Ældste Richard E. Cook
De Halvfjerds
Når vores nyomvendte »bliver levende« og de har brug for at blive næret bliver de hurtigt »levende« som elever, som forældre, i deres arbejde og som borgere.
Søster Cook og jeg blev kaldet som missionærer til Mongoliet, et år før det formelt blev organiseret som mission. Vi ser tilbage på den tid som en af de mest mindeværdige, fyldestgørende og velsignede perioder i vores liv. Den tid belønner os stadig med værdifulde erfaringer.
Herren har sagt til missionærerne: »Og om det skulle ske, at I måtte arbejde hele jeres liv med at råbe omvendelse til dette folk og kun førte een sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være med ham i min Faders rige!« (L&P 18:15)
Dette løfte er en kilde til inspiration for alle missionærer, men som om det ikke var nok, kommer der andre velsignelser gennem missionering, og de er mange og forskelligartede. Nogle kommer straks, andre kommer kun med tiden.
Vi havde en af disse »kun med tiden«-velsignelser i februar i år, da vi overværede navngivningen og velsignelsen af en lille pige fra Mongoliet i vores udvidede missionærfamilie. Hun hedder Tungalag. Hendes mor hedder Davaajargal. Hun er en nutidig pioner og den første kvinde, der blev døbt i Mongoliet. Tungalags far, Sanchir, studerer erhvervsledelse på BYU.
Jeg kendte Sanchir et stykke tid, før han blev medlem. Det var først efter et år og mange, mange samtaler med pligttro missionærer, at han blev døbt. Det er intet mindre end et mirakel, at denne unge far efter kun to år i Kirken kunne udtale ordene i denne smukke velsignelse, som begyndte således: »Tungalag, jeg velsigner dig med, at du vil være et godt menneske.« Jeg glemmer aldrig den indledning!
I velsignelsen sagde han ting, som han før sin dåb ikke kan have vidst eller bare forestillet sig. At overvære denne velsignelse og indse i hvor høj grad evangeliet har forandret denne unge mand og denne familie var sandelig en belønning for vores mission.
Præsident Hinckley har sagt: »Den største tilfredshed, jeg får, er at se, hvad dette evangelium gør for mennesker. Det giver dem et nyt syn på livet. Det giver dem et perspektiv, som de aldrig har oplevet før. Det hæver deres blik mod det ædle og guddommelige. Der sker noget med dem, som er mirakuløst at betragte. De ser hen til Kristus og bliver levende« (Stjernen, juli 1997, s. 48).
Jeg har erfaret, at når vores nyomvendte »bliver levende« i evangeliet og de har brug for at blive næret bliver de hurtigt »levende« som elever, som forældre, i deres arbejde og som borgere. Deres liv og deres efterkommeres liv ændres for evigt.
Kort tid efter at søster Cook og jeg var kommet til Mongoliet, blev vi bedt om at ledsage to unge ældster til en by, der hedder Muren. Ved slutningen af vores rejse blev vores hjemrejse forsinket på grund af dårligt vejr. Vi tog hver dag til lufthavnen for at se, om vores fly ville komme, så vi kunne rejse tilbage. Vi ventede sammen med de andre passagerer, indtil vi fik at vide, om vi kunne rejse den dag eller var nødt til at tage tilbage til byen om aftenen.
Der var en gruppe turister, som gerne ville med samme fly. De fortalte os, at de havde redet på hest i nogle af de fjerneste og mindst udforskede dele af Mongoliet.
Mens vi ventede i lufthavnen, henvendte en af disse turister sig til en af vores ældster og sagde: »Jeg ved, hvem I er! Hvad laver I her? Disse mennesker har ikke brug for jer. Det er et uspoleret folk med en rig arv. Hvorfor tager I ikke bare hjem og lader dem være i fred?«
Ældsten kom hen til mig og var meget ked af det, og vi talte om flere svar, som han kunne have givet. Men det var først to uger senere, at jeg læste en udtalelse af præsident Benson, som forklarede, hvad der havde været det perfekte svar:
»Nogle vil måske spørge, hvorfor vi som et folk og som kirke stille og vedvarende søger at ændre den enkelte, mens der er så store problemer omkring os . . . Men byer i forfald er simpelthen en forsinket afspejling af enkeltpersoner i forfald . . . Guds befalinger lægger vægt på forbedring af den enkelte som den eneste rigtige vej til at tilvejebringe en virkelig forbedring af samfundet.
Herren arbejder fra det indre til det ydre. Verden arbejder fra det ydre til det indre. Verden vil tage folk ud af slumområderne. Kristus fjerner snavset i folk, og derefter bringer de sig selv ud af dette miljø. Kristus ændrer mennesker, som så ændrer deres miljø. Verden søger at forme menneskets adfærd, men Kristus kan ændre menneskets adfærd« (A Plea for America, Salt Lake City: Deseret Book Co., 1975, s. 18).
Præsident Kimball har engang kaldt missioneringen for Kirkens livsnerve, og det er den sandelig. Det er ikke kun, fordi nyomvendte giver Kirken livskraft og styrke, men missionærerne selv opnår et nyt mål af livskraft og styrke, når de deltager i den nyomvendtes omvendelse til Kristus. Denne livskraft og styrke er en enorm styrke, et redskab i Guds hænder til at få evangeliet til at rulle frem og opfylde hele jorden, ligesom Daniel så i sin drøm (L&P 65:2).
Vi har vores handlefrihed, men missioneringen i dens mange afskygninger er ikke et frivilligt program. Vi taler om missioneringens velsignelser, men i virkeligheden bør vi missionere, fordi det er vores pligt. Skrifterne og alle profeterne siden Joseph Smith har mindet os om, at det er vores pligt at gå ud til alle nationerne og advare vores næste.
Wilford Woodruff gjorde det klart, da han sagde: »Der har aldrig været en gruppe mænd, siden Gud skabte jorden, som har haft et større ansvar for at advare denne slægt, at opløfte vores stemme længe og højt, dag og nat, i det omfang vi har mulighed herfor og forkynde Guds ord for denne slægt. Det kræves af os. Det er vores kald. Det er vores pligt. Det er vores opgave« (Journal of Discourses, 21:122).
Jeg beder til, at vi vil gøre missioneringen til vores opgave og ikke lade andre mindre vigtige opgaver komme i vejen. Vi bliver velsignede, når vi holder alle Guds bud. Men der er få velsignelser så store som missioneringens velsignelser! Dette værk er så skønt. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
