Håb gennem Jesu Kristi forsoning Ældste Neal A. Maxwell De Tolv Apostles Kvorum Virkeligt håb er mere end bare ønsketænkning. Det afstiver, og sløver ikke, den åndelige rygrad. Brødre og søstre, jeg er taknemlig for at være iblandt jer i dag. Min isse stråler stadig en del, men det er nu ikke, fordi min barber for alvor har æret sin kaldelse. Det er snarere udtryk for flere behandlinger, som synes lovende, på trods af mine skiftende konferencefrisurer. Jeg føler stadig en inderlig taknemlighed ­ først og fremmest til Herren, derefter til min dejlige hustru og familie, dygtige og omsorgsfulde læger og sygeplejersker, og de mange venner og medlemmer, som beder for mig. Af forskellige årsager, brødre og søstre, synes samfundet i dag at kæmpe for at være fuldt af håb. Både tilknyttede årsager og virkninger påvirker os på ubemærkede måder. Vores dagligdags brug af ordet »håb« omfatter, at vi »håber« at nå vores bestemmelsessted til rette tid. Vi »håber«, at verdensøkonomien vil blive bedre. Vi håber på besøg fra en af vore kære. Det er typiske, oprigtige, men kortsigtede forhåbninger. Vore skuffelser er ofte følgen af vore svigtede, kortsigtede forhåbninger. Jeg vil i stedet tale om behovet for det største håb. Det største håb er en helt anden sag. Det knytter sig til Jesus og hans forsonings velsignelser. Velsignelser, der medfører den altomfattende opstandelse og den dyrebare mulighed for derved at udøve frigørende omvendelse, som gør det muligt for os at have det, som skrifterne kalder »et fuldkommen klart håb« (2 Nephi 31:20). Moroni bekræftede: »Hvad skal I da håbe? Se, jeg siger jer, at I skal håbe gennem Kristi forsoning« (Moroni 7:40-41; se også Alma 27:28). Virkeligt håb er derfor ikke forbundet med det foranderlige, men derimod med det udødelige og evige! Det er derfor ikke overraskende, at håb er nært knyttet til andre evangeliske lærdomme, især tro og tålmodighed. Ligesom tvivl, fortvivlelse og ufølsomhed går i spænd, gør også tro, håb, kærlighed og tålmodighed. Men de sidste egenskaber skal omhyggeligt og konstant plejes, hvorimod tvivl og fortvivlelse springer op og breder sig som mælkebøtter. Ak, fortvivlelse falder så naturligt for det naturlige menneske! For eksempel kan tålmodighed lære os at tackle livets forskellige oplevelser med større ro. Tro og håb er i konstant samspil og lader sig ikke altid let eller præcist adskille. Ikke desto mindre er det største håbs forventninger med sikkerhed sande (Ether 12:4; se også Rom 8:24; Hebr 11:1; Alma 32:21). Men i den gengivne teologis geometri har håb forbindelse med tro, men er ofte mere omfattende. Tro derimod består af »fast tillid til det, der håbes på« og bevis på »det, der ikke ses« (JSO Hebr 11:1; se også Ether 12:6). Håbet overskrider således troens grænser, men det udgår altid fra Jesus. Det er intet under, at sjælen kan vækkes og mønstres af det sande håbs »reveille« mere end af noget andet. Skønt nogle få kammerater måske slumrer eller deserterer, ser vi stadig »et smilende« og »levende håb« foran os (»Hav tak for profeten, du sendte«, Salmer og sange, nr. 13; se også 1 Pet 1:3). Det var håbet, der fik de nedtrykte disciple til at løbe forventningsfulde hen til den tomme grav (se Mark 16:1-8; Luk 24:8-12). Det var håbet, der hjalp en profet til at se den ventede regn i en fjern sky, der ikke syntes større end en mands hånd (se 1 Kong 18:41-46). Dette største håb er et »anker for sjælen« og bevares ved Helligåndens gave og tro på Kristus (Hebr 6:19; se også Alma 25:16; Ether 12:9). Hvis man derimod betragter livet uden udsigt til udødelighed, kan det ikke alene mindske håbet, men også ansvarsfølelsen (se 1 Kor 5:19; Alma 30:18). Det er sandt, at mange mennesker i dette liv passer deres pligter uden at være berørt af eller i stand til at udtrykke de dybe religiøse følelser, men som ikke desto mindre ubevidst trækker på »Kristi lys«, som til en vis grad oplyser alle mennesker (se L&P 84:46; Moroni 7:16, 18; Joh 1:9). Andre mennesker taler dog åbent om åndelige tilskyndelser, som hjælper dem. Ikke desto mindre er de kortsigtede forhåbninger så sårbare over for skæbnens ironi og det uventede, at der hersker en stigende følelse af eksistentialistisk fortvivlelse i verden. Der er en udbredt kynisk lede ved politikere. Man føler sig tynget af samfundets voksende bekymringer. Selv de, der er åndeligt sikre, kan føle fortvivlelsens kulde i luften. Den kolde verdslighed skaber dette kuldegys, efterhånden som mange hengiver sig til det, som senator Patrick Moynihan kaldte »hvidvask af afvigende adfærd« (Daniel Patrick Moynihan, Defining Diviancy Down, The American Scholar, bind 61, nr. 1, vinter 1993). Meget fortvivlelse kommer af ugudelighed, sådan som Gud definerer ugudelighed. Der hersker stor bedrøvelse og strid. Det er intet under, at den medfølgende håbløshed næsten uundgåeligt fører til selviskhed, når folk opgivende beslutter sig for at søge egen tilfredsstillelse. Paulus bemærkede, at når håbet er væk, har nogle mennesker en tendens til at spise og drikke og mene, at »i morgen skal vi dø«, fordi de fejlagtigt slutter, at »når et menneske først [er] død, [er] alt forbi« (1 Kor 15:32; Alma 30:18). Skønt jeg begræder de truende tordenskyer, så er der dog noget godt ved dem. Begivenhederne vil rette ny opmærksomhed mod Guds højere veje og hans rige, som skal blive »skøn som solen og klar som månen« (L&P 105:31). Enkeltpersoner og nationer kan fortsat vælge, som de vil, men de kan ikke ændre på konsekvenserne af deres ønsker. Lad os derfor ikke i denne modningsproces undres over, at ukrudtet mere og mere kommer til at se ud som ukrudt. I denne tid, hvor folkene gribes af angst og er rådvilde, vil der dog komme noget godt ud af uroen: »Thi djævelens rige skal ryste, og de, der tilhører det, må afgjort vækkes til omvendelse . . .« (2 Nephi 28:19). Denne »vækning« bliver ganske bogstavelig, men vi kan kun gisne om, hvordan den vil finde sted. Men de, der har det største håb, anerkender sandheden i dette fyndige vers: »Men alt må ske til sin tid« (L&P 64:32). Det er derfor klogt at overveje håbets stilling i vores nuværende samfund, hvor Guds bud synes betydningsløse for mange. Det er ganske rigtig, som skrifterne siger, »ikke almindeligt, at folkets stemme begærer noget, der strider mod, hvad der er ret« (Mosiah 29:26). Men hvis det sker, og der forekommer dets holdninger, kan vi vente Guds straffedomme (se Mosiah 29:26, 27). Kun anerkendelsen af Guds åbenbaringer kan give os det nødvendige mål og vejledning og medføre et »fuldkommen klart håb« (2 Nephi 31:20). Virkeligt håb får os til at »virke med iver« for en god sag, selv når det med jordiske øjne ser ud til at være en håbløs kamp (L&P 58:27). Derfor er virkeligt håb mere end bare ønsketænkning. Det afstiver, og sløver ikke, den åndelige rygrad. Håbet hviler i sig selv, det er ikke fjollet, det er ivrigt uden at være naivt, og selvsikkert uden at være hovent. Håbet er en realistisk forventning, som tager form af beslutsomhed ­ ikke blot til at overleve modgangen, men vigtigere endnu at være »standhaftig« indtil enden (L&P 121:8). Skønt det ellers er en »levende« egenskab, står håbet stille ved vor side ved begravelser. Vores tårer er lige så våde som andres, men de kommer ikke af fortvivlelse. De er snarere tårer, som skyldes savnet ved adskillelsen. Afskedens tårer vil snart blive til den herlige forventnings tårer. Virkeligt håb inspirerer til stille kristen tjeneste, ikke offentlig fanatisme. Finley Peter Dunne bemærkede vittigt: »En fanatiker er en mand, der gør det, som han mener, at Herren ville have gjort, hvis han bare kendte sagens kendsgerninger« (citeret i The Third ­ And Possibly The Best ­ 637 Best Things Anybody Ever Said, red. Robert Byrne, New York, Atheneum, 1986, nr. 549). Når vi er urimeligt utålmodige med vor alvidende Guds timing, antyder vi faktisk, at vi ved, hvad der er bedst. Hvor er det pudsigt: Vi, der går med armbåndsure, vil give gode råd til ham, der styrer de kosmiske ure og kalendere. Eftersom Gud vil have, at vi skal vende hjem, efter at vi er blevet mere som ham og hans Søn, må en del af vores udvikling nødvendigvis bestå i, at han viser os vore svagheder. Hvis vi derfor er i besiddelse af det største håb, vil vi være lærevillige, fordi vi med hans hjælp kan vende vores svagheder til styrke (se Ether 12:27). Det er ikke let at blive stillet over for sine svagheder, når de regelmæssigt viser sig i livets forskellige omstændigheder. Dog er det en del af det at »komme til Kristus«, og det er en afgørende, omend smertefuld del af Guds saliggørelsesplan. Og som ældste Henry B. Eyring klogt har bemærket: »Hvis du søger ros mere end belæring, får du nok ingen af delene« (To Choose and Keep a Mentor, tale til BYUs fakultet, 26. aug. 1993, s. 9). Ved håbefuldt at fortsætte fremad kan vi igen og igen med glæde stå på det sted, der var gårsdagens fjerne horisont og hente yderligere håb i vore erfaringer. Det var derfor, at Paulus skrev, at »trængsler skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb« (Rom 5:3-4). Derfor kan vi med rette synge om Gud, at »vi prøved' så hyppigt hans ord« (Salmer og sange, nr. 13). Vel ser de mennesker, der nærer sandt håb, også af og til deres personlige omstændigheder blive rystet som et kalejdoskop. Men med »troens øje« kan de, trods deres ændrede forhold, stadig se den guddommelige hensigt (se Alma 5:15). De virkeligt håbefulde mennesker virker for eksempel midt i samfundets fordærv på at skabe stærke og lykkelige familier. Deres holdning er som Josvas: »Jeg og mit hus vil tjene Herren« (Jos 24:15). Vi kan måske ikke gøre hele verden bedre, men vi kan rette op på det, der er galt i vores familier. Tolkien minder os om: »Det tilkommer ikke os at beherske alle de tidevandsbølger, der kan komme i verden, men at gøre, hvad vi formår, for at undsætte i de år, hvor vi selv lever, og at trække det ukrudt op af markerne, som vi kender, så at de, der kommer efter os, kan få en ren jord at dyrke. Hvad vejr de får, kan vi ikke bestemme« (Kongen vender tilbage, Gyldendals Bogklub, 1981, s. 157). Derfor, brødre og søstre, kan vi efterlade »ren muld at dyrke« til kommende generationer på vores lille jordlod! Ikke alene begynder barmhjertigheden med os selv, det gør håbet også! Uanset hvilken fure, vi får tildelt, kan vi, som Paulus siger, »pløje med håb« uden at se os tilbage eller lade gårsdagen holde fremtiden som gidsel (1 Kor 9:10). Det ægte, største håb hjælper os til at være mere kærlige, mens kærligheden hos de fleste bliver kold (se Matt 24:12). Vi må være mere hellige, skønt verden »modne(s) i synd«; mere høflige og tålmodige i en rå og grov verden og have stærke hjerter, selv om andre fortvivler (se Moroni 10:22). Håb kan være smittende, især hvis vi »altid (er) rede til forsvar over for enhver, der kræver (os) til regnskab for det håb, (vi) har« (1 Pet 3:5). Brigham Young sagde, at hvis vi ikke formidler kundskab til andre og gør godt, vil vi »blive . . . snæversynede i vores synspunkter og følelser« (JD 2:267). Hvis vi søger efter specifikke ting, som vi kan udrette i vores lokale virkefelt, vil Helligånden vejlede og vise os alt, hvad vi skal gøre, for det er en af hans inspirerende roller (se 2 Nephi 32:5). Vores mulighed for at hjælpe andre, som har opgivet håbet, findes måske i vores egen familie, eller hos en modløs nabo eller en henne om hjørnet. Ved at hjælpe at barn med at lære at læse eller besøge en patient på et plejehjem eller blot gå et ærinde for travle, overbebyrdede forældre kan vi gøre noget for andre. På samme måde kan en enkel samtale om evangeliet indgyde håb. Lad det derfor ikke gå jer på, at verden bliver mere og mere opdelt i dem, der er verdslige og løsagtige, og dem, der holder fast ved de åndelige værdier. Det er også forudset! Vi, der derfor er velsignet med håb, lad os ikke være snæversynede, men som disciple række hånden ud også til dem, der er »rokke(t) fra håbet i det evangelium« (Kol 1:23). Som John Wesley skrev i salmen »Come Let Us Anew«, så skrider vores liv ofte hurtigt væk, og kursen, det følger, kan variere meget, som vi alle ved. Men de, der har holdt ud i »tålmodighed, håb og kærlighedsgerning« skal høre de herlige ord: »ðGodt, du trofaste tjener, træd ind til min glæde og sid på min troneЫ (Hymns, nr. 217). Må vi en dag kunne gøre krav på de velsignelser gennem håbets evangelium, i vor Herre og Frelser, Jesu Kristi navn. Amen.