Præsident Gordon B. Hinckley
Jeg ønsker ganske enkelt at fremsætte, så enkelt som jeg kan, mit svar på det, som folk spørger os om.
Mine elskede brødre og søstre, det er en meget stor ære at tale til jer ved denne lejlighed.
Vi bliver ofte interviewet af medierne for tiden. Som mange af jer ved, var jeg for nylig i tv-programmet Larry King Live. Jeg indvilligede i at deltage, fordi jeg følte, at selv om der var mulige farer i det, så var det også en storslået mulighed for at tale til verden om aktuelle emner.
I løbet af programmet spurgte Mr. King lige ud: »Hvad er din rolle? Du er leder for en større religion. Hvad er din rolle?«
Jeg svarede: »Min rolle er at fremsætte lærdomme. Min rolle er at være et eksempel for folket. Min rolle er at være en røst til forsvar for sandheden. Min rolle er at stå som beskytter for de værdier, som er væsentlige i vores civilisation og i vores samfund. Min rolle er at lede.«
Dette svar var improviseret. Jeg forventede overhovedet ikke dette spørgsmål. I dette svars ånd har jeg her til morgen tænkt mig at tale om et halvt dusin spørgsmål, som vi bliver stillet af mediefolk og andre kirker. Ved denne lejlighed må mine svar nødvendigvis blive korte. Hvert eneste af disse emner ville være en hel tale værd.
Jeg har valgt disse spørgsmål tilfældigt og ikke sat dem i nogen bestemt rækkefølge. Jeg ønsker ikke at skændes med nogen. Jeg respekterer enhver mands og kvindes religion og ærer dem for deres ønske om at efterleve den. Jeg ønsker ganske enkelt at fremsætte, så enkelt som jeg kan, mit svar på det, som folk spørger os om.
Første spørgsmål: Hvad er mormonernes lære om Guddommen, om Gud?
Lige siden den første åbenbaring har folk stillet dette spørgsmål, og de fortsætter med det, og det vil de gøre, så længe de tror på deres traditionelle Gud, mens vi bærer vidnesbyrd om en nutidig åbenbarings Gud.
Profeten Joseph Smith erklærede: »Det er evangeliets første princip med bestemthed at erkende Guds karakter og at vide, at vi kan samtale med ham, som det ene menneske taler med det andet« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 417).
»Vi tror på Gud, den evige Fader, på hans Søn Jesus Kristus og på Helligånden« (1. trosartikel). Den første trosartikel er indbegrebet af vores lærdom. Vi accepterer ikke den athanasianske trosbekendelse. Vi accepterer ikke den nikænske trosbekendelse eller nogen anden trosbekendelse, der er grundlagt på menneskets skikke og konklusioner.
Vi accepterer som grundlag for vore lærdomme profeten Joseph Smiths udtalelse, da han bad om visdom i lunden: »Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17).
To virkelige væsener stod foran ham. Han så dem. De havde skikkelse som et menneske, blot var de meget mere herlige i deres udseende. Han talte til dem. De talte til ham. De var ikke ubestemmelige ånder. Hver af dem var en særskilt person. De var væsener af kød og ben, hvis beskaffenhed atter blev stadfæstet i senere åbenbaring, som kom til profeten.
Hele vores sag som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige afhænger af denne første åbenbarings gyldighed. Det var forhænget, der blev trukket til side for at åbne denne sidste tidernes fyldes uddeling. Intet af det, vi grundlægger vore lærdomme på, intet af det, vi underviser i, intet af det, vi efterlever, er af større betydning end denne indledende udtalelse. Jeg hævder, at hvis Joseph Smith talte med Gud Faderen og hans elskede Søn, så er alt det andet, som han sagde, sandt. Dette er den lærdom, hvorpå sandhederne, der leder til frelse og evigt liv, er grundlagt.
Er vi kristne? Selvfølgelig er vi kristne. Vi tror på Kristus. Vi tilbeder Kristus. Vi påtager os i højtidelig pagt hans hellige navn. Den Kirke, som vi tilhører, bærer hans navn. Han er vor Herre, vor Frelser, vor Forløser, gennem hvem den storslåede forsoning kom med frelse og evigt liv.
Andet spørgsmål: Hvad er jeres kirkes indstilling over for homoseksualitet?
For det første tror vi, at ægteskabet mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud. Vi tror, at ægteskabet kan vare evigt ved udøvelsen af det evige præstedømmes magt i Herrens Hus.
Folk spørger om vores indstilling til dem, som anser sig selv som værende såkaldte bøsser og lesbiske. Mit svar er, at vi elsker dem som Guds sønner og døtre. De har måske visse tilbøjeligheder, som er stærke, og som kan være vanskelige at kontrollere. De fleste mennesker har tilbøjeligheder af den ene eller anden form på forskellige tider. Hvis de ikke handler i overensstemmelse med disse tilbøjeligheder, kan de gå fremad som alle andre medlemmer af Kirken. Hvis de bryder kyskhedsloven og Kirkens moralske standarder, så er de underkastet Kirkens disciplinering, ligesom alle andre.
Vi ønsker at hjælpe disse mennesker, at styrke dem, at bistå dem med deres problemer og at hjælpe dem med deres vanskeligheder. Men vi kan ikke være tavse, hvis de hengiver sig i umoralske handlinger, hvis de prøver at holde fast ved, forsvare og leve i et såkaldt registreret partnerskab. At tillade dette ville være at nedgøre det meget alvorlige og hellige grundlag for det gudgivne ægteskab og selve dets formål, at opdrage familier.
Tredje spørgsmål: Hvad er jeres standpunkt med hensyn til anort?
I henhold til centrene for sygdomsbekæmpelse og -forebyggelse blev der foretaget mere end 1.200.000 aborter i 1995 i USA alene. Hvad er der sket med vores respekt for menneskeliv? Hvordan kan kvinder og mænd fornægte livets storslåede og kostelige gave, som er guddommelig i sin oprindelse og beskaffenhed?
Hvor er et barn vidunderligt. Hvor er et nyfødt barn dejligt. Der findes ikke noget større mirakel end skabelsen af menneskeligt liv.
Abort er noget forfærdeligt, noget nedværdigende, noget som uvægerligt bringer anger og sorg og fortrydelse med sig.
Selv om vi fordømmer det, tillader vi det i situationer, hvor graviditeten er resultat af incest eller voldtægt, hvor moderens helbred af kompetente læger anses for at være i alvorlig fare, eller hvor fosteret af kompetente læger vides at have alvorlige mangler, som gør, at barnet ikke vil overleve fødselen.
Men disse tilfælde er sjældne, og der er kun lille mulighed for, at de forekommer. I disse tilfælde rådes de involverede til at tale med deres lokale kirkeledere og bede i stor alvor og modtage bekræftelse gennem bøn, før de handler således.
Der findes en meget bedre måde.
Hvis der ikke er nogen udsigt til ægteskab med den involverede mand, og hvis moderen er alene, er der den meget velkomne mulighed for at lade barnet bortadoptere til forældre, som vil elske det og passe på det. Der er mange sådanne ægtepar i gode hjem, som længes efter et barn, og som ikke kan få et.
Fjerde spørgsmål: Hvad er Kirkens standpunkt over for flerkoneri?
Vi står i dag over for mange avisartikler om dette emne. De er opstået på grund af en sag om påstået børnemishandling hos nogle af dem, der har praktiseret flerkoneri.
Jeg ønsker kategorisk at fastslå, at denne Kirke ikke har noget som helst med dem at gøre, som praktiserer flerkoneri. De er ikke medlemmer af denne Kirke. De fleste af dem har aldrig været medlemmer. De bryder landets love. De ved, at de bryder loven. De er genstand for dens straf. Kirken har selvfølgelig ingen domsmyndighed i denne sag.
Hvis nogle af vore medlemmer afsløres i at praktisere flerkoneri, bliver de udelukket, hvilket er den mest alvorlige straf, Kirken kan pålægge. Ikke alene er de involverede i direkte modstrid med landets love, de er også i modstrid med denne Kirkes love. Vi er forpligtet af en af vore trosartikler. Den lyder: »Vi tror, at vi må være loyale over for konger, præsidenter, herskere og øvrighedspersoner og adlyde, ære og holde lovene« (12. trosartikel). Man kan ikke adlyde loven og bryde loven på samme tid.
Der findes ikke mormon-fundamentalister. Det er en modsætning at bruge disse to ord i sammenhæng.
For mere end et århundrede siden åbenbarede Gud tydeligt til sin profet, at udøvelsen af flerkoneri skulle ophøre, hvilket betyder, at det nu er imod Guds lov. Selv i lande, hvor landets eller religiøse love tillader flere koner, lærer Kirken, at ægteskabet skal være monogamt, og accepterer ikke, at de, som udøver flerkoneri, bliver medlemmer.
Femte spørgsmål: Hvad tilskriver I Kirkens vækst?
Vi vokser. Vi vokser på en vidunderlige måde. Den naturlige vækst sammenlagt med nyomvendte udgør omkring 400.000 om året. Ud af ti millioner er det omkring 4 procent, hvilket er ualmindelig godt for en kirke.
Folk søger et solidt anker i en verden med skiftende værdier. De ønsker noget, de kan holde fast ved, mens verden omkring dem bliver mere og mere forvirret.
De bliver budt velkommen som nyomvendte, og vi får dem til at føle sig hjemme. De føler varmen ved fællesskabet med de hellige.
De får noget at gøre. De får et ansvar. Vi får dem til at føle sig som en del af den fremadskridende vækst i dette Guds værk.
Og vi har naturligvis missionærer, som hjælper dem i deres søgen efter sandheden.
De opdager hurtigt, at der forventes meget af dem som sidste dages hellige. De tager det ikke ilde op. De kan klare det, og de holder af det. De forventer, at deres religion skal være krævende, at den nødvendiggør en ændring af deres livsførelse. De lever op til kravene. De bærer vidnesbyrd om alt det gode, de har modtaget. De er begejstrede og trofaste.
Sjette spørgsmål: Hvad med misbrug af ægtefælle og børn?
Vi fordømmer i højeste grad misbrug i enhver form. Vi fordømmer fysisk, seksuelt, verbalt eller følelsesmæssigt misbrug af ægtefælle og børn. Vores Proklamation om familien erklærer: »Ægtemand og hustru har et stor ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn . . . Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov . . . Ægtemænd og hustruer mødre og fædre vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse forpligtelser« (Stjernen, juni 1996, s. 10).
Vi gør alt, hvad vi kan, for at standse dette forfærdelige onde. Når man anerkender ligheden mellem mand og hustru, når man anerkender, at hvert barn, som bliver født i verden, er et barn af Gud, så vil det medføre en større ansvarsfølelse til at nære, hjælpe, elske dem, for hvem vi er ansvarlige, med en varig kærlighed.
Ingen mand, som misbruger sin hustru eller sine børn, er værdig til at bære præstedømmet. Ingen mand, som misbruger sin hustru eller sine børn, kan være et værdigt medlem af denne kirke. Misbrug af hustru eller af børn er en meget alvorlig krænkelse af Gud, og enhver, som hengiver sig til det, kan forvente at blive disciplineret af Kirken.
Syvende spørgsmål: Hvordan finansierer Kirken sin drift?
Bror Faust har talt meget klogt om dette her til morgen. Udenforstående undrer sig over, hvordan vi er i stand til at gøre så meget. De taler og skriver om, at Kirken råder over stor rigdom og enorme aktiver.
Vi har aktiver. Vi har kirkebygninger overalt i verden. Vi bygger nye i stort antal hvert år. Vi driver et storslået uddannelsesprogram bestående af seminar og institut. Vi har slægtshistoriske faciliteter uden sidestykke. Vi driver en enorm missioneringsorganisation, som nødvendiggør vedligeholdelse af missionshjem og andre faciliteter foruden omkostningerne ved at have missionærer, hvilket hviler på missionærerne selv og deres familier. Vi har andre programmer, som kræver penge.
Men alle disse og flere er pengeforbrugende og ikke pengeskabende. Det koster meget at drive denne kirke. Dens verdensomspændende foretagender bliver finansieret af trofaste medlemmers indviede tiende. Hvor er tiendeloven dog et vidunderligt og herligt princip. Den er så enkel at forstå og efterleve. Det er Herrens finanslov.
Jeg takker Herren af hele mit hjerte for deres tro, som betaler en ærlig tiende. Bliver de fattigere af det? Vi bærer vidnesbyrd om, at på en eller anden måde ved guddommeligt forsyn velsigner Herren os til gengæld og gør det gavmildt. Det er ikke en skat. Det er et frivilligt bidrag, som gives i fortrolighed. Det er et princip, der medfører et bemærkelsesværdig løfte. Gud har udtalt, at han »åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer« (Mal 3:10). Det er hans løfte. Han har evnen til at opfylde dette løfte. Og det er mit vidnesbyrd, at han gør det.
Det er alt, hvad jeg har tid til nu. Der kunne være mange andre emner. Dette var kun nogle eksempler på spørgsmål, som den nysgerrige verden stiller os.
Vi skal vide det, I og jeg, som bifalder denne Kirkens lærdomme, at det er Guds værk, ledet af Herren Jesus Kristus, at det fungerer i henhold til deres plan og deres fremgangsmåde, og at det medfører deres velsignelser.
Hvorfor er vi sådan et lykkeligt folk? Det er på grund af vores tro, den stille forvisning, der bor i vores hjerte, om, at vor himmelske Fader, som overvåger alt, vil passe på sine sønner og døtre, som vandrer for ham med kærlighed og påskønnelse og lydighed. Vi vil altid være et lykkeligt folk, hvis vi vil leve således. Ugudelighed har aldrig været lykke. Overtrædelse har aldrig været lykke. Løgn i ord eller gerning har aldrig været lykke. Lykke ligger i lydighed mod Gud, vor Evige Faders og hans elskede Søns, Herren Jesu Kristi lærdomme og befalinger.
Som jeg før har sagt fra denne talerstol, brødre og søstre, så elsker vi jer. Vi elsker jer for jeres tro og godhed. Vi elsker jer for jeres villighed til at gøre alt det, I bliver bedt om. Vi elsker jer for jeres lydighed over for Herrens vilje.
Med kundskab om at dette værk er sandt, går vi fremad hver især. Må vi gøre en fornyet indsats for at iføre os Guds fulde rustning og se frem til ham. Det er min bøn i vor Forløsers, Herren Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
