Holder vi trit? Ældste M. Russell Ballard De Tolv Apostles Kvorum Alle råd . . . bør arbejde sammen for at finde ud af, hvordan vi mere effektivt forbereder vore medlemmer . . . til at nyde alle Kirkens velsignelser og især templets. Til vores sidste generalkonference kom præsident Gordon B. Hinckley med en historisk meddelelse om, at der vil blive opført 30 eller flere mindre templer rundt omkring i verden. Det første af disse mindre templer blev indviet i sommer i Monticello i Utah. Som I ved, har præsident Hinckley fastsat et mål om at have mindst 100 templer i funktion eller under opførelse ved slutningen af dette århundrede. Med mit kendskab til vores præsident, er jeg sikker på, at dette mål vil blive nået, hvis ikke overgået! Præsident Hinckley har omtalt denne usædvanlige indsats for at bygge templer som »et enormt projekt. Intet tilsvarende er nogensinde før forsøgt.«1 Lige siden denne overvældende bekendtgørelse har jeg tænkt over, hvilken stor tillid Herren og hans profet har til jer og mig. Der ligger nu et stort ansvar på os alle for at forberede os og andre til at være værdige til disse templers velsignelser. Brødrene har længe været opmærksomme på, at mange af vore medlemmer bor i områder af verden, hvor der er langt til det nærmeste tempel. De har et oprigtigt hjerte, de har stor tro på Kirkens mission, og de elsker Herren og ønsker at gøre hans vilje. Hvilken velsignelse vil disse templer dog blive for disse hengivne hellige. Jeg citerer atter præsident Hinckley: »Hvis tempelordinanserne er en afgørende del af det genoprettede evangelium, og det bærer jeg vidnesbyrd om, at de er, så skal vi sørge for de betingelser, hvorunder de kan opnås . . . Tempelordinanserne bliver de største velsignelser, som Kirken kan tilbyde.«2 Der er en presserende nødvendighed i dette værk, som motiverer os til at gøre templets velsignelser tilgængelige for så mange af vor himmelske Faders børn som muligt. En oplevelse, som præsident Wilford Woodruff havde, gjorde stort indtryk på mig. Han fortalte om et syn, som han havde af profeten Joseph Smith nogen tid efter, at profeten havde lidt martyrdøden: »[Joseph Smith] kom og talte til mig. Han sagde, at han ikke kunne standse op og tale med mig, fordi han havde travlt. Den næste mand, som jeg mødte, var Joseph Smiths far. Han kunne heller ikke tale med mig, fordi han havde travlt. Jeg mødte et halvt dusin brødre, som havde haft store stillinger på jorden, og ingen af dem kunne standse op og tale med mig, fordi de havde travlt. Jeg var meget forbløffet. Snart mødte jeg profeten igen, og jeg fik privilegiet at stille ham et spørgsmål. ðNå,Ð sagde jeg, ðjeg vil gerne vide, hvorfor du har travlt. Jeg har haft travlt hele livet, men jeg havde ventet, at min travlhed ville høre op, når jeg kom i Himmeriget, hvis jeg nogensinde kom der.Ð Joseph sagde: ðDet skal jeg sige dig, bror Woodruff. Hver uddeling, hvor præstedømmet har været på jorden og er kommet i det celestiale rige, har haft et vist arbejde at udføre for at forberede sig til at komme til jorden sammen med Frelseren, når han kommer for at regere på jorden. Hver uddeling har haft rigelig med tid til at udføre dette arbejde. Det har vi ikke. Vi er den sidste uddeling, og der er så meget arbejde, der skal gøres, og vi må skynde os for at nå det.Ð ðDet var selvfølgelig fyldestgørende,Ð sluttede præsident Woodruff, ð men det var ny lære for mig.Ы3 Andre sidste dages profeter er ligeledes blevet motiveret til at tilskynde os til hurtigere at udføre denne sidste uddelings betydningsfulde værk. Præsident David O. McKay opfordrede alle medlemmer til at være missionærer.4 Præsident Spencer W. Kimball opfordrede os kraftigt til at øge vores indsats.5 Præsident Howard W. Hunter erklærede: »Vi står på et tidspunkt i verdens historie og i Kirkens udvikling, hvor vi må tænke mere på det hellige og handle mere, som Frelseren forventer, hans disciple handler.«6 Og nu beder præsident Gordon B. Hinckley os om at »blive ved,« at gøre det bedre og gøre mere. Han sagde: »Vi har et arbejde at udføre, du og jeg, ret så meget. Lad os smøge ærmerne op og komme i gang, med en fornyet beslutning, idet vi sætter vores lid til Herren . . . Vi kan klare det, hvis vi er bønsomme og trofaste.«7 Herrens kraft virker helt tydeligt på Kirkens ledere og prikker til dem med den samme presserende karakter, som syntes at motivere Joseph Smith i Wilford Woodruffs syn. Præsident Hinckley gør alt, hvad han kan for at fremskynde værket. Han rejser i hele verden i et hidtil uset omfang for at styrke og opbygge de hellige og drive dem opad og fremad. Han er trådt frem i verdens medier for at kunne fortælle om genoprettelsens budskab til det størst mulige publikum. Og han fører tilsyn med historiens største æra inden for tempelbyggeri i et forsøg på at øge vores evne til at nå det overvældende store arbejde, som vi er blevet tildelt at udføre i denne tids uddeling. Vores præsident befinder sig dynamisk i fortroppen og viser vej. Det spørgsmål, som vi må stille os selv, er: »Holder vi trit med ham?« Hver enkelt af os må være rede til at besvare dette spørgsmål. Jeg kan forsikre jer om, at det er et emne, der bliver talt meget om i De Tolv Apostles Råd. Jeg håber, at det også er tilfældet i alle råd i alle Kirkens ward og stave. Dette er ikke tiden til at slappe af eller køre på frihjul i vore kaldelser. Alle råd i Kirken bør arbejde sammen for at finde ud af, hvordan vi mere effektivt forbereder vore medlemmer til at være værdige til at nyde alle Kirkens velsignelser og især templets velsignelser. Vi nærmer os med hast en tid, hvor antallet af templer i funktion i hele verden vil blive fordoblet i forhold til, hvad det var for blot nogle få år siden. Det er et godt tidspunkt at spørge: »Stavspræsidenter og biskopper, hvad gør jeres stavs- og wardsråd for at fylde disse templer med værdige medlemmer og tilstrækkeligt med hengivne tempeltjenere? Fungerer jeres præstedømmekvorummer maksimalt? Er hjemmelærerne og besøgslærerinderne involveret i at tjene de familier, som de er blevet tildelt? Gør jeres hjælpeorganisationer noget aktivt for at opbygge tro og vidnesbyrd? Har aktiviteterne i jeres stav og ward som mål at styrke familien og hvert enkelt medlem? Koordinerer I omhyggeligt missioneringen med stavs- og fuldtidsmissionærerne og hjælper dem med at finde, undervise og døbe mange flere mennesker? Beskæftiger jeres råd sig med at hjælpe hver enkelt nyomvendt og mindre aktivt medlem med fuldt ud at blive en del af fællesskabet og fuldt ud forankret i Kirkens lære?« Brødre og søstre, der er meget, vi skal gøre for at fuldføre det værk, som Herren har tildelt denne uddeling. Vi må arbejde koncentreret, og vi må arbejde mere kvikt, hvis vi skal fuldføre vores rolle med at forberede alle Kirkens medlemmer til at modtage deres tempelvelsignelser. Kirkens ledere, både mænd og kvinder, kan og må øge omfanget og virkningen af deres indflydelse. Vi må være forstandige i først og fremmest at beskytte og undervise vores egen familie. Dernæst kan vi drage fuld nytte af Kirkens inspirerede rådssystem for at opnå større succes i det arbejde, som vor himmelske Fader har givet os inden for den tidsramme, som han har givet os til at gøre det i. Tag for eksempel wardsrådets afgørende rolle med hensyn til at hjælpe alle nyomvendte ind i fællesskabet og aktivere dem, som er mindre aktive. Hvert enkelt medlem ved nu, at Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum bekymrer sig dybt om alle Kirkens nye og mindre aktive medlemmers trivsel. Intet wards- eller grensråd bør tillade, at et nyt medlem føler sig usikker med hensyn til sit nye tilhørsforhold. Og dog er der stadig for mange af dem, som ikke føler sig godt modtaget. Et nyt medlem skrev for nyligt til mig: »Nogle gange . . . føler jeg, at det var en fejl, at jeg blev døbt. Jeg ved, at denne Kirke er sand, og jeg har et stærkt vidnesbyrd, men jeg vakler stadig . . . Da jeg var undersøger, støttede alle i mit ward mig og var altid parat til at tale med mig og hjælpe mig . . . Efter at jeg er blevet døbt, er det, som om de ikke engang lægger mærke til, om jeg kommer i kirke eller ej. Jeg hører næsten ikke fra nogen . . . Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor folk i mit ward har glemt mig. Jeg føler mig så ensom og forvirret . . . Jeg kan ikke tale med min biskop, fordi . . . vi slet ikke har noget nært forhold til hinanden. Han kunne ikke engang huske mig, da jeg kom i kirke igen. Vil du ikke nok hjælpe mig, hvis du kan.« Brødre og søstre, selv om der sker en vidunderlig fremgang, er tiden kommet, hvor vi må mobilisere alle midler for at få hver enkelt nyomvendt med ind i fællesskabet og velsigne mange flere af vor himmelske Faders børn. Dette opnås bedst, når medlemmer af wardsrådene sørger for, at hver enkelt organisation gør sin del for at sikre, at nye medlemmer får venner, får en opgave og næres af Guds gode ord. Hver en sjæl har stor værdi for vor himmelske Fader. Vi må aldrig glemme, at Herren Jesus Kristus gennem forsoningen betalte en høj pris for at forløse hver enkelt af os. Hans lidelser må ikke være forgæves, fordi vi ikke gør vores for at nære og undervise dem, som stræber efter at blive aktive i Kirken. I søstre kan hjælpe med at opbygge et personligt vidnesbyrd hos hver enkelt kvinde, ung pige og barn i wardet. Hvor er vi taknemmelige for jeres styrke. Søstre, tal sammen i jeres råd om, hvordan I kan elske, støtte og undervise hinanden i evangeliets vidunderlige velsignelser og løfter. Hvor ville det være vidunderligt, hvis alle kvinder i verden forstod deres sande skæbne, som det udtrykkes i Unge Pigers tema. I kender ordene: »Vi er vor himmelske Faders døtre. Han elsker os, og vi elsker ham. Vi vil ðstå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle stederÐ, mens vi bestræber os på at efterleve Unge Pigers Værdinormer, som er: Tro, guddommelighed, personlig værdi, kundskab, valg og ansvarlighed, gode gerninger og retskaffenhed.«8 At lære om og handle i overensstemmelse med disse værdier vil frelse og velsigne både unge og ældre kvinder. I, der er medlem af biskopråd og Unge Mænds præsidentskab, gør jer til venner med hver enkelt ung mand, og hjælp ham med at blive værdig til i den fastsatte alder at blive ordineret til det behørige præstedømme. Dette er en vigtig del af jeres arbejde, og det er en opgave for alle, der er medlem af wardsrådet. Ingen bør begynde som diakon i Det Aronske Præstedømme og ikke senere blive ordineret til ældste og opfordret til at tage på fuldtidsmission. Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummer har ansvar for alle mænd og deres families åndelige og timelige velfærd. En stor del af det arbejde blandt familier i wardene, som for tiden udføres af medlemmer af biskoprådet, kunne passende udføres af mændene i Det Melkisedekske Præstedømme, hvis det blev drøftet og planlagt til rådsmøderne. Stavspræsidenter og biskopper, hvis jeres råd ikke er målrettede og virker på dette øgede åndelige niveau, så gør alt, hvad I kan for at sikre jer, at de forstår, hvordan de skal forene alle ressourcerne for at forberede jeres folk åndeligt. Vi skal ligeledes som enkeltpersoner og familier rådføre os med hinanden for omhyggeligt at analysere os selv og vores personlige og vores families engagement i Jesu Kristi evangelium. Denne analyse er særligt afgørende for de af os, der har indgået pagter om indvielse og offer i Herrens hus. Vi bør spørge os selv: Er vi i vores liv og i vores hjem eksempler på kristen dyd og trofasthed mod evangeliet? Viser vi kærlig interesse for vore inaktive venner og venner, familiemedlemmer og naboer, der ikke er medlemmer? Bærer vi frimodigt vores vidnesbyrd? Jeg kender inspirerede mænds og kvinders kraft, når de i fællesskab stræber efter at styrke Kirkens familier og enkelte medlemmer. Vil I ikke nok fuldt ud udnytte jeres forenede evner til at velsigne hver enkelts liv ­ mand, kvinde, teenager eller barn, medlem eller ikke-medlem, der lever inden for jeres wards grænser. Brødre og søstre, lad os forene os som aldrig før for at gøre vores del, enkeltvis og sammen, for at forberede vores folk til at modtage de velsignelser, som kun kan opnås i Herrens tempel. Dette er vores tid, brødre og søstre. Det er en tid, som er blevet forudset af hellige profeter siden verdens begyndelse. Det er den tidernes fyldes uddeling, hvor de sidste akter af denne verdens historie vil blive udspillet. Vore profeter i de sidste dage fra Joseph Smith til Gordon B. Hinckley har advaret os om den højtidelige og alvorlige pligt, som vi har til at forberede os til »Herrens dag kommer, den store og frygtelige.«9 Vi har måske som aldrig før brug for at koncentrere vores indsats om de ting, der betyder mest, og undgå at bruge tid på ting, der er mindre vigtige og betydningsfulde. Profeten Joseph Smith sagde: »Brødre, skal vi ikke gå fremad for denne store sag? Gå fremad og ikke tilbage. Frisk mod, brødre, og fremad til sejr! Lad jeres hjerter fryde sig og være glade . . . Se, Herrens store dag er nær . . . Lad os . . . som en kirke, som et folk og som sidste dages hellige frembære et offer for Herren i retfærdighed, og lad os i hans hellige tempel . . . fremlægge en bog, indeholdende sådanne optegnelser om vore døde, som skal være værd at antages.«10 Jeg beder til, at vi må forene os, brødre og søstre, for at gøre vores del for at forberede hver enkelt familie, voksen, ung og barn til i sidste instans at være værdig til at modtage alle de tempelvelsignelser, som evangeliet stiller til rådighed. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren Jesus Kristus lever. Det er gennem ham, at templets evige ordinanser kommer til Kirkens trofaste medlemmer. Må Herren velsigne os med ønske, visdom og engagement til begejstret at føre dette storslåede værk fremad i vores familie og i Kirken. Det beder jeg ydmygt til i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. »Nye templer muliggør evangeliets største velsignelser«, Stjernen, juli 1998, s. 93. 2. Stjernen, juli 1998, s. 94. 3. Discourses of Wilford Woodruff, s. 288-289. 4. Conference Report, apr. 1959, s. 122. 5. The Teachings of Spencer W. Kimball, 1982, s. 174-175. 6. »Følg Guds Søn«, Stjernen, jan. 1995, s. 87. 7. »Vi har et værk at udføre«, Stjernen, juli 1995, s. 90. 8. Unge Pigers Lederskab, Håndbog, s. 4. 9. Mal 3:23. 10. L&P 128:22, 24.