Taknemmelighed Ældste Gordon Taylor Watts De Halvfjerds Den dybde og den villighed, hvormed vi tjener, er en direkte afspejling af vores taknemmelighed. Som dreng var livet på vores lille gård himmelsk. I vores ydmyge hjem var der ofte ikke nok tagsten til at dække taget. Toiletfaciliteterne lå nede ad en sti, og det var nogle gange besværligt, og ofte havde min slidte skjorte flere knaphuller end knapper. Lørdagsbadet foran en varm ovn, hvor kroppen blev udsat for både høje og lave temperaturer, var en luksus. Så skete der noget. Jeg begyndte i skolen og begyndte at lægge mærke til ejendele, som jeg ikke havde kendt. Nogle havde pænt tøj, smukke hjem med alle moderne bekvemmeligheder og kørte i nyere biler. Mange på min alder skulle ikke stå tidligt op og klare deres pligter før skoletid for blot at komme hjem om aftenen og gøre det hele en gang til. De var populære og havde selvtillid, jeg blev indadvendt og genert. Beklageligvis begyndte jeg at glemme, hvor lykkelig jeg havde været for mine velsignelser, da jeg blev optaget af at sammenligne deres tilsyneladende endeløse velsignelser med mine. På denne måde begyndte skodderne mod ydmygheden at fordreje virkeligheden og give plads til utaknemmelighed. Forventningerne om, at vi fortjener mere, kan forårsage, at vore rigelige velsignelser kan virke som intet. Taknemmelighed har mange ansigter og kan komme i mange skikkelser. Når vi ikke bestræber os på at anerkende Herren i alt det, vi har, resulterer det hurtigt i selvisk adfærd. Frelseren, som altid var giveren, modtog sjældent taknemmelighed. »Da han [Kristus] var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: ðJesus, Mester, forbarm dig over os!Ð Da han så dem, sagde han: ðGå hen og bliv undersøgt af præsterne!Ð Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: ðVar der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?Ы1 Overvejelse af Frelserens spørgsmål: »Hvor er de ni?« giver stof til eftertanke. Ved sidste aprilkonference sagde præsident Hinckley i sine indledende bemærkninger. »Lad os derfor, mine kære brødre og søstre, glæde os sammen, mens vi nu med taknemlighed fejrer de vidunderlige lærdomme og skikke, som er kommet som en gave fra Herren på det mest glorværdige tidspunkt i hans værk . . . Lad os altid være taknemlig over disse dyrebare gaver og privilegier, og udføre vores del godt, som dem der elsker Herren.«2 Uanset alle de »dyrebare gaver og privilegier«, som vores profet talte om, lykkes det os ofte ikke at erkende vore rigelige velsignelser. Og hvad der er vigtigere, så lever nogle af vores taknemmelighedsytringer ikke op til Herrens forventninger. »Og i intet fortørner mennesket Gud mere, og mod ingen er hans vrede blusset op i større grad end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alle ting, og som ikke adlyder hans befalinger.«3 Taknemmelighed begynder med indstillingen. Mens nogle mennesker altid ser det positive, er der andre, der kun ser de negative aspekter ved livet, uanset hvor positive deres omgivelser end er. Vi må være forsigtige og ikke lade os blive en del af den tiltagende folkemængde, der er blevet ufølsomme over for deres velsignelser, mens de mundhugges i deres elendighed. Glæde og lykke fødes af taknemmelighed. For nylig tilbragte søster Watts og jeg tre år i en anden del af verden, hvor vi arbejdede sammen med et meget venligt og taknemmeligt folk. Hvis verdslige ejendele var lig med lykke, så ville hovedparten af disse hellige være ulykkelige. Men tværtimod fandtes der taknemmelighed i stor mængde, hvilket resulterede i en smitsom glæde. Det var tydeligt, at selv om de levede i et udfordrende samfund med kun få fordele, var de et indtagende folk. Glæde kom af deres taknemmelighed for Jesu Kristi evangelium og de velsignelser, der var resultat af efterlevelse af de principper, de lærte. En trofast distriktspræsident udtrykte taknemmelighed for at have en cykel til at transportere sig, så han kunne udføre sin kaldelse. Det var som om, at jo mere han trådte i pedalerne, desto lykkeligere blev han. Måske kan vi lære en lektie af dette. Hvis vi føler os utaknemmelige, har vi måske brug for at træde lidt hårdere i pedalerne. Den dybde og den villighed, hvormed vi tjener, er en direkte afspejling af vores taknemmelighed. Ældste James E. Talmage sagde: »Taknemmelighed er tvillingesøster til ydmyghed; stolthed er en fjende af begge . . .«4 Ligeledes har præsident James E. Faust også sagt: »Et taknemmeligt hjerte er begyndelsen til storhed . . .«5 I tider med prøvelser kan vi med taknemmelighed acceptere det, som skal komme ­ en taknemmelighed for de velsignelser og gaver, som Herren har til dem, som holder befalingerne og tjener ham med tak. En evig ven og tidligere nabo, som modtog evangeliets lærdomme i vores hjem for så mange år siden, har for nyligt følt »metalsmelterens ild«, da han mistede sin elskede ægtefælle. Hans nylige ord i uendelig taknemmelighed for evangeliet, tempelpagter og evigt ægteskab står prentet i mit sind. På grund af sin søde hustrus død giver denne kundskab trøst til dem, en trøst, som de ikke kendte, før de tilsluttede sig Kirken. Hans ord: »Hvordan kan jeg nogensinde takke dig for at dele denne storslåede evige gave med vores familie«, knyttes sammen med mine egne ord om usigelig taknemmelighed til vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus over »disse dyrebare gaver og privilegier«, som tilbydes os alle. »Den, der modtager alt med taknemmelighed, skal blive herliggjort, og de jordiske ting skal tilfalde ham hundrede fold, ja, mere.«6 Gud er den gavmilde giver, og jeg bærer vidnesbyrd om hans guddommelighed i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Lukas 17:12-17. 2. »Vi bærer vidnesbyrd om ham«, Stjernen, juli 1998, s. 5. 3. Lære og Pagter 59:21. 4. Sunday Night Talks, Salt Lake City; Deseret Book Co., 1931, s. 483. 5. »Taknemmelighed er et af frelsens principper«, Stjernen, juli 1990, s. 76. 6. L&P 78:19.