Ældste Richard G. Scott
De Tolv Apostles Kvorum
Påskønnelsen af etnisk, kulturel eller national arv kan være meget sund og gavnlig, men den kan også bevare livsmønstre, der burde tilsidesættes af en hengiven sidste dages hellig.
Under forberedelsen af dette budskab har jeg bedt indtrængende om at måtte blive ledt til at kunne kommunikere så klart og effektivt, som jeg kan. Det er afgørende, at Ånden bidrager til forståelsen, således at jeg ikke kan blive misforstået af nogen, som jeg prøver at hjælpe.
Verden bliver i stadig større grad opdelt i grupper af personer, der stræber ihærdigt efter at bevare deres etniske, kulturelle eller nationale arv. Disse anstrengelser er almindeligvis affødt af en oprigtig påskønnelse af det, som deres forfædre har gjort, ofte under de mest vanskelige omstændigheder. Påskønnelsen af etnisk, kulturel eller national arv kan være meget sund og gavnlig, men den kan også bevare livsmønstre, der burde tilsidesættes af en hengiven sidste dages hellig.
På grund af den følsomme beskaffenhed af det, jeg gerne vil sige, og for ikke at blive misforstået, så forestil dig, at du og jeg er alene på et roligt sted. Forestil dig, at vi har nære venskabsbånd og et tillidsforhold, der giver os mulighed for at kommunikere åbent. Lad os antage, at du har spurgt mig om, hvordan du kan få mest gavn af dit medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg kender dig som en troende og overbevisende person. Jeg ved også, at du sætter meget stor pris på din enestående kulturelle arv. Denne arv er en del af dit inderste væsen. Du har haft megen gavn af den, og du ønsker at have dine rødder dybt funderet i den arv, således at dine børn og børnebørn også kan få gavn deraf. Dog ser jeg nogle elementer af dette livsmønster, der kan være i modstrid med Jesu Kristi lærdomme og kan give dig skuffelser eller vanskeligheder. Som en ven vil jeg gerne hjælpe dig til at se disse muligheder uden at fornærme dig eller på nogen måde svække de dyrebare dele af din arv, der bør bevares og bygges på.
Dengang du antog Jesu Kristi lærdomme og hans plan for lykke, blev du døbt og bekræftet som medlem af hans rige på jorden. Du påtog dig hans navn. Du påtog dig en forpligtelse til at være lydig mod hans lærdomme og til at foretage en hvilken som helst ændring i dit liv, som disse lærdomme måtte kræve. For at få den største glæde må du modtage templets ordinanser. Dette mønster vil bringe dig den største lykke her på jorden og i evighederne. For næsten alle kræver det en grundlæggende ændring af ens livsstil at tilslutte sig Kirken. Hvis visdomsordet har været overtrådt, må der korrigeres for dette. Hvor kyskhedsloven overtrædes, må der finde en omvendelse sted. Ingen, der til fulde forstår betydningen af medlemskabet af Kirken, vil tøve med at foretage disse justeringer for at kunne modtage velsignelserne ved fællesskabet i hans rige. Der er også andre mindre indlysende ting, der også må tilsidesættes for at kunne nyde det største mål af lykke ved medlemskabet i hans rige.
Præsident Hunter har forklaret det på denne måde: »Jeg vil gerne sige noget til jer, som jeg anser for meget vigtigt. Gennem hele jeres liv vil I blive stillet over for mange valg. Hvor gode I er til at vælge mellem alternativerne, vil være afgørende for jeres succes og lykke i livet. Nogle af de beslutninger, I vil træffe, vil være aldeles afgørende og kan påvirke hele jeres livsforløb. Sammenhold disse alternativer med Jesu Kristi lærdomme.
For at kunne gøre det må I kende og forstå hans lærdomme. Når I udøver tro og lever værdige til at modtage inspiration, vil I blive vejledt i de vigtige valg, I træffer . . . «
Præsident Hunter fortsætter: »Jeg foreslår, at I lægger den største vægt på jeres medlemskab af Jesu Kristi Kirke. Sammenlign hvad som helst, nogen beder jer om at gøre, om det er en i familien, jeres kære, jeres kulturelle baggrund eller traditioner, som I har arvet hold alt op mod Frelserens lærdomme. Hvis noget afviger fra disse lærdomme, lad det da ligge og stræb ikke efter det. Det vil ikke bringe jer lykke« (»Counsel to Students and Faculty,« Church College of New Zealand, 12. nov. 1990).
Hvorfor skulle du lade Frelserens lærdomme komme i første række? De udgør din bedste håndbog i lykke. Frelseren er din Forløser. Hans offer berettiger ham til at dømme dig og i den sidste ende give dig de største velsignelser for lydighed mod hans befalinger. Han er et fuldkomment forbillede. Skønt han har ubegrænset magt som Gud, så er han dog ydmyg og sin Fader underdanig. Der findes ingen stolthed eller ønske om personlig anerkendelse.
Din himmelske Fader har udpeget dig til at blive født ind i en bestemt slægt, hvorfra du har modtaget din arv med hensyn til race, kultur og traditioner. Denne slægt kan give dig en rig arv og stor grund til at glædes. Men du har en forpligtelse til at afgøre, om der er nogen del af den arv, som må opgives, fordi den modvirker Herrens plan for lykke.
Du vil måske spørge, hvordan man kan afgøre, om en tradition er i modstrid med Herrens lærdomme, og bør opgives. Det er ikke let. Jeg har fundet ud af, hvor svært det er, idet jeg selv arbejder på at overvinde nogle af mine egne urigtige traditioner. At anerkende behovet for at gøre dette er dog et stort skridt i retningen mod succes. Skikke og traditioner bliver en nedarvet del af os. De er ikke lette at vurdere objektivt. Studér profeternes skrifter og råd omhyggeligt for at forstå, hvordan Herren ønsker, at du skal leve. Evaluér da hver del af dit liv, og foretag de justeringer, der er behov for. Søg hjælp hos en anden, som du respekterer, og som har været i stand til at tilsidesætte nogle skattede overbevisninger og traditioner, som ikke er i harmoni med Herrens plan. Hvis du er i tvivl, så spørg dig selv: »Er dette, hvad Frelseren ønsker, at jeg skal gøre?«
Det kan være meget vanskeligt at ændre et dybt indgroet livsmønster. Tidligere venner kan latterliggøre, kritisere og endog forfølge dig. En udholdende tro på Frelseren samt lydighed vil hjælpe dig gennem sådanne prøvelser frem til større velsignelser. Skrifterne illustrerer, hvordan overbevisning og tro kan overvinde traditioner, der strider imod Guds plan, og derved velsigne enkeltpersoner og selv slægter. Abrahams urokkelige beslutsomhed om at være trofast over for sandheden og afvise falske traditioner, velsignede ham meget. Hans trofasthed vil hædre alle lydige i Israels hus med rige belønninger. Et andet eksempel på at opgive gamle traditioner er de krigeriske lamaniters forandring til ydmyge Kristi disciple, der var villige til at dø hellere end at misligholde de pagter, de havde indgået som medlemmer af hans rige (se Alma 24:7-19).
Jeg opfordrer dig, som allerede har truffet rigtige valg i din kultur, til at hjælpe andre med at gøre det samme. Lær dem at erkende de vedvarende velsignelser, den fred og lykke, som følger med en beslutning om at gøre vor Fader i Himlen, hans plan og hans Søn til det centrale for vores prioriteter. Følg Ammons eksempel. Han belærte tålmodigt kong Lamoni om at erkende og opgive falske traditioner. Mange blev velsignet af hans beslutning om at opgive dem. Ammon belærte så tydeligt om sandheden, at Lamoni blev påvirket af Ånden og ønskede at opgive alle sine falske traditioner (se Alma 18:24-41; 19:35-36).
Har ægtemanden en dominerende, autoritær rolle i din kultur, hvor han tager alle de vigtige beslutninger på vegne af familien? Hvilke familiemønstre har brug for at blive tilpasset, således at både ægtemand og hustru fungerer som lige partnere og tager beslutninger i enighed for sig selv og deres familie. Ingen familie kan holde sammen ret længe under frygt eller magt. Dette fører til strid og oprør. Kærlighed er grundlaget for en lykkelig familie.
Følgende er andre traditioner, som bør tilsidesættes. Ethvert aspekt af din arv:
Der medfører en overtrædelse af visdomsordet.
Der er baseret på at tvinge andre til at indordne sig under et magtfuldt hverv, der ofte går i arv.
Der opmuntrer til oprettelsen af kaster.
Der skaber strid med andre kulturer.
Der er en alvorlig fare ved at lade kulturel arv komme før medlemskabet af Jesu Kristi Kirke. Iveren for at forsvare sin egen kultur kan føre til en overdrevenhed, man ved er forkert, men som retfærdiggøres, fordi det er »dem« mod »os«. Bander med alle deres muligheder for at forvolde ødelæggelse, næres i en kultur, hvor gruppeidentitet er vigtigere end principper om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er en overtrædelse af Guds befalinger, at en kultur forfølger en anden, uanset hvad grunden måtte være.
Skulle du vælge, selv uden at vide det, at følge traditioner, der er i modstrid med Herrens lærdomme, vælger du at overtræde de hellige pagter, du har indgået ved dåben. Denne beslutning er meget mere alvorlig, når templets pagter er indgået. En sådan handling vil føre dig bort fra planen for lykke, fred og evig glæde, som den er præciseret af din Skaber, til noget, der er langt mindre værd og i uendeligt mindre grad i stand til at velsigne dig. Når Herrens rige og hans lærdomme er altoverskyggende, og du er forenet i Frelserens og vor himmelske Faders kærlighed, så kan de smukke nuancer, det enestående ved din kulturelle arv, blomstre og give en rig høst af velsignelser.
Gør du, hvad er ret. Tænk ikke så meget på, hvad alle andre foretager sig. Retfærdiggør i hvert fald ikke, at du afviger fra det, som du ved er rigtigt, på grund af andres forkerte valg.
Satan ønsker at ødelægge familier. Vor himmelske Faders plan fokuserer på kærlige familieforhold her og ind i evigheden. Djævelen ønsker at underminere myndighed og orden, hvorimod den myndighed, der udøves retfærdigt, er rygraden i vor himmelske Faders værk i familien, Kirken og i ethvert forhold i hans rige. Satan ønsker at adskille vor Faders børn i grupper med stærkt hævdvundne interesser. Han ønsker at opfordre til en stædig bevarelse af disse interesser uden hensyn til følgerne for andre. Vor Faders plan udtrykkes i hans Søns ord: »Se . . . Jeg siger jer: Vær et, og dersom I ikke er et, er I ikke mine« (L&P 38:27). Satan virker for den idé, at livet skal være fyldt med konstant personlig underholdning, selv om stræben efter dette griber ind i andres velbefindende. Vor Fader giver os lykkens plan, som afføder, at vi opgiver selviske interesser, og som bringer os lykke, når vi tjener andre. Jesu eksempel og lærdomme kan forene vor Faders børn, uanset kultur og oprindelse, under medlemskabets fane i hans rige. Brigham Young har belært:
»Fuldkommen harmoni vil frelse et folk, fordi intelligente væsener [kun kan] blive fuldstændig ét . . . ved at handle ud fra de principper, der vedrører evigt liv. Ugudelige mænd kan delvist blive forenet i ondskab, men . . . selve princippet, på hvilket de delvist er forenede, vil i sig selv avle strid . . . og tilintetgøre den midlertidige aftale. Kun . . . sandhed og retfærdighed kan sikre . . . en evig fortsættelse af en fuldkommen forening, thi kun sandhed og de, der er helliggjorte af den, kan bo i celestial herlighed« (Discourses of Brigham Young, red. John A. Widtsoe, 1961, s. 282).
Hvis jeg i et akavet forsøg på at give udtryk for en sandhed har fremkaldt krænkede følelser, så undskylder jeg. Se bort fra min utilstrækkelighed, prøv at forstå sandheden i det, jeg siger. Overvej i tankefulde øjeblikke, hvad vor himmelske Fader og hans elskede Søn har påpeget som det vigtigste i livet. Betragt dit eget liv, så du kan forvisse dig om, at du i alle henseender er i harmoni med dem. Det er alt, jeg prøver at sige. Når jeg rejser gennem mit eget land og til andre dele af verden, ser jeg de vidunderlige fordele, der stammer fra de forskellige kulturer, der findes. Alligevel overskygges disse fordele sommetider af de negative påvirkninger, der er følger af de traditioner, som er i strid med Mesterens lærdomme.
Jeg vidner om, at du vil bane vej for lykke og finde mere fred, når du gør din troskab over for dit medlemskab af Jesu Kristi Kirke og hans lærdomme til grundvolden i dit liv. Hvis familietraditioner eller nationale traditioner og skikke er i strid med Guds lærdomme, så lad dem ligge. Hvis traditioner og skikke harmonerer med hans lærdomme, bør de værnes om og følges, så du kan bevare din kultur og arv. Der findes en arv, som du aldrig vil få brug for at ændre på. Det er den arv, der følger af at være vor himmelske Faders datter eller søn. Hvis du vil være lykkelig, så indret dit liv efter denne arv. I Jesu Kristi navn. Amen.