Ældste Ronald E. Poelman
De Halvfjerds
I og jeg lever i dag blandt de generationer, der har det privilegium at kende og efterleve tiendeloven. De velsignelser, som kommer af at være lydig mod den lov, er både timelige og åndelige.
Amerika befandt sig midt i tredivernes økonomiske depression. Jeg var et af flere små børn i vores familie, og vores far havde været arbejdsløs i mange måneder. Der var ikke nogen bistandshjælp dengang, og Kirkens velfærdsprogram var endnu ikke iværksat. Vi manglede meget. Nogle ville nok sige, at vi var ludfattige. Og selvom jeg var barn, kunne jeg fornemme mine forældres frygt og bekymring.
Hver morgen knælede vi sammen som familie, og vi skiftedes til at bede bønnen. En mindeværdig morgen var det mors tur. Hun beskrev nogle af vore behov, og derefter takkede hun vor himmelske fader for det privilegium det var at efterleve tiendeloven. Jeg følte straks en trøst og tryghed. Det var et privilegium at efterleve tiendeloven, og det ville medføre velsignelser. Jeg tvivlede ikke på det, for min mor vidste det. De følelser er forblevet hos mig og endda blevet styrket.
Den første gang jeg betalte tiende, var beløbet fem cent. Sammen med min far gik jeg ind til biskoppen, der højtideligt tog imod mine fem småmønter og skrev en kvittering. Så rejste han sig, gik rundt om skrivebordet og satte sig ved siden af mig. Han lagde hånden på min skulder, rakte mig den lille, men betydningsfulde lap papir og sagde: »Ronald, du har gjort en god begyndelse, og hvis du fortsætter på den måde, kan du blive en fuldkommen tiendebetaler.« Tanken om at blive fuldkommen til noget som helst syntes at overgå mine evner. Jeg gjorde mit bedste for bare at være en god dreng. Men med de ord inspirerede biskoppen mig til at stræbe efter fuldkommenhed inden for et af evangeliets grundlæggende principper. Det har ført til overvældende velsignelser, både timeligt og åndeligt.
I de år, der er gået siden, er mit vidnesbyrd om, at tiendebetaling er et privilegium, ofte blevet styrket. Det er blandt andet lydighed mod den lov, der har gjort, at jeg kunne blive ordineret til det hellige præstedømme, blive begavet i Herrens hus, tjene på en fuldtidsmission og blive beseglet til min familie for tid og al evighed. Derudover har det været mit privilegium at vende tilbage til templet ofte for at tjene andre og blive belært om det, der har evig betydning.
Tiendelovens hellige betydning blev bekræftet af Frelseren selv efter hans opstandelse og under hans virke blandt folket i det, der nu kaldes Amerika.
Mormons Bog beretter, at Frelseren belærte nephiterne ud fra de skrifter, som de havde, men talte om andre skrifter, som de ikke havde, og befalede dem at nedskrive de ord, som Faderen havde talt til Malakias, deriblandt disse ord:
»Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: Hvorved har vi bedraget dig? Med tienden og offerydelsen.
Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner jer himlens sluser og udøser velsignelse over jer i overmål« (3 Nephi 24:8, 10).
Frelseren fremhævede yderligere betydningen af denne befaling for os, da han sagde til nephiterne: »Faderen har befalet mig, at jeg skulle give jer de skrifter, som I ikke har hos jer, thi det var efter hans visdom, at de skulle gives kommende slægter« (3 Nephi 26:2).
I og jeg lever i dag blandt de generationer, der har det privilegium at kende og efterleve tiendeloven. De velsignelser, som kommer af at være lydig mod den lov, er både timelige og åndelige, som mange af os kan bære vidnesbyrd om.
I disse de sidste dage har Herren sagt: »Se nu hedder det i dag (indtil Menneskesønnen kommer), og sandelig dette er en offerdag og en dag, på hvilken mit folk skal betale tiende« (L&P 64:23).
Skal tiende betragtes som et offer? Ja, især hvis vi forstår betydningen af de to latinske ord, som danner det engelske ord for offer, nemlig sacrifice. Disse to ord, sacer og facere, betyder, når de føjes sammen, »at gøre helligt«. Det, som vi giver tilbage til Herren som tiende, bliver gjort helligt, og de lydige opbygges.
Meget tidligere fastslog Herren tiendens hellighed over for Moses med disse ord, som findes i 3 Mosebog: »Al tiende af landet . . . tilhører Herren. Det er helliget Herren« (3 Mos 27:30).
Da min hustru og jeg var nygifte og ventede vores første barn, studerede jeg jura og havde aftenarbejde på en tankstation. Vi havde meget få penge. Vi havde møbleret vores lille kælderlejlighed med lidt brugte møbler og mange trækasser.
Da fødslen nærmede sig, havde vi samlet alt det, vi ville få brug for, bortset fra at vi ikke havde nogen vugge til den lille og ikke nogen penge at købe en for.
Vi havde for vane at betale vores tiende hver måned på fastesøndag. Da dagen nærmede sig, drøftede vi muligheden for at udskyde tiendebetalingen, så vi kunne betale første afdrag på en vugge. Men efter at have fastet og bedt, besluttede vi at betale vores tiende og stole på vor himmelske Fader.
Nogle få dage senere gik jeg gennem byens forretningskvarter og traf uventet min tidligere missionspræsident, som spurgte, om jeg gik i skole eller arbejdede. Jeg svarede, at jeg gjorde begge dele.
Var jeg gift? »Ja!«
Havde vi nogen børn? »Nej, men vores første barn kommer til verden om nogle uger.«
»Har I en vugge til den lille ny?« spurgte han. »Nej,« svarede jeg tøvende og lidt forbløffet over det meget direkte spørgsmål.
»Nå,« sagde han, »jeg er i møbelbranchen nu, og jeg vil meget gerne have lov til at skænke jer en vugge som gave.«
Jeg fyldtes af stor lettelse, taknemlighed og et styrket vidnesbyrd.
Gaven opfyldte et timeligt behov, men den er stadig en stærk påmindelse om den åndelige oplevelse, som ledsagede den og bekræftede, at tiendeloven er en befaling med en forjættelse.
Livets største udfordringer kræver ikke så meget timelige ressourcer, som Åndens gaver. Blandt sådanne udfordringer kan være sygdom, lidelse eller en af vore kæres død, et oprørsk eller ulydigt familiemedlem, falske beskyldninger og andre store skuffelser. Under sådanne trængsler har vi brug for øget tro, inspiration, trøst, mod, tålmodighed og evnen til at tilgive. Disse velsignelser kan udøses fra himlens vinduer.
Man kommer her til at tænke på de gode og trofaste mennesker, som troede på Alma den ældres belæringer og kom ind i Guds fold. Mormons Bog beretter, at de var lydige og retskafne (se Mosiah 18). Men trods deres godhed led de allehånde lidelser ved deres fjenders hånd. Da de udøste deres hjerte til Gud, svarede han dem med trøstende ord og forsikrede dem om, at han ville komme til dem i nødens stund (se Mosiah 24:14).
Og vi læser, at »Herren styrkede dem således, at de kunne bære deres byrder med lethed, og de underkastede sig Herrens vilje med glæde og tålmodighed« (Mosiah 24:15).
Måtte vi styrkes og underkaste os på samme måde.
Selvom vi efterlever tiendeloven, vil vi komme ud for dette jordiske livs prøvelser og trængsler. Men hvis vi har handlet ret mod Herren, kan vi i vores trængsler være sikre på, at vi vil blive velsignet med tro, styrke, visdom og hjælp fra andre med alt hvad der er nødvendigt ikke bare til at overvinde trængslerne, men til at lære og udvikle os gennem disse erfaringer.
Vores profet og leder præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Jeg kan bære vidnesbyrd om tiendeloven og dens velsignelser, fordi jeg har oplevet dem. Og enhver mand eller kvinde i denne Kirke, som betaler en ærlig tiende og er ærlig over for Herren, kan bære vidnesbyrd om guddommeligheden af dette princip« (Fireside i Birmingham, 29. august 1995; Ensign, juli 1995, s. 73).
Som et af disse medlemmer af Kirken, tilføjer jeg mit eget vidnesbyrd. De velsignelser, som opnås ved at efterleve dette princip, er fred i sindet, øget tro, inspiration og et ønske om i højere grad at efterleve alle vor himmelske Faders befalinger.
Til sidst, og vigtigst af alt, vidner jeg om, at jeg ved, at Gud lever, at han er vor Fader, og at han elsker os. Jesus fra Nazaret er Guds Søn og vor Frelser og Forløser. I dag ledes vi af en levende profet, Gordon B. Hinckley. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
