Ord er en del af en udtryksmåde, som vi bruger til at dele viden,
følelser eller information med mennesker. Blandt disse ord bliver ét
brugt til at finde årsagen eller grunden bag handlinger. Når
det bliver udtalt, er det for at tilfredsstille vores nysgerrighed, for at
udforske det ukendte eller for at få svar på spørgsmål
om vores jordiske liv. Når det ikke bliver anvendt eller ignoreret,
vil tankeprocessen ophøre, og uvidenhed vil herske. Hvad er så dette
vigtige ord? Har I gættet det? Det består af syv bogstaver. Det
er ordet hvorfor.
Hvorfor er et af småbørns første og mest foretrukne
ord. Teenagere bruger det også ofte. Et af mine børnebørns
mest anvendte hvorfor er: »Hvorfor skal jeg spise grøntsager?« Når
børnene vokser op, bliver deres hvorfor til en udforskning
af følelser: »Hvorfor døde bedstemor?« Derefter
er det en søgen efter kundskab eller efter en bekræftelse af
deres ansvar: »Hvorfor skal jeg gå i kirke eller tage på mission?« »Hvorfor
er vi blevet befalet at dele evangeliet med andre?«
Dette sidste spørgsmål er svært! Missionering er også hvert
enkelt medlems ansvar – at være en advarselsrøst til sin
næste i mildhed
og sagtmodighed (se L&P 38:41). Hvorfor? Så andre kan modtage
de frelsende ordinancer i Jesu Kristi Kirke ved at blive opfordret til at
komme til Kristus (se Moroni 10:32). Genoprettelsens budskab er denne opfordring
om at erfare, hvorfor Jesu Kristi evangelium og hans sande kirke er blevet
genoprettet af en profet i nyere tid.
Hvordan kan I give andre denne opfordring?
Ved for det første at erklære, at Gud vor Fader lever og elsker
os, og at han er en åbenbarelsens Gud.
Hvordan ved vi det? Ved åbenbaring og profeternes vidnesbyrd.
Den religionshistoriske tidslinie begynder med Bibelen. Det er en optegnelse
over Guds tidlige åbenbaring til hans profeter om hans handlemåde
med menneskeheden. Den begynder med en optegnelse om Adam og Eva, vore første
forældre, deres skabelse, deres fald med dets konsekvenser – dødelighed
og adskillelse fra Gud – og deres første skridt ind i den dødelige
verden. Dengang var et af deres første spørgsmål sikkert: »Hvorfor
er vi her?« Deres eneste løsning for at finde svaret på det
var at påkalde Herrens navn, deres eneste kilde til sand kundskab (1
Mos 4:26). Ved direkte åbenbaring hørte de Herrens røst,
der befalede dem, at de skulle tilbede Herren deres Gud og bringe offergaver
til ham (se 1 Mos 4:4; Moses 5:4-5). Adam og Eva blev ved yderligere åbenbaring
belært om, at offergaverne var symbol på Faderens Enbårnes
offer, og at Jesus Kristus var det eneste navn, hvorved de kunne blive frelst.
Derpå blev Helligåndens gave lovet dem, hvorved hvad som helst,
de bad om, ville blive givet dem (se Moses
5:6-7; 6:52).
Ved Helligåndens kraft opnåede Adam senere et sikkert og ufejlbarligt
vidnesbyrd om, at Jesus var Kristus, verdens Frelser og Forløser.
Der skete en bogstavelig oprettelse af en forståelse for Adams og Evas
jordiske og faldne stand, ved at give dem kundskab om deres forhold til Faderen,
Sønnen og den Helligånd, kundskab om forløsningen og
opstandelsen og yderlig kundskab om frelsens evangeliums første principper
og ordinancer.
På grund af det, som Adam hørte, og det, som han så,
var han egnet til at blive kaldet som den første profet på jorden,
som et personligt vidne om åbenbaring givet til mennesket. Hans hovedansvar
var nu at bevare evangeliets sandhed såvel som at undervise i den,
som den var givet ham. Satan, der repræsenterede den modsatte holdning,
ville på den anden side gøre og undervise i alt, der ville benægte,
afvise eller ignorere det evangelium, der var modtaget ved åbenbaring,
og derved bevirke, at de mennesker, der havde modtaget det, ville falde fra
i forvirring, splittelse, ensomhed og nægtelse af deres tidligere tro!
Resten af Det Gamle Testamentes historie bliver derved en religionshistorie
med fortsat åbenbaring til forskellige profeter som Noa, Abraham og
Moses, for på forskellige tidspunkter – kaldet uddelinger – at
genoprette det, der var gået tabt på grund af nye frafald. Disse
profeter blev altid kaldet af Gud. De fik guddommelig myndighed, de havde
præstedømmets nøgler, de havde det guddommelig hverv
at tale i Herrens navn og belære og profetere om Jesus Kristus, verdens
Frelser og Forløser, hans komme
og forsoning (se Amos 3:7).
Det Nye Testamente bekræfter Det Gamle Testamentes profeters lærdomme,
vidnesbyrd og profetier. Det er en optegnelse over den levende Guds Søn,
Jesu Kristi fødsel, liv og tjenestegerning, hans forsoning og hans
opstandelse. Den fortæller om hans kirkes oprettelse, hans guddommelige
myndighed, hans evangelium og hans befaling til sine disciple om at »gå ud
i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen« (Mark 16:15).
Det Nye Testamentes budskab er klart: Der er en fold, en tro, et evangelium,
et præstedømme, en kirke for at være »eet, Kristi
børn« (4 Nephi 1:17).
Men igen karakteriserer forfølgelse, fornægtelse af guddommelig
arv og afvisning af Kristi evangelium og hans bemyndigede tjenere i præstedømmet
perioden efter opstandelsen. Og religionshistorien viser os, hvor hurtigt
præstedømmemyndigheden blev fortrængt af verdslig myndighed.
Hvordan den guddommelige lærdom blev udskiftet med skiftende, forvrængede
menneskelige filosofier. Hvordan de frelsende ordinancer blev ændret
eller købt med penge. Hvordan åbenbaring blev udskiftet af et
slør af uklarhed, der førte til en tidsalder med åndelig
mørke.
Dog kom der et tidspunkt under dette store frafald, der var blevet profeteret
om tidligere, hvor en religiøs søgen igen begyndte – spørgsmålet
»Hvorfor er det sådan?« Mænd med stor tro forsøgte
at reformere falske lærdomme og falsk åndelig myndighed. Deres ærlige
og oprigtige anstrengelser resulterede blot i skabelsen af flere kirker, opkaldt
efter dem og deres protest, og skabte blot mere forvirring og mere opdeling.
I realiteten manglede der to hovedelementer i deres reformer: Åbenbaring
og myndighed, Herrens eneste måde at kommunikere guddommelig sandhed til
mennesket på.
Når vi hurtigt springer videre på denne religionshistoriske
tidslinie, ser vi et årstal og et navn. Årstallet er 1820, og
navnet er Joseph Smith. Denne mand spurgte sig selv, idet han overvejede
den fuldstændige religiøse forvirring og kirkelige opdeling
på sin tid: »Om en af disse [kirker] er rigtig, hvilken er det
da? Og hvorledes kan jeg finde ud af det?« (JS-H 1:10). Hvorfor denne
forvirring? Den profetiske måde var at spørge Gud. Religionshistorien
gentog pludselig sig selv ifølge Guds plan for, hvordan man besvarer
menneskehedens hvorfor. Atter engang kom svaret i form af et syn,
denne gang et syn af Faderen og Sønnen. Endnu engang bar Faderen et
guddommeligt vidnesbyrd: »Denne er min elskede Søn. Hør
ham!« (JS-H 1:17). Endnu engang besvarede direkte åbenbaring
Joseph Smiths spørgsmål: »Hvilken af alle [kirkerne] var
den rette – og hvilken jeg skulle slutte mig til. Der blev svaret mig,
at jeg ikke skulle slutte mig til nogen af dem, thi de var alle forkerte« (JS-H
1:18-19). Endnu engang blev det fra sandhedens kilde, Jesus Kristus selv,
erklæret, at frafald havde fundet sted. Endnu engang skulle det efterfølges
af en genoprettelse, og det blev det også.
I de følgende år modtog Joseph Smith ved åbenbaring hele
den guddommelige lærdom og kundskab og myndighed og præstedømmets
nøgler. Endelig blev Jesu Kristi Kirke i 1830 genoprettet med alle
frelsens lærdomme og ordinancer. Joseph Smith var egnet til at blive
kaldet som genoprettelsens profet i nyere tid.
Ligesom Bibelen er det håndgribelige bevis på guddommelige åbenbaring
til profeterne fordum, ligeså er Mormons Bog, Endnu et vidne om Jesus
Kristus, også det moderne troværdige bevis på, at Joseph
Smith var en profet, der modtog åbenbaring og myndighed, ligesom de
gjorde. Et vidnesbyrd om Mormons Bogs sandhed hjælper folk med at besvare, hvorfor evangeliet
og Jesu Kristi Kirke er blevet genoprettet af profeter, og hvorfor vi
har en levende profet i dag, nemlig Gordon B. Hinckley. Det besvarer også det
største hvorfor af alle: Alle evangeliets ordinancer giver
de største velsignelser for at forberede vores frelse og for at fuldføre
vores jordiske formål om at skabe evige familier. Dette budskab om
genoprettelsen er sandt, fordi det er guddommeligt.
Dette vidner jeg om, i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
