»Pløj med håb« Ældste Neal A. Maxwell De Tolv Apostles Kvorum »Ved at gøre brug af forsoningen kan vi få adgang til Helligåndens gaver, som ðfylder . . . med håb og fuldkommen kærlighedЫ (Moroni 8:26). Godt nok, brødre og søstre, er verden »i bevægelse«, men riget skrider fremad som aldrig før! (Se L&P 88:91; 45:26). Dets særegenhed træder tydeligere frem takket være de skiftende strømninger i en verden, hvor værdier, som ikke er fastgjort med genoprettelsens nagler, hastigt smuldrer (se L&P 105:31). Følgerne af det er modstridende kombinationer som kedsomhed og vold. Nogle eksisterer bare, »uden håb og uden Gud i verden« (Ef 2:12; se også Alma 41:11). Nutidige disciples vandring bringer os gennem en barsk ødemark, deriblandt samfund, der ikke er villige til at sætte nogen grænser og drøner af sted uden bremser! Ja, vel har vi historiens bedste masseunderholdning og massekommunikation, men også mange ensomme mennesker. Teknologiens fællesskab kan ikke erstatte familien. Skønt jeg bedrøves over de truende uvejrsskyer, som er følgen af det, så kan de dog i sig selv tjene et godt formål. De kan tæmme os åndeligt, for »medmindre Herren revser sit folk med mange lidelser . . . vil de ikke erindre ham« (Helaman 12:3). Herren lutrer alligevel stille hele tiden sine trofaste individuelt, men ydre begivenheder er også med til at belyse Guds højere veje og hans rige (se L&P 136:31). Men vore omstændigheder er krævende. Vi har mange nedbrudte forældre, flere og flere ægteskaber, der ødelægges, og splittede familier. De nedbrydende følger af narko, vold og pornografi viser sig stedse tydeligere. I sandhed »fortvivlelse kommer af ugudelighed« (Moroni 10:22). Eftersom djævelen ønsker at »gøre alle mennesker ulykkelige, ligesom han selv er«, handler hans plan om elendighed (2 Nephi 2:27, se også vers 18). De tapre iblandt os fortsætter fremad, fordi de ved, at Herren elsker dem, skønt de ikke »fatter . . . alle tings betydning« (1 Nephi 11:17). Når I og jeg succesfuld ser de tapre tackle alvorlige og ubarmhjertige prøvelser, jubler vi over dem og glæder os over deres spirende styrke og godhed. Men resten af os skælver ved tanken om de lærepenge, der skal betales for at skabe en sådan karakterstyrke, mens vi håber, at vi ikke falder, hvis vi udsættes for noget lignende! Det er måske for sent at rette op på visse samfund, men ikke at hjælpe de mennesker og familier, som er villige til at rette op på sig selv. Det er ikke for sent for nogle at blive pionerdisciple i deres familier og der, hvor de bor, eller for enkeltpersoner at blive lokale fredsstiftere i en verden, som er berøvet fred (se L&P 1:35). Hvis andre skulle savne forbilleder, kan de selv blive forbilleder. Skønt Josva kunne sige: »Jeg og mit hus . . .«, kan de, der for tiden er berøvet en intakt familie, dog stadig sige: »Jeg . . .« og leve på en måde, så de er værdige til at udføre alt det, som Herren har planlagt for dem (Jos 24:15). Således er disciple »standhaftige« (L&P 9:14), »holder trofast ud til enden« (L&P 6:13) og fortsætter på deres vej (se L&P 122:9) i en urolig verden. Men udholdenhed og underkastelse er overhovedet ikke passive handlinger, men minder mere om at berede sig på større opgaver, mens man – sagtmodigt og sejrrigt – bærer arrene fra tidligere kampe. Hvad betyder et par spottende fingre nu (se 1 Nephi 8:33), når de trofaste til sin tid vil vide, hvordan det er at blive »favnet i Jesu arme«? (Mormon 5:11). Hvad betyder hån nu, hvis vi senere kan høre disse herlige ord: »Godt, du gode og tro tjener«? (Matt 25:21). I mellemtiden opfordrer Paulus os til at »pløje med håb« (1 Kor 9:10). Der er derfor så inderligt brug for evangeliets langsigtede perspektiv og håb. Dagens nedture kan så ses i lyset af, at vi i morgen skal løftes op i Guds saliggørelsesplan (se Alma 42:8, 16). Da Gud ønsker et folk, som er blevet »prøve(t) i alle ting« (L&P 136:31), præcis hvordan vil vi da blive prøvet? Han fortæller os: »Jeg vil prøve mit folks tålmodighed og tro« (se Mosiah 23:21). Eftersom vores tro på Herrens timing kan blive sat på prøve, bør vi lære at sige ikke blot: »Din vilje ske«, men tålmodigt sige: »Din timing ske«. Håbet mætter sig med Kristi ord »med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os«, de »er jo skrevet, for at vi kan lære af det« (Rom 15:4) og de støttes af »alle disse vidnesbyrd« (Jakobs Bog 4:6; se også 2 Nephi 31:20). Tro består af »tillid til det, der håbes på« og »overbevisning om det, der ikke ses« (JSO Hebr 11:1; se også Ether 12:6). Så uanset hvad vores ydmyge fure er, skal vi »pløje med håb« (1 Kor 9:10) og til sidst udvikle »et fuldkommen klart håb« (2 Nephi 31:20; se også Alma 29:4). Men alt for mange af de delvist engagerede venter, som Na'aman, på, at Herren skal byde dem at gøre »noget svært«, mens vi afviser hans mindre påbud (2 Kong 5:13). Da Na'aman blev gjort ydmyg og irettesat, blev ikke alene hans hud som et lille barns, men det gjorde hans hjerte også (se 2 Kong 5:14-15). Når vi ikke vil tjene Herren i det små, bliver han fremmed for os (se Mosiah 5:13). De, der »pløje(r) med håb«, forstår imidlertid ikke blot høstens lov, men også hvad vækstperioderne handler om. Vel er det sandt, at de, der har et oprigtigt håb, til tider kan se deres omstændigheder rystet som i et kalejdoskop, men med »troens øje« ser de dog Guds hensigter (Alma 5:15). Men det største håb er selvfølgelig knyttet til Jesus og den storslåede forsoning med dens medfølgende gave, som er opstandelse for alle, og løftet om Guds »største gave«, evigt liv (se Moroni 7:40-41; Alma 27:28; L&P 6:13; 14:7). Adskillige skriftsteder beskriver selve essensen i den herlige og frelsende forsoning, deriblandt et gribende, selvbiografisk vers, hvor det betros os, at Jesus »ønskede, at jeg ikke skulle drikke den bitre kalk« (L&P 19:18). Eftersom den »uendelige forsoning« krævede uendelig lidelse, var der en risiko for fortrydelse! (2 Nephi 9:7; Alma 34:12). Hele menneskehedens skæbne afhang af Kristi karakter! Lykkeligvis for os veg han ikke tilbage, men »fuldendte [sine] forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:19). Men Kristi enestående underdanighed har altid været til stede. Han har i sandhed »underkastet [sig] Faderens vilje i alt fra begyndelsen« (3 Nephi 11:11), idet han ivrigt hele tiden observerede Faderen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen« (Joh 5:19). Dette vers rummer storslåede løfter, som ligger hinsides det hinsides. Under den smertefulde forsoningsproces lod Jesus sin vilje blive »opslugt i Faderens vilje« (Mosiah 15:7). Som frie individer er vores største valg at vælge at underkaste os vor store Konge. Det er den eneste overgivelse, der samtidig er en sejr! Når vi aflægger os det naturlige mennesker, bliver vi i stand til at iføre os Guds fulde rustning, som ikke tidligere passede os. (se Ef 6:11, 13). Da Jesus forløste os, »udtømte [han] sin sjæl til døden« (Mosiah 14:12; se også Es 53:12; L&P 38:4). Når vi lejlighedsvis »udtømmer« vore sjæle i personlige bønner, bliver vi på den måde tømt, og der bliver plads til større glæde! Et andet vigtigt skriftsted beskriver, hvordan Jesus har trådt »den almægtige Guds grumme vredes vinperse« (L&P 88:106; se også L&P 76:107; 133:50). Andre kan og bør opmuntre, rose, bede og trøste, men opgaven med at løfte og bære vore individuelle kors påhviler den enkelte. Når vi tænker på den »grumme vrede«, som Kristus udholdt for os, kan vi ikke forvente, at vores liv som disciple bliver en leg. Når vi for eksempel søger tilgivelse, kan omvendelsen være en tung byrde at bære. Men lad os ikke, som nogle gør, forveksle de splinter, som vi selv har anbragt på vore skuldre, med kors! Da Jesus udvirkede sin enestående forsoning, »steg [han] ned under alle ting. Deri omfattede han alt« (L&P 88:6; L&P 122:8). Hvor må den nedstigen i fortvivlelsens gab og afgrundens smerte have været dyb! Han gjorde det for at frelse os og for at forstå menneskelig lidelse. Lad os derfor ikke modsætte os de belærende oplevelser, som kan udvikle vores egen medfølelse yderligere (se Alma 7:11-12). Et sløset hjerte er ikke nok, og ej heller et vredt hjerte. Så hvis vi fuldt ud skal indlemmes i »lidelsesfællesskabet med ham«, må vi betale den fulde pris som disciple (Fil 3:10; se også 1 Kor 1:9). Og ikke alene påtog Jesus sig vore synder og sonede for dem, men også vore sygdomme, og svære bekymringer (se Alma 7:11-12; Matt 8:17). Derfor kender han personligt alt det, som vi skal igennem, og ved, hvordan han kan udstrække sin fuldkomne nåde, såvel som hvordan han kan trøste os. Hans smerte var endnu mere forbløffende derved, at han trådte vinpersen »alene« (L&P 133:50). Lejlighedsvis har himlens Gud grædt (se Moses 7:28). Man tænker derfor over Jesu uendelige forsonings smerte og Faderens følelser – for Sønnen og for os. Der findes ingen belærende, relevante åbenbaringer om det, men alligevel kan vi ikke, med vores begrænsede forstand, undlade at fornemme, hvordan det må have været! Hvis vi, ligesom Frelseren, lader være med at vige tilbage, må vi følge disciplens krævende vej derhen, hvor Mesterens belærende lærdomme fører os. Ellers vandrer vi med Jesus en tid, men følges så ikke mere med ham (se Joh 6:66). At vige tilbage omfatter både at stoppe op og at vende om. Jo mere vi ved om Jesus, desto mere elsker vi ham. Jo mere vi ved om Jesus, desto mere stoler vi på ham. Jo mere vi ved om Jesus, desto mere ønsker vi at blive som han og at være sammen med ham ved at blive den slags mænd og kvinder, han ønsker, at vi skal blive (se 3 Nephi 27:27), mens vi nu lever lykkeligt (se 2 Nephi 5:27). Derfor kan vi, med Helligåndens hjælp, herliggøre Kristus ved at omvende os og derved få adgang til den forbløffende forsonings velsignelser, som han har købt til os for så dyr en pris! (se Joh 16:14). Så, brødre og søstre, når vi tænker på, hvad Jesus døde for, er vi så villige til at leve med de udfordringer, som tildeles os? (se Alma 29:4, 6). En vis bæven er til tider både acceptabel og forståelig. Der er mange specifikke måder, hvorpå vi kan anvende disse »nøgleskriftsteder« om Jesus og forsoningen på os selv, men alle dækkes af denne altomfattende udtalelse: »Tag mit åg på jer, og lær af mig« (Matt 11:29). Faktisk findes der ikke nogen anden måde, hvorpå vi rigtigt kan lære! (se 1 Nephi 19:23). Den uendelige forsoning er så omfattende og vidtrækkende, men i sidste ende er den også meget personlig! Lykkeligvis kan vi opnå tilgivelse gennem forsoningen, og, hvad der er meget vigtigt, vi kan vide, at vi er blevet tilgivet, hvilket er den sidste, glædelige frigørelse fra vildfarelse. Ved at gøre brug af forsoningen kan vi få adgang til Helligåndens gaver, som »fylder . . . med håb og fuldkommen kærlighed« (Moroni 8:26). Ingen af os har råd til at være foruden det tiltrængte håb og den kærlighed på vandringen gennem vore omstændigheders Sinaj! Inden for det ansvar, der tilstedes os som disciple, skal vi overvinde verden (se 1 Joh 5:3-4); fuldføre det hverv, som vi personligt har fået tildelt; drikke af et bittert bæger, uden selv at blive bitre; opleve at udtømme vore sjæle; i højere grad lade vores vilje blive opslugt i Faderens vilje, og erkende – hvor svære de belærende trængsler end er – at »alt dette skal give dig erfaring og tjene dig til bedste« (L&P 122:7), og holde ud og pløje til enden af furen – mens vi hele tiden herliggør ham og bruger de mageløse gaver, som han har givet os, deriblandt en dag »alt« det, han har (L&P 84:38). I Jesu Kristi hellige navn. Amen!