PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY
Tak, for at være gode mennesker og for at gøre det, I gør.
Må Himlens velsignelser hvile på jer.
Det er sagt: »Vær venlig over for kvinderne. De udgør
halvdelen af befolkningen, og er mødre til den anden halvdel.«
Mine kære søstre, I vidunderlige kvinder, som har valgt den
gode del. Jeg beundrer højt alt det, I gør. Jeg ser jeres hænder
i alt.
Mange af jer er mødre, og det er tilstrækkeligt til at være
beskæftiget på fuld tid.
I er ægtefæller – den allerbedste ven, som jeres mand
nogensinde har haft eller nogensinde vil få.
I passer hus. Det lyder ikke af så meget, vel? Men det er et stort
arbejde at holde et hus rent og pænt.
I er indkøbere. Indtil jeg blev ældre, tænkte jeg aldrig
på, hvor krævende et ansvar det er at have mad på hylderne,
holde tøjet pænt og præsentabelt samt at købe alt
det, der er nødvendigt for at holde et hjem kørende.
I er sygeplejersker. Ved enhver sygdom, der dukker op, er I den første,
der hører om det, og den første, der kommer med hjælp.
Ved alvorlig sygdom sidder I ved sengen, dag og nat, og trøster, opmuntrer,
plejer og beder.
I er familiens chauffør. I kører jeres børn til avisruter,
til sportskampe, kører dem til wardsudflugter, fragter dem her, der
og alle vegne, mens de lever deres travle tilværelse.
Og således kunne jeg blive ved. Mine børn er nu alle vokset
op. Nogle af dem er i 60'erne. Men når de ringer, og jeg tager telefonen,
siger de: »Hvordan har du det?« Og før jeg kan svare,
spørger de: »Er mor hjemme?«
Hun har været deres faste holdepunkt hele livet. Siden de var spæde,
har de henvendt sig til hende, og hun har altid været der med hengivenhed,
vejledning, undervisning og velsignet dem på alle mulige måder.
Nu har vi børnebørn, som er mødre. De besøger
os, og jeg er forundret over deres tålmodighed, deres evne til at berolige
deres børn, få dem til at holde op med at græde, og som
jeg ser det, gøre tusind andre ting.
De kører bil, de bruger computere, de deltager i deres børns
aktiviteter, de laver mad og syer, de underviser, og de taler i Kirken.
Jeg ser deres mænd, og jeg har lyst til at sige til dem: »Vågn
op. Bær jeres del af læsset. Værdsætter I virkelig
jeres hustru? Ser I, hvor meget hun gør? Roser I hende nogensinde?
Siger I nogensinde tak til hende?«
Nuvel, mine kære kvinder, jeg takker jer. Tak, for at være gode
mennesker og for at gøre det, I gør. Må Himlens velsignelser
hvile på jer. Må jeres bønner blive besvaret, og jeres
håb og drømme blive til virkelighed.
I tjener så flot i Kirken. I tænker, at det er meget krævende.
Det er det. Men med enhver løst opgave, følger der en stor
belønning.
Mange af jer tror, at det er mislykket for jer. I føler, at I ikke
gør det så godt, og at al jeres indsats ikke er tilstrækkeligt.
Sådan har vi det alle. Jeg føler det sådan, mens jeg
taler til jer i aften. Jeg længes efter, jeg beder om styrke og evne
til at opløfte jer, inspirere jer, takke jer, rose jer og bringe en
smule glæde til jeres hjerte.
Vi bekymrer os alle om vore præstationer. Vi ønsker alle, at
vi kunne gøre det bedre. Men desværre opfatter vi ikke, vi ser
ikke ofte resultaterne af det, vi gør.
Jeg husker, at jeg deltog i en stavskonference på østkysten
for mange år siden. På flyet på vej hjem følte jeg,
at det var mislykket fuldstændig for mig. Jeg følte ikke, at
jeg havde hjulpet én eneste. Jeg havde det elendigt og følte
mig utilstrækkelig.
Så nogle år senere deltog jeg i en anden konference i Californien.
Ved mødets slutning kom en mand op til mig og sagde: »Du deltog
i en konference for nogle år siden på det og det sted.«
»Ja,« sagde jeg, »jeg var der, og jeg kan godt huske det.«
Manden sagde: »Du rørte mit hjerte. Jeg kom kun af nysgerrighed
til det møde. Jeg var ikke rigtig interesseret. Jeg var på nippet
til at forlade Kirken. Men da det blev bekendtgjort, at en fra De Tolv Apostle
kom, besluttede jeg at komme.
Du sagde noget, som fik mig i gang med at tænke. Det rørte
mig og forblev hos mig og skubbede til mig. Jeg besluttede at skifte kurs.
Jeg ændrede mig fuldstændig. Nu bor jeg her i Californien. Jeg
har et godt arbejde, som jeg er taknemmelig for. Jeg håber, at jeg
er en god ægtemand og far. Og nu tjener jeg som rådgiver i biskoprådet
i mit ward. Jeg er lykkeligere, end jeg har været på noget andet
tidspunkt i mit liv.«
Jeg takkede ham, og da jeg gik derfra, sagde jeg til mig selv med en hovedrysten: »Man
ved aldrig. Man ved aldrig, om man gør noget godt. Man ved aldrig,
hvor meget godt man gør.«
Nuvel, mine kære søstre, sådan er det med jer. I gør
jeres bedste, og jeres bedste medfører meget godt for jer selv og
for andre. Plag ikke jer selv med en følelse af fiasko. Gå på knæ og
bed om Herrens velsignelser. Rejs jer op og gør det, som I bliver
bedt om. Overlad det så i Herrens hænder. I vil erfare, at I
har præsteret noget uvurderligt.
Nuvel, jeg taler til en meget forskelligartet gruppe. Der er unge kvinder,
som stadig går i skole eller som arbejder. I er enlige. I håber
at få fat i den fuldkomne mand. Jeg har endnu ikke mødt en,
der er fuldkommen. Sigt højt, men sigt ikke så højt,
at I rammer helt ved siden af jeres mål. Det, der virkelig betyder
noget, er, at han vil elske jer, at han vil respektere jer, at han vil ære
jer, at han vil være fuldstændig tro mod jer, at han vil give
jer frihed til at udtrykke jer og frihed til at udvikle jeres egne talenter.
Han vil ikke være fuldkommen, men hvis han er venlig og betænksom,
hvis han kan arbejde og tjene til livet, hvis han er ærlig og fuld
af tro, så er det sandsynligt, at I ikke går helt galt i byen,
og at I vil blive umådelig lykkelige.
Nogle af jer bliver aldrig gift i dette liv. Det er af og til tilfældet.
Skulle det ske, så tilbring
ikke hele livet med at sørge over det. Verden har stadig brug for
jeres talenter. Den har brug for jeres bidrag. Kirken har brug for jeres
tro. Den har brug for jeres stærke, hjælpende hånd. Livet
er aldrig en fiasko, før vi kalder det en fiasko. Der er så mange,
som har brug for jeres hjælpende hænder, jeres kærlige
smil, jeres betænksomhed. Jeg ser så mange dygtige, attraktive,
vidunderlige kvinder, som ikke har fundet kærligheden. Jeg forstår
det ikke, men jeg ved, at der et sted i den Almægtiges plan, den evige
plan, som vi kalder for Guds plan for lykke, vil komme muligheder og belønninger
til alle, som søger dem.
Til jer unge kvinder med små børn, I har en voldsom udfordring.
Alt for ofte er der ikke penge nok. I må spinke og spare. I må være
kloge og påpasselige med jeres udgifter. I må være stærke,
frimodige og tapre og gå fremad med glæde i jeres øjne
og kærlighed i jeres hjerte. Hvor er I velsignede, mine kære,
unge mødre. I har børn, der for evigt vil være jeres.
Jeg håber, at I er blevet beseglet i Herrens hus, og at jeres familie
bliver en evig familie i vor Faders rige.
Må I få styrke til at bære jeres tunge byrder, til at
klare alle forpligtelser, til at vandre side om side med en god, trofast
og omsorgsfuld mand og sammen med ham opdrage jeres børn i retfærdighed
og sandhed. Intet andet, som I nogensinde vil eje, ingen verdslig ejendel,
som I vil erhverve, vil være så værdifuld som jeres børns
kærlighed. Må Gud velsigne jer, mine kære, kære unge
mødre.
Så har vi jer lidt ældre kvinder, som hverken er unge eller
gamle. I er i den mest vidunderlige sæson i livet. Jeres børn
er i deres teenageår. En eller to er måske gift. Nogle er på mission,
og I yder ofre for at støtte dem på deres mission. I håber
og beder for deres succes og lykke. Til jer, kære kvinder, har jeg
et særligt råd.
Tæl da Herrens gaver, nævn dem hver især. I behøver
ikke et stort slot med en altfortærende husleje, der bliver ved i det
uendelige. I har brug for et komfortabelt og behageligt hjem, hvor kærligheden
bor. Det er sagt, at der intet smukkere billede findes end det af en god
kvinde, som forbereder et måltid til sine kære.
Afvej omhyggeligt, hvad I gør. I har ikke brug for nogle af de overdådige
ting, som et arbejde uden for hjemmet måske kan købe. Afvej
omhyggeligt betydningen af, at I er hjemme, når jeres børn kommer
fra skole.
Mødre, sørg godt for jeres døtre. Vær tæt
knyttet til dem. Lyt til dem. Tal med dem. Før dem væk fra at
gøre noget dumt. Vejled dem til at gøre det rette. Hjælp
dem med at klæde sig pænt og anstændigt. Beskyt dem mod
alt det forfærdelige onde, som omgiver dem.
Styrk jeres sønner med kærlighed og råd. Lær dem
vigtigheden af personlig renhed og pæn påklædning. Sjuskede
vaner fører til sjuskede liv. Skab en sans for disciplin i dem. Bevar
dem værdige til at tjene Kirken som missionærer. Giv dem noget
at gøre, så de kan lære at arbejde. Lær dem at være
sparsommelige. Arbejde og sparsommelighed fører til velstand. Lær
dem, at der ikke sker noget virkeligt værdifuldt efter kl. 23. Og forkæl
dem ikke. Hvis de kommer på mission, så er de måske nødt
til at leve under forhold, som I ikke ville ønske for dem. Vær
ikke bekymrede for dem. Giv dem opmuntring.
Fremelsk i jeres børn et ønske om uddannelse. Det er nøglen
til succes i livet. Og lær dem samtidig det, som præsident David
O. McKay plejede at minde os om: »Ingen succes i livet kan erstatte
fiasko i hjemmet.«1
Nu taler jeg til jer enlige mødre, hvis byrder er så tunge,
fordi I er blevet efterladt eller er blevet enker. I har en forfærdelig
byrde. Bær den klogt. Søg Herrens velsignelser. Vær taknemmelig
for enhver hjælp, der måtte komme fra præstedømmets
kvorummer for at hjælpe jer i jeres hjem eller på andre områder.
Bed stille i jeres lønkammer, og lad tårerne flyde, hvis I har
brug for det. Men sæt altid et smil på jeres ansigt, når
I er sammen med jeres børn
eller andre.
Nu til jer kære bedstemødre, jer ældre enker og ældre
kvinder, der er alene. Hvor er I smukke. Jeg ser på min kære
hustru, der snart fylder 92. Hendes hår er hvidt, hendes ryg lidt bøjet.
Jeg tager en af hendes hænder i min og ser på den. Engang var
den så smuk, fast og klar. Nu er den rynket, lidt knoglet og ikke så stærk.
Men den fortæller om kærlighed, fasthed og tro, om hårdt
arbejde gennem årene. Hendes hukommelse er ikke, hvad den engang var.
Hun kan huske noget, der skete for 50 år siden, men måske ikke
det, der skete for en halv time siden. Sådan har jeg det også.
Men jeg er så taknemmelig for hende. I 66 år har vi vandret
sammen, hånd i hånd, med kærlighed og opmuntring, med værdsættelse
og respekt. Det kan ikke vare længe, før en af os træder
gennem sløret. Jeg håber, at den anden hurtigt følger
efter. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig uden hende, selv på den
anden side, og jeg håber, at hun ikke ved, hvordan hun skal klare sig
uden mig.
Mine kære venner i Hjælpeforeningen, uanset hvad jeres situation
er, uanset hvor I bor, gid Himlens vinduer må åbnes og velsignelser
regne ned over jer. Må I leve med kærlighed til hinanden. Må I
række
ned og løfte dem op, hvis byrder er tunge. Må I bringe lys og
skønhed til verden og især til jeres hjem og til jeres børns
tilværelse.
I ved, som jeg gør, at Gud, vor evige Fader, lever. Han elsker jer.
I ved, som jeg gør, at Jesus er Kristus, hans udødelige Søn,
vor Forløser. I ved, at evangeliet er sandt, og at himlen er nær,
hvis vi fremelsker den i vores tilværelse.
I er Hjælpeforeningen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Ingen organisation er dens lige. Vær stolte deraf. Hold jeres hoved
højt. Arbejd flittigt. Gør alt, hvad Kirken beder jer om. Bed
med tro. Man ved aldrig, hvor meget godt man udretter. Andre velsignes af
jeres indsats. Må I opleve Helligåndens trøstende og belønnende
favntag, det beder jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.
NOTE
1. Citeret fra J. E. McCulloch, Home: The Savior of Civilization (1924),
s. 42; i Conference Report, apr. 1935, s. 116.
Previous