Clark sagde: »Da jeg var diakon i Det Aronske Præstedømme, var far og jeg på fasanjagt nær Malad i Idaho. Det var en mandag den sidste dag i jagtsæsonen. Vi vandrede gennem utallige marker og spejdede efter fasaner, men vi så kun et par stykker, og dem ramte vi ikke. Så sagde far til mig: ðLad os aflade vores geværer og stille dem i grøften her, Clark. Og lad os så bede.Ð Jeg troede, at far ville bede om flere fasaner, men jeg tog fejl. Han forklarede, at ældste Richard L. Evans var alvorligt syg, og at netop denne mandag kl. 12 ville samtlige medlemmer af De Tolvs Kvorum uanset hvor de måtte befinde sig knæle ned og på en måde forenes i troens inderlige bøn for ældste Evans. Vi tog vores huer af og knælede ned, vi bad.«
Jeg husker tydeligt den hændelse, men jeg anede ikke, at min søn iagttog mig, lærte og styrkede sit eget vidnesbyrd.
Når vi gennemgår statistikken for dem, der bærer Det Aronske Præstedømme som diakoner, lærere og præster, bekymres vi over at se, hvor mange diakoner, der glider ud i inaktivitet og ikke bliver ordineret til lærere, når tiden er inde. Det samme gælder dem, som er lærere, men ikke bliver ordineret til præster og især præster, som aldrig modtager Det Melkisedekske Præstedømme. Dette, brødre, burde ikke være sådan. Vi har et enormt ansvar for at vejlede og inspirere disse unge mænd fremad på præstedømmets vej, så syndens eller vildfarelsens lavine ikke vil hæmme deres fremgang eller feje dem bort fra deres evige mål.
Biskopper og biskoprådgivere, vil I give jer tid til at se nærmere på aktivitetsniveauet for hver eneste bærer af Det Aronske Præstedømme og lægge en plan for, hvordan I sikrer hver enkelts fremgang og fortsatte aktivitet?
Under sit første møde med sine rådgivere sagde en nykaldet biskop: »Det Aronske Præstedømme er vores hovedansvar.« Så henvendte han sig til sin andenrådgiver: »Jeg vil bede dig om personligt at sørge for, at hver eneste diakon er værdig til at blive ordineret til lærer, når han når den rette alder.« Til den anden rådgiver sagde han: »Vil du være venlig at sørge for det samme med lærerne, så de kan blive værdige til at blive ordineret til præster?« Og så fortsatte biskoppen: »Jeg vil påtage mig det samme ansvar for, at præsterne kan modtage Det Melkisedekske Præstedømme og blive ordineret til ældster. Sammen og med Guds hjælp kan vi klare det.« Og det gjorde de.
Vore unge har brug for mindre kritik og flere eksempler, som de kan følge. I vejledere i Det Aronske Præstedømme er lærere og forbilleder for de unge mænd. Kender I evangeliet? Har I forberedt lektionerne? Kender I hver eneste dreng, og beder I om at kunne nå hver enkelt drengs sind og hjerte og være med til at forme deres fremtid?
Husk på, at det ikke er nok at antage, at drengen lytter til det, du siger, når du underviser. Lad mig komme med et eksempel.
I det vestlige mødelokale i Kirkens administrationsbygning hænger der et dejligt maleri af kunstneren Harry Anderson. Billedet forestiller Jesus, der sidder på et lille stengærde, hvor en masse børn har samlet sig, fordi de føler sig elsket af ham. Hver gang jeg ser på det billede, tænker jeg på dette skriftsted: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke forhindre dem i, for Guds rige er deres.«2
Engang havde jeg givet en præstedømmevelsignelse i dette lokale til en lille dreng, som snart skulle opereres. Jeg henvendte hans og hans forældres opmærksomhed på billedet af Jesus og børnene. Så sagde jeg nogle bemærkninger om Jesus og hans aldrig svigtende kærlighed. Jeg spurgte drengen, om han havde nogle spørgsmål. »Ja,« svarede han alvorligt. »Bror Monson, hvor får man fat i en lille ged og sådan en snor til den, som den der på billedet?«
Et øjeblik var jeg målløs over det uventede spørgsmål og en smule desillusioneret med hensyn til mine undervisningsevner, men så svarede jeg: »Jesus giver os gaver, der er meget vigtigere end en ged i snor. Han giver os et kort over vejen til himlen. Hans lærdomme, hans eksempel og hans kærlighed er større end noget, som verden kan tilbyde.«
»Kom og følg mig,«3 indbød han. Og det er klogt af os at følge ham!
Lad enhver ung mand, som bærer Det Aronske Præstedømme, lære og efterleve Frelserens lærdomme, og så vil de senere blive værdige til at bære Det Melkisedekske Præstedømme.
Tillad mig at fortælle jer brødre om en oplevelse, som jeg havde, da jeg var præsident for diakonernes kvorum. Det medlem af biskoprådet, som havde ansvaret for os, inviterede præsidentskabet og sekretæren hjem til sig selv til lederskabstræning. Han ville høre vores forslag til, hvordan vi skulle gribe vort nye ansvar an. Vi sagde ja på betingelse af, at hans kone Nettie lavede nogle af de farsbrød, som hun var kendt for. Det gik han med til. Brødre, er det ikke utroligt, som vi mænd påtager os opgaver på vores kones vegne ofte uden at spørge hende? Det efterfølgende møde var et af de bedste, jeg nogensinde har overværet. Vi blev undervist på vores niveau og blev inspireret til at tage os af vore kvorumsmedlemmer.
Da vi havde spist et lækkert farsbrød badet i sovs, spurgte vi biskoppens rådgiver og hans kone, om de ville spille matador med os. Jeg er sikker på, at de havde meget andet at tage sig til, men de gik villigt ind på vores forslag.
Jeg kan ikke huske, hvem der vandt det spil, men jeg har aldrig glemt de belæringer, som jeg fik den aften i kirkeledelse og i forvaltningen af et præstedømmekvorum.
Under den anden verdenskrigs hektiske år var Fritz, et medlem af vores lærerkvorum, meget ivrig efter at forsvare sit land, men han ville ikke vente, indtil han blev gammel nok. Han løj om sin alder og blev indrulleret i den amerikanske flåde. Kort efter befandt han sig midt i krigen på Stillehavet. Det skib, som han gjorde tjeneste på, blev sænket, og mange mænd omkom. Fritz overlevede og dukkede senere op til vores kvorumsmøde i fuld uniform med alle sine ordener. Jeg kan huske, at jeg spurgte Fritz: »Har du nogle gode råd til os?« Vi ventede alle på snart at blive indkaldt til militærtjeneste.
Fritz tænkte sig om et øjeblik, og så sagde han: »I skal aldrig lyve om jeres alder eller noget som helst andet.« Den korte udtalelse husker jeg den dag i dag.
Unge mænd i alderen fra 12-17 er inde i en periode med forberedelse og personlig åndelig vækst. Derfor er formålet med Det Aronske Præstedømme at hjælpe enhver, der er ordineret, til -
1. at omvende sig til Jesu Kristi evangelium og efterleve dets lærdomme;
2. at ære sin kaldelse i præstedømmet og udføre sit embedes pligter;
3. at yde meningsfyldt tjeneste;
4. at forberede sig på at modtage Det Melkisedekske Præstedømme og tempelordinanserne;
5. at beslutte sig for at berede sig til og udføre en fuldtidsmission;
6. at forberede sig på at blive en værdig ægtemand og far.4
Den store styrke af missionærer tjener over hele verden og udretter meget godt, ligesom Frelseren gjorde. Missionærer underviser i sandheden. De bortjager mørket. De spreder glæde. De fører dyrebare sjæle til Kristus.
På den store dag, hvor missionskaldelsen kommer, samles forældre, søskende og bedsteforældre omkring den kommende missionær og bemærker hans nervøsitet, mens han lukker brevet med kaldelsen op. En kort pause følger, og så bekendtgør han, hvor Herrens profet har kaldet ham til at tjene. Det er et meget følelsesladet øjeblik. Tårerne får frit løb, og familien glæder sig over kærlighedens bånd og Guds godhed.
Fuldtidsmissionærerne, og alle andre, som virker for Herrens sag, har fulgt hans kald. Vi er ude i hans ærinde. Vi vil alle opfylde den højtidelige formaning, som Mormon gav os om at forkynde Herrens ord blandt folket. Mormon skrev: »Se, jeg er discipel af Jesus Kristus, Guds Søn. Jeg er blevet kaldet af ham for at forkynde ordet blandt hans folk, så de kunne have det evige liv.«5
I 1926 kaldte præsident Fred Tadje, der var præsident for Den Tysk-Østrigske Mission, sammen til missionærkonference i august i Dresden i Tyskland. Missionærerne skulle vandre til konferencen fra deres områder »uden pung eller taske«, skønt de skulle have en smule penge på sig for ikke at blive anholdt som vagabonder.
Ældste Alfred Lippold og hans kammerat ældste Parker Thomas tog den nordlige rute. Et sted på vejen besøgte de et hjem, hvor de traf en kvinde og hendes otte børn. Hun fortalte ældsterne, at hendes mand havde forladt hende og børnene, og at de ingen penge havde. Da kvinden havde lukket dem ind, sagde hun: »Hvis I rejser uden pung eller taske, må I jo være sultne. Sid ned.« Hun gav hver af dem en stor skive brød med syltetøj på. Missionærerne velsignede denne »morgenmad«, og i bønnen bad de Herren om, at give kvinden, hvad hun havde brug for.
Så drog missionærerne videre. Da de havde gået en kilometer, sagde ældste Thomas: »Jeg må tilbage.« Og han gik uden en forklaring.
Da han vendte tilbage, spurgte ældste Lippold: »Hvorfor gik du tilbage?«
Ældste Thomas forklarede: »I vores bøn bad vi om, at kvinden måtte få det, hun havde brug for. Jeg havde det, der var brug for nemlig en 20-dollarseddel. Den lå i min lomme, og jeg gik tilbage for at give hende den. Ellers ville den have brændt hul i min lomme.«
For 30 år siden havde jeg ansvaret for meget af Kirkens virke på Stillehavsøerne. En bror J. Vernon Monson blev kaldet til, sammen med sin hustru, at rejse til det fjerntliggende Rarotonga på Cook-øerne for at tjene som distriktspræsident.
I et brev til mig fortalte han senere: »Vi er dybt taknemlige for de fremskridt, som finder sted, og jeg vil gerne nævne den goodwill og de dejlige forbindelser, som vi og Kirken har knyttet med repræsentanter for regering og forretningsliv«.
»En ting var stærkt medvirkende til denne accept af os,« skrev han. »Det var, at vores nevø dr. Manning og hans hustru ydede en enestående indsats her på Cook-øerne. Dr. Odeen Manning er øjenlæge, og jeg skrev til ham med et forslag til, hvordan han kunne tjene folket på Rarotonga. Mit forslag omfattede følgende: (1) Ingen betaling. (2) Han skulle betale sine egne udgifter. (3) Han skulle lade andre læger passe sin praksis i de tre måneder, han var væk. (4) Vi ville sørge for gratis kost og logi, mens de var på Rarotonga, og (5) han skulle tage sit eget operationsudstyr med, da der ikke fandtes noget på Rarotonga.«
Bror Vernon Monsons brev til mig fortsatte: »Familien Manning sendte deres svar med luftpost, og det bestod af to ord: ðTilbudet godtaget.Ð Da forberedelserne begyndte, udpegede regeringen på Cook-øerne dygtige læger, som skulle assistere dr. Manning og lære af ham. I alt blev 284 patienter undersøgt, og de fleste fik briller. Men 53 patienter skulle opereres, blandt andet for grå stær.
Dette tre måneder lange program var dejligt og hjertevarmende. Vi blev sandelig velsignet. Det har styrket de hellige, som fik en fornyet stolthed over at være medlemmer af en kirke, som havde sendt lægehjælp til øerne.« Således sluttede brevet.
Flere år senere var min hustru og jeg gæster på et krydstogt, som var sponsoreret af BYU, til Det Hellige Land. En aften, da vi sad på skibets dæk, henvendte den herre, som sad ved siden af os, sig til mig og sagde: »Ældste Monson, mit navn er Odeen Manning fra Woodland Hills i Californien. Jeg er øjenlæge og udførte en kort sundhedsmission på Rarotonga, mens min onkel og tante tjente der.«
Jeg sagde, at jeg var bekendt med hans offer og hans tjeneste. Jeg spurgte dr. Manning: »Når du ser tilbage på den oplevelse, hvad føler du så for den?«
Dybt bevæget svarede han: »Det var den mest åndeligt berigende oplevelse i mit liv.«
Jeg tror, at det var mere end et tilfælde, at min hustru og jeg var med på det krydstogt på det tidspunkt, og at vi på det dæk kom til at sidde ved siden af en mand, som vi aldrig før havde truffet. Himlen føltes meget nær, da dr. Manning og jeg omfavnede hinanden, og jeg takkede ham for hans virke ikke blot for dem, der havde været blinde og nu kunne se igen, men også for vor Herre og Frelser, som har sagt: »Store er Herrens forjættelser til dem, som er på øerne i havet.«6
Jeg bærer vidnesbyrd om, at han, der har udfriet hver eneste af os fra den endeløse død, nemlig Jesus Kristus, er sandhedens store lærer men han er mere end blot lærer. Han er forbilledet på det fuldkomne liv men han er mere end blot et forbillede. Han er den store læge men han er mere end blot læge. Han, der redder menneskehedens »tabte bataljon«, er verdens bogstavelige Frelser, Guds Søn, Fredsfyrsten, Israels Hellige ja, den opstandne Herre som sagde: »Jeg er den første og den sidste. Jeg er den, som lever. Jeg er den, der blev slået ihjel, og jeg er jeres Talsmand hos Faderen.«7
Mine kære brødre, lad hver enkelt af os
lære af ham
tro på ham
stole på ham
følge ham
adlyde ham.
Ved at gøre det kan vi blive som ham. Den sandhed bærer jeg højtideligt vidnesbyrd om, i Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER:
1. Joseph S. Murdock, 1822-1899, »Vi lytter til profetens røst«, Salmer og Sange, nr. 10.
2. Mark 10:14
3. Luk 18:22
4. Se Håndbog for Det Aronske Præstedømmes ledere, s. 6.
5. 3 Nephi 5:13
6. 2 Nephi 10:21
7. L&P 110:4
Previous
