Tid til at berede sig Ældste Joseph B. Wirthlin De Tolv Apostles Kvorum Vores prøvelsesdage er talte, men ingen af os kender antallet af disse dage. Hver forberedelsesdag er dyrebar. Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemmelig for at være sammen med jer igen til en af Kirkens generalkonferencer. Jeg beder om Helligåndens vejledning. Jeg vil gerne sammen med jer gennemgå betydningen af livet på jorden som en tid til at forberede sig. Amulek vidnede: »Dette liv er tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud; ja, dette livs dag er den dag, da menneskene skal udføre deres arbejde.«1 Som medlemmer Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi en særlig forståelse af vores sjæls evige beskaffenhed. Vi ved, at vi har levet i forudtilværelsen. Vi godtog vor himmelske Faders saliggørelsens plan og valgte at følge vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. De principper, som vi påtog os, og som vi kæmpede for, var (1) handlefrihed, at kunne vælge mellem godt og ondt; (2) fremgang, at kunne lære at blive som vor himmelske Fader og (3) tro, tro på vor himmelske Faders plan og på Jesu Kristi forsoning, som sætter os i stand til at vende tilbage til Guds nærhed. Følgelig fik vi lov til at få et jordisk liv. Mesteren sagde vedrørende det jordiske liv: »Vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud vil befale dem.«2 Vi er klar over, at vi vil leve et efterjordisk liv af uendelig varighed, og at vi afgør den form for liv, som det vil blive, i henhold til vore tanker og handlinger i livet på jorden. Det jordiske liv er meget kort, men umådeligt afgørende. I skrifterne lærer vi, at »Herrens veje er samme og evige kredsløb«3, og at Gud ved »alt, som er fra evighed til evighed.«4 Vi er ligeledes evige skabninger. Vores tilstedeværelse her på jorden er et skridt af afgørende betydning i vor himmelske Faders plan for lykke for sine børn. »[Vi] er til for at kunne nyde glæde.«5 Profeten Joseph Smith belærte om, at »formålet og hensigten med vort liv . . . dersom vi vandrer ad den vej . . . er dyd, oprigtighed, trofasthed, hellighed og efterlevelse af alle Guds bud.«6 Lige nu, netop dette øjeblik, er en del af vores evige udvikling mod, sammen med vores familie, at vende tilbage til vor Faders nærhed i Himlen. Præsident Gordon B. Hinckley har belært os: »Vi er her [i dette liv] med en forunderlig arv, en guddommelig gave. Hvor ville denne verden se anderledes ud, hvis alle ville indse, at deres handlinger har evige konsekvenser. Hvor kunne vore år være så meget mere tilfredsstillende . . . hvis vi indser, at vi hver dag danner det materiale, som evigheden består af.«7 Denne forståelse hjælper os med at træffe kloge afgørelser i vores hverdags mange valg. At se livet i evigt perspektiv hjælper os med at fokusere vores begrænsede energi her i livet på de ting, der betyder mest. Vi kan undgå at spilde vores liv med at »samle [os] skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer.«8 Vi kan samle skatte i himlen og ikke bytte vores evige førstefødselsret væk. Dette er vores jordiske prøvetid. Vi kan sammenligne vores evige rejse med et kapløb på tre omgange på løbebanen. Vi har succesfuldt fuldført vores første runde og har gjort vidunderlig fremskridt. Vi har begivet os ud på anden runde. Kan I forestille jer en løber i verdensklasse standse et sted på banen på dette tidspunkt for at plukke blomster eller jage en kanin, som har krydset hans vej? Men det er det, som vi gør, når vi tilbringer tiden med vores verdslige gøremål, som ikke fører os nærmere den tredje runde mod det evige liv, den største af alle Guds gaver.9 I Frelserens tjenestegerning på såvel Det Gamle Testamentes tid som Det Nye Testamentes tid befalede han: »Så vær da fuldkomne.«10 Det græske ord, der er oversat i Bibelen til »fuldkomne«, betyder »fuldførte, færdiggjorte, fuldt udviklede.« Vor himmelske Fader ønsker, at vi skal bruge denne jordiske prøvestand til at »udvikle os fuldt ud« for at få mest muligt ud af vores talenter og evner. Hvis vi gør dette, vil vi, når vi når til vores endelige dom, opleve glæde ved at stå foran vor Fader i Himlen som »fuldførte« og »færdiggjorte« sønner og døtre, slebne gennem lydighed og værdige til den arv, som han har lovet de trofaste. Frelseren har vist os sit eksempel og befaler os, at »[vi] skal også gøre de gerninger,«11 som vi har set ham gøre. Jeg har altid været imponeret over Moronis kraftfulde opfordring, som han gav som afskedsformaning ved slutningen af sin jordiske mission: »Kom til Kristus og bliv fuldkommen i ham og fornægt jer selv alt, hvad der er ugudeligt.«12 Alma forklarede sine tilhørere, at dåben kræver, at vi tjener andre, at vi skal »bære hinandens byrder . . . sørge med dem, som sørger . . . trøste dem, der har trøst behov, og stå som Guds vidner til alle tider.«13 Vi kan ikke selv udarbejde vores egen frelse. Vi kan ikke vende tilbage til vor Fader i Himlen uden at hjælpe vores brødre og søstre. I det øjeblik vi forstår, at vi bogstavelig talt er brødre og søstre i Guds familie, bør vi også føle en forpligtelse for hinandens velfærd og vise vores kærlighed gennem venlige gerninger og omsorg. Næstekærlighed, »Kristi rene kærlighed«,14 bør motivere os i vores forhold til hver og en af vor himmelske Faders børn. Efterhånden som vi udvikler os og bliver mere som Frelseren, kan vi styrke alle de grupper, som vi færdes blandt, herunder også familie og venner. Herren sætter os i disse samfund af hellige, hvor vi kan lære og anvende evangeliets principper i vores hverdag. Disse grupper er samtidig både en skole, et forsøgsområde og et laboratorium, hvor vi både lærer og udøver, når vi praktiserer efterlevelse af evangeliet. Da Paulus skrev til korintherne, bad han indtrængende om enighed i Kirken, og om at medlemmerne skulle tjene hinanden »for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.«15 Vi er kun så stærke, som delene hver især er i legemet [eller Kristi kirke]. Vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe alle medlemmerne med at forstå deres guddommelige potentiel som »Guds arvinger og Kristi medarvinger.«16 Når vi tjener andre, bør vi huske på præsident Hinckleys råd om at udrække venskabets hånd og vise kærlighed til de hundredtusinder, som hvert år slutter sig til Kirken som nyomvendte. Det bedste redskab, som Herren har at byde nyomvendte varmt velkommen og »holde dem på den rette vej«17 med, er den kærlighed, som vi hver især viser ved at give os tid til at præsentere os for nye medlemmer, lære deres navn at kende, lytte til dem og lære noget om dem. At tilslutte sig en ny kirke og begynde på et nyt liv er aldrig let og ofte skræmmende. Vi skal hver især være den ven, som ethvert nyt medlem har brug for til at forblive aktiv og trofast i Kirken. Når der skabes venskaber, er nyomvendte »ikke længere fremmede og udlændinge. [De] er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.«18 Når folk bliver døbt, bliver »deres navne . . . nedskrevet« og tilføjet Kirkens medlemsoptegnelser, »så at de [kan] blive ihukommet og få næring gennem Guds gode ord.«19 Ældste John A. Widtsoe henviste til den mirakuløse ændring, der finder sted i nye medlemmers liv, når de næres på rette vis af Guds ord: »Helt almindelige, jævne mennesker, der modtager evangeliet fra en ydmyg mormonmissionærs læber, bliver så forandrede af disse evangeliets oplysende sandheder, at de ikke længere er den samme.«20 På vores vej gennem det jordiske liv kan vi begå fejl og komme ud af kurs. Hvis vi fortsat begår disse fejl, kommer vi længere og længere væk fra, hvor vi burde være. Vi kan sammenligne vores liv med et rumfartøjs færd. Når rumskibets motor er startet, er dets bane under skarp overvågning. Enhver afvigelse fra dets bestemte kurs rettes straks. Selv en lille grads afvigelse fra kursen vil bringe det mange kilometer væk fra dets bestemmelsessted, hvis det ikke rettes. Jo længere rettelsen udsættes, desto længere vil den påkrævede tilpasning blive. Kan I forestille jer, hvor langt ud af kurs vi kan komme uden at rette op på den? Herren har givet os profeter, skrifter, forældre og andre vise ledere til at undervise os i den kurs, vi bør følge. De kan hjælpe os med at overvåge vores færd og korrigere den retning, som vi bevæger os i, når det er nødvendigt, på samme måde som overvågningsstationer overvåger en satellits færd og holder den på den rette vej. Vores kurs på jorden er så vigtig. Den afgøres af de beslutninger, som vi træffer hver dag. Vi kan ikke adskille vores tanker og handlinger nu fra deres følger i fremtiden. Vi kan spørge os selv, om vi med det liv, som vi lever nu, gør os fortjent til vor himmelske Faders plans velsignelser. Vores prøvelsesdage er talte, men ingen af os kender antallet af disse dage. Hver forberedelsesdag er dyrebar. Jeg har betragtet de dygtige Navajo-kvinders hænder i USA sydvestlige stater, når de væver indviklede mønstre i smukke tæpper. De udvælger og bearbejder hver farvet tråd garn meget omhyggeligt og sætter den ind på nøjagtig det rette sted. De væver kunstfærdigt de mange farver ind i helheden for at danne tæpper, der efter en tid tilpasses deres skaberes forudfattede plan. Til en vis grad væver vi på samme måde det mønster ind i vores livs stof, som vi vil præsentere som vores færdige produkt. Vores liv på jorden væves hver dag, når vi tilføjer vores gerninger til noget indviklet og smukt, når vi følger Mesterdesignerens plan. Når vi træffer forkerte valg, må vi leve med en plet på vores sjæls stof eller lægge vores vej om gennem omvendelse og fjerne fejltrådene, som vi har vævet ind i vores karakter og erstatte dem med de finere tråde, som vores Skaber har tiltænkt, at vi skal bruge. Vores livs billedtæppe udformes nu. Herren henviste til vores liv før livet på jorden som vores første bolig og lovede os hver især, at »de, der består deres første prøvestand, skal gives mere, og de, der ikke består deres første prøvestand, skal ikke få herlighed i samme rige som de, der består deres første prøvestand; og de, der består deres anden prøvestand, skal tildeles herlighed over deres hoveder i al evighed.«21 Opsættelse og ubeslutsomhed kan hindre vores indsats for at forberede os til livet efter det jordiske liv. Ældste Joseph Fielding Smith sagde: »Udsættelse med hensyn til evangeliets principper er tyven, der stjæler det evige liv, som er at leve i Faderens og Sønnens nærhed.«22 I Mormons Bog kan vi læse Amuleks indtrængende opfordring: »Så beder jeg jer om ikke at opsætte jeres omvendelsesdag til enden . . . thi den samme ånd, som er i besiddelse af jeres legeme, når I er ude af dette liv, den samme ånd vil have magt til at tage jeres legeme i besiddelse i den evige verden.«23 Det er blevet sagt, at livet er så dyrebar en gave og bør vogtes mod unødig fortynding. Hver dag er ikke blot en dag, »men mere som en faldende dråbe vand, et gyldent øjeblik i livet, der føjer til et stadigt rigere livsreservoir.«24 Ubeslutsomhed kan gøre os ubevægelige eller lamme os og hindre vores forberedelse i det jordiske liv. Vi kan blive som befolkningen i Nineve, som Herren beskrev for Jonas som »mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre.«25 Apostlen Jakob bemærkede, at et tvesindet menneske er »ustadigt i al sin færd.«26 Et gammelt schweizisk ordsprog beskriver en sådan ubeslutsomhed med disse ord: Med en fod inde, med en fod ude, kan du ikke være inde, kan du ikke være ude. Ikke varm, ikke kold, ikke firkantet, ikke rund. Mere fattig end fattig og altid bundet. For en sådan mand vil aldrig vide, hvor han skal begynde, eller hvor han skal hen.27   Vi kan ikke være tvesindede i vores forhold til vores ægtemand, hustru, forældre eller børn. Vil vi nyde glæden ved vores børn, når de er lidt ældre, og vi ikke har så travlt? Hvad med de skattede venskaber, der svinder hen på grund af de betænksomme, lange breve, som vi har tænkt os at skrive, men aldrig får færdige og sendt afsted? Er vi trofaste med hensyn til at tage regelmæssigt i templet? Tænk på de bøger, som vi skal læse, inspirationen til at gøre godt, som vi handler efter, og de gode formål, som vi vil støtte. Pakker vi altid vores bagage med de ting, som vi værdsætter mest i livet, men aldrig får gjort? Kommer dagen i morgen aldrig? Lad os beslutte os til at begynde at leve hver dag ­ ikke i morgen, men i dag ­ lige nu, hvor vi stadig har tid. Vi ved, at døden er en nødvendig overgang. Den kommer til os alle før eller siden. Vores jordiske legeme vil vende tilbage til moder jord, og vores ånd vil vende tilbage til åndeverdenen. På grund af Frelserens sonoffer vil vi alle opstå. Hver og en af os vil stå foran den store Jehovas domstol og belønnes i overensstemmelse med vores gerninger på jorden. Hvis vi træffer alle beslutninger på jorden med denne dom for øje, vil vi have brugt vores jordiske prøvestand klogt, og dens dage vil give os fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende. Jeg bærer vidnesbyrd om, at disse lærdomme er sande. I kan følge evangeliets sandheder ved hjælp af Åndens bekræftelse og hvisken til jeres sjæl. Herren sagde: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.«28 Frelseren lever og elsker os hver især. Jeg ved dette af hele mit hjerte. Vi er børn af en kærlig himmelsk Fader, som har oprejst profeten Joseph Smith for at genoprette evangeliets fylde. Vor Fader i Himlen har også velsignet os med en levende profet i dag til at lede os tilbage til hans kærlige arme. Præsident Gordon B. Hinckley er denne profet. Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Alma 34:32. 2. Abraham 3:25. 3. 1 Nephi 10:19. 4. Moroni 7:22. 5. 2 Nephi 2:25. 6. History of the Church, 5:134-135. 7. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 174. 8. Matt 6:19. 9. Se L&P 14:7. 10. Matt 5:48; se også 3 Nephi 12:48. 11. 3 Nephi 27:21. 12. Moroni 10:32. 13. Mosiah 18:8-9. 14. Moroni 7:47. 15. 1 Kor 12:25-26; se også vers 12-27. 16. Rom 8:17. 17. Moroni 6:4. 18. Ef 2:19. 19. Moroni 6:4. 20. »Symbolism in Irrigation,« Improvement Era, juni 1952, s. 423. 21. Abraham 3:26. 22. Joseph Fielding Smith: Vejen til fuldkommenhed, s. 178. 23. Alma 34:33-34. 24. Parmley, Dr. Thomas J. som citeret i Church News, »Alumnus, 95, Returned to High School«, Church News, 12. juni, 1993, s. 13. 25. Jon 4:11. 26. Jak 1:8. 27. Citeret i Stjernen, juli 1990, s. 22. 28.Joh 7:17; se også vers 14-16.