Ældste Robert D. Hales
De Tolv Apostles Kvorum
Hvis vi søger sandheden, udvikler tro på ham og . . . oprigtigt omvender os, vil vi føle en åndelig forandring i hjertet, der kun kan komme fra vores Frelser. Vores hjerte vil blive som nyt.
Siden vi var samlet til generalkonference sidste april har jeg, som mange af jer ved, haft et tredje hjerteanfald og har været nødt til at få foretaget en bypass-operation. Takket været dygtige læger, omsorgsfuldt og veluddannet sygehuspersonale, min hustru Mary, der er min tålmodige, kærlige og aldrig svigtende plejer, samt de bønner, der er blevet opsendt af så mange på mine vegne, er jeg blevet velsignet med fornyet sundhed og styrke. Tak for jeres omsorg og jeres bønner.
Jeg vil i dag tale om, hvordan vi får hjælp til sjælens helingsproces. Det er et budskab, som vil føre jer og mig til Den Store Læge, vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Det er en plan, som går ud på at læse i skrifterne, bede, overveje, omvende sig om nødvendigt, og blive helbredt af hans Ånds fred og glæde. Må jeg fortælle om de tanker jeg havde, mens jeg gennemgik helbredelsesprocessen.
Mens jeg lå i min hospitalsseng og flere uger derhjemme, var mine fysiske udfoldelsesmuligheder stærkt begrænset af de voldsomme smerter, der invaliderede min krop, men jeg følte glæden ved at frigøre mit sind og fundere over meningen med livet og evighederne. Eftersom min kalender var tom for møder, opgaver og aftaler, kunne jeg i nogle måneder rette min opmærksomhed fra anliggender vedrørende administration til evighedernes anliggender. Herren har fortalt os: »Lad evighedens alvor hvile over jeres sind« (L&P 43:34). Jeg opdagede, at hvis jeg kun dvælede ved mine smerter, ville det hæmme helingsprocessen. Jeg fandt ud af, at det at grunde over livet var en meget vigtig del af helingsprocessen for både sjæl og krop. Smerte gør én så ydmyg, at man får mulighed for at gøre sig overvejelser. Det er en oplevelse, som jeg er taknemmelig for at have fået.
Jeg grundede dybt over hensigten med smerte og granskede i mit sind, hvad jeg kunne lære af min oplevelse og begyndte at fatte lidt mere af, hvad smerte er. Jeg fandt ud af, at den fysiske smerte og kroppens heling efter en større operation er påfaldende lig den åndelige smerte og sjælens heling i omvendelsesprocessen. »Derfor skal I ikke bekymre jer for legemet eller for legemets liv, men for sjælen og sjælens liv« (L&P 101:37).
Jeg har fået en forståelse af, hvor nytteløst det er at fæste sig ved de hvorfor'er, hvad nu hvis'er og hvis bare'er, som der ikke vil gives nogen svar på i jordelivet. For at kunne modtage Herrens trøst, må vi udøve tro. Spørgsmålene hvorfor mig? hvorfor vores familie? hvorfor lige nu? er sædvanligvis spørgsmål, der ikke kan besvares. Disse spørgsmål nedbryder vores åndelighed og kan tilintetgøre vores tro. Vi er nødt til at bruge vores tid og energi på at opbygge vores tro ved at vende os til Herren og bede om styrke til at overvinde verdens lidelse og prøvelser og holde ud til enden og få større forståelse.
I Ordsprogenes Bog bliver vi bedt om at give agt på livets vej (se Ordsp 5:6). Når vi giver agt på livets vej, kan vi vandre ad retfærdighedens sti og føle Ånden vejlede os. »Mæt jer med Kristi ord, thi se, hans ord vil fortælle jer alt, hvad I skal gøre« (2 Nephi 32:3).
Hvis I og jeg skal mætte os med Kristi ord, må vi studere skrifterne og tage hans ord til os ved at overveje dem og gøre dem til en del af hver tanke og handling.
På samme måde som studiet af Kristi ord er en del af det at overveje, således er flittig, trofast bøn og det at lytte til Ånden det også. I en åbenbaring, der er givet til os gennem Joseph Smith, har Herren fortalt os:
»Og atter, sandelig siger jeg jer, mine venner, at jeg giver jer disse ord til at overveje i jeres hjerter med den befaling, som jeg giver jer, at I skal kalde på mig, medens jeg er nær.
Hold jer nær til mig, og jeg vil holde mig nær til jer. Søg mig flittigt, så skal I finde mig, bed, og I skal få, bank på, så skal der lukkes op for jer« (L&P 88:62-63).
Fordybelse fører vore tanker fra denne verdens ligegyldigheder og leder os nærmere til vor Mesters blide, vejledende hånd, når vi giver agt på Helligåndens »stille, sagte stemme« (se 1 Kong 19:12; 1 Nephi 17:45; L&P 85:6). I Lære og Pagter talte Herren til David Whitmer: »Dit sind har været mere bekymret for denne verdens ting end for de ting, der tilhører . . . din Skaber . . . Du har ikke givet agt på min ånd . . .« (L&P 30:2).
Når vi grunder over det, der hører Herren til hans ord, hans lærdomme, hans befalinger, hans liv, hans kærlighed, de gaver, han har givet os, hans forsoning for os fremelsker det en gevaldig taknemmelighedsfølelse over for Frelseren og for det liv og de velsignelser, han har givet os.
De forløbne måneder har givet mig nogle dejlige oplevelser sammen med nogle familier, der har været gennem den smerte, der naturligt følger med, når et familiemedlem stille sover ind. Mens den, der går bort, bereder sig til at tage afsked med livet på jorden, føler familiens medlemmer en fred og villighed til at give slip på deres kære. Familiens medlemmer føler adskillelsens smerte, men trøstes af den fred, der kommer fra præstedømmevelsignelser, familiebønner og den kundskab om opstandelsen, som giver dem vished om, at de vil blive forenet med deres kære i den ikke alt for fjerne fremtid. Deres tro og tillid til Herren hjælper dem til at kunne lægge hvorfor'erne og hvis'erne bag sig og føle Herrens Ånds trøst.
Vor Frelser kender vores hjerte hver især. Han kender vores hjertes smerte. Hvis vi søger sandheden, udvikler tro på ham og om nødvendigt oprigtigt omvender os, vil vi føle en åndelig forandring i hjertet, der kun kan komme fra vores Frelser. Vores hjerte vil blive som nyt.
Omvendelse indebærer, at vi erkender, at vi har gjort noget forkert og har behov for at omvende os, at vi bekender vore synder til den rette præstedømmemyndighed, at vi genopretter alt, der kan genoprettes og beslutter os for at adlyde Herren. Omvendelse fører til en åndelig helbredelse af sjælen. Kong Benjamin sagde i en tale til sit folk: »Hvis et sådant menneske derfor ikke omvender sig, men fortsætter og dør som en fjende af Gud, vækker den guddommelige retfærdigheds krav hans udødelige sjæl til en levende bevidsthed om hans brøde, hvad der får ham til at vige tilbage for Herrens åsyn, og fylder hans bryst med nag og smerte og angst, som kan lignes ved en uudslukkelig ild, hvis luer opstiger i al evighed« (Mosiah 2:38).
Mens jeg led under de fysiske smerter, tænkte jeg også på sjælens dybere smerte og kval. Jeg tænkte på den smerte, som vor Frelser Jesus Kristus led, ikke kun den øjeblikkelige og ulidelige smerte, han led, da han blev løftet op på korset, men den vedvarende, pinefulde smerte, der forårsages af menneskehedens ulydighed.
Kong Benjamin profeterede om Frelseren: »Og se, han skal lide fristelser og legemlige smerter, hunger, tørst og møje, ja, mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden; thi se, blod kommer fra hver pore, så stor skal hans ængstelse være for sit folks synder og vederstyggeligheders skyld« (Mosiah 3:7).
Den største og voldsomste smerte, som Herren led, var ikke fysisk det var ikke rettergangen eller bespottelsen, ikke de mange slag, eller at han blev spyttet på, det var ikke engang det, at han blev forrådt af en ven eller afvist af dem, han elskede, det var heller ikke den fysiske korsfæstelse. Skønt alt dette skete, og at hver handling var meget smertefuld, så led Frelseren den største smerte under forsoningen, da han hjalp overtræderen til at blive helbredt:
»Thi se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de, som vil omvende sig, ikke skal lide.
Men dersom de ikke vil omvende sig, må de lide ligesom jeg.
Og mine lidelser gjorde, at selv jeg, Gud, den største af alle, skælvede af smerte og blødte fra hver pore og led både på legeme og sjæl« (L&P 19:16-18).
Det er interessant at lægge mærke til, at med undtagelse af i Jobs Bog og nogle få andre steder, er der meget få skriftsteder, der nævner fysisk eller jordisk smerte. Den smerte, der oftest tales om skrifterne, er Herrens og hans profeters smerter og lidelser for de ulydige sjæle.
Alma den Yngre giver et levende eksempel i beretningen om sin omvendelse. Alma havde været oprørsk, endog så meget, at han og Mosiahs sønner gik omkring »og søgte at ødelægge Guds kirke« (Alma 36:6). Kan I forstille jer, hvilken smerte og hjertesorg det var for Almas forældre og endnu vigtigere for vor himmelske Fader og Jesus, der til sidst sendte en engel for at sige til Alma: »Om du selv vil ødelægges, så søg dog ikke mere at ødelægge Guds kirke« (Alma 36:9). Det var smertefuldt nok, at Alma ville vælge at være ulydig, men han fik også andre til at gøre oprør mod Guds ord.
Alma beskrev sine følelser, da han så og hørte englen. Han sagde, at da han huskede sin oprørskhed og alle sine synder og misgerninger, led han »helvedes kvaler« (Alma 36:13). Almas smerte var mere end fysisk smerte. Han var »plaget af evig kval« (Alma 36:12) på grund af sin ulydighed og sit oprør mod Gud.
Da han havde erkendt alvoren i sine synder og havde vendt sig til Gud, sagde han: »Intet kunne være så smerteligt og så bittert, som min kval var . . . på den anden side kan intet være så lifligt og sødt, som min glæde var« (Alma 36:21).
Hans glæde var en følge af hans angergivne omvendelse. Fra da af gik Alma og alle de, der var med ham, også Mosiahs sønner, omkring og forsøgte »at gøre godt for al den skade, de havde forvoldt kirken, idet de bekendte alle deres synder« (Mosiah 27:35) og bragte sjæle til Kristus.
Kun ved at omvende sig og bede Herren om tilgivelse var Alma i stand til at lægge sin smerte bag sig og modtage evangeliets glæde og lys. Herren lærte nephiterne, at kundskab om sandheden, flittig tro og ægte omvendelse medfører en forandring i hjertet. Alma oplevede en stor forandring i hjertet.
I dette jordiske liv vil hver af os føle smerte af en eller anden slags. Smerten kan komme som følge af en ulykke eller en smertefuld lidelse. Vi kan føle dyb smerte på grund af den sorg, som passende følger med tabet af en af vore kære, eller når en, som vi holder af, ikke længere elsker os. Smerte kan komme af at føle sig ensom eller nedtrykt. Den er ofte en følge af vores ulydighed mod Guds befalinger, men de, der gør alt, hvad de kan for at leve deres liv i overensstemmelse med Frelserens eksempel, er heller ikke undtaget.
Skrifterne lærer os, »at der er en modsætning i alle ting« (2 Nephi 2:11). Ligesom vi har stunder med glæde og lykke, således vil hver dødelig også føle smerte. Hvordan kan vi forstå de øjeblikke i vores liv, hvor vi oplever fysisk eller følelsesmæssig smerte?
Ældste Spencer W. Kimball sagde: »Vi vidste, før vi blev født, at vi ville komme til jorden for at få fysiske legemer og erfaring, og at vi ville opleve glæder og sorger, smerte og velvære, bekvemmelighed og afsavn, succeser og skuffelser, og vi vidste også, at vi skulle dø. Vi sagde ja til alle disse hændelser med et glad hjerte og ivrige efter at acceptere både det gunstige og ugunstige . . . Vi var villige til at komme hertil og tage livet, som det kom« (»Tragedy or Destiny«, Improvement Era, mar. 1966, s. 217).
Ældste Orson F. Whitney skrev: »Ingen smerte, som vi må udholde, ingen prøvelse, som vi bliver udsat for, er spildt. Det tjener os til dannelse, til udviklingen af sådanne egenskaber som tålmodighed, tro, sjælsstyrke og ydmyghed. Alt det, som vi lider, og alt det, som vi udholder, især når vi udholder det med tålmodighed, opbygger vores karakter, lutrer vores hjerte, udvikler vores sjæl og gør os mere omsorgsfulde og kærlige, mere værdige til at blive kaldet Guds børn . . . og det er ved sorg og lidelse, slid og trængsler, at vi opnår den dannelse, som vi kommer her for at få« (citeret i Improvement Era, mar. 1966, s. 211).
Når vi føler smerte, er den omsorgsfulde hjælper en meget vigtig del at helingsprocessen. Opmærksomme læger, sygeplejersker, behandlere, en kærlig ægtefælle, forældre, børn og venner trøster os, når vi er syge og fremmer helingsprocessen. Der er stunder, hvor vi, uanset hvor selvstændige vi måtte være, må overlade os selv i andres omsorg. Vi må overgive os selv til dem. Vore hjælpere er dem, der hjælper os i helingsprocessen.
Herren er den bedste hjælper. Vi må overgive os selv til Herren. Ved at gøre dette giver vi afkald på alt, der forårsager os smerte, og overdrager alt til ham. »Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig« (Sl 55:23). »Og Gud give, at jeres byrder må blive lette ved glæden over hans Søn« (Alma 33:23). Ved tro og tillid til Herren og ved lydighed mod hans råd gør vi os kvalificerede til at få del i Jesu Kristi forsoning, så vi en dag kan vende tilbage og bo hos ham.
Når vi tror på Herren og sætter vores lid til ham, må vi kæmpe mod vore smerter dag for dag og somme tider time for time, ja, endog øjeblik for øjeblik, men til slut forstår vi det vidunderlige råd, der blev givet til profeten Joseph Smith, mens han kæmpede med smerten ved at føle sig glemt og isoleret i Liberty Fængsel.
»Min søn, fred være med din sjæl! Din modgang og dine lidelser skal blot vare et øjeblik
og om du er standhaftig, skal Gud ophøje dig i det høje, og du skal triumfere over alle dine fjender« (L&P 121:7-8).
Mine kære brødre og søstre, når I er udsat for smerte og prøvelser i livet, hold jer da nær til Herren. Vent på Herren og sæt jeres lid til ham (se Es 8:17; 2 Nephi 18:17). »Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes« (Es 40:31). Helbredelsen finder sted til Herrens tid og på Herrens måde. Vær tålmodig.
Vores Frelser venter på, at vi skal komme til ham ved studium af skrifterne, overvejelse og bøn til vor himmelske Fader. Vi får store velsignelser og erfaringer ved at overvinde modsætninger. Når vi genvinder vores styrke og sundhed, kan vi løfte og styrke andre med vores tro. Måtte vi være redskaber i Herrens hånd, så vi kan velsigne dem, der lider. Jeg bærer jer mit vidnesbyrd om, at Gud lever, og at Jesus er Kristus, og at han venter på, at vi skal komme til ham, så han kan give os råd og omsorgsfuld pleje. Måtte Herren velsigne os hver især, mens vi kæmper med vore egne og vore kæres prøvelser. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
