At opbygge et samfund af hellige Ældste L. Tom Perry De Tolv Apostles Kvorum »I ethvert sandt sidste dages helligt samfund arbejder vi alle for at tjene hinanden, så godt vi kan. Vores arbejde har et højere formål, fordi det er et arbejde, der skal velsigne andre og opbygge Guds rige.« Vi har alle oplevet ting i livet, som, når vi mindes dem flere år senere, får en ny og vigtig betydning. Da jeg gik i mellemskolen, blev jeg anerkendt af skolebestyrelsen, idet jeg blev bedt om at blive en af gangvagterne. Vi blev bedt om at medbringe frokost og spise den sammen de dage, vi havde gangvagt. Det var altid noget særligt godt, og der var altid konkurrence om, hvis mor der havde lavet den lækreste frokost. Vi byttede ofte mad. En dag, da jeg havde gangvagt, glemte jeg at sige til mor, at jeg skulle have frokost med, lige indtil jeg næsten stod og skulle af sted i skole. Et bekymret udtryk kom over mors ansigt, når jeg bad om en frokost. Hun fortalte mig, at hun netop havde brugt sit sidste brød til morgenmad og ikke skulle bage før om eftermiddagen. Det eneste hun havde i huset, som hun kunne bruge til frokost, var en stor bolle, der var tilovers fra middagsmaden dagen før. Mor lavede lækre boller. Hun lagde dem altid på en bageplade, så der var en stor øverst på pladen og så nogle rækker med mindre på resten. Der var kun den store tilbage. Den var på størrelse med et brød, men selvfølgelig ikke lige så tyk. Jeg var flov over kun at have en bolle med til frokost, når jeg forestillede mig, hvad de andre vagter ville have med, men jeg syntes, at det var bedre at nøjes med bollen end at undvære frokost. Da det blev frokosttid, gik jeg hen i et fjerntliggende hjørne, så man ikke ville lægge mærke til mig. Da mine venner begyndte at bytte mad, ville de vide, hvad jeg havde med. Jeg forklarede, hvad der var sket om morgenen, og til min forfærdelse syntes alle at ville se min bolle. Men mine venner overraskede mig – i stedet for at gøre nar ad mig ville de alle have et stykke af bollen! Det viste sig at blive den bedste madbyttedag på hele året! Den bolle, som jeg mente, ville gøre mig flov, viste sig at være frokostens helt store nummer. Når jeg har tænkt på denne oplevelse, har jeg tænkt på, at det ofte er en del af menneskets natur at tilskrive almindelige ting mindre værdi, blot fordi de er så almindelige for os. En af disse almindelige ting kunne være vores medlemskab af den genoprettede kirke. Det, som Kirkens medlemmer besidder, er en »kostelig perle«; og dog er denne uvurderlige skat så almindelig for os, at vi ikke værdsætter dens egentlige værdi. Selv om vi ikke bør kaste perler for svin, betyder det ikke, at vi ikke bør give dem til mennesker, som værdsætter deres værdi. En af de største sidegevinster ved missionering er at se den store værdi, som andre, der ikke har hørt om vores tro, tillægger dem. Det er til stor gavn at se ens skatte med andres øjne. Jeg er bekymret for, at vi ofte tager de enestående og værdifulde velsignelser ved at være medlem af Herrens kirke for givet, og når vi undervurderer Kirken på denne måde, er der større risiko for, at vi er selvtilfredse over at være medlem af Kirken og i mindre grad bidrager til at opbygge et samfund af hellige. Vi er velsignede med en stor og ædel arv, som viser os sandhedens sti, der dramatisk afviger fra verdens veje. Vi skal minde os selv om værdien af vores arv, så vi ikke undervurderer den. Jeg udfordrer de mange hellige, som gemmer sig i hjørnerne, til at stå med oprejst pande og højt forkynde de dyrebare lærdomme i vores arv, ikke med en ånd af stolthed eller praleri, men med selvtillid og overbevisning. Noget af det, som jeg er mest stolt af, er den måde, hvorpå vore forfædre ved deres tro på Gud og deres flid og udholdenhed gjorde steder, som ingen ønskede, til smukke byer. Da Joseph Smith sad i Liberty-fængslet uden udsigt til at blive løs-ladt, blev der udstedt en ordre om at udrydde de hellige. Dette nødvendiggjorde, at Brigham Young måtte organisere de hellige og flytte dem fra Missouri. Udvandringen fra Missouri i februar 1839 fik mange til at beklage sig over, at Herren havde svigtet sit folk. Nogle af Kirkens medlemmer betvivlede, hvor klogt det var at samle de hellige et andet sted endnu engang. Medlemmernes rejse over Mississippifloden og opholdet i nogle af de mindre samfund langs bredden viste sig at være et pusterum, der var nødvendigt for, at medlemmerne kunne få ny vejledning fra deres ledere. Profeten Joseph Smith skrev fra Liberty-fængslet og opmuntrede de hellige til ikke at sprede sig, men at samle sig og opbygge Kirkens organisation i stærke samfund. I april samme år kunne Joseph og Hyrum og deres medfanger flygte fra fængslet i Missouri. De kom til Quincy i Illinois den 22. april 1839. Profeten gik straks i gang med at finde et sted, hvor de hellige kunne samles. Han fandt et sted på bredden af Mississippifloden, som så lovende ud. Han kaldte byen Nauvoo, hvilket betyder »smuk«, men dengang var den alt andet end smuk. Det var en sumpet halvø, der ikke var blevet drænet. Af den sumpede jord rejste der sig en by, der sandelig kunne kaldes smuk. De første huse i Nauvoo var hytter, telte og nogle få, forladte bygninger. Så begyndte de hellige at bygge bjælkehytter. Alt efter hvad tid og økonomi tillod, blev der opført træhuse, og senere blev der opført solide murstensbygninger. Profeten havde en plan om at opbygge et samfund af hellige. Han havde tre hovedmål: For det første: økonomi; for det andet: uddannelse; og for det tredje: det åndelige. Profeten Joseph Smiths ønske var, at de hellige skulle blive økonomisk uafhængige. Vor Fader i Himlen har givet alle sine børn alt det, de har – deres talenter, evner, deres materielle goder – og har gjort dem til forvaltere over disse velsignelser. Et skattet levn af vores arv af økonomisk uafhængighed er Kirkens Velfærdsprogram. Det har to hovedelementer. Det første er princippet om kærlighed, og det andet er princippet om arbejde. Princippet om kærlighed er den motivation, der får os til at give af vores tid, vore penge og tjeneste til fordel for dette vidunderlige program. Johannes den elskede skrev: »Lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham . . . Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden« (1 Joh 4:7-9, 11). Derefter skrev han i 1 Johannes, kapitel 3: »Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?« (1 Joh 3:17). Det er vores forståelse af princippet om kærlighed, der motiverer os til at give gavmilde fasteofre, som er et vidunderligt system, der er blevet åbenbaret, hvor vi den første søndag i måneden frivilligt afholder os fra at spise to måltider og giver værdien af disse måltider til vores biskop. Så har han midlerne til at kunne hjælpe ham med at hjælpe de nødstedte. Systemet er for det meste problemfrit, og det øger vores påskønnelse af dem, der lider nød, og giver mulighed for at dække deres daglige behov. Må Herren fortsat velsigne os med ønsket om at elske hinanden og give gavmildt, baseret på princippet om faste. Det andet grundlæggende princip er arbejde. Arbejde er lige så vigtigt for, at Herrens økonomiske plan skal få succes, som befalingen om at elske sin næste. I Lære og Pagter kan vi læse: »Jeg, Herren, er ikke helt tilfreds med Zions indbyggere, thi der findes lediggængere blandt dem, og deres børn vokser op i ugudelighed. De søger heller ikke alvorligt efter evighedens skatte; men deres øjne er fyldt med griskhed. Det burde ikke være således og må afskaffes mellem dem« (L&P 68:31-32). Jeg er særligt bekymret med hensyn til Herrens omtale af vore børn. Vi ser beviser på mange forældre, der overforkæler deres børn uden at belære dem tilstrækkeligt om værdien af arbejde. I ethvert sandt sidste dages helligt samfund arbejder vi alle for at tjene hinanden, så godt vi kan. Vores arbejde har et højere formål, fordi det er et arbejde, der skal velsigne andre og opbygge Guds rige. Det andet krav i profeten Josephs samfund af hellige var uddannelse. Allerede i 1840, da han ansøgte om optagelse af Nauvoo, bad han ligeledes om lov til at opføre et universitet. I Encyclopedia of Mormonism kan vi læse: »De uddannelsesmæssige ideer og skikke i Kirken havde deres direkte udspring i visse åbenbaringer til Joseph Smith, som fremhæver kundskabens evige beskaffenhed og den vitale rolle, som uddannelse spiller i menneskehedens åndelige, moralske og intellektuelle udvikling« (»Education: Attitudes Toward Education,« i Daniel H. Ludlow, red., Encyclopedia of Mormonism, 5 bind, 1992, 2:441). Der er vers i vore nutidige skrifter, der specielt omtaler betydningen af verdslig og åndelig lærdom. Nogle få af disse er følgende, først fra Mormons Bog: »Men det er godt at være lærd, når man lytter til Guds råd« (2 Nephi 9:29). Og fra Lære og Pagter: »Alt, hvad vi i dette liv opnår på intelligensens område, skal følge med os i opstandelsen. Og om et menneske i dette liv ved flid og lydighed vinder mere kundskab og intelligens end en anden, så vil fordelen i samme forhold være på hans side i det tilkommende liv« (L&P 130:18-19). Fra Trosartiklerne: »Vi tragter efter alt, hvad der er dydigt, elskeligt, hvad der har godt lov eller er prisværdigt« (13. trosartikel). Profeten Joseph Smiths sidste ønske var at opbygge et samfund af åndelige hellige. Dette begynder i hjemmet. Den vigtigste undervisning, som vore børn nogensinde får, er den, som forældrene giver dem i deres eget hjem, hvis forældrene flittigt underviser deres børn om, hvilken vej vor himmelske Faders ønsker, de skal gå. En belæring, som vore ledere har givet os, er at holde familieaften regelmæssigt, hvor vi kan mødes ugentligt, lære om evangeliets principper og opbygge harmoni i familien. Her kan vi rådføre os med hinanden, læse i skrifterne, bede sammen og hygge os sammen. Vores største mål er at blive en evig familie. Vi opbygger et samfund af hellige, familie for familie. For at muliggøre evige familier blev der opført et storslået tempel i Nauvoo. Det stod som et lys for at minde alle menneskerne om, at de vigtigste velsignelser i livet er åndelige velsignelser. I templet indgås der hellige pagter, og evangeliets frelsende ordinancer udføres. Gentagne besøg i templet giver os en mulighed for at forny disse pagter og udføre stedfortrædende ordinancer for dem, der er døde uden disse velsignelser. Vi har nu templer, som ligger spredt over hele jorden og giver mange flere mulighed for at modtage de ordinancer, der er nødvendige for at opnå evigt liv. De, der er værdige til at komme i templet, vil modtage store åndelige velsignelser, hvis de fortsat tjener trofast og holder deres pagter. Herren velsigner sit folk, når de prøver at holde hans bud og kommer i hans hus. I Guds evige plan er vore templer samlingspunkter for samfund af hellige, som arbejder for at opbygge Zion. Vores samfund af hellige er ikke et lukket samfund, men et åbent samfund, der bygger på en grundvold af apostle og profeter, hvor Jesus Kristus selv er hovedhjørnestenen. Vi har alle mulighed for at elske, påskønne og nære næstekærlighed for vor himmelske Faders børn. De to grundvolde i vores økonomiske velfærd er principperne om næstekærlighed og hårdt arbejde. Det er et progressivt samfund, hvor vi oplærer vore unge i høflighed og dannelse og også de dybere sandheder i det genoprettede evangelium. Vores samfund har et åndeligt centrum, som gør det muligt at have Helligånden, som vejleder os i vores liv, hos os. Må Gud give os ønsket om at leve nærmere ham, så vi kan nyde velsignelser i form af fred, harmoni, tryghed og kærlighed til hele menneskeheden – hvilke er kendetegnene på et samfund, der er ét med ham. Han er vores Gud. Vi er hans børn. Dette er mit vidnesbyrd til jer i Jesu Kristi navn. Amen. NOTE Historiske oplysninger er fra Kirkens historie i tidernes fylde (Kirkens Uddannelsessystem, s. 193-223).