Ældste David B. Haight
De Tolv Apostles Kvorum
Evangeliet er sandt; det er verdens håb; det vil skride frem og fuldføre alt, som det skal udrette.
En af mine venner sagde for nylig til mig: »Ved du, hvad du og footballspilleren Steve Young har til fælles?«
Og jeg svarede: »Jeg kan komme i tanker om en hel del på alle områder.« Så tilføjede jeg: »Men fortæl mig nu, hvad vi har til fælles.«
Han sagde: »Det, som I har til fælles er, at vi alle spekulerer på, om I holder en sæson mere.«
Med Himlens velsignelser og min indbyggede sygeplejerske, Ruby, som tager sig af mig og min familie, klarer jeg mig fint.
Med min nye pacemaker
klarer jeg mig flot.
Og min kunstige hofte
og det nye knæ er godt.
Høreapparat og briller
gør mig til en bedre mand,
men åh, hvor jeg dog savner min forstand.
Det er en ære at stå her et kort øjeblik og bære mit vidnesbyrd og opmuntre jer til at holde ud i dette store værk, som vi er så velsignede at være en del af. Jeg så de løftede hænder, da præsident Monson foretog opretholdelsen af Kirkens generalautoriteter, og i særdeleshed vores profet, og da jeg så jer løfte hænderne med begejstring, tænkte jeg: »Her sidder vi med alle vore velsignelser og bekvemmeligheder,« og jeg tænkte på nogle andre begivenheder, som har fundet sted i løbet af Kirkens historie.
For mit indre blik så jeg vores egen familie, som er spredt over hele USA i Georgia, i Chapel Hill i North Carolina, i Pennsylvania, i Texas, i Californien og her i Salt Lake City. Jeg tænkte på alle disse små familier, hvor de end måtte være, hjemme eller henne i kirkebygningen. Jeg syntes at se nogle af de små blive belært om at løfte hånden i harmoni med alle andre, ja, måske har deres forældre forklaret dem, hvad det er, vi gør. Når vi løfter hånden, så gør vi det ikke bare, fordi det skal se ud, som om alle andre gør det, men fordi vi godkender det, der sker, og bekræfter den kundskab og det vidnesbyrd, som vi har om, at præsident Hinckley er vores profet og leder. Vi løfter ikke bare hånden for at sige, at vi opretholder ham, men også for at vise, at vi vil følge hans vejledning, at vi vil lytte, at vi vil belære om det, han siger, at vi vil bede om det, og at vi er opmærksomme på det, som vores profet siger.
Profeten Joseph Smith havde modtaget nogle retningslinjer med hensyn til Kirkens organisering. Disse udgør den åbenbaring, som findes i afsnit 20 i Lære og Pagter. Forestil jer den 6. april 1830 i Fayette i staten New York på Peter Whitmers lille gård et møde i den lille bjælkehytte, der var knap otte gange ti meter. Her blev Kirken organiseret. Forestil jer det møde, hvor han velsignede Oliver, og Oliver velsignede ham i overensstemmelse med de retningslinjer, som de havde modtaget. Kirkens organisation blev fremlagt for denne lille forsamling.
Joseph og Oliver og Hyrum og Samuel Smith og de to Whitmer-brødre var blevet døbt og deltog i overensstemmelse med staten New Yorks love (L&P 20:1). Men prøv at forestille jer den ånd, som må have været til stede, og de følelser, som de må have haft, da forslaget blev fremlagt for dem til opretholdelse ligesom det har været tilfældet her i dag om at opretholde profeten og Oliver som de første ældster, om at igangsætte Kirken. Nogle af dagbøgerne og beretningerne fra dengang vidner om, at de følte, at himmelske væsner var til stede ved det møde.
Nogle blev gendøbt. Nogle blev døbt for første gang ved den lejlighed, deriblandt profetens far og mor tænk bare! Nadveren blev for første gang i denne uddeling administreret ved et officielt møde i den kirke, som lige var blevet organiseret. Forestil jer deres følelser, da brød og vand, symbolerne på Frelserens sårede kød og udgydte blod, blev omdelt.
Forestil jer så en anden opretholdelse i 1844, efter at profeten og Hyrum var blevet myrdet. Det møde, der var blevet indkaldt til, fordi Sidney Rigdon var kommet fra Pittsburgh i Pennsylvania i håb om at blive »værge« og leder for Kirken. Medlemmerne af De Tolvs Råd skyndte sig hjem til Nauvoo fra forskellige egne af verden. Forestil jer situationen og det møde, hvor Sidney Rigdon fremlagde forslag om, at han naturligvis burde kaldes som leder, eftersom han var førsterådgiver, skønt han var faldet i unåde hos profeten. Og se for jer, hvordan Brigham Young var til stede og talte på vegne af De Tolv og forklarede de hellige, hvordan de trofaste brødre var blevet undervist af profeten angående De Tolv og den myndighed, som hvilede på De Tolv.
Da de havde fremlagt begge sider af sagen, og afstemningen fandt sted, sagde nogle af dem, at de så og følte en forandring ved Brigham Young, mens han talte. De syntes, at de hørte profetens røst, og de syntes, at de endda kunne se profetens ansigtstræk i Brigham Youngs ansigt. Jeg fortæller jer dette, fordi som årene går, og vi får mere erfaring, og vi bliver mere opmærksomme på den åndelige vejledning, som findes i dette værk, fornemmer og føler vi Herrens hånd i det. Men forestil jer den opretholdelse i 1844, hvor Kirken kom til at hvile i De Tolvs hænder.
Så var der en anden hændelse senere, i 1847, da de hellige samledes på Iowa-siden af Missourifloden. Brigham Young havde været her i Saltsødalen med det første kompagni af hellige, men i december var han vendt tilbage til Missourifloden for at mødes med de hellige der. Og ved et møde i Kanesville var der ni af De Tolv til stede: Der var to her i dalen, en var rejst til Texas, og ni var til stede der. Ved det møde i Orson Hydes hjem blev Det Første Præsidentskab reorganiseret den 5. december 1847, men det skulle godkendes af de hellige. Mødet blev derfor udskudt i tre uger, så de kunne opføre et lille bjælketabernakel i Kanesville. Og i løbet af tre uger byggede de et lille tabernakel med hjælp fra håndværkere dér og de medlemmer af Kirken, der var kommet dertil med deres vogne og gjorde klar til at krydse Missourifloden for at drage til dalen.
Ved det møde blev det foreslået, at Kirkens præsidentskab skulle reorganiseres, men det krævede en opretholdelse, sådan som vi har gjort i dag. Det er vores mulighed for at løfte hånden og støtte profeten. Det Første Præsidentskab blev så reorganiseret. Brigham Young havde valgt Heber C. Kimball og Willard Richards som sine rådgivere. Det kræver således folkets opretholdelse at give Kirkens ledere den myndighed, som Herren gennem åbenbaring har sagt er nødvendig.
Og som vi således ser værket skride frem, vil jeg, mens jeg står her i dag, fortælle jer, at i de mere end 90 år, som jeg har levet, har alt, hvad jeg har været vidne til, følt eller set og alle de åndelige oplevelser, som jeg har haft, vidnet om, at dette er Herrens værk. Det er nøjagtig, som det er blevet åbenbaret. Jeg har fornemmet det, og jeg føler det, og det bærer jeg vidnesbyrd for jer om.
Jeg vil minde jer om, at Frelseren, som beskrevet i Matthæus-evangeliet, sagde, at »den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det« (Matt 10:39). Nogle lærde og andre har ment: »Hør, det er jo et paradoks. Det må bero på en fejloversættelse. Det giver jo ingen mening.« Det står helt klart for mig, og det håber jeg også, at det gør for jer, at eftersom vi lever i en materialistisk verden, et moderne Babylon, og ser på alt det, der sker ude i verden, hvadenten vi læser det i finanstidsskrifterne eller de politiske tidsskrifter eller andre steder, så fornemmer og føler vi, at der, hvor vi kan finde styrke og løsningerne på vores udfordringer og problemer, vil være ved at lytte til profetens røst Guds profet her på jorden.
Ud fra Frelserens udtalelse kan vi se, at eftersom vi lever i en materialistisk verden, er vi optaget af livets materialistiske sider. Vi tænker på, hvad vi kan samle sammen til os selv. Vi tænker ikke på at hjælpe andre eller på at leve på en måde, så vi kan hjælpe andre med at leve på et højere stade. Herren siger, at når man finder det liv, som han er et eksempel på, så mister man sit selvcentrerede liv: »Men den, der har mistet sit liv for min skyld . . .«
Når vi er optaget af at gøre noget for andre, og når vi tænker på at dele evangeliet med andre eller hjælpe nogen til at leve på et højere stade, moralsk eller fysisk, når vi gør noget for andre eller deler med dem, så kommer vi dem til hjælp, vi kommer dem til undsætning. I alt det finder vi det liv, som Frelseren taler om, de evige velsignelser, de himmelske velsignelser, templets velsignelser, ja, alle de velsignelser ved en kærlig familie, som vi kan opnå.
Jeg efterlader jer min kærlighed, min kundskab og mit vidnesbyrd om, at Gud lever. Han er vor Fader, og vi er Guds børn, som den lille, enkle sang siger:
Jeg er Guds kære barn,
og han har sendt mig her,
har givet mig et jordisk hjem
med far og mor så kær.
Led mig, før mig,
gå du med mig,
hjælp mig finde vej,
lær mig, hvad jeg gøre må
for hjem til Gud at nå.
(»Jeg er Guds kære barn«, Salmer og sange, nr. 195).
Det er lige så enkelt, det er lige så rent, og det er lige så godt, som den lille, enkle sang siger. Den lærer os alt, hvad vi har brug for at vide. Jeg er lykkelig denne dag og beæret over at have løftet min hånd og opretholdt præsident Gordon Bitner Hinckley som Kirkens præsident, og hans rådgiver Thomas S. Monson og James E. Faust som præsidentskab sammen med De Tolvs Kvorum og alle de øvrige generalautoriteter. Evangeliet er sandt; det er verdens håb. Det vil skride frem og fuldføre alt, som det skal udrette. Jeg efterlader jer min kærlighed og mit vidnesbyrd om dette, i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
