Født på ny Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab »Den fulde gavn af syndernes tilgivelse ved Frelserens forsoning begynder med omvendelse og dåb og bliver derefter større, når man har modtaget Helligånden.« Mine kære brødre, søstre og venner, ansvaret for at tale til jer tager jeg meget alvorligt. Jeg beder om jeres forståelse. Min dåb ind i denne kirke var et af mit livs højdepunkter. Jeg var otte år gammel. Mine forældre lærte mig og mine brødre, hvor vigtig denne store ordinance er. Min mor fortalte mig, at efter min dåb, ville jeg blive holdt ansvarlig for det forkerte, som jeg gjorde. Jeg kan meget tydeligt huske den dag, jeg blev døbt. Jeg blev døbt i dåbsbassinet i Tabernaklet på Tempelpladsen. De, som blev døbt, tog hvide dragter på, og en efter en blev de blidt fulgt ned ad trinnene og ned i vandet. Et af de børn, som blev døbt den dag, blev ikke sænket helt ned i vandet, og så måtte man gøre ordinancen om. Dette var nødvendigt, for som der står i skrifterne, så »symboliserer dåben død, begravelse og opstandelse, og kan kun udføres ved nedsænkning.«1 Den foretages også i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der blev anvist af Frelseren, som blev døbt i Jordanfloden, hvor der var meget vand. Som der står i Matthæusevangeliet: »Da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet.«2 Skønt jeg kun var otte år gammel, trængte ordene fra dåbsbønnen dybt ind i min sjæl. Efter at broder Irvin G. Derrick, som døbte mig, havde gentaget mit navn, sagde han: »Med fuldmagt fra Jesus Kristus døber jeg dig i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn. Amen.«3 Siden jeg blev døbt, er over 11 millioner mennesker blevet døbt ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på lignende måde og med samme myndighed. De er blevet døbt i tilfrosne søer, i havet eller i damme, hvoraf nogle blev udgravet med det formål. En af disse damme har stor historisk betydning. I 1840 var Wilford Woodruff, der dengang var en af De Tolv Apostle, på mission i England og følte sig tilskyndet til at rejse til et landdistrikt i nærheden af Ledbury. Der mødte han John Benbow, som havde en stor gård og en lille dam. John præsenterede ham for en forsamling af de Forenede Brødre, som var ivrige efter at høre evangeliets budskab. Han skrev senere i sin dagbog: Den 7. marts 1840 uden nogen hjælp til rådighed »tilbragte jeg det meste af . . . dagen med at rense en dam og gøre den klar til at døbe i, eftersom jeg så, at mange ville modtage denne ordinance. Bagefter døbte jeg seks hundrede personer i denne dam.«4 Frelseren har lært os, at alle mænd og kvinder må blive født på ny. Nikodemus, en af de jødiske ledere, opsøgte i hemmelighed Frelseren ved nattetide og sagde: »ðRabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.Ð Jesus svarede ham: ðSandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.Ы5 Nikodemus blev forvirret og spurgte: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus forklarede, at han talte om at blive åndeligt født på ny. Han sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.«6 Vi har alle behov for at blive født åndeligt, uanset om vi er otte eller 80 – eller endog 90 år gammel. Da søster Luise Wulff fra Østtyskland blev døbt i 1989, udbrød hun: »Der stod jeg så – 94 år gammel og født på ny!«7 Vores første fødsel finder sted, når vi bliver født til jordelivet. Vores anden fødsel begynder, når vi bliver døbt med vand af en, der bærer Guds præstedømme, og fuldendes, når vi bliver bekræftet, og »da kommer [vores] synders forladelse ved ild og ved den Helligånd.«8 For nogle år siden fortalte Albert Peters om en oplevelse, som han og hans kammerat havde haft med en mand, der var blevet født på ny. En dag var de taget ud til Atiatis hytte i landsbyen Sasina på Samoa. Der fandt de en ubarberet, ufriseret og misdannet mand, der lå på en seng. Han bad dem komme indenfor og præsentere sig. Han blev glad, da han fandt ud af, at de var missionærer, og ville gerne høre deres budskab. De gav den første lektion, bar vidnesbyrd for ham og tog så af sted. Mens de gik derfra, talte de om Atiatis tilstand – han havde haft børnelammelse 22 år forinden, hvilket havde gjort ham lam i armene og benene – så hvordan kunne han nogen sinde blive døbt, når han var så fuldstændig handicappet? Da de besøgte deres nye ven den næste dag, blev de overrasket over at se, hvordan Atiati havde forandret sig. Han var glad og nybarberet; selv hans sengetøj var blevet skiftet. »I dag«, sagde han »begynder jeg at leve igen, fordi mine bønner i går blev besvaret og I [kom] til mig . . . Jeg har ventet i over 20 år på, at nogen skulle komme og fortælle mig, at de havde Kristi sande evangelium.« I flere uger underviste de to missionærer denne oprigtige, intelligente mand i evangeliets principper, og han fik et stærkt vidnesbyrd om sandheden og behovet for dåb. Han bad dem faste sammen med sig, så han kunne få styrke til at komme ned i vandet og blive døbt. Det nærmeste dåbsbassin var 13 km væk. Så de bar ham ud i deres bil, kørte ham hen til kirken og satte ham på en bænk. Deres distriktsleder indledte mødet med at bære et stærkt vidnesbyrd om den hellige dåbsordinance. Så løftede ældste Peters og hans kammerat Atiati op og bar ham til bassinet. Da de gjorde det, sagde Atiati: »Vær rar at sætte mig ned.« De tøvede, og så sagde han igen: »Sæt mig ned.« Mens de stod der og var noget forvirrede, smilede Atiati og udbrød: »Det her er den største begivenhed i mit liv. Jeg ved uden skygge af tvivl i mit sind, at dette er den eneste måde, hvorpå man kan opnå evig frelse. Jeg vil ikke bæres ind til min frelse!« Så de satte Atiati ned på gulvet. Efter en kraftanstrengelse lykkedes det ham at få rettet sig op. Den mand, som havde ligget i 20 år uden at røre sig, stod nu op. Langsomt, med ét vaklende skridt ad gangen, trådte Atiati ned ad trinnene og ned i vandet, hvor den forbløffede missionær tog hans hånd og døbte ham. Han bad derefter om at blive båret fra bassinet hen til kirkebygningen, hvor han blev bekræftet som medlem af Kirken. Atiati fortsatte med at gøre fremskridt, således at han fik evnen til at gå kun hjulpet af en stok. Han fortalte ældste Peters, at han vidste, at han ville være i stand til at gå den morgen, han skulle døbes. Han sagde: »Når tro nu kan flytte et stædigt bjerg, så tvivlede jeg ikke på, at den kunne få mine lemmer til at fungere.«9 Jeg tror, vi kan sige, at Atiati virkelig var blevet født på ny! Ligesom Atiati bliver vi, når vi bliver døbt, åndelig født af Gud, og får ret til at få hans billede prentet i vores bevidsthed.10 Vi bør føle en stor forandring i hjertet,11 så vi kan blive »nye mennesker«12 og udøve tro på vor Herre og Frelser, Jesu Kristi, forløsning, så vi kan bevare vores standard for værdighed. De personlige standarder for værdighed for at kunne blive døbt ind i denne kirke er enkle: »Alle, der ydmyger sig for Gud og ønsker at blive døbt, som kommer med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, og som vidner for menigheden, at de virkelig har omvendt sig fra alle deres synder og er villige til at påtage sig Jesu Kristi navn, fast besluttet på at tjene ham indtil enden og virkelig viser gennem deres gerninger, at de har modtaget Kristi Ånd til deres synders forladelse, skal optages i Kirken ved dåb.«13 Dåb ved nedsænkning i vand er »evangeliets indledende ordinance og må efterfølges af dåb af Ånden for at være fuldstændig.«14 Som profeten Joseph Smith engang har sagt: »Man kan lige så godt døbe en sæk sand som et menneske, dersom det ikke bliver gjort med henblik på syndernes forladelse og modtagelsen af den Helligånd. Dåb med vand er blot en halv dåb og duer ikke uden den anden halvdel – dvs. dåben med den Helligånd!«15 Den fulde gavn af syndernes tilgivelse ved Frelserens forsoning begynder med omvendelse og dåb og bliver derefter større, når man har modtaget Helligånden. Som Nephi sagde, så er dåben porten, »og da kommer jeres synders forladelse ved ild og ved den Helligånd.«16 Dåbsporten giver adgang til yderligere pagter og velsignelser gennem præstedømmets og templets velsignelser. Helligåndens ophøjede gave bliver sammen med medlemskabet af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige overdraget ved bekræftelse ved håndspålæggelse af dem, der har præstedømmets myndighed. Dette præciserede Paulus for efeserne, da han spurgte: »ðFik I Helligånden, da I kom til tro?Ð De svarede: ðVi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.Ð Paulus spurgte: ðHvilken dåb blev I da døbt med?Ð De svarede: ðMed Johannes' dåb.Ð Så sagde Paulus: ðJohannes døbte med omvendelsesdåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fulgte efter, det vil sige på Jesus.Ð Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem.«17 De, som besidder denne åndelige gave, kan, hvis de er værdige, nyde større forståelse og berigelse og vejledning i alle livets gøremål, både åndelige og timelige. Helligånden bærer vidnesbyrd for os om sandheden og indprenter så fuldstændigt i vores sjæl, at Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, virkelig er til, at ingen jordisk magt eller myndighed kan adskille os fra den kundskab.18 Ja, hvis man ikke har Helligåndens gave, er det omtrent som at have et legeme uden et immunsystem. Vi tror, at alle mænd og kvinder får Kristi Ånd.19 Denne er forskellig fra Helligåndens gave. Profeten Joseph Smith har belært om følgende: »Der er forskel på den Helligånd og den Helligånds gave.«20 Mange uden for Kirken har modtaget åbenbaring ved Helligåndens kraft, som har overbevist dem om evangeliets sandhed. Ved denne kraft får de oprigtigt søgende et vidnesbyrd om Mormons Bog og evangeliets principper, inden de bliver døbt. Men Helligåndens velsignelser er begrænsede, hvis man ikke har modtaget Helligåndens gave. De, som besidder Helligåndens gave efter dåb og bekræftelse, kan modtage mere lys og større vidnesbyrd. Dette er fordi, at Helligåndens gave er et »fast vidne og en højere begavelse end Helligåndens sædvanlig tilkendegivelse.«21 Det er den højere begavelse, fordi Helligåndens gave kan virke som et »lutrende middel, der renser en person og helliggør ham fra al synd.«22 Eftersom dåb med vand og af Ånden er nødvendig for opnå den fulde frelse, bør alle Guds børn på grund af tingenes evige beskaffenhed have denne mulighed, heriblandt også dem, som har levet i forgangne århundreder. I den første kristne kirke forstod og praktiserede man læren om de levendes dåb for de døde i templet. I sin store forklaring om opstandelsen sagde Paulus: »Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?«23 At gøre noget så væsentligt for dem, som ikke kan gøre det for sig selv, er i sandhed kristuslignende. Ved at sætte livet til for at sone for hele menneskehedens synder gjorde Jesus det for os, som vi ikke kan gøre selv. Profeten Malakias sigtede til denne lære, da han talte om profeten Elias' komme, ham som ville »vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så [Herren] ikke skal komme og slå landet med forbandelse.«24 Dette udføres i høj grad ved stedfortrædende arbejde for de døde. Ingen anden organisation på jorden gør mere for at opfylde Malakias' løfte, end Kirken gør. Med store omkostninger og anstrengelser besidder Kirken nu den største skat af slægtshistoriske optegnelser i verden. Kirken har nu 660 millioner navne på hjemmesiden FamilySearch.25 Disse optegnelser er frit tilgængelige for enhver, som ønsker at forske i dem. Eftersom jeg har levet så mange år siden min dåb med vand, har jeg lært at påskønne Helligåndens åndelige gaver, som kommer ved Åndens dåb. Jeg blev bekræftet for 72 år siden af en, der havde myndighed, Joseph A. F. Everett, en af mine forældres nære venner og en meget ædel mand. Jeg beder ydmygt om, at Herrens Ånd vil sætte sit segl på vigtigheden af det, som jeg har talt om. Jeg vidner om, at vi ikke kan blive fuldstændig omvendt, før vi »leve[r] et nyt liv«26 og i hjertet er et nyt menneske, »renset for sine tidligere synder.«27 Dette kan kun ske ved at blive født på ny af vand og af Ånden ved dåb og ved at modtage Helligåndens gave. På denne måde kan vi modtage den guddommelige tilgivelse, ved hvilken vi i hjertet kan vide, at vore synder er blevet os forladt.28 Jeg ved, at dette er sandt og vidner således derom i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Bible Dictionary, »Baptism,« s. 618; se også Matt 3:16, ApG 8:37-39; Rom 6:1-6; Kol 2:12; L&P 20:72-74; 128:12-13. 2. Matt 3:16. 3. Se L&P 20:73. 4. Som citeret i Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff: History of His Life and Labors, 1964, s. 117. 5. Joh 3:2-3. 6. Joh 3:4-6. 7. »Født igen i en alder af 94,« Stjernen, juni 1994, s. 24. 8. 2 Nephi 31:17. 9. Se Albert Peters »Et vaklende skridt ad gangen«, Stjernen, juni 1994, s. 28-31. 10. Se Alma 5:14. 11. Se Alma 5:14. 12. Mosiah 27:26. 13. L&P 20:37. 14. Bible Dictionary, »Baptism,« s. 618. 15. Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 143. 16. 2 Nephi 31:17; se også L&P 19:31. 17. ApG 19:2-6. 18. Se 2 Nephi 31:18. 19. Se L&P 93:2. 20. Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 133. 21. I James R. Clark, saml., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bind, 1965-75, 5:4. 22. Bible Dictionary, »Holy Ghost«, s. 704. 23. 1 Kor 15:29. 24. Mal 4:6; se også L&P 138:47; JS – H 1:39. 25. Se www.familysearch.org. 26. Rom 6:4. 27. 2 Pet 1:9. 28. Se Mosiah 4:3.