ÆLDSTE JOSEPH B. WIRTHLIN
De Tolv Apostles Kvorum
Jeg vil gerne tilbyde mit eget program til personlig udvikling. Det består
af tre trin, som har været nyttige for mig.
På det sidste har jeg bemærket det store udvalg af programmer
til personlig udvikling. Der må være en enorm efterspørgsel
på disse produkter, for man kan dårligt tænde for tv eller
radio uden at se eller høre reklamer for produkter, som lover alt
fra vægttab til hårpragt. Til tider undrer jeg mig over, hvorvidt
de mennesker, der fremstiller disse produkter, kender mig personligt.
I dag vil jeg tilbyde mit eget program til personlig udvikling. Det består
af tre trin, som har været nyttige for mig, og jeg er sikker på,
at de også vil hjælpe jer. Hvad mere er, så er dette personlige
udviklingsprogram gratis. I behøver ikke at bruge jeres kreditkort.
Der er ingen blinkende gratis-numre på skærmen, som advarer om,
at I kun har fem minutter til at benytte dette enestående tilbud.
Måske er den bedste måde at undervise i disse principper ved
at fortælle en lignelse.
Der var engang en mand ved navn John, der, skønt han stadig var relativ
ung, havde oplevet megen lidelse og sorg. John var hjemløs og afhængig
af alkohol og andre stoffer og frygtelig syg og træt af livet. Jo dybere
han sank ned i sygdom og fortvivlelse, desto mere vidste han, at dersom han
ikke ændrede sig – og det hurtigt – så var der en
meget reel mulighed for, at han ville dø elendig, nyttesløs
og alene.
Måske skyldtes det, at han havde været i Primary nogle få gange
som dreng, at John fandt hen til en kirke i nærheden, hvor han spurgte
efter biskoppen.
»Jeg har ødelagt mit liv,« sagde John mellem fortvivlede
hulk, som kom fra dybet af hans sønderrevne sjæl. Han talte
om de fejl, han havde begået, og den sti af selvdestruktion og elendighed,
som han havde fulgt.
Mens biskoppen lyttede til Johns sørgelige historie, kunne han mærke,
at manden oprigtigt ønskede at omvende sig og ændre sit liv.
Men han kunne også mærke, at John ikke troede, at han kunne forandre
sig.
Biskoppen tænkte et øjeblik over, hvad han kunne sige. Endelig
så han op og sagde: »John, jeg har truffet tre valg i mit liv,
som har betydet noget for mig. Måske kan de også hjælpe
dig.«
»Fortæl mig det endelig,« tryglede John. »Jeg vil
gøre hvad som helst. Jeg ønsker at begynde forfra. Jeg ønsker
at komme tilbage.«
Biskoppen smilede og sagde. »Det første du må forstå er,
at du ikke kan vende tilbage og begynde derfra, hvor du var engang. Men alt
er ikke tabt. Du kan begynde der, hvor du er. Vælg at begynde din omvendelse
nu.«
I nogen grad er vi alle som John. Vi har begået fejl. Men uanset hvor
meget vi ønsker det gå tilbage og begynde forfra, så kan
vi ikke. Vi kan dog omvende os og begynde der, hvor vi er i dag.
I Mormons Bog læser vi om Alma den yngre. Han var søn af en
stor profet, men han gjorde oprør mod sin far og søgte at gøre
ondt. Efter et besøg af en engel, som efterlod Alma ude af stand til
at bevæge sig eller tale, omvendte han sig og arbejdede resten af sit
liv på at udbedre den skade, han havde forvoldt. Som resultat af det,
velsignede han og berigede han livet for tusindvis af andre. Alma godtog
ikke, at han var fordømt på grund af tidligere fejltagelser.
Han forstod, at han ikke kunne viske fortiden ud. Men han forstod også,
at han havde kraften til at omvende sig og begynde forfra der, hvor han stod.
Hvordan begynder vi at omvende os?
Ved først at anerkende vore fejl og beslutte sig til at omvende sig.
Ved i dag – lige nu – at beslutte sig til at gøre det
bedre, være mere ædel, mere medfølende og stræbe
hver dag på at blive mere som Frelseren.
Vores evige skæbne afhænger af vore daglige beslutninger.
Den store profet Josva i det Gamle Testamente vidste det, da han sagde: »...
så vælg i dag, [hvem] I vil dyrke ... Jeg og mit hus vil
tjene Herren.«1
Josva forstod, hvor vigtigt det er uden udskydelse at vælge at være
retfærdig. Vi bør også beslutte os nu. Skal vore liv være
fyldt med fortrydelse og fortvivlelse? Eller vil vi omvende os og stræbe
hver dag på at gøre vore dage værdifulde og meningsfulde?
Morgendagens glæde eller morgendagens fortvivlelse afgøres
af beslutninger, vi træffer i dag. Måske tænker nogen ved
sig selv: »Jeg ved, at der er noget, jeg er nødt til at ændre
i mit liv. Måske senere, bare ikke nu.«
De, som står på en af livets tærskler og altid venter
på det rigtige tidspunkt til at ændre sig på, er som manden,
der står ved flodbredden og venter på, at vandet løber
forbi, så han kan gå tørskoet over.
I dag er beslutningens dag.
Da John hørte biskoppens ord, lovede han, at han ville gøre,
hvad biskoppen havde sagt. John vidste, at han på grund af sin afhængighed
måtte omvende sig og leve sundere. Så han indskrev sig på en
institution, hvor han gennemgik den langvarige proces for at blive rask.
Han begyndste at spise sund mad. Han begyndte at gå ture og motionere.
Ugerne gik. John var i stand til at komme ud af sin afhængighed. Han
kunne se, at hans helbred blev bedre, og at han blev stærkere. Men
han var stadig ikke tilfreds. Der var så meget i hans liv, som skulle
forbedres, at han følte sig overvældet og modløs.
Så endnu engang bad han om et møde med sin biskop.
Da var det, at han hørte om det næste valg: »John,« sagde
biskoppen til ham, »du får det sikkert svært, hvis du tror,
at du lige på en gang kan blive fuldkommen. Du skal lære at prioritere.
Du må prioritere det vigtigste først.«
I de fleste tilfælde kommer udvikling langsomt – et skridt ad
gangen. Det forstår vi, når det gælder om at mestre et
musikinstrument, blive en dygtig sportsudøver eller at flyve jetfly.
Alligevel kan vi ofte knap nok tilgive os selv, når vi ikke gør
de fremskridt, vi forventer på alle områder i vores eget liv.
Store billedhuggere og kunstnere bruger utallige timer på at perfektionere
deres talent. De tager ikke bare en mejsel eller pensel og palet og forventer
omgående fuldkomnenhed. De ved, at de vil begå mange fejl, mens
de lærer, men de begynder med det grundlæggende, grundprincipperne
først.
Sådan er det også med os.
Vi bestemmer selv over vores tilværelse på samme måde – ved
at fokusere på det vigtigste først. Vi har alle en ret god ide
om de vigtigste beslutninger, som vi er nødt til at træffe – beslutninger
som vil forbedre vores tilværelse og give os større glæde
og fred. Det er der, vi må begynde. Det er der, vi skal lægge
vores største indsats.
Hver aften inden jeg går i seng, tager jeg et lille kort og skriver
en liste over det, jeg skal gøre næste dag i prioriteret rækkefølge.
Når jeg ankommer på kontoret om morgen, ser jeg på mit
kort og bruger al min energi på det første punkt på listen.
Når jeg har gjort det færdigt, går jeg videre til det næste
og så fremdeles. Nogle dage når jeg alle punkter på min
liste. På andre dage bliver nogle punkter ikke gjort færdige.
Jeg mister dog ikke modet, for jeg fokuserer min energi på det, der
betyder mest.
John begyndte at forstå, at han ikke kunne ændre alt det, der
var galt med hans liv på én gang, men at han måtte vælge,
hvad der var vigtigst. Han kunne fokusere på det, der betød
mest, og med tiden ville hans liv begynde at blive bedre.
Med hjælp fra ældsternes kvorumspræsident fandt John et
ordentligt sted at bo. Han vidste, at han var nødt til at finde en
måde at forsørge sig selv på, og efterhånden som
hans helbred og indstilling forbedredes, fandt han et deltidsjob.
Hver aften inden John gik i seng, lavede han en liste over de vigtigste
ting, han skulle gøre næste dag.
Med tiden fik John en fast indtægt. Han flyttede til et bedre sted
og købte en bil. Men selv om han følte sig meget bedre tilpas
med sit liv, så følte han stadig, at der manglede noget.
Derfor vendte John for tredje gang tilbage for at mødes med sin biskop.
»Årsagen til, at du stadig føler dig tom«, sagde
biskoppen, »er at du stadig ikke har truffet det tredje valg.«
John spurgte, hvad det var. »Det er ikke nok at træffe valg
og beslutninger og at arbejde på dem hver eneste dag,« sagde
biskoppen. »Mange har brugt deres liv på at arbejde effektivt
og har opnået meget. Men de føler sig stadig tomme. Og ved slutningen
af deres dage begræder de, at deres liv havde så lidt mening.«
Det var præcis det, John havde følt. Biskoppen fortsatte: »Det
er ikke nok at gøre ting. Vi må gøre de rette ting – de
ting, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal gøre.«
»Hvordan kan jeg vide, hvad de ting er?« spurgte John.
Biskoppen smilede og trak et sæt af skrifterne frem fra sit skrivebord.
Læderindbindingen var slidt og rynket. De forgyldte kanter på bladene
var næsten slidt af. »Ved hjælp af skriften og de sidste
dages profeters ord,« svarede biskoppen. »Dette er de ›rette
ting‹. Nogle tror, at vor himmelske Faders befalinger er begrænsende
og vanskelige. Tværtimod er de en håndbog i glæde. Ethvert
aspekt af Jesu Kristi evangelium – principperne, doktrinerne og befalingerne,
er en del af vor himmelske Faders plan for os til at opnå fred og glæde.«
Biskoppen slog op i Mormons Bog og læste kong Benjamins ord: Tænk »på deres
velsignede og lykkelige tilstand, der holder Guds bud. Thi se, de blev velsignet
i alle ting, både timelige og åndelige, og dersom de holder trofast
ud til enden, bliver de modtaget i himlen for at bo hos Gud i evigvarende
salighed.«2
Mens biskoppen talte, tænkte John på sit eget liv. Det, han
havde erhvervet, havde ikke bragt ham lykke. Måske var det, biskoppen
sagde, sandt. Måske kom glæde af at leve i harmoni med vor himmelske
Faders befalinger.
»Husk Frelserens ord,« sagde biskoppen, som om han vidste, hvad
John tænkte. »For hvad hjælper det et menneske at vinde
hele verden og bøde med sit liv?«3
Den bestemte aften forpligtede John sig til at læse Guds ord og til
selv at lære vor himmelske Faders befalinger og lærdomme at kende.
Nu gjorde han ikke længere oprør mod Guds ord, nu favnede og
påskønnede ham dem snarere. Da han gjorde det, begyndte tomheden
i hans sjæl efterhånden at forsvinde, og gradvist opdagede han
i stedet en glæde og fred, som overgik hans forstand.
De ting, som biskoppen havde fortalt John, havde vitterlig ændret
hans liv. Hvor han engang havde været nedbrudt, sorgfuld og tæt
på at
dø, følte han sig nu i live, livsglad og fuld af glæde.
Søskende, vor himmelske Fader har givet os skrifterne for at belære
os om vejen, som fører til fred og glæde. I dag har vi en anden
god grund til at glæde os, for hans Søn taler til os alle!
Herren sidder ikke bare stille og forskanset bag ugennemtrængelige
mure i sine himle. Under ledelse af vor himmelske Fader, giver Herren vejledning
til sine salvede tjenere. I selve denne time leder en profet, Gordon B. Hinckley,
Herrens hellige værk her på jorden.
Derudover leder Kristi lys alle mennesker til vor himmelske Fader og hans
sandheder. Det lærer os at elske Herren og at elske vore medmennesker,
for »Kristi ånd gives alle mennesker, for at de kan kende godt
og ondt.«4
Vi har ingen undskyldning for ikke at vælge Herrens vej. Tror I, at
Frelseren på dommens dag vil tage sig det mindste af den rigdom, vi
har samlet, eller den anerkendelse, vi har modtaget? Han ønsker, at
vi skal komme til ham, lære af ham og finde Kristi rene kærlighed,
som kommer ved at tage hans ord til sig og ved at adlyde hans befalinger.
Det er måden, hvorpå vi fjerner tomheden fra vores liv og fylder
vores sjæl med glæde udover enhver forstand.
Må jeg gennemgå de tre valg, I bør overveje. I har utvivlsomt
selv truffet vellykkede valg, som I har fulgt hele livet.
Vælg for det første at påbegynde omvendelsesprocessen
nu. Udsæt det ikke. Deltag i jeres møder og tjen med glæde
i Kirken. Lær og lev efter evangeliets principper. Begynd nu at rette
jeres skridt mod templet.
For det andet, vælg jeres prioriteter. Lad jeres familie komme i første
række. Hold gode familieaftener. Lad den tid I bruger med jeres familie
afspejle, hvor betydningsfulde de er. Påskøn og plej familiemedlemmerne
og tillad aldrig en travl kalender og frustrationer at drive en kile imellem
jer og jeres kære. Stræb hver eneste dag efter at være
mere lydig mod Herrens befalinger.
For det tredje, vælg det rette. Studér skrifterne og vores
profets ord i dag, ja, præsident Gordon B. Hinckley. Anvende disse
hellige belæringer i jeres liv. Ræk ud mod dem, som lider nød – den
ensomme, den syge og den nødlidende. Gør, hvad I kan for at
lette smerte, og hjælp andre med at kunne klare sig selv. Når
I gør det, vil Herren glæde sig over jer.
Søskende, jeg ved, at vor himmelske Fader og hans elskede Søn
lever. Jeg vidner for jer om, at Joseph Smith blev oprejst til at organisere
Herrens kirke i tidernes fyldes uddeling. Som et særlig vidne om Jesus
Kristus ved jeg, at Frelserens nedlagde sit liv for os. Ved hans forsoning
kan hele menneskeheden omvende sig og blive renset fra synd. Vi kan vende
tilbage til vor himmelske Fader og indse værdien af vor Frelsers uendelige
offer. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER
1. Jos 24:15.
2. Mosiah 2:41.
3. Mark 8:36.
4. Moroni 7:16.