En advarselsrøst Ældste Henry B. Eyring De Tolv Apostles Kvorum Vores evne til at påvirke andre med vores advarselsrøst har betydning for alle disciple, der har indgået pagt med Jesus Kristus. Eftersom Herren er god, kalder han sine tjenere til at advare folk om fare. Kaldet til at advare gøres sværere og vigtigere af, at de advarsler, der er af størst værdi, drejer sig om farer, som folk tror, endnu ikke er virkelige. Tænk bare på Jonas. Han flygtede i første omgang fra kaldet fra Herren om at advare Nineves folk, som ikke kunne se fare på grund af synd. Han vidste, at ugudelige mennesker gennem tiderne har afvist profeterne og somme tider slået dem ihjel. Men da Jonas gik frem med tro, velsignede Herren ham alligevel med beskyttelse og succes. Vi kan også lære af vore erfaringer som forældre og børn. De af os, der har været forældre, har følt ængstelsen ved at fornemme farer, som vore børn endnu ikke kan se. Få bønner er så inderlige som en forælders, der beder om at kunne vide, hvordan man kan overbevise et barn om at holde sig fra fare. De fleste af os har oplevet velsignelsen ved at lytte til og give agt på en forælders advarselsrøst. Jeg kan stadig huske, at min mor talte blidt til mig en lørdag eftermiddag, da jeg som lille dreng bad hende om tilladelse til at gøre noget, som jeg mente var helt rimeligt, og som hun vidste var farligt. Jeg er stadig forundret over den styrke, hun fik, antageligvis fra Herren, til med så få ord at få mig til at ændre mening. Så vidt jeg husker, sagde hun: »Ja, det kunne du vel gøre. Men valget er dit.« Den eneste advarsel lå i den vægt, hun lagde på ordene kunne og valget. Men det var nok for mig. Hendes evne til at advare med så få ord udsprang af tre ting, som jeg vidste om hende. For det første vidste jeg, at hun elskede mig. For det andet vidste jeg, at hun allerede havde gjort det, som hun ønskede, at jeg skulle gøre, og var blevet velsignet ved det. Og for det tredje havde hun tilkendegivet sit sikre vidnesbyrd for mig om, at det valg, jeg var nødt til at træffe, var så vigtigt, at Herren ville fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg spurgte ham. Kærlighed, eksempel og vidnesbyrd var nøglerne den dag, og de har været det, når som helst jeg har været velsignet med at lytte til og dernæst give agt på en af Herrens tjeneres advarsel. Vores evne til at påvirke andre med vores advarselsrøst har betydning for alle disciple, der har indgået pagt med Jesus Kristus. Her er den formaning, som hvert medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har fået: »Se, jeg sendte jer ud for at vidne og advare folket, og det tilkommer enhver, der er blevet advaret, af advare sin næste« (L&P 88:81) Denne befaling og advarsel om fare blev givet til dem, der var kaldet som missionærer i genoprettelsens begyndelse. Men ansvaret for at advare vores næste hviler på alle os, der har indgået dåbspagten. Vi skal tale om evangeliet med vore venner og slægtninge, der ikke er medlemmer. Vores formål er at indbyde dem at blive undervist af de fuldtidsmissionærer, der er kaldet og indsat til at undervise. Når en person har valgt at tage imod vores invitation til at blive undervist, er der skabt en »henvisning« med store forjættelser, en, som med meget større sandsynlighed træder ned i dåbens vande og forbliver trofast. Som medlem af Kirken kan I forvente, at fuldtids- eller stavsmissionærerne vil bede om at få lov til at besøge jer i jeres hjem. De vil hjælpe jer med at lave en liste over mennesker, som I kan dele evangeliet med. De kan foreslå, at I tænker på slægtninge, naboer og bekendte. De kan bede jer om at sætte en dato for, hvornår I vil forsøge at have personen eller familien klar til at blive undervist ­ måske endog parat til at invitere missionærerne. Jeg har haft den oplevelse. Fordi vi i vores familie tog imod den invitation fra missionærerne, blev jeg så velsignet, at jeg kunne døbe en enke i 80'erne, der blev undervist af søstermissionærerne. Da jeg lagde mine hænder på hendes hoved for at bekræfte hende som medlem af Kirken, følte jeg mig tilskyndet til at sige til hende, at hendes ønske om at blive døbt ville velsigne mange slægtsled i hendes familie, efter og før hende. Hun er død nu, men om nogle få uger vil jeg være i templet sammen med hendes søn, når han bliver beseglet til hende. I har måske haft sådanne oplevelser med mennesker, som I har inviteret til at blive undervist, så I ved, at få øjeblikke i livet er skønnere. Herrens ord er sande for missionærerne og for os alle: »Og dersom jeres glæde kan være så stor over en eneste sjæl, som I har ført til mig i min Faders rige, hvor meget større glæde ville I da ikke have, om I kan føre mange sjæle til mig!« (L&P 18:16). Missionærerne vil hjælpe og opmuntre os, men hvorvidt sådanne øjeblikke ved dåbsbassinet og i templet finder sted oftere, afhænger i høj grad af, hvordan vi forstår vores ansvar, og hvad vi vælger at gøre ved det. Herren ville ikke bruge ordet advare, hvis der ingen fare var. Og dog er der ikke mange mennesker, som vi kender, der fornemmer den. De har lært at se bort fra den stadig større mængde beviser på, at samfundet er ved at falde fra hinanden, og at de og deres familie mangler den fred, de engang troede, det var mulig at finde. Den villighed til at ignorere tegnene på fare, kan gøre det let for os at tænke: Hvorfor skulle jeg tale om evangeliet med nogen, der synes at være tilfreds, med hvad de har? Hvilken fare er der for dem eller for mig, hvis jeg ikke gør eller siger noget? Tja, faren kan være svær at få øje på, men den er virkelig, både for dem og for os. For eksempel vil alle, I nogen sinde har mødt, på et eller andet tidspunkt i den tilkommende verden vide, hvad I ved nu. De vil vide, at den eneste måde, hvorpå vi kan leve evigt sammen med vores familie og i vor himmelske Faders og hans Søns, Jesu Kristi, nærhed, var at vælge at træde ind ad porten ved dåb udført af dem, der har myndighed fra Gud. De vil vide, at den eneste måde, hvorpå familier kan være sammen for evigt, er ved at antage og holde de hellige pagter, der tilbydes i Guds templer på denne jord. Og de vil vide, at I vidste det. Og de vil huske, om I tilbød dem, hvad en anden havde tilbudt jer. Det er let at sige: »Tiden er ikke moden.« Men det er farligt at udsætte. For en del år siden arbejdede jeg for en mand i Californien. Han ansatte mig, han var venlig mod mig, han syntes at have høje tanker om mig. Jeg var måske den eneste sidste dages hellige, han nogensinde havde kendt godt. Jeg kan ikke huske alle de grunde, jeg fandt til at vente på et bedre tidspunkt at tale med ham om evangeliet på. Jeg husker blot den sorg, jeg følte, da jeg hørte, at efter han var blevet pensioneret, og jeg var flyttet bort, var han og hans hustru blevet dræbt en nat, da de kørte til deres hjem i Carmel i Californien. Han elskede sin hustru. Han elskede sine børn. Han havde elsket sine forældre. Han elskede sine børnebørn og vil elske deres børn og vil ønske at være sammen med dem for evigt. Jeg ved ikke, hvordan skarerne vil blive ledt i den tilkommende verden. Men jeg går ud fra, at jeg vil møde ham, at han vil se mig ind i øjnene, og at jeg i dem vil se spørgsmålet: »Hal, du kendte det. Hvorfor fortalte du mig ikke om det?« Når jeg tænker på ham, og når jeg tænker på den enke, som jeg døbte, og hendes familie, der nu skal besegles til hende og til hinanden, ønsker jeg at gøre det bedre. Jeg vil gerne forøge min evne til at indbyde mennesker til at blive undervist. Med det ønske og med tro på, at Gud vil hjælpe os, vil vi gøre det bedre. Det er ikke svært at se hvordan. Kærlighed er altid det første, der skal til. En enkelt god gerning er sjældent nok. Herren har beskrevet den kærlighed, vi må føle, og som de, vi inviterer, må kunne mærke, at vi har i os, med ord som disse: »Kærligheden er tålmodig,« og at »den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt« (1 Kor 13:4, 7). Jeg har set, hvad »tålmodig« og »udholder alt« vil sige. En familie flyttede ind i et hus i nærheden af os. Det var et nyt hus, så jeg var med blandt de sidste dages hellige, der brugte en del aftener på at anlægge haven. Jeg husker den sidste aften, hvor jeg stod ved siden af manden i familien, mens vi gjorde arbejdet færdigt. Han så ud over vores arbejde og sagde til os, der stod i nærheden: »Det er den tredje have, I mormoner har hjulpet os med at anlægge, og jeg synes, at den her er den bedste.« Og så fortalte han mig stille, men bestemt om den store tilfredsstillelse, han fik ved at være medlem af sin egen kirke ­ en samtale vi ofte havde i de år, han boede der. I al den tid ophørte de venlige gerninger, som vi gjorde for ham og hans familie, aldrig, fordi naboerne virkelig var kommet til at elske dem. En aften, da jeg kom hjem, så jeg en lastvogn i hans indkørsel. Jeg havde fået at vide, at de flyttede til en anden stat. Jeg gik derhen for at se, om jeg kunne hjælpe til med noget. Jeg genkendte ikke den mand, der læssede ting ind i lastvognen. Da jeg kom tæt på, sagde han: »Hej, bror Eyring.« Jeg havde ikke genkendt ham, fordi han var sønnen, der nu var blevet voksen, og som havde boet der, var blevet gift og flyttet bort. Og takket være den kærlighed, som mange havde vist ham, var han nu et døbt medlem af Kirken. Jeg ved ikke, hvordan historien slutter, for den slutter aldrig. Men jeg ved, at den begynder med kærlighed. For det andet er vi nødt til at være bedre eksempler på det, vi beder andre om at gøre. I en stadig mere formørket verden vil denne befaling fra Frelseren blive vigtigere: »Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« ( Matt 5:16). De fleste af os er beskedne nok til at tro, at vores lille lys' eksempel måske er for svagt til at blive lagt mærke til. Men der lægges mere mærke til jer og jeres familie, end I måske er klar over. Her i foråret havde jeg mulighed for at være til stede ved et møde og tale til næsten 300 præster og ledere fra andre kirker. Jeg talte med så mange, jeg kunne. Jeg spurgte dem, hvorfor de havde været så opmærksomme under mit tale, som gik ud på at berette om Kirkens oprindelse, at fortælle om den unge Joseph Smiths første åbenbaring og om nulevende profeter. I hvert tilfælde gav de mig i bund og grund det samme svar. De fortalte om en hændelse, de havde været ude for, med en person eller en familie ­ at de kendte nogle af jer. En, der ofte blev fortalt, var om en nabofamilie, der var sidste dages hellig: »Det var den dejligste familie, jeg nogen sinde har kendt.« De talte ofte om en eller anden indsats i nabolaget eller om hjælp ved en ulykke, hvor medlemmer af Kirken arbejdede på en måde, der for dem syntes enestående. De mennesker, jeg mødte på disse møder, kunne endnu ikke erkende sandheden af lærdommene, men de havde allerede set frugterne af dem i jeres liv, og derfor var de parate til at lytte. De var parate til at lytte til sandhederne om genoprettelsen ­ om at familier kan blive beseglet for evigt, og at evangeliet kan forandre vores inderste væsen. De var parate takket være jeres eksempel. Den tredje ting, vi må gøre bedre, er at invitere ved hjælp af vores vidnesbyrd. Kærlighed og vores eksempel vil bane vejen. Men vi må stadig åbne munden og bære vidnesbyrd. Vi bliver hjulpet på vej af en enkel kendsgerning. Sandhed og valgmulighed er uadskillelig forbundet. For enhver gælder det, at der er nogle valg, vi må træffe, for at kunne kvalificere os til et vidnesbyrd om åndelige sandheder. Og det gælder for alle, at når vi først kender en åndelig sandhed, må vi vælge, om vi vil tilpasse vores liv efter den. Det betyder, at der er nogle ting, vi må gøre, før vi kan invitere vores venner til at foretage nogle valg. Og når vi bærer vidnesbyrd for dem om sandheden, må vi fortælle dem om de valg, som de må træffe, når først de kender den sandhed. Der er to vigtige eksempler: At invitere nogen til at læse Mormons Bog og invitere nogen til at indvillige i at blive undervist af missionærerne. For at vi kan vide, at Mormons Bog er sand, må vi læse den og træffe det valg, der findes i Moroni: bede om at få at vide, om den er sand. Når vi har gjort det, kan vi bære vidnesbyrd for vore venner om vores personlige oplevelse og om, at de kan træffe det valg og kende den samme sandhed. Når de finder ud af, at Mormons Bog er Guds ord, står de over for endnu et valg: Om de skal sige ja til jeres invitation til at blive undervist af missionærerne. For at kunne give denne invitation ved hjælp af jeres vidnesbyrd, må I vide, at missionærerne er kaldet som Guds tjenere. I kan få dette vidnesbyrd ved at vælge at invitere missionærerne ind i jeres hjem for at undervise jeres familie og venner. Missionærerne vil gladeligt tage imod denne mulighed. Når I sidder sammen med dem, når de underviser, ligesom jeg har gjort, vil I finde ud af, at de er inspirerede med evner, der større end dem, deres alder og uddannelse kan give dem. Når I så inviterer andre til at vælge at blive undervist af missionærerne, vil I være i stand til at bære vidnesbyrd om, at missionærerne vil undervise i sandheden, og at de tilbyder de valg, der fører til lykke. Nogle af os kan måske finde det svært at tro på, at vi har kærlighed nok, at vi er gode nok, eller at vores evne til at bære vidnesbyrd er tilstrækkelig til, at vores næste vil tage imod vores invitationer. Men Herren vidste, at vi måske ville føle sådan. Lyt til hans opmuntrende ord, som han lod indsætte i begyndelsen af Lære og Pagter, da han gav os vores formaning: »Og en advarselsrøst skal gå ud til alle mennesker gennem mine disciples mund, som jeg har udvalgt i disse sidste dage« (L&P 1:4). Og lyt så til, hvilke krav der stilles til disse disciple: »De svage i denne verden skal komme frem og nedbryde de stærke og mægtige« (L&P 1:19). Og længere nede: »Så mit evangeliums fylde må forkyndes gennem de svage og ringe til jordens yderste grænser« (L&P 1:23). Og igen: »Og når de var ydmyge, at de måtte blive styrket og velsignet fra det høje« (L&P 1:28). Denne forvisning blev givet til de første missionærer i Kirken og til missionærer i vore dage. Men den er også givet til alle os. Vi må have tro på, at vi kan have kærlighed nok, og at evangeliet har påvirket vores liv tilstrækkeligt til, at vores invitation til at vælge, kan høres, som kom den fra Mesteren, hvis invitation den er. Han er det fuldkomne eksempel på, hvad vi skal gøre. I har følt hans kærlighed og hans omsorg, selv om I måske ikke har reageret. På samme måde vil de, som I henvender jer til med evangeliet, måske heller ikke reagere. Han har gang på gang inviteret jer til at blive undervist af sine tjenere. I har måske ikke bemærket det i hjemmelærernes eller besøgslærerindernes besøg eller i en telefonsamtale med biskoppen, men det var hans invitation til at få hjælp og blive undervist. Og Herren har altid gjort det klart, hvad følgerne ville være, og dernæst ladet os vælge selv. Hans tjener Lehi lærte sine sønner det, som gælder for os alle: »Og nu, mine sønner, ville jeg ønske, at I vil se hen til den store Formidler og lytte til hans store bud, være tro mod hans ord og vælge evigt liv, i overensstemmelse med hans hellige ånds vilje« (2 Nephi 2:28). Og dernæst denne opmuntring fra Jakob til at opfylde jeres forpligtelse til at vidne, som I skal, om at valget om at blive undervist af missionærerne er begyndelsen på vejen til evigt liv, den største af alle Guds gaver: »Fat derfor mod, og husk på, at I har frihed til at handle for jer selv: til enten at vælge vejen til evig død eller vejen til evigt liv« (2 Nephi 10:23). Jeg vidner om, at kun ved at modtage og efterleve Jesu Kristi genoprettede evangelium finder vi den fred, som Herren har lovet i dette liv og det håb om evigt liv i den tilkommende verden. Jeg vidner om, at vi har fået privilegiet og forpligtelsen til at tilbyde vor himmelske Faders børn, som er vore brødre og søstre, den sandhed og de valg, der fører til disse velsignelser. Jesus er Kristus, og dette er hans værk. I Jesu Kristi navn. Amen.