Søster Sharon G. Larsen
Andenrådgiver i Unge Piger
Handlefrihed er kraften til selv at tænke, vælge og handle. Med den følger endeløse muligheder, ledsaget af ansvar og konsekvenser.
Da vi forlod vor himmelske Faders nærhed og kom ind i denne verden, medbragte vi en uvurderlig, hellig, førjordisk og evig gave. Det er denne gave, handlefrihedens gave, som jeg gerne vil tale om.
Handlefrihed er kraften til selv at tænke, vælge og handle. Med den følger endeløse muligheder, ledsaget af ansvar og konsekvenser. Det er en velsignelse og en byrde. Det er afgørende i dag at bruge denne handlefrihed klogt, fordi Guds børn aldrig før i historien har været så velsignede eller så tydeligt konfronteret med så mange valg.
Livet var enklere for år tilbage i min barndomsby på den canadiske prærie. Vores telefonnummer bestod af et ciffer 3. Vi havde én sort/hvid film, som kom fra den større by, Cardston, hver torsdag aften. Der kom post om mandagen, onsdagen og fredagen med mindre det sneede meget.
Der var én hovedgade. Fem kilometer mod vest lå vores gård, og 30 kilometer mod øst ad den samme vej lå templet i Cardston i Alberta. Der var ikke mange andre veje at vælge eller steder, man kunne tage hen.
I dag er der uendelige telefonnumre, alle slags film i alle farver, e-mail for enden af vore fingre 24 timer i døgnet og mange veje, som ubarmhjertigt kræver vores dømmekraft. Vore omgivelser er oversvømmet med valg. Men vores formål med at være her på jorden har aldrig ændret sig.
Herren fortalte Abraham, at han sendte os til jorden for at se, om vi ville gøre det, han bad os om (se Abraham 3:25). Valg bliver uundgåelige. Verdens to modstridende kræfter søger at få vores forpligtelse. På den ene side er der Satans virkelighed, og på den anden side Frelserens endnu stærkere kærlighed.
Lehi lærer os, at hvis der ikke var modsætninger, så ville der ikke være nogen retfærdighed eller ugudelighed, hverken godt eller ondt. Vi han ikke vælge, hvis der ikke er noget valg (se 2 Nephi 2:11, 16). For at blive overbevist tilhænger af Kristus, skal vi have mulighed for at afvise ham. Derfor får Satan lov til at udøve sin magt, og det at overgive sin vilje til Gud kan af og til være vanskeligt. Og dog er det i denne udøvelse af selv at handle, at vi udvikler os.
C. S. Lewis sagde: »Kun de, som prøver at modstå fristelse, ved, hvor stærk den er . . . Man opdager vindens styrke ved at prøve at gå imod den, ikke ved at lægge sig ned. Et menneske, der giver efter for fristelse efter fem minutter, ved ganske enkelt ikke, hvordan det ville have været en time senere.« Lewis fortsætter: »Kristus er, eftersom han var det eneste menneske, som aldrig gav efter for fristelse, også det eneste menneske, som til fulde ved, hvad fristelse vil sige« (Mere Christianity, 1960, s. 109110).
Jeg husker, at jeg spurgte mine forældre, om jeg kunne gøre visse ting. Deres svar var altid det samme: »Du er blevet undervist. Du ved, hvad vi føler med hensyn til det, men du må selv vælge.« Og dog, selv at vælge fører til konsekvenser hvilket ikke altid er det, man ønsker. Vi ønsker frihed uden konsekvenser. Og derfor forsøger vi for ofte at være neutrale, ikke tage beslutninger og være uforpligtede. Det er i sådanne omgivelser, vi bliver sårbare over for Satans indflydelse.
Kong Akab og hans folk i det nordlige Israel fortæller os om neutralitet og ubeslutsomhed. Herrens hånd blev holdt tilbage, fordi folket ikke ville beslutte, hvem det skulle tilbede Jehova eller Ba'al. Ba'al er et andet navn for Satan. Herren sendte profeten Elias ud med dette tydelige budskab: »Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!« Skrifterne siger: »Men folket svarede ham ikke et ord« (1 Kong 18:21). De ønskede ikke det ansvar, der fulgte med at forpligte sig. I husker historien: Elias udfordrede dem til en prøve for at se, hvem der var Gud. De skulle hver især bede til deres Gud for at se, hvem der vil opbrænde offeret på alteret. Da præsterne kaldte højt på deres afguder, fik de ikke noget svar og ikke nogen støtte.
Som en utilsløret kontrast blev en eneste profet for den sande og levende Gud ikke alene hørt, men hans indsats blev forstærket. Da Elias bad til sin Gud, faldt Herrens ild ned og fortærede alt brændofferet og brændet og stenene og jorden ja, selv vandet i renden slikkede den op. Efter denne demonstration sagde folket: »Det er Herren, der er Gud!« (1 Kong 18:39), og så fortæller skrifterne, at Ba'als præster blev slået ihjel. Der var ingen vantro, der stadig var i live i det nordlige Israel den dag! Valg ville ikke være noget dilemma, hvis det gode blev belønnet lige så hurtigt og iøjnefaldende som Elias blev, eller hvis det forkerte medførte hurtig død. Men så enkelt er det ikke, når vore gerninger skal øge vores tro.
Vores tro og forpligtelse bliver prøvet, når verden tilbyder fristende og lokkende alternativer, som kan vende os bort fra Herrens rige. Nogle mennesker vil gerne bo i denne evige by og alligevel have et sommerhus i Babylon. Hvis vi ikke bevidst og velovervejet vælger Guds rige, bevæger vi os i virkeligheden baglæns, mens Guds rige bevæger sig fremad »frimodigt, ædelt og uafhængigt« (Joseph Smith: »The Wentworth Letter«, i Encyclopedia of Mormonism, red. Daniel H. Ludlow, 5 bind, 1992, 4:1754). At vælge hvilken vej vi vender vil afgøre vore velsignelser eller vore byrder. Herren indbyder os til at lægge vore byrder på ham, og han vil sørge for os (se Sl 55:23), mens Mormon advarer os: »Djævelen . . . vil [ikke] støtte sine børn« (Alma 30:60).
En ung mand, som jeg elsker af hele mit hjerte, sagde til mig: »Ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Jeg er ansvarlig for mit eget liv.« Han har en misforstået opfattelse af, at for at være uafhængig og fri, skal han opponere mod Guds vilje. Hvor vil hans styrke så komme fra?
Bror James E. Talmage siger om Jesus: »[Han] var alt det, en dreng skulle være, for hans udvikling blev ikke holdt tilbage af den hæmsko, som en syndebyrde er; han elskede og adlød sandheden og var derfor fri« (Jesus Kristus, s. 119).
At træffe de rette valg gør os frie og velsigner os, selv når det drejer sig om at vælge det, som synes ligegyldigt i vores tilværelse. En af mine venner synes, at Herren var alt for involveret i hans liv. Han sagde: »Jeg kan ikke holde alle disse absolutter ud i Kirken, som fortæller mig, at jeg skal gøre dit, og jeg ikke må gøre dat.« Min ven kunne ikke se, at disse absolutter er beviser på vor Faders årvågne omsorg.
Er det ikke utroligt? Der er seks milliarder mennesker på denne planet, og vor himmelske Fader bekymrer sig om, hvilken slags underholdning jeg ser, og han er interesseret i det, jeg spiser og drikker. Han er interesseret i, hvordan jeg klæder mig, samt hvordan jeg tjener og bruger mine penge. Han er interesseret i det jeg gør og ikke gør. Vor himmelske Fader bekymrer sig for min lykke.
Vor Faders omsorg ses på så mange måder, og vi skal blot lytte og leve for den. Nogen har sagt: »Hvis vi ikke har valgt Guds rige først, vil det i sidste ende ikke gøre nogen forskel, hvad vi har valgt i stedet« (William Law, præst fra det 18. århundrede).
Eftersom vores formål her på jorden ikke er ændret, og ej heller vil blive det, sørger vor Fader uafbrudt og regelmæssigt for yderligere gaver for at gøre vores verden sikker og styrke vores vise brug af handlefriheden. Tænk på bønnens gave muligheden for at blive hørt og forstået. Tænk på Helligåndens gave, som vil vise os alt, hvad vi skal gøre (se 2 Nephi 32:5). Tænk på de hellige pagter, vi har indgået, skrifterne, præstedømmet og patriarkalske velsignelser. Tænk på den største gave forsoningen og påmindelsen om den i nadveren, som dækker os med kærlighed og håb og nåde. Disse gaver hjælper os med at bruge handlefriheden klogt til at vende tilbage til vores himmelske hjem, hvor ». . . intet øje har set, og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham« (1 Kor 2:9).
I dag er der mange veje, men ligesom i min barndomsby, er der kun én hovedvej, den lige og snævre.
Idet vi erkender vores tendens til at vandre ad fremmede veje (se 1 Nephi 8:32), beder vi til Herren i denne salme:
Tilbøjelig til at vandre, Herre, jeg mærker det,
tilbøjelig til at forlade den Gud, jeg elsker.
Her er mit hjerte, tag det og bevar det,
bevar det hos dig i dine høje sale.
(Hymns, 1948-udgaven, s. 70).
Jeg afslutter med Nephis bøn, der taler for jer og for mig: »O, Herre, luk ikke din retfærdigheds døre for mig, så at jeg må kunne vandre på ydmyghedens stier og holde mig trofast på den rette vej« (2 Nephi 4:32). I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
