Følg lyset Margaret D. Nadauld Unge Pigers præsidentinde Herren indbyder os til at komme ud af verdslighedens kolde farer og ind i hans varme lys. Har I nogen sinde gået rundt i mørke og stødt jeres tæer og sagt: »Av, det gør ondt!«? Hvad nu hvis lyset gik ud i denne bygning i aften? Så ville der være total forvirring! Mørke kan være risikabelt for vores helbred ­ vores fysiske og vores åndelige helbred! Det er en stor velsignelse at have lys i vores tilværelse ­ lys som hjælper os med at se tingene, som de virkelig er; lys som oplyser vores forståelse; lys, som vi kan følge med tiltro og fuldstændig tillid. Lad mig fortælle jer en historie, for at illustrere, hvad jeg mener. Det var blot nogle få dage før jul, og vi var nygifte, der rejste hjem i forbindelse med ferien. Det var en 42 timers lang tur i bil, men det tog overhovedet ikke modet fra os, fordi vi var så spændt på at komme hjem til vores familier igen! Vi havde kørt hele dagen og det meste af natten, da vi kom ind i en forfærdelig snestorm. Vi befandt os i en voldsom storm, og sneen lagde sig tykkere og tykkere på vejen for hvert øjeblik, der gik. Natten var fuldstændig sort. Vi kunne ikke se, hvor vi kørte, og på grund af den dybe sne kunne vi ikke se stregerne på vejen. Det var en skræmmende situation! Foran så vi så pludselig en kæmpestor sættevogn, der kørte langsomt og støt fremad. Vi kunne lige akkurat se baglygterne, men at se dem gav os håb. Min mand, som kørte, holdt øjnene fast på lysene på lastbilen, og vi kørte i fremad i de spor den lavede i den dybe sne. Vores panik blev lidt mindre med denne fører foran os, fordi han kendte vejen; han sad højere oppe end vi og havde et bedre overblik, og han havde med sikkerhed kommunikationsudstyr, hvis der blev brug for det. Med bønner på vore læber og med hænderne knyttet, så knoerne var hvide, fulgte vi dette lys gennem stormen. Vi kørte forbi mange biler, som lå i grøften på begge sider af vejen, før vi mærkede, at lastbilen satte farten ned og drejede fra vejen. I tro fulgte vi ham, og snart befandt vi os til vores store lettelse på et sikkert sted, et tilflugtssted. Vi var så taknemmelige! Vi kunne næsten ikke vente med at fortælle chaufføren i lastbilen, hvor taknemmelige vi var for hans hjælp ­ for at føre os på vej. Vi er hver især på en vej, der fører os hjem, men vi forsøger ikke at nå det inden jul. Vi skal være der i evigheden. Vi ønsker at komme sikkert hjem til vor kærlige himmelske Fader. Han ønsker, at vi skal komme der i sikkerhed, så han har sendt et ledende lys, som vi skal følge: En Frelser, Herren Jesus Kristus, det fuldkomne eksempel. Han kender vejen. Han oplyser vores sti i nattens mørke, i stormene, ved vejkrydsene og i dagslyset. Han er altid rede til at vise os vejen hjem. Han siger til os: »Og jeg vil også være jeres lys . . . jeg vil berede vejen for jer, dersom I holder mine befalinger . . . I skal vide, at det er mig, som fører jer« (1 Nephi 17:13). En ung pige skrev til mig om en vej, hun fulgte. Hun sagde: »Jeg så sammen med en gruppe af mine venner en video. Det var én, som jeg vidste, at jeg ikke burde se. Ånden tilskyndede mig til at gå. Jeg var i stand til at lytte og rejse mig og gå. Jeg følte Ånden så stærkt. Jeg ved, at det var på grund af det valg, jeg traf« (brev i Unge Pigers kontors besiddelse). Hun fulgte lyset og kom i sikkerhed. Det samme lys viste to teenage-søstre den vej, de skulle gå på en meget skræmmende dag i 1833. En vred pøbel stormede gennem de stille gader i Independence i Missouri, hvor 15-årige Mary Elizabeth Rollins og hendes 13-årige søster, Caroline, boede. Den skræmmende pøbel ødelagde og nedbrændte ejendom og lavede optøjer. Nogle fra pøbelen brød ind i bror William Phelps' hjem, hvor trykkeriet befandt sig. Han havde trykt åbenbaringer, som var modtaget af profeten Joseph Smith. De ødelagde trykkemaskinerne og smed dem ud på gaden. De bar de uvurderlige trykte sider ud af bygningen og kastede dem i en bunke i gården for at brænde dem. Mary Elizabeth og hendes søster, Caroline, gemte sig rystende bag et hegn, mens de iagttog ødelæggelsen. Mary kendte fuldt ud farerne ved den vrede pøbel, men på trods af det følte hun det påtrængende i at redde disse dyrebare sider. De to teenage-søstre løb ud på gaden, fyldte deres favn med skrifterne og flygtede. Nogle i pøbelen så dette og beordrede dem at stoppe, mens de jagede efter de modige søstre. Pigerne løb ind i en stor majsmark, hvor de åndeløst faldt til jorden. Mellem majsrækkerne lagde de siderne med åbenbaringer og lagde sig så selv over dem. Mændene var ubarmhjertige i deres søgen efter pigerne blandt de høje majsstængler, idet de til tider kom temmelig tæt på, men de fandt aldrig pigerne og til sidst gav de op og gik tilbage for at færdiggøre deres ødelæggelse i byen. Herrens lys viste disse unge piger, hvad de skulle gøre, og hvor de skulle gå hen for at være i sikkerhed. Det samme lys skinner for jer. Det kan passe på jer, som det gjorde med dem. Vi har en skulptur af disse søstre i Unge Pigers kontor for at mind os om unge pigers mod dengang og nu. Jane Allgood Bailey havde ikke i sinde at opgive lyset i sin nye religion. Hun ville ikke overvindes af kulden, sulten og sygdommene på Wyomings sletter. Hun holdt andre kvinder i hånden for at gå gennem de isfyldte vande. De kom over på den anden side af vandet med deres tøj frosset til dem, men de fortsatte. På turen blev hendes 18-årige søn, Langley, syg og var så svag, at han måtte skubbes på håndkærrerne det meste af vejen. En morgen stod han op af sin seng, hvor sengetøjet var frossent lærred, og han gik foran kompagniet og lagde sig ned under en busk for at dø, for han følte, at han var for stor en byrde. Da hans trofaste mor fandt ham, skældte hun ham ud og sagde til ham: »Kom så op på vognen. Jeg vil hjælpe dig, men du må ikke give op!« Så fortsatte familien med det, der var tilbage af Martin/Willey håndkærrekompagniet. Ved ankomsten til Salt Lake-dalen var Langley stadig i live! Han var 18 år gammel, og han vejede kun 28 kg. Denne 18-årige dreng blev min oldefar. Jeg er taknemmelig for, at hans unge liv blev skånet og for sjælsstyrken og udholdenheden hos hans modige mor, som var et lys for sin familie og holdt sin søn gående på trods af de få chancer for at overleve. I skal sandsynligvis ikke skubbe en håndkærre i snestorme over sletterne, søstre, eller løbe fra en pøbel, men I skal måske vende jer fra venner og mode og invitationer, som vil gå på akkord med jeres standarder for godhed. Og det kræver mod. Snart vil I være hjælpeforeningssøstre og en dag mødre, som skal give styrke og vidnesbyrd til fremtidige generationer. Nu, i jeres forberedelsesår, har I ikke råd til at sige: »Jeg giver op. Kirkestandarderne er for høje. Det er for hårdt nøjagtigt at efterleve standarderne for personlig renhed. Jeg er for svag.« I kan klare det! For jeres fremtids skyld skal I klare det! I kan leve i verden, og ikke være af verden. Herren indbyder os til at komme ud af verdslighedens kolde farer og ind i hans varme lys. Dette kræver retskaffenhed, karakterstyrke og tro ­ tro på de sandheder, som Herren Jesus Kristus lærer os. Han sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys« (Joh 8:12). Herrens lys hjalp Shelly Ann Scoffield med at stå overfor en skræmmende prøvelse i hendes unge liv, men hun imødegik det med stor tro og kærlighed til vor himmelske Fader. En dag begyndte Shelly at føle sig syg. Hun gik til lægen, som fandt ud af, at der var noget alvorligt galt. Shelly sagde: »Jeg var bange. Jeg havde store pletter på mine lunger, og lægerne begyndte at sige ting som cancer og kemoterapi og strålebehandling.« Men Shelly gav ikke efter for sin frygt. Trofast mod sin oplæring i Personlig Fremgang holdt hun sig i gang og skrev en lang liste med mål, som hun skulle opnå, mens hun ikke kunne gå i skole på grund af sine behandlinger. Hun holdt sig selv beskæftiget med at opnå gode ting. Hun var opmærksom på sine velsignelser, deriblandt en far med præstedømmet, som havde salvet hende, en vidunderlig familie, dejlige venner og storslåede læger. »Det bedste af det hele«, sagde Shelly, »er, at jeg har et vidnesbyrd om min himmelske Fader, at han elsker mig og vil hjælpe mig gennem denne kamp.« Shelly nedskrev sine tanker til sine venner blandt de unge piger, og jeg vil gerne dele nogle af de ting, hun sagde, med jer: »Jeg ønsker, at I piger skal vide, at nu er tiden inde til at komme nærmere jeres himmelske Fader. Arbejd for at vise ham, at I kan gøre alt det, I lovede, at I ville gøre. Jeg prøver. Jeg lærer mere nu, end jeg nogensinde har vidst i mit liv om evangeliet. Jeg ved, at vor himmelske Fader er med mig. Når jeg har smerter og er ked af det, så er han der også, og han ønsker blot, at jeg og alle I, når I har disse følelser, går ned på jeres knæ og beder om hans hjælp, fordi han er så villig til at hjælpe. Han elsker jer så højt. Jeg beder om, at I i hele jeres liv, i alle jeres kampe, vil lære af dem og forblive tæt på ham og have tro. Få et vidnesbyrd, og hold jer tæt til det, som er sandt.« Shelly Scoffield døde den 3. november 1998, stærk i troen. Kære dyrebare unge søstre, vi vil ikke alle opleve det samme som Shelly eller de andre ting, jeg har fortalt jer om i aften, men vi har hver især et behov for at komme Herren nær på vores rejse gennem livet. Må vi foreslå tre ting, som vil hjælpe jer med at se lyset og følge det i jeres tilværelse. For det første og også det allervigtigste, bed. Når I taler med vor himmelske Fader og udgyder jeres hjerte til ham, vil I komme ham nærmere. Stop så op og lyt til jeres hjertes følelser. Søg at forstå Åndens tilskyndelser. Når I beder oprigtigt, vil I komme til at føle vor himmelske Faders store kærlighed til jer. For det andet, studér skrifterne. Skrifterne lærer os om Herrens veje. De besvarer spørgsmål om, hvordan vi skal leve i dag. De bringer et lys og en ånd ind i vores liv, som vi ikke kan få på nogen anden måde. For det tredje, virk med iver for en god sag. Det betyder: Tjen jeres familie og venner. Vær aktiv i Kirken og i seminar. Sørg for at udvikle talenter og evner. Vær et godt eksempel. Stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder. Når I gør det, vil lyset vokse sig stærkere og stærkere i jeres liv, og det vil kunne ses på jeres udstråling. Fra Unge Pigers kontor er der udsigt til det hellige tempel i Salt Lake City, og vi kan se brudene, når de kommer ud for at få taget billeder. Disse yndige tempelviede brude er alle smukke, fordi der er en glød i deres ansigt og et lys i deres øjne. Dette lys kommer af deres forståelse af Frelserens påvirkning i deres tilværelse. Der er noget helt særligt ved en ung kvinde, som har forberedt sig og er værdig til at indgå og holde hellige pagter og modtage templets ordinancer. Ligesom vi fulgte lyset på en lastbil en stormfuld vinternat, fulgte Shelly og Mary Elizabeth og Jane Herrens lys, og det kan I også gøre. Og når I kommer til de tidspunkter, som vil kræve mod og styrke og tro, så husk ordene i salmen: Min Gud er mit lys, jeg frygter ej mer, ved dag og ved nat han er mig jo nær (»Min Gud er mit lys«, Salmer og sange, nr. 42). Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren altid er der for at hjælpe jer. Hans livs og lærdommes eksempel er en stabil og sikker fører. Vi kan følge ham med tro og fuldstændig tillid, for han er vores Frelser. Jeg elsker ham. Jeg elsker jer og bærer vidnesbyrd om hans kærlighed til jer. I Jesu Kristi navn. Amen.