ÆLDSTE NEAL A . MAXWELL
De Tolv Apostles Kvorum
Hvis Joseph Smith blot havde været talerør for en enkelt
af disse åbenbaringer, ville den alene være nok til at sikre
hans profetiske storhed.
Fra 1820 og fremefter blev Joseph Smith konstant udsat for et mønster
af beskyldninger – og renset efterfølgende før eller
senere. Og mønsteret fortsætter.
Præcis som profeteret håner tåberne ham, helvede raser
imod ham, og hans navn »nævnes for ondt og godt« (JS-H
1:33). Dette røre optager unødvendigt nogle få, som synes
at foretrække at gnave på gamle kødben i den ydre forgård
i stedet for at træde ind til det overdådige åbenbaringsmåltid,
hvorved de afholder sig fra at være passende opmærksomme på Josephs
mission som »en udvalgt seer« (se 2 Nephi 3:6-7).
Som Ammons erfaring havde vist, så har en seer magt til at oversætte
gamle optegnelser, og »en seer er større end en profet.« Men
fastslog Ammon: »... en profet var ... ligeledes en profet« (Mosiah
8:11-16). Således kaldet er Joseph blevet »til stor nytte for
sine medmennesker« (Mosiah
8:18).
Den »udvalgte« oversætter frembragte – ved »Guds
gave og kraft« (L&P 135:3) – Mormons Bog, noget håndgribeligt,
som kan bekræftes. For alle, som tager imod Mormons Bog, er det som
at slå de længe lukkede døre op til det, man troede var
en komplet samling af hellige skrifter.
På selve bogens titelblad er beskrevet bogens særlige evne til
at »overbevise« dødelige om, at »Jesus er Kristus« (se
også 2 Nephi 25:18). I en tid med vantro og usikkerhed med hensyn til
denne centrale sandhed er bogens »overbevisende« kraft virkelig
nødvendig! Hvor tveægget er ikke det løfte!
Mormons Bog skal forkyndes fra »hustagene« (2 Nephi 27:11).
Selv om den forsømmes, vil den stadig bestå som en åben
indbydelse, »så længe jorden står« (2 Nephi
25:22).
Det kan derfor ikke undre, at »jordens ender skal spørge efter [Josephs]
navn« (L&P 122:1). Opmuntrende profetier erklærer videre,
at Josephs fjender »skal beskæmmes«, og at profeten Josephs
folk ikke skal »vende sig bort fra [ham] på grund af forræderes
vidnesbyrd« (se 2 Nephi 3:14; L&P 122:3).
Som præsident Faust mindede os om i går, har Joseph om sine
egne ufuldkommenheder sagt: »Jeg har aldrig sagt, at jeg var fuldkommen – men
der findes ingen fejl i de åbenbaringer, som jeg har forkyndt« (Andrew
F. Ehat og Lyndon W. Cook, Words of Joseph Smith, 1980, s. 369).
Ironisk nok gik den unge Joseph Smith ind i skoven for at få at vide,
hvilken kirke han skulle slutte sig til – ikke i et forsøg på at
blive kaldet som seer, åbenbarer, oversætter og profet (se L&P
21:1). Både i skoven og senere hen trængte solstråler af
lykke igennem! De åbenbaringer og oversættelser, som fulgte,
var ikke blot spekulationer, åndelige tanker eller fyndord, men i stedet
var de guddommelige, erklærende redegørelser.
Omfanget af de åbenbaringer og oversættelser, han frembragte,
er enormt, og det understreger ordene »en udvalgt seer«. Men
det er ikke blot det enorme omfang af det, som Joseph modtog, som nu deles
med menneskeheden, men det er også de forbløffende oplysninger,
som findes midt i denne rigelige strøm.
Gennem talrige åbenbaringer og oversættelser afsløredes
for eksempel en beskrivelse af universet, som langt, langt oversteg 1830'ernes
astrofysik, et kosmos, som rummede »utallige verdener«, og vi
får endvidere at vide, at »deres indbyggere er sønner
og døtre af Gud« (Moses 1:33; L&P
76:24).
For længe siden blev Abrahams utallige efterkommere sammenlignet med
sandet ved havets bred, et overvældende løfte (1 Mos 22:17).
Genoprettelsens åbenbaringer og oversættelser taler om et umådeligt
univers, så det kommer ikke som en overraskelse, at videnskabens seneste
overslag på antallet af stjerner i universet er cirka 70 trilliarder – »flere
stjerner i himmelrummet,« siger videnskabsmænd, »end der
er sandkorn på hver eneste strand og ørken på jorden« (Allison
M. Heinrichs, »The Stellar Census: 70 sextillions«, Los Angeles
Times, 26. juli 2003; se også Carl Sagan, Cosmos, 1980,
s. 196).
Der kom også åbenbaringer og oversættelser, som omhandlede
Guds vigtigste hensigt, »at tilvejebringe udødelighed og evigt
liv for mennesket«, hvilket beroliger os på en guddommelig og
koncis måde (se Moses 1:39). Guds plan for sjæles udvikling har
ikke ændret sig. Den blev beskrevet for oldtidens Israel, hvis 40 år
i ørkenen, skulle »ydmyge dig og sætte dig på prøve,
så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger
eller ej« (5 Mos 8:2). Derfor forstår disciple i dag, hvorfor
vores tro og tålmodighed nu og da prøves – for at vi kan
berede os til at komme hjem (se Mosiah 23:21).
Brødre og søstre, vi går ikke i mange timer uden atter
at skulle beslutte, hvilken vej vi vil vende os; og om vi vender vores teltåbning
mod Sodoma eller mod det hellige tempel (se 1 Mos 13:12; Mosiah 2:6).
Gud har ingen små, distraherende hobbyer rundt om i universet. Vi
er centrum for hans omsorg og hensigter. Hvilken skærende kontrast
til dem, der mener, at mennesket lever i et »uovervåget univers« (Bertrand
Russell, »A Free Man's Worship«, i Mysticism and Logic and
Other Essays, 1917, s. 50), »uden nogen herre« (Albert Camus, The
Myth of Sisyphus and Other Essays, oversat af Justin O'Brien, 1955, s.
123).
Der var også åbenbaringer om vores lange liv som Guds åndebørn,
såsom »mennesket var også i begyndelsen hos Gud« – en
udtalelse, der ledsages af flere glimt om menneskets evige natur (se L&P
93:29). Disse udtalelser og deres omfattende konsekvenser er mange, blandt
andet udfordres læren om, at mennesket blev skabt på et øjeblik »ud
af intet«.
En anden konsekvens ved, at vi var sammen med Gud »i begyndelsen«,
er, at du som person har levet meget længe. Derfor skrev apostlen Johannes
så ganske korrekt, at Gud »elskede os først« (se
1 Joh 4:19). Og midt i jordelivets uro erfarer vi, hvem andre mennesker i
virkeligheden er – vore åndelige brødre og søstre,
ikke blot en grå masse, rivaler eller fjender. Og derfor bør
vi nære en særlig ærefrygt og respekt for menneskeliv.
Disse tre forbløffende åbenbaringer og oversættelser
henvender sig især til menneskets inderste længsler og undren.
De omdanner vores forståelse af Guds natur, universet og ligeledes
om vores personlige identitet og formålet med livet! Hvad kan være
af større personlig værdi end disse korte, men altomfattende
udtalelser?
Hvis Joseph Smith blot havde været talerør for en enkelt af
disse åbenbaringer, ville den alene være nok til at sikre hans
profetiske storhed. Men skønt Gud ønsker at give os alt, hvad
han har, lider vi under vores fattige forståelse! (se L&P 84:38).
Det kan derfor ikke undre nogen, at Paulus roste Abraham, som ikke »tvivlede
... i vantro« (Rom 4:20). Der er en risiko for, når vi grunder
over genoprettelsens lærdomme, at vi »tvivler«, når
vi står over for så dristige og forjættende sandheder.
Når vi overvejer disse storslåede åbenbaringer og oversættelser,
bør vi derfor følge kong Benjamins råd: »Tro på Gud
... tro at mennesket ikke fatter alle de ting, som Herren kan fatte« (Mosiah
4:9).
Den almægtige Gud tillader alle dødelige frit at vælge,
men hvor bør vi dog være taknemlige for, at Gud for længe
siden valgte at frelse og opvække alle sine børn ved sin Søns
forsoning. Ikke desto mindre forkaster nogle og mange er ligegyldige over
for disse og andre guddommelige indbydelser, for det meste fordi de er alt
for optaget af verdens bekymringer. De står fremmede over for en Frelser,
som er langt fra deres tanker og deres hjertes hensigter (se Mosiah 5:13).
Midt i Guds plan og universets uendelige omfang findes en fantastisk intimitet.
Gud ser for eksempel »på alle menneskenes børn, og han
kender alle hjertets tanker og ønsker« (Alma 18:32, se også Es
66:18).
Eftersom vi således fuldt ud skal aflægge regnskab til ham,
kan vi ikke på dommens dag påberåbe os retten til ikke
at udtale os om noget, der kan bruges imod os!
Jeg har gemt den storslåede åbenbaring, som i virkeligheden
går forud for alt andet: Den teofani, som viser, at den opstandne Jesus
Kristus, som er vor Frelser, lever! Det begyndte i den hellige lund, men
andre tilsynekomster fulgte i afkroge som Palmyra, Kirtland og Hiram, og
hele menneskeheden modtog en stærkt tiltrængt bekræftelse.
Desværre betragtes Jesus af mange i en sekulariseret verden i bedste
fald som en fjern skikkelse. Ja, han forhånes sågar. Hvor er
det derfor overvældende, at genoprettelsens åbenbaringer bekræfter
denne kosmiske kendsgerning: »For således elskede Gud verden,
at han gav sin enbårne søn« (Joh 3:16).
Jesus, som udvirkede den »altomfattende forsoning«, led altomfattende
lidelser, og han er en altomfattende Frelser, som »steg ned under alle
ting« og »omfattede ... alt« (2 Nephi 9:7; L&P 88:6).
Ja, det forholder sig faktisk som i teksten til den gamle og bevægende
negro-spiritual: »Ingen kender mine sorger, ingen uden Jesus«.
Brødre og søstre, denne klodes aktører, for hvem disse åbenbaringer
og oversættelser har så afgørende betydning, omfatter
dem, der lever et liv i »stille desperation« (se Henry David
Thoreau, Walden, 1965, s. 7). De har nu fået selskab af dem,
der lever et liv i larmende, slubrende livsnydelse, mens de misbruger deres
sanser på en sådan måde, at de til sidst mister dem og
er blevet følelseskolde (Moroni 9:20; Ef 4:19; 1 Nephi 17:45). Derfor
slikker de nu deres særlige tallerken i en desperat søgen efter
flere sanseindtryk. Sådanne mennesker udgør stadig ikke flertallet,
men »et mindretal af folket« (se Mosiah 29:26-27).
Det er værd at bemærke, at på den yderste dag vil den
onde alligevel ikke »støtte« dem, som har fulgt ham (se
Alma 30:60). Det kan han ikke. Jesus sejrer majestætisk, og den ondes
sofisterier, der pirrer det kødelige sind, falder, og »dens
fald var meget stort« (Alma 30:53; 1 Nephi 11:36). Selv nu kan man
blandt disse fortabte børn, som kommer til fornuft, se djævelens
lære dryppe i begyndende nedsmeltning (se Luk 15:17). Mange, der har
oplevet den uendelige tomhed ved umoralsk levevis, er ved at være »beredt
til at høre ordet« og venter nu på at høre om de
frelsende åbenbaringer og oversættelser (se Alma 32:6).
Brødre og søstre, vi vover ikke at holde det gengivne evangeliums
sandheder tilbage! Vi vover ikke at tilbageholde de fortrøstningsfulde åbenbaringer
og de sandhedsforkyndende oversættelser om »tingene, som de virkelig
er og om tingene, som de virkelig vil blive.« De er så tiltrængte
for dem, hvis trætte hænder synker, fordi de lider af lærdomsmæssig
blodmangel, som bedst behandles med genoprettelsens røde blodlegemer
(Jakobs Bog 4:13). Hvis vi tilbageholder det, hindrer vi omvendelse og slører
det kaldende, åndelige alternativ, som bliver »skøn som
solen og klar som månen« (se L&P 105:31).
Lad os indtil videre forvente, at mange vil betragte os med ligegyldighed.
Andre vil anse os for at være sære eller vildførte. Lad
os tåle de pegende fingre hos dem, som ironisk nok en dag vil opdage,
at »den store og rummelige bygning« er et trist og overfyldt,
tredjeklasses hotel (se
1 Nephi 8:31-33). Lad os ikke håne dem, der håner os, men blot
undlade at ænse dem (L&P 31:9). Lad os i stedet bruge vores energi
på at hæve troens skjold og slukke de gloende pile på vej
mod os – måske med en smule hjælp fra åndeligt Teflon® (se
1 Nephi 15:24).
Brødre og søstre, alt det foregående taget i betragtning, »hvad
mere kan jeg [da] sige« end – »Priser profeten, som
skued' Jehova«! (Jakobs Bog 6:12; »Priser profeten, som skued'
Jehova«, Salmer og sange, nr. 17).
I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
