Vi er ikke alene Sheri L. Dew Andenrådgiver i Hjælpeforeningen Vi har fået løfte om det konstante følgeskab af det tredje medlem af Guddommen, og derfor det privilegium at modtage åbenbaring i vores egen tilværelse. Det er næsten tre år siden, jeg modtog en af disse forfærdelige telefonopringninger tidligt om morgenen. Min yngre bror, Steve, havde fået et alvorligt hjerteanfald og var afgået ved døden i løbet af natten. På ét øjeblik og uden varsel var min mest betroede ven borte. I løbet af de næste par dage rejste de, som elskede Steve og hans familie, hjem til dem i Colorado. Men det var ikke før efter begravelsen, at det gik op for mig, at syv af mine kære venner var rejst den lange tur fra Salt Lake City for at være med til begravelsen. Ikke én af dem havde nogensinde mødt min bror. De var kommet for at støtte mig. Kan I forestille jer mine følelser, da de stod omkring mig, og en af dem sagde: »Vi ville bare ikke have, at du skulle være alene i dag.« I ord og gerning belærte de om et guddommeligt princip. Det er ikke godt for os, ej heller meningen at nogen af os skal være alene. Ensomhed synes at være en del af de jordiske erfaringer. Men Herren har i sin barmhjertighed sørget for, at vi aldrig behøver at stå alene over for jordelivets udfordringer. Jeg tænkte over dette for nylig, da jeg overværede et møde, hvor taleren tilsyneladende var stærkt optaget af, hvor hårdt det var at efterleve evangeliet. Ved mødets afslutning var jeg deprimeret. Han havde fået efterlevelse af evangeliet til at se ud som en livstidsdom i en grusgrav. Jeg er enig i, at vores tro kræver en masse af os. Men det er ikke efterlevelse af evangeliet, der er hårdt. Det er livet, der er hårdt. Det, der er hårdt, er at få livet til at hænge sammen igen, efter at pagter er blevet brudt, eller værdier er blevet krænket. Evangeliet er de gode nyheder, som giver os redskaberne til at klare de fejl, de sorger og skuffelser, vi oplever her. Medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige medfører privilegier. Her er blot nogle få: Vi ledes af dem, der har Guds præstedømme, den mest magtfulde og hellige kraft på jorden. Vi er medlemmer af Hjælpeforeningen, et storslået verdensomspændende søsterfællesskab og den eneste kvindeorganisation, som er grundlagt af Guds profet. Og i aften vil vi blive undervist af en levende profet, præsident Gordon B. Hinckley, som er Herrens salvede i denne tid. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han er profet i ordets egenligste betydning, og at han modtager åbenbaring, til velsignelse for dem, som har ører til at høre. Til disse to bemærkelsesværdige privilegier tilføjer jeg endnu et. Nephi lærte os: »Dersom I vil . . . modtage den Helligånd, skal den vise jer alt, hvad I skal gøre« (2 Nephi 32:5). Hvilket bemærkelsesværdigt privilegium og løfte! Lorenzo Snow lovede, at det er »det største privilegium for alle sidste dages hellige . . . at modtage Åndens tilkendegivelser hver dag i vores tilværelse . . . så vi kan kende lyset og ikke fortsat krybe rundt i mørket« (Conference Report, april 1899, s. 52). Og hans søster, Eliza Snow, erklærede: »Man kan tale til de hellige om verdens dårskab . . . til dommedag, og det vil ikke gøre noget indtryk. Men . . . sæt dem i en situation, hvor de vil få Helligånden, og det vil være en sikker beskyttelse mod påvirkning udefra« (Women's Exponent, den 15. september 1873, s. 63). Vi har fået løfte om det konstante følgeskab af det tredje medlem af Guddommen, og dermed det privilegium at modtage åbenbaring i vores egen tilværelse. Vi er ikke alene! Helligånden fylder vores sind og vores hjerte og oplyser vores forstand, den hjælper os med at overvinde svaghed og modstå fristelse, den inspirerer til ydmyghed og omvendelse, den leder og beskytter os på mirakuløse måder og giver os gaver som visdom, guddommelig opmuntring, fred i sindet, et ønske om at ændre sig og evnen til at skelne mellem menneskelærdomme og åbenbaret sandhed. Helligånden er Faderens og Sønnens redskab og budbringer, og han vidner om deres herlige virkelighed for alle og deres forbindelse til os personligt. Uden Åndens tilstedeværelse er det umuligt at forstå vores personlige mission eller få bekræftelse på, at vi går den rigtige vej. Ingen jordisk tryghed kan erstatte Talsmanden. Præsident Hinckley sagde: »Vi kan ikke få nogen større velsignelse end . . . Helligåndens følgeskab« (Regionalkonference i Boston, Massachusetts, den 22. april 1995; fremhævelse tilføjet). Alligevel beklagede Brigham Young: »Vi kan have Herrens Ånd til at . . . lede os . . . jeg tror dog, at med hensyn til dette lever vi langt under det, som er vore privilegier« (JD 12:104-105). På dette sene tidspunkt i tidernes fyldes uddeling, hvor Satan og hans hærskarer strejfer rundt på jorden og inspirerer til bedrag, modløshed og fortvivlelse, er det da muligt, at vi, som er blevet bevæbnet med den stærkeste modgift på jorden ­ Helligånden ­ ikke altid fuldt ud drager nytte af denne gave? Er vi skyldige i blot at »klare os« åndeligt og ikke drage nytte af den magt og beskyttelse, som er inden for rækkevidde? Er vi tilfredse med langt mindre end det, som Herren er villig til at give os, og vælger vi at klare os alene her i stedet for at blive partner med det guddommelige? Denne kirke er en åbenbaringens kirke. Vores udfordring er ikke at få Herren til at tale til os. Vores problem er at høre det, han siger. Han har lovet: »Du har fået min Ånds belæring, så ofte som du har begæret det« (L&P 6:14). Det er afgørende, at vi, Hjælpeforeningens søstre, lærer at høre Herrens røst. Jeg er bange for, at vi alt for ofte undlader at søge Åndens vejledning. Måske ved vi ikke hvordan og har ikke valgt at lære det? Eller også er vi så opmærksomme på vore personlige svagheder, så vi ikke føler os værdige, ikke virkelig tror, at Herren vil tale til os og derfor ikke søger åbenbaring. Eller måske tillader vi forvirringerne i livet at lukke Ånden ude. Hvilken tragedie! For Helligånden velsigner os med optimisme og visdom i tider med udfordringer, som vi ganske enkelt ikke kunne klare alene. Det er intet under, at en af modstanderens yndlingstaktikker blandt retskafne SDH-kvinder er travlhed ­ at sørge for, at vi bliver så optaget af dagliglivets uro, så det ikke lykkes for os at fordybe os i Jesu Kristi evangelium! Søstre, vi har ikke råd til ikke at søge Ånden! Der står for meget på spil. Alt for mange er afhængige af os som mødre, søstre, ledere og venner. En kvinde, der ledes af Ånden, ved, hvorhen hun skal vende sig for at få svar og fred. Hun kan træffe vanskelige beslutninger og stå over for problemer med tillid, fordi hun får råd fra Ånden og fra sine ledere, som også er vejledt af Ånden. Det er derfor vores ansvar at lære at høre Herrens røst. En dag, da jeg læste om instruktionerne til Nephi om at bygge et skib, opdagede jeg, at jeg tænkte: »Men hvordan forstod Nephi så tydeligt det, som Herren sagde til ham?« Dette spørgsmål satte mig i gang med at søge efter alle de beviser, jeg kunne finde i skrifterne, på direkte kommunikation mellem Gud og mennesket. Ved hvert af dem satte jeg et lille rødt kryds i margenen i mine skrifter. Nu, mange år efter, vrimler min skrifter med små røde krydser, som hver især viser, at Herren virkelig kommunikerer med sit folk. Jeg har selv oplevet det. Jeg husker engang, hvor er en personlig skuffelse havde gjorde mig meget ensom. En dag, da jeg læste i skrifterne for at finde trøst, fik jeg den tanke, at jeg skulle fokusere på ét bestemt vers. Dette vers ledte mig til hundrede af andre på et tidspunkt med intens søgen. Men det var ikke før tre år senere, at et andet skriftsted stod så tydeligt for mig, som om bogstaverne lyste. Først da forstod jeg, hvad Herren hele tiden havde prøvet at lære mig om forsoningens kraft til at lette vore byrder. Nogle af de tydeligste tilskyndelser, som jeg nogensinde har modtaget, er kommet, mens jeg var fordybet i skrifterne. De er midlet til åbenbaring. De lærer os Åndens sprog. Vores evne til at høre åndeligt hænger sammen med vores villighed til at arbejde på det. Præsident Hinckley har ofte sagt, at den eneste måde, han kan få noget gjort på, er ved at gå på knæ og trygle om hjælp og derpå stå op og gå i gang. Denne kombination af tro og hårdt arbejde er den fuldendte plan for at lære Åndens sprog. Frelseren lærte os: »Salige er alle de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal fyldes med den Helligånd« (3 Nephi 12:6; fremhævelse tilføjet). At hungre og tørste medfører intet andet end hårdt åndeligt arbejde. Tjeneste i templet, omvendelse for at blive stadig renere, og tilgivende og søgende efter tilgivelse, samt oprigtig faste og bøn øger altsammen vores modtagelighed for Ånden. Åndeligt arbejde virker, og det er nøglen til at høre Herrens røst. Ældste Bruce R. McConkie sagde: »Der er ingen pris, der er for høj . . . intet offer, der er for stort, hvis det resulterer i, at vi . . . kan få gavn af Helligånden« (A New Witness for the Articles of Faith, s. 253). Hvad er vi villige til at gøre, hvilke svagheder og laster vil vi opgive for at få Helligåndens konstante følgeskab som vores personlige beskytter og vejleder? Det er et spørgsmål, der er værd at stille, for lad os være ærlige: Modstanderen elsker at skille os, søstrene i Kirken, fra Ånden, fordi han ved, hvor afgørende vores påvirkning og vores deltagelse er i Guds rige. Hvor kan folk i verden finde kvinder, som er dydige og retskafne, kvinder, som er godhedens bannere på grund af, at deres ansigt udstråler Kristi lys? Hos søstrene i Hjælpeforeningen. Det er ikke er en overdrivelse. Det er det, vi har fået befaling om at gøre. Der findes ikke nogen gruppe af kvinder, som Herren stoler mere på end os, kvinder, som kan høre, og som vil lytte til Herrens røst. Herren elsker denne kirkes kvinder! Og han regner med, at denne kirkes kvinder over hele verden vil udgøre den forskel, som kun vi kan udgøre. Her i foråret tilbragte jeg er en dag i Sibirien. Da jeg gik ind i den lejede hal for at mødes med søstrene der, overvældede Ånden mig fuldstændig. Jeg vidste, at jeg var sammen med kvinder, som var elsket af Herren ­ vore søsterpionerer i Rusland. Jeg spekulerede på, om det var sådan, det måtte have været at være sammen med Emma og Eliza i Nauvoo. Jeg var ikke den eneste, der havde det sådan. Ved mødets afslutning lænede søster Efimov, missionspræsidentens hustru, sig over mod mig og med de få engelske ord, hun kendte, hviskede hun: »Meget Helligånd.« I sandhed meget Helligånd. Ånden kan ganske enkelt ikke holdes tilbage fra retskafne kvinder, der gør deres bedste. Vi afholder kun ét hovedmøde mere for Hjælpeforeningen i dette århundrede. Herren havde tilstrækkelig tillid til os til at sætte os her på dette utroligt betydningsfulde tidspunkt i verdens historie. Vi skal være de kvinder, vi blev forberedt til at være i de førjordiske evigheder. Vi har ikke ret til at være mindre end det, vi er, eller at være overfladiske i vores søgen efter Åndens gaver. Men vi kan klare udfordringen. Må vi hver især i aften beslutte, at intet skal stå imellem os og Herrens Ånd. Må vi atter forpligte os til at gå fremad åndeligt og til at arbejde lidt hårdere på at søge Himlens inspiration som vejledning i vores tilværelse. Det er Helligånden, der leder os til Herren, der knytter os til ham og uigenkaldeligt besegler vores vidnesbyrd om ham. Jeg ved, at Gud er vor Fader, at Jesus Kristus er vor Forløser, og at de har sørget for, at vi aldrig behøver at være alene. Ligesom mine venner støttede mig, da jeg havde brug for det, kan Helligånden være hos os og styrke og vejlede os. Jeg vidner om virkeligheden af Herrens løfte: »Jeg vil gå foran jer. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88). Må vi med hele vores sjæls energi søge at høre og lytte til hans røst, så at vi kan gøre det, som vi blev sendt hertil for at gøre. I Jesu Kristi navn. Amen.