Præsident Gordon B. Hinckley
Må himlens vinduer blive åbnet og velsignelser udøst over os som et folk, når vi vandrer fremad frimodigt og i tro for Herren for at udføre hans evige værk.
Jeg har fra min stol set en gruppe Otavalo-indianere fra Ecuadors højland på første række i Tabernaklet, og jeg ønsker at udtrykke min påskønnelse for disse vidunderlige mennesker, disse trofaste sidste dages hellige, som har rejst så utroligt langt for sammen med os at deltage i denne konference. Tusind tak, brødre og søstre.
Hvis I ikke ved, hvor Otavalo ligger, så tager man først til Quito, derefter kører man op over ækvator og kommer til landsbyerne midt blandt Ecuadors mægtige bjerge, og der bor disse fredelige og vidunderlige mennesker.
Når vi nu afslutter denne storslåede samling, som er nået ud over det ganske land og krydset havene, så udtrykker jeg i ydmyghed og med tak min store påskønnelse for alle, som har deltaget og også jer, der har lyttet. Musikken har været vidunderlig. Bønnerne har været inspirerende. Talerne har været forberedt og afholdt med hjælp fra Helligåndens tilskyndelser. Vi har glædet os sammen med taknemmelige hjerter. Nu bliver det vores pligt og ansvar, når vi vender hjem, at overføre de sandheder, som vi har hørt udtalt, til vores daglige tilværelse.
Jeg ønsker nu afsluttende at komme med en bekendtgørelse. Som jeg tidligere har angivet, har vi de sidste par måneder rejst langt omkring blandt Kirkens medlemmer. Jeg har været sammen med mange, som har ganske lidt af denne verdens gods. Men i deres hjerte har de en stor, brændende tro på dette værk i de sidste dage. De elsker Kirken. De elsker evangeliet. De elsker Herren og ønsker at gøre hans vilje. De betaler deres tiende, hvor beskeden den end er. De yder utrolige ofre for at besøge templer. De rejser i dagevis i faldefærdige busser og med gamle både. De sparer sammen og undværer meget for at kunne gøre det.
De har brug for templer i nærheden små, smukke og praktiske templer.
Jeg benytter derfor denne lejlighed til at bekendtgøre for hele Kirken et byggeprogram, hvor vi straks vil opføre 30 små templer. De vil ligge i Europa, i Asien, i Australien og på Fiji, i Mexico og Central- og Sydamerika og i Afrika så vel som i USA og Canada. De vil have alle de nødvendige faciliteter for at kunne tilbyde Herrens hus' ordinanser.
Dette vil være et enormt projekt. Intet tilsvarende er nogensinde før forsøgt. Foruden disse templer er der 17 bygninger, der lige nu opføres i England, Spanien, Ecuador, Bolivia, Den Dominikanske Republik, Brasilien, Colombia, Billings i Montana, Houston i Texas, Boston i Massachusetts, White Plains i New York og Albuquerque i New Mexico samt de små templer i Anchorage i Alaska, Monticello i Utah og Colonia Juárez i Mexico. Det bliver i alt 47 nye templer foruden de 51, der nu fungerer. Jeg tror, at vi nok hellere må føje yderligere 2 til, så vi når 100 ved udgangen af dette århundrede, nemlig 2.000 år »efter vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi komme i kødet« (L&P 20:1). På dette område går vi fremad i et tempo, som vi aldrig før har set.
Jeg vil ikke nævne bestemte byer lige nu. Stavspræsidenterne vil få besked, når grunde er blevet købt. Jeg tror bestemt, at Kirkens medlemmer har fået noget at tænke over. Vil et af disse templer blive opført i deres by?
Hvis tempelordinanserne er en afgørende del af det genoprettede evangelium, og det bærer jeg vidnesbyrd om, at de er; så skal vi sørge for de betingelser, hvorunder de kan opnås. Hele vores store indsats inden for slægtsforskning er rettet mod templet. Der er intet andet formål med det. Tempelordinanserne bliver de største velsignelser, som Kirken kan tilbyde.
Jeg kan kun tilføje, at når disse 30 eller 32 er blevet bygget, så vil der komme flere.
Må Gud velsigne de trofaste sidste dages hellige. Må I få fremgang, når I efterlever befalingerne. Må alle være ærlige, ja, tilmed gavmilde, i betaling af tiende og offerydelser, og må himlens vinduer blive åbnet og velsignelser udøst over os som et folk, når vi vandrer fremad frimodigt og i tro for Herren for at udføre hans evige værk.
Jeg blev dybt rørt af bror Ronald Poelmans tale om tiende. Han og jeg boede i samme ward, da vi var drenge. Vi havde den samme biskop. Vi betalte en lille smule tiende som drenge, og Herren, det kan jeg bære vidnesbyrd om, har velsignet os gennem årene, der er gået. Jeg kan i mit sind se hans kære mor knæle sammen med sin familie og bønfalde Herren, og takke ham for det store privilegium, de havde, at kunne skænke af deres begrænsede midler i lydighed mod hans befaling.
Må der være fred og harmoni og kærlighed i vore hjem og i vores familie. Må vidnesbyrdet om den levende og guddommelige sandhed af dette store værk afspejles i vores tilværelse. Må vi alle sammen glæde os ved at prise ham, hvorfra alle velsignelser kommer: Vores storslåede leder og store Forløser.
Dette er min ydmyge bøn, mine kære brødre og søstre, nu hvor vi nærmer os afslutningen på denne storslåede og betydningsfulde og historiske konference. Må Gud hjælpe os til at være sidste dages hellige i dette ords fineste betydning er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
