Bring ham hjem PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab Vi kan med Herrens hjælp række ud og redde dem, som vi har ansvar for. Mine kære brødre, jeg føler mig meget ydmyg ved at stå foran jer denne aften og vide, at ud over den imponerende tilskuerskare i dette Konferencecenter, er mange hundredtusinder præstedømmebærere på lignende måde samlet over hele verden. Mens jeg overvejede ansvaret ved at tale til jer, huskede jeg en definition på præstedømmemyndighed, udtalt af præsident Stephen L Richards. Han sagde: »Præstedømmet bliver sædvanligvis ganske enkelt defineret som ›Guds magt givet til mennesket‹. Denne definition, synes jeg, er nøjagtig. Men af praktiske årsager vil jeg gerne definere præstedømmet i forbindelse med tjeneste, og jeg kalder det ofte for ›den fuldkomne plan for tjeneste.‹«1 Uanset om vi har embedet som diakon i Det Aronske Præstedømme, eller om vi er ældste i Det Melkisedekske Præstedømme, er vi forpligtet af Herrens åbenbaring, som findes i det 107. afsnit af Lære og Pagter, vers 99: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.« Da vores yngste søn, Clark, nærmede sig sin 12 års fødselsdag, var han og jeg ved at gå ud af Kirkens administrationsbygning, da præsident Harold B. Lee kom hen til os og hilste på os. Jeg nævnte, at Clark snart blev 12 år, hvorefter præsident Lee vendte sig mod ham og spurgte: »Hvad sker der med dig, når du bliver 12?« Det var et af de tidspunkter, hvor en far beder til, at hans søn må blive inspireret til at give det rigtige svar. Uden tøven sagde Clark til præsident Lee: »Så bliver jeg ordineret til diakon.« Det var det svar, som præsident Lee var ude efter. Så gav han vores søn dette råd: »Husk på, at det er en stor velsignelse at bære præstedømmet.« Da jeg var dreng, glædede jeg mig til at dele nadveren ud til wardets medlemmer. Vi diakoner blev oplært i vore pligter. En af mændene i vores ward, Louis, led af spastiske lammelser. Hans hoved og hænder rystede så voldsomt, at han ikke selv kunne deltage i nadveren. Hver eneste diakon vidste, at det var hans pligt, når han tjente Louis, at holde brødet op til hans læber, så han kunne spise det og på samme måde placere bægeret med vand ved hans mund med den ene hånd og holde hans hoved stille med den anden – imens var der en anden diakon, som holdt bakken. Louis sagde altid: »Tak.« Det var 40 år siden her ved konferencetiden, da præsident David O. McKay kaldte mig til at tjene som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Ved det første møde for præsidentskabet og De Tolv, hvor jeg deltog, og hvor nadveren blev uddelt, annoncerede præsident McKay: »Før vi deltager i nadveren, vil jeg gerne bede vores nyeste medlem af denne gruppe, bror Monson, om at belære præsidentskabet og De Tolv om vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi sonoffer.« Da var det, jeg fik en sand forståelse af det gamle ordsprog: »Når tiden til beslutningerne kommer, er tiden til forberedelse forpasset.« Det var også tid at huske det råd, der findes i 1 Peter: I skal »altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«2 Jeg begyndte mine bemærkninger ved at henvise til et brev, som jeg havde modtaget fra en af soldaterne i mit ward, som tjente ved frontlinien i Korea under den af og til glemte krig. Forfatteren fortalte, hvordan flere fra hans deling midt i beskydningen søndag morgen deltog i uddelingen af brød og vand, begge dele serveret fra en hjelm. Hver især huskede betydningen af den velsignelse, der udtaltes over disse hellige emblemer og hans personlige ansvar for at holde Herrens befalinger og følg Herrens eksempel på tjeneste af andre. Mindet om denne særlige oplevelse med Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum er ikke blevet udvisket i de mellemliggende 40 år. For dem, der har været borte fra hjemmet og familien, uanset om det er i militæret, på mission eller af andre årsager, så frembringer helligdage en længsel – en stærk længsel – efter at være sammen med sine kære. At høre børnenes latter, at se forældres udtryk for kærlighed og at føle brødres og søstres omfavnelse giver os et glimt af himlen og den evige glæde, der findes der. En decemberaften, mens søster Monson og jeg ventede på at gå ombord i et fly til USA, stod vi i den lumre hede og fugtighed i Singapore, da der over højtaleren i lufthavnen kom en velkendt, munter melodi med Bing Crosby, der sang ordene: Jeg kommer hjem til jul, I kan regne med mig. Sørg for sne og julegran og gaver under træet. Juleaften er jeg, hvor kærligheden er stærk. Jeg kommer hjem til jul, i hvert fald i mine tanker.3 Det Første Præsidentskab har længe understreget udtalelsen: »Hjemmet er grundlaget for et retskaffent liv, og at intet andet kan erstatte eller udfylde hjemmets grundlæggende funktioner.«4 Der findes familier, der består af mødre og fædre, sønner og døtre, som på grund af tankeløse kommentarer har isoleret sig selv fra hinanden. En beretning om, hvordan en sådan tragedie kun lige akkurat blev afværget, fandt sted for mange år siden for en ung mand, som jeg af hensyn til fortrolighed vil kalde Jack. I hele Jacks liv havde han og hans far haft mange alvorlige skænderier. En dag, da han var 17 år, havde de et særligt slemt et. Jack sagde til sin far: »Dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg rejser hjemmefra, og jeg kommer aldrig tilbage.« Idet han sagde det, gik han ind i huset og pakkede sin taske. Hans mor tiggede ham om at blive, men han var for vred til at lytte. Han efterlod hende grædende i døren. Han var på vej over gården og ud af lågen, da han hørte sin far råbe til sig: »Jack, jeg ved, at en stor del af skylden for, at du rejser, er min. Det er jeg virkelig ked af. Jeg ønsker, du skal vide, at hvis du nogen sinde ønsker at vende hjem, så er du altid velkommen. Og jeg vil forsøge at være en bedre far for dig. Jeg ønsker, du skal vide, at jeg altid vil elske dig.« Jack sagde intet, men gik ned til busstationen og købte en billet til et fjerntliggende sted. Da han sad i bussen og så kilometerne forsvinde, begyndte han at tænke over sin fars ord. Han begyndte at forstå, hvor meget kærlighed, det havde krævet for ham at gøre det, han havde gjort. Far havde undskyldt. Han havde inviteret ham tilbage, og ordene genlød i sommerluften: »Jeg elsker dig.« Da forstod Jack, at det næste træk var op til ham. Han vidste, at den eneste måde, hvorpå han nogen sinde kunne finde fred med sig selv, var at vise sin far den samme form for modenhed, godhed og kærlighed, som far havde vist ham. Jack stod af bussen. Han købte en returbillet og tog tilbage. Han ankom kort efter midnat, gik ind i huset og tændte lyset. Der i gyngestolen sad hans far med hovedet i sine hænder. Da han så op og så Jack, rejste han sig fra stolen, og de løb ind i hinandens favn. Jack sagde ofte: »Disse sidste år, hvor jeg boede hjemme, var blandt de lykkeligste år i mit liv.« Vi kan sige, at her var en dreng, som på én nat blev en mand. Her var en far, som idet han undertrykte lidenskab og tøjlede stolthed, reddede sin søn, før han blev en af den store flok af »tabte bataljoner« som er et resultat af brudte familier og spredte hjem. Kærlighed var det, som bandt, den helbredende balsam. Kærlighed – ofte følt, men sjældent udtrykt. Fra Sinajbjerget tordner det i vore ører: »Ær din far og din mor.«5 Og senere, fra den samme Gud, påbudet: »I skal leve sammen i kærlighed.«6 Brødre, ansvaret er vores, ja, selve den højtidelige pligt at række ud til dem, som er gået over i inaktivitet eller faret vild fra familiens kreds. Tænk sammen med mig tilbage på de smukke ord i Herrens åbenbaring fra afsnit 18 i Lære og Pagter: »Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne ... Og om det skulle ske, at I måtte arbejde hele jeres liv med at råbe omvendelse til dette folk og kun førte én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være med ham i min Faders rige! Og dersom jeres glæde kan være så stor over en eneste sjæl, som I har ført til mig i min Faders rige, hvor meget større glæde ville I da ikke have, om I kan føre mange sjæle til mig!«7 Som præsidentskaber for Det Aronske Præstedømmes kvorummer, som vejledere for disse kvorummer kan vi med Herrens hjælp række ud og redde dem, som vi har ansvar for. Unge mænd, med et smil på jeres ansigt og beslutsomhed i jeres hjerte, kan I, arm i arm, tage en mindre aktiv dreng med og sammen komme til præstedømmemødet og lære om Herren, og hvad han har forberedt jer til at gøre. I har ret til hans guddommelige hjælp, for han har lovet: »Jeg vil gå foran jer. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«8 Brødre i Det Melkisedekske Præstedømme, I har den samme hellige opgave og forpligtelse, som hører til jeres pligter over for andre mænd og deres familier. Og I har det samme løfte fra Herren om hjælp i jeres indsats. Når I gør det, besvarer I en mors bøn, de kærlige, dog uudtrykte følelser i børnenes hjerte, og jeres navne vil for evigt blive æret af dem, som I rækker ud til og hjælper. Lad mig komme med et ret privat, men glædeligt eksempel, som jeg selv har oplevet. Som biskop bekymrede jeg mig om ethvert medlem, som var inaktivt, som ikke deltog, ikke tjente. Således var mine tanker en dag, da jeg kørte ned ad gaden, hvor Ben og Emily Fullmer boede. Ubehag og smerter ved de fremadskridende år gjorde, at de trak sig tilbage fra aktivitet i deres hjems ly, isolerede, afsondrede, udelukkede fra det etablerede dagligliv og samvær. Ben og Emily havde ikke været til vores nadvermøde i mange år. Ben, tidligere biskop, plejede at sidde i sin stue og læse Det Nye Testamente og lære udenad. Jeg var på vej fra mit salgskontor i byen til vores fabrik på Industrial Road. Af en eller anden grund, var jeg kørt ned af First West, en gade, som jeg aldrig havde kørt på før, for at nå mit bestemmelsessted på fabrikken. Så følte jeg den ufejlbarlige tilskyndelse til at parkere min bil og besøge Ben og Emily, selv om jeg var på vej til et møde. Jeg lyttede ikke til tilskyndelsen til at begynde med, men kørte videre et par blokke, men da tilskyndelsen imidlertid kom igen, vendte jeg tilbage til deres hus. Det var en solrig hverdagseftermiddag. Jeg nærmede mig døren til deres hjem og bankede på. Jeg hørte den lille foxterrier gø ad mig. Emily bød mig velkommen ind. Da hun så mig, udbrød hun: »Hele dagen har jeg ventet på, at min telefon skulle ringe. Den har været helt stille. Jeg håbede, at postbudet ville komme med et brev. Han kom kun med regninger. Biskop, hvordan vidste du, at det er min fødselsdag i dag?« Jeg svarede: »Gud ved det, Emily, for han elsker dig.« I stilheden i deres stue, sagde jeg til Ben og Emily: »Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg blev ledt herhen i dag, men det blev jeg. Vor himmelske Fader ved det. Lad os knæle ned i bøn og spørge ham hvorfor.« Det gjorde vi, og svaret kom. Da vi rejste os fra vore knæ, sagde jeg til bror Fullmer: »Ben, vil du komme til præstedømmemøde, hvor hele præstedømmet mødes, og fortælle vore drenge i Det Aronske Præstedømme den historie, du fortalte mig, da jeg var dreng, om hvordan du og en gruppe drenge en søndag var på vej til Jordan River for at svømme, men du følte ånden tilskynde dig til at deltage i Søndagsskolen. Og det gjorde du. En af drengene, som ikke reagerede på denne ånd, druknede den søndag. Vore drenge vil gerne høre dit vidnesbyrd.« »Det vil jeg«, svarede han. Så sagde jeg til søster Fullmer: »Emily, jeg ved, at du har en smuk stemme. Min mor har fortalt mig det. Vi har wardskonference om nogle få uger, og vores kor skal synge. Vil du slutte dig til koret og deltage i vores wardskonference og måske synge en solo?« »Hvad skal jeg synge?« spurgte hun. »Jeg ved det ikke,« sagde jeg, »men jeg vil gerne have, at du synger.« Hun sang. Han talte til Det Aronske Præstedømme. Hjerter blev glædet af Bens og Emilys tilbagevenden til aktivitet. De gik sjældent glip af et nadvermøde fra den dag. Åndens sprog havde talt. Den var blevet hørt. Den var blevet forstået. Hjerter blev rørt og sjæle frelst. Ben og Emily Fullmer var kommet hjem. En af de musicals, som har kørt længst tid nogen sinde er De Elendige. Historien foregår under den franske revolution. Hovedpersonen i musicalen er Jean Valjean. I sin oprigtige bekymring for den unge mand, Markus, som skal i kamp, udtrykker han i sang en oprigtig bøn: Himlens Gud, hør min bøn, ofte har jeg søgt dig i løn Han er ung, fuld af frygt, Lad ham nu hvile trygt. Bring ham hjem ... Bring ham fred, du har set, han er ung, han har levet så lidt. Du har magt, tag og giv, skån kun ham, skån hans liv. Skal jeg dø, lad det ske, skån kun ham. Bring ham hjem.9 Brødre, når vi går fremad som bærere af Guds præstedømme, lærer vores pligt og så rækker ud til vore brødre, som har brug for vores hjælp, lad os da se opad til vor himmelske Fader, som er alles Fader. Vi hører måske ikke hans røst, men vi vil huske hans hilsen: »Godt, du gode og tro tjener«!10 Og i vores hjerte genkender vi hans uudtalte bøn: Bring ham hjem. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. I Conference Report, apr. 1937, s. 46. 2. 1 Pet 3:15. 3. Kim Gannon og Walter Kent, »I'll Be Home for Christmas«, 1943. 4. J. Reuben Clark jun., møde for ledende ansatte i Kirkens hjælpeorganisationer, 29. mar. 1940; se også »Brev fra Det Første Præsidentskab«, Liahona, dec. 1999, s. 1. 5. 2 Mos 20:12. 6. L&P 42:45. 7. L&P 18:10, 15-16. 8. L&P 84:88. 9. Herbert Kretzmer, »Bring Him Home.« 10. Matt 25:21.