Ældste W. Eugene Hansen
De Halvfjerds' Præsidium
Stærke familiebånd kommer ikke af sig selv. Det tager tid, det kræver viljestyrke, det kræver bøn, og det kræver arbejde.
Når vi læser i skrifterne, ser vi tydeligt Herrens kærlighed til børn. Og det er let forståeligt: »Sønner (børn, o.a.) er en gave fra Herren« (Sl 127:3).
Frelseren gjorde det i Det Nye Testamente klart, hvor alvorligt det er at skade eller såre »disse små« for den, som gør dette, som der står skrevet hos Matthæus, »var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og sænket i havets dyb« (Matt 18:6).
En af de mest rørende scener, som findes nedskrevet i Mormons Bog der er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus fandt sted, da den opstandne Herre viste sig for nephiterne, som boede på den vestlige halvkugle på Frelserens tid. Her betjente han med stor nænsomhed de små børn.
Vi læser, hvordan Jesus stod midt iblandt dem. Han befalede folket at bringe deres små børn til ham, og han knælede blandt dem og bad til Faderen for dem. De ord, som han talte, var så hellige, at de ikke kunne skrives. Han græd og tog børnene, en for en, og velsignede dem.
Da mængden kiggede op mod himlen, så de himlene åbne sig engle viste sig og steg ned. Børnene blev omgivet af ild, og engle betjente dem.
Når vi erkender den kærlighed, som Herren nærer til små børn, er det ikke overraskende, at de, som repræsenterer Herren på jorden i dag, har talt både tydeligt og magtfuldt om det ansvar, som forældre har over for deres børn.
Jeg henviser til det dokument, som Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd har kaldt Familien: En proklamation til verden. Her læser vi:
»Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn . . . Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd og hustruer mødre og fædre vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse forpligtelser« (Stjernen, jan. 1996, s. 101).
Dette er meget alvorsfulde og nøgterne ord, især set i lyset af det angreb, som vi ser på de traditionelle værdier, og den virkning, som dette angreb har på familien. Det bliver tydeligt, at der må gøres meget for at vende denne tendens, som fortsætter med at sætte familien i farezonen.
Samfundet vender sig i desperation til verdslige løsninger. Sociale programmer iværksættes i stor stil. Regeringsorganer involveres for at sørge for offentlige midler og programmer i et forsøg på at standse disse ødelæggende tendenser. Selv om der opnås sporadisk succes, så er den almindelige tendens fortsat alarmerende. Jeg vil fremsætte den påstand, at hvis der skal ske en virkelig og varig ændring, vil det kun ske, hvis vi vender tilbage til vores åndelige grundlag. Vi må lytte til profeternes råd.
Jeg henviser atter til proklamation om familien, nutidig åbenbaring: »Familien er indstiftet af Gud. Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændigt troskab. Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme. Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser. I henhold til den guddommelige plan skal fædre lede deres familier i kærlighed og retskaffenhed og har ansvaret for at sørge for livets fornødenheder samt beskytte deres familier. Mødre har primært ansvaret for at opdrage deres børn. I disse hellige ansvar er fædre og mødre forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere. Uarbejdsdygtighed, dødsfald eller andre omstændigheder kan nødvendiggøre individuelle tilpasninger. Den øvrige familie bør hjælpe til, når der er behov herfor.«
Når vi overvejer disse inspirerede ord, anerkender jeg den velsignelse det er at blive opdraget i et godt hjem. Et hjem, hvor forældrene mere koncentrerer sig om de børn, som Gud gav dem end om at opnå verdslige besiddelser.
Jeg var det næstældste barn i en familie med 8 børn. Vi boede på en lille gård i det nordlige Utah. Pengene var knappe, og jeg blev derfor velsignet med nødvendigheden af at lære at arbejde i en ung alder. For i virkeligheden krævede den begrænsede indtægt, at alle vi børn var sparsommelige og bidrog til familiens økonomi, så snart vi var gamle nok. Om emnet dovenskab havde min far et yndlingscitat: »Der er intet så kedeligt som dovenskab, fordi du kan ikke tage en pause og hvile dig.«
Selv om tiderne har ændret sig, er principperne stadig de samme. Forældre i dag må give hvert af deres børn muligheder for at bidrage til familiens velbefindende. I en sådan familie er børn mere glade, og der er en kærlig ånd og fællesskab i hjemmet.
Jeg lærte på den lille gård, at penge og besiddelser ikke er nøglen til lykke og succes. Der må selvfølgeligt være tilstrækkeligt til at sørge for de grundlæggende behov, men penge i sig selv resulterer sjældent, hvis nogensinde i lykke.
Vores gård gav os også mulighed for at lære ydmyghed. Det virkede som om, at når vi havde haft en god høst og priserne var høje, ville en tidlig frost eller haglstorm sørge for at trimme vores indtægt ned til et niveau, hvor vi kun lige med nød og næppe kunne klare os.
Jeg hørte mere end en gang min far sige: »Jeg har ikke noget mod at blive uddannet i de hårde tævs skole det er repetitionskurserne, som jeg hele tiden må gennemgå, der gør det så slemt.«
Selv med den konstante finansielle udfordring havde vi stadig et godt liv. Der var kærlighed i vores hjem. Hjemmet var det sted, hvor vi havde lyst til at være. Det var godt for os ikke at få opfyldt alle vores egne ønsker, så andre i familien kunne få opfyldt deres behov.
Vores dagligstuemøbler ville aldrig være kommet på forsiden af Bo Bedre, men vi havde to meget betydningsfulde møbler. Et piano og en reol. Hvor var disse to noget enkle ejendele dog betydningsfulde i udviklingen af de produktive evner og interesser, som er så vigtige i vore første år.
Påvirkningen fra god musik og gode bøger blev videreført til den næste generation. Selv fjernsynet har ikke erstattet pianoet og reolen i vores familieliv.
Vi var også velsignet med en mor og en far, der arbejdede sammen som lige partnere i dette meget vigtige ansvar, som det er at opdrage en familie. Jeg lærte virkelig meget af at se dem undervise deres børn på den mest effektive måde gennem eksemplet.
Min far lærte mig om
pligt og næstekærlighed, når jeg så ham forlade sit eget arbejde mange gange for at hjælpe medlemmer af wardet.
tro, når jeg lyttede til hans bønner og så ham give præstedømmevelsignelser til familiens medlemmer og andre.
kærlighed, når jeg så ham sørge for sine forældre på deres ældre dage.
standarder, når han brugte erfaring og aktuelle begivenheder til at undervise mig om den vej, som han forventede, jeg fulgte.
pålidelighed, da han købte et vækkeur til mig og derpå tildelte mig fem køer, som skulle malkes både morgen og aften, mens jeg gik i gymnasiet.
Han lærte mig om retskaffenhed, da jeg i sandhed kan sige, at jeg aldrig har set ham gøre noget uærligt.
Min mor lærte mig også mange ting. Hun lærte mig
sparsommelighed, idet hun efterlevede det gamle pionerordsprog: Brug det, slid det, nøjes med det eller klar dig uden;
offer, når jeg ofte så hende gå foruden, så hendes børn kunne få;
dyd, når hun tidligt fortalte sine børn om sin forventning om, at de var og forblev moralsk rene;
kærlighed, når jeg så og følte min mors kærlighed i vores hjem;
venlighed, når jeg i ærlighed kan sige, at jeg aldrig har set hende gøre noget uvenligt.
Jeg takker Herren for kærlige forældre, som underviste både i åndelige og moralske værdier, og som klogt gjorde det klart, at der var visse ting, som ikke kunne diskuteres blandt andet tilstedeværelse ved Kirkens møder, tiendebetaling, studium af skriften og respekt for forældre og Kirkens ledere. Og hvad vigtigst var, de underviste ikke kun gennem det, som de sagde, men gennem det, som de gjorde.
Så afgørende for at styrke familier er en erkendelse af, at stærke familiebånd ikke kommer af sig selv. Det tager tid, det kræver viljestyrke, det kræver bøn, og det kræver arbejde. Forældre må erkende deres ansvar og villigt påtage sig det. Glæden og lykken, der er resultatet, er ubeskrivelig.
Vores elskede præsident Hinckley har rådet os således: »Bliv ved med at opdrage og elske jeres børn . . . blandt alle de aktiver, I har, er intet så dyrebart som jeres børn« (citeret i Church News, 3. februar 1996, s. 2).
Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd om, at proklamationen om familien, som jeg har henvist til tidligere, er nutidig hellig skrift, som Herren har skænket os gennem sine profeter i de sidste dage.
Gud lever, Jesus er Kristus, dette er hans Kirke, ledet af en levende profet. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
